Skuffet over bedsterne

Jeg må indrømme jeg lige nu er både ked af det og skuffet

siden vi fik børn, har mine forældre prioriteret meget egoistisk. Jeg er den ældste, og de 2 andre ikke klartil børn de næste par år. 

Da vi fik børn sagde min mor, at hun ikke var klar til at blive mormor. Hun fik selv børn tidligt, hvor jeg har fået børn midt/sidst i tyverne 

vi havde en periode hvor vi ikke snakkede pga det blev for meget, har ikke store krav. 

Nu står vi igen hvor de prioriterer meget egoistisk og det har taget til. Feks har jeg stort ønske om at holde sammen på familien, og hvert år opfordrer og har skubbet til for at få, bla påskefrokost, jeg holder julefrokost hvert år. I år overtog mine forældre påskefrokost, og pludselig skulle 2 vennepar med, og det gik mere op i hygge med dem end familie. 

De ser i forvejen ikke ret tit børnene, og selv når de har ferie kan de ikke afsætte en dag til os (ungerne) 

min mand prikkede til min far en dag, for tid tilbage. Han gik på 2 ugers ferie(han har ofte ferie eller fri, og min mor går hjemme) min mand siger lidt i sjov om han ikke skal passe børnene, og lynhurtigt og alvorligt kommer det bare: NEJ, JEG skal holde FERIE og de så os slet ikke i løbet af de 2 uger de havde fri 

Vi har selv valgt børn, og venter barn nr 4. Så nej vi forventer ikke de hopper og danser for os. Sagen er så den, at de har en uges ferie og har slet ikke spurgt om de skulle se børnene. Jeg har en hård graviditet og sidder nu med 3 syge børn, en skal til lægen, så kunne godt ha brugt en smule hjælp, bare til at kigge efter de 2 imens jeg tager den 3 til lægen. 

Men nej, for de skal noget omkring min mors hobby, i løbet af dagen, og noget som tager måske 2-3 timer, men så er hele dagen åbenbart gået. Der var intet: vi kan måske komme senere eller, hvis du har brig for noget i morgen kan vi give et nap med, eller noget som helst 

øv er nok bare skuffet over at de ikke prioriterer deres børnebørn, og de få gange vi beder om hjælp får vi oftest nej. Tager det nok ekstra hårdt da jeg generelt føler, der ikke kan peioriteres bare en smule, i vores retning. 

Når vi endelig ser dem er det ikke fordi de virkelig er på, sammen med ungerne. Tvært imod og ofte er deres venner også inviteret og så går hyggen og den interne snak med dem  

for 2 år siden valgte de i øvrigt at tage på ferie, ved begge de stores fødselsdag. Den ene gang fordi de ville prioritere dem selv, 2 gang havde de bare glemt at det var der, den ene havde fødselsdag. 

det lyder måske lidt hårdt men jeg kan fornemme du viste alt det her om dine forælder ved barn 1-2-3 og nu nr 4 på vej. jeg syntes ærlig talt stedet for at blive skuffet smil og lad dem være. ja det er super hårdt. men når de ikke vil være i billede bare at se sine børnebørn ja så kan de da lade vær. jeg forstår god hvis de ikke vil passe dem for det er jo noget de bestemmer...

kender det slev alt det her fik selv smidt i hoved af mine sviger forælder vi var for gamle til at blive forælder jeg var 22 manden var 33 på det tidspunkt. og det sårrede mig virkelig dybt. og når de endelig er tæt på os ja så kommer de ikke og besøger os og hvis de besøger os er det max 4-5 timer og ikke mere og de forstår slet ikke hvorfor vi ikke bare kan komme hjem til dem på de alm hverdage øhh ja vi arbejder! men ja det er træls og hårdt.

Anonym skriver:

Jeg må indrømme jeg lige nu er både ked af det og skuffet

siden vi fik børn, har mine forældre prioriteret meget egoistisk. Jeg er den ældste, og de 2 andre ikke klartil børn de næste par år. 

Da vi fik børn sagde min mor, at hun ikke var klar til at blive mormor. Hun fik selv børn tidligt, hvor jeg har fået børn midt/sidst i tyverne 

vi havde en periode hvor vi ikke snakkede pga det blev for meget, har ikke store krav. 

Nu står vi igen hvor de prioriterer meget egoistisk og det har taget til. Feks har jeg stort ønske om at holde sammen på familien, og hvert år opfordrer og har skubbet til for at få, bla påskefrokost, jeg holder julefrokost hvert år. I år overtog mine forældre påskefrokost, og pludselig skulle 2 vennepar med, og det gik mere op i hygge med dem end familie. 

De ser i forvejen ikke ret tit børnene, og selv når de har ferie kan de ikke afsætte en dag til os (ungerne) 

min mand prikkede til min far en dag, for tid tilbage. Han gik på 2 ugers ferie(han har ofte ferie eller fri, og min mor går hjemme) min mand siger lidt i sjov om han ikke skal passe børnene, og lynhurtigt og alvorligt kommer det bare: NEJ, JEG skal holde FERIE og de så os slet ikke i løbet af de 2 uger de havde fri 

Vi har selv valgt børn, og venter barn nr 4. Så nej vi forventer ikke de hopper og danser for os. Sagen er så den, at de har en uges ferie og har slet ikke spurgt om de skulle se børnene. Jeg har en hård graviditet og sidder nu med 3 syge børn, en skal til lægen, så kunne godt ha brugt en smule hjælp, bare til at kigge efter de 2 imens jeg tager den 3 til lægen. 

Men nej, for de skal noget omkring min mors hobby, i løbet af dagen, og noget som tager måske 2-3 timer, men så er hele dagen åbenbart gået. Der var intet: vi kan måske komme senere eller, hvis du har brig for noget i morgen kan vi give et nap med, eller noget som helst 

øv er nok bare skuffet over at de ikke prioriterer deres børnebørn, og de få gange vi beder om hjælp får vi oftest nej. Tager det nok ekstra hårdt da jeg generelt føler, der ikke kan peioriteres bare en smule, i vores retning. 

Når vi endelig ser dem er det ikke fordi de virkelig er på, sammen med ungerne. Tvært imod og ofte er deres venner også inviteret og så går hyggen og den interne snak med dem  

for 2 år siden valgte de i øvrigt at tage på ferie, ved begge de stores fødselsdag. Den ene gang fordi de ville prioritere dem selv, 2 gang havde de bare glemt at det var der, den ene havde fødselsdag. 

 

Jeg kan godt forstå du er skuffet for det er nok ikke sådan de fleste af os drømmer om at bedsteforældre agerer. Men... som du selv skriver er det jo ikke deres valg at blive bedsteforældre. De er tydeligvis et andet sted i deres liv lige nu, hvor jeres børn så ikke "passer ind". Og det er nødt til også at være ok.

Jeg ved ikke om dine forældre er til at tale med, men ellers kunne du måske tage en snak med dem og fortælle at du rigtig gerne vil have at ungerne har et godt forhold til dem, eller sige at du har brug for din mor (det må man godt engang imellem selvom man er voksen). Det ville være ærgerligt hvis de stod en dag og fortrød, men hvis de ikke pt har oprigtig lyst til at bruge tid med børnene, så er du nok nødt til at acceptere det.

Æv, hvor surt.

Måske de kommer til at fortryde det, når de engang føler sig klar til at være bedsteforældre, og så ikke har et tæt bånd til deres børnebørn. Jeg synes den der "jeg er ikke klar til at være mormor" er så ussel en kommentar  Måske fair nok hvis du var 16, men ellers skal hun da ikke "være klar" - det skal i.

Hvor må det være hårdt, at ens forældre ikke interesserer sig for jeres børn. Mine forældre forguder alle deres, og står gerne klar til at passe - samt til selv at invitere dem på ferie. Farmor er også helt vild efter at være sammen med sine børnebørn og jeg elsker bare at se hvor et fantastisk bånd børnene har til deres bedsteforældre. 

Hvad med din mands forældre? Gider de dem heller ikke. Hvis de vil det, så synes jeg bare i skal pleje det forhold. 

B&J skriver:

det lyder måske lidt hårdt men jeg kan fornemme du viste alt det her om dine forælder ved barn 1-2-3 og nu nr 4 på vej. jeg syntes ærlig talt stedet for at blive skuffet smil og lad dem være. ja det er super hårdt. men når de ikke vil være i billede bare at se sine børnebørn ja så kan de da lade vær. jeg forstår god hvis de ikke vil passe dem for det er jo noget de bestemmer...

 

kender det slev alt det her fik selv smidt i hoved af mine sviger forælder vi var for gamle til at blive forælder jeg var 22 manden var 33 på det tidspunkt. og det sårrede mig virkelig dybt. og når de endelig er tæt på os ja så kommer de ikke og besøger os og hvis de besøger os er det max 4-5 timer og ikke mere og de forstår slet ikke hvorfor vi ikke bare kan komme hjem til dem på de alm hverdage øhh ja vi arbejder! men ja det er træls og hårdt.

Det er ikke det at desidere passe, bare det de ikke vil bruge tid med os/dem og de ikke kan afsætte en time til lige at hjælpe. Og nej jeg vidste ikke de ville være sådan, min mor især ævler tit om, til andre omkring ungerne, og snakker meget om de gerne vil. Det er bare tomme ord. De lovede bedring da vi havde holdt pause, og hvor de nærmest ikke kunne undvære dem i deres liv, så jo jeg har nok lyttet efter ord i stedet for signaler på deres interesse. 

Vi beder sjældent om hjælp, det er kun ved feks runde fødselsdage eller lignende at vi får børnene passet, og det er stort set aldrig dem der passer. 

Så jo jeg er nok bare skuffet over, at når jeg ved de kunne afsætte tid og har muligheden, at de ikke engang kan finde 1 time af deres tid, på at kigge efter de 2 store imens jeg tager en til lægen, ja så er jeg ude i, hvad vi så skal med hinanden. Forventer ikke folk smider alt de har i hænderne, men at man ikke vil prøve at hjælpe hvis muligheden er der, gør mig ked af det. 

Har en veninde på min mors alder, som er skudt i ungerne og gerne vil en hel masse, har holdt igen da min mor er blevet sur og ked af det, og været negativ, for det var hendes opgave hvis det skulle være nogens, og synes de ting hun gjorde var latterlige. Veninden har af lyst lavet påskeæg, fastelavnsris, tilbudt julehygge med ungerne osv. Overvejer kraftigt at hun får lov. Min mor har fået rigeligt chancer  

jenny4 skriver:

Jeg kan godt forstå du er skuffet for det er nok ikke sådan de fleste af os drømmer om at bedsteforældre agerer. Men... som du selv skriver er det jo ikke deres valg at blive bedsteforældre. De er tydeligvis et andet sted i deres liv lige nu, hvor jeres børn så ikke "passer ind". Og det er nødt til også at være ok.

Jeg ved ikke om dine forældre er til at tale med, men ellers kunne du måske tage en snak med dem og fortælle at du rigtig gerne vil have at ungerne har et godt forhold til dem, eller sige at du har brug for din mor (det må man godt engang imellem selvom man er voksen). Det ville være ærgerligt hvis de stod en dag og fortrød, men hvis de ikke pt har oprigtig lyst til at bruge tid med børnene, så er du nok nødt til at acceptere det.

Jeg accepterer at alt ikke drejer sig om os, gor de har også deres. Men at de aldrig kan være eer, synes jeg virkelig er fesent, men det har de heller ikke overfor mig så ja, hvorfor skulle det passe ind. 

Jeg kan bare ikke bruge konstante tomme ord om ønsker til noget når der ikke kommer handling bag. De ved godt hvordan jeg har det, for den konflikt har vi stået i før. Er nok bare der hvor min tålmodighed er rendt op og hvis de ikke kan give lidt, hvorfor skal jeg så  

det er som om hun overfor veninderne gerne vil have status som mormor men der er bare ikke rigtig nogen handlinger som støtter op. 

Vi skal nok klare den så er ikke det. Det er bare signal værdien i, at når vi endelig står i en klemt situation er de der stort set ikke 

Det er især efter deres venner er kommet ind i billedet, ikke vennernes skyld, men siden der er det blevet slemt. De skal altid med og der skal altid alkohol på bordet(har min mor altid været imod) og er sku ufedt, at man er samlet i familien, og vi sidder i den ene ende og passer børn og leger med dem på gulvet, imens mine forældre enten står i køkkenet og snakker med vennerne eller sidder og drikker vin og snakker internt ved bordet. 

Ja det er deres valg men derfor er jeg stadig skuffet over at ferier, venner og hobbyer får så høj en prioritet at de knap har tid til at se deres børnebørn 

Frk.S skriver:

Æv, hvor surt.

Måske de kommer til at fortryde det, når de engang føler sig klar til at være bedsteforældre, og så ikke har et tæt bånd til deres børnebørn. Jeg synes den der "jeg er ikke klar til at være mormor" er så ussel en kommentar  Måske fair nok hvis du var 16, men ellers skal hun da ikke "være klar" - det skal i.

Hvor må det være hårdt, at ens forældre ikke interesserer sig for jeres børn. Mine forældre forguder alle deres, og står gerne klar til at passe - samt til selv at invitere dem på ferie. Farmor er også helt vild efter at være sammen med sine børnebørn og jeg elsker bare at se hvor et fantastisk bånd børnene har til deres bedsteforældre. 

Hvad med din mands forældre? Gider de dem heller ikke. Hvis de vil det, så synes jeg bare i skal pleje det forhold. 

Jeg var 26 da vores ældste kom, har passeret 30 så synes ikke jeg er ung mor. Det værste er at min mor især, siger de ikke får lov og er ked af de er så glade for farmor og farfar. Men vi må ikke komme uanmeldt, vi kan næsten ikke lave aftale og når vi kan er de knap til stede og har ofte vennerne på besøg som tiden bruges på. Mine forældre er i starten af 50'erne og de var selv 20 da jeg blev født. Min mor har altid sagt at det var ikke fordi hun ville undvære, men kunne hun vælge om var jeg ikke blevet født. Min søster blev født da hun var 25 og hun har altid sagt at det var en god alder og der omkring jeg skulle få børn.

Det er som om de gerne vil have glæderne men ikke bruge tiden på det. Vi skal nærmest bare sætte alt på pause til de er klar  

overvejer nok kraftigt hvad der skal ske fremad men ja jeg bliver lidt skuffet når jeg endelig ringer, at de ikke vil, når det de skal i dag tager 2-3 timer af hele dagen. At vi slet ikke kan klemmes ind 

Anonym skriver:

Det er ikke det at desidere passe, bare det de ikke vil bruge tid med os/dem og de ikke kan afsætte en time til lige at hjælpe. Og nej jeg vidste ikke de ville være sådan, min mor især ævler tit om, til andre omkring ungerne, og snakker meget om de gerne vil. Det er bare tomme ord. De lovede bedring da vi havde holdt pause, og hvor de nærmest ikke kunne undvære dem i deres liv, så jo jeg har nok lyttet efter ord i stedet for signaler på deres interesse. 

Vi beder sjældent om hjælp, det er kun ved feks runde fødselsdage eller lignende at vi får børnene passet, og det er stort set aldrig dem der passer. 

Så jo jeg er nok bare skuffet over, at når jeg ved de kunne afsætte tid og har muligheden, at de ikke engang kan finde 1 time af deres tid, på at kigge efter de 2 store imens jeg tager en til lægen, ja så er jeg ude i, hvad vi så skal med hinanden. Forventer ikke folk smider alt de har i hænderne, men at man ikke vil prøve at hjælpe hvis muligheden er der, gør mig ked af det. 

Har en veninde på min mors alder, som er skudt i ungerne og gerne vil en hel masse, har holdt igen da min mor er blevet sur og ked af det, og været negativ, for det var hendes opgave hvis det skulle være nogens, og synes de ting hun gjorde var latterlige. Veninden har af lyst lavet påskeæg, fastelavnsris, tilbudt julehygge med ungerne osv. Overvejer kraftigt at hun får lov. Min mor har fået rigeligt chancer  

SELVFØLGELIG skal du give hende lov, hvis hun reelt har lysten!!!

Det skal din mor ikke blande sig i. Hun skal da ikke sidde og sige at det er hendes opgave og så ikke agere på det. Niksen, lad du bare din veninde agere reservebedste, når din mor kun har det i munden. Bliver altså lidt harm på dine vegne. 

Mine svigerforældre er lidt på samme måde. Men jeg har valgt at se anderledes på det, i mange år var jeg trist og irriteret over at de ikke "gad" være rigtige hyggegamle bedsteforældre. De rejser meget, arbejder meget, har mange venner og hobbys og lever faktisk livet, selv om de er over 50, de er aktive, lykkelige og der sker altid noget nyt i deres liv. De har ikke rigtig lyst til at sidde og lege med børn, de vil gerne komme med gaver, drikke en kaffe og kører igen. Jeg vil elske hvis de gad hjælpe lidt i ny og næ. Men, det kan jeg jo ikke forvente, de har passet deres egne børn til ug, og nu vil de gerne nyde at være frie. Og det er da også lidt sejt.  

Jeg syntes du skal lade din veninde passe dine børn, når hun så gerne vil (og du har jo brug for hjælpen). Dine forældre vil tydeligvis ikke træde til for at passe børnene, og det er helt i orden og noget du skal acceptere. MEN så kan din mor altså heller ikke tillade sig at blive sur over, at andre gerne hjælper dig. 

Jeg har en svigermor der er ligesom din mor. Hun vil kun være farmor af titel, men der er ingen handling bag - hun gider simpelthen ikke bruge sin tid på noget der ikke har fokus på hende selv 

Jeg kan dog godt forstå, at det må være træls at børnene ikke får et tæt forhold til bedsterne! 

Jeg syntes du har givet dine forældre mange chancer for at komme på banen mht. børnene, og nok skal være nok. Lad dem bruge deres tid som de vil, og så lad din søde veninde komme til i stedet for! Hvor er det fantastisk at hun så gerne vil hygge med dine børn og hjælpe dig med at passe dem