Ingen sædceller, andre?

FruNielsen81 skriver:

Hele den snak om donor har vi også været igennem... Glæden var stor da vi startede i behandling og fandt ud af at ingen af os fejlede noget... Det viste sig dog at ingen a parterne fejler noget, ikke altid gør det nemmere at blive gravid.... Vi snakkede også om donorsæd... Men her må je sige at det nok var mest mig som sagde fra... Så ville jeg hellere donor æg.... Så var det nemlig stadig en del af mig og min mands sæd... Jeg ville føle at jeg havde været ham utro , hvis vi brugte donorsæd.. (Skal dig lige siges at min mand havde det ok med DS, hvis det var det som skulle til) 

for to måneders tid siden var vi til en "er der overhovedet noget at gøre" snak hos Svend på CFC... Det viser sig at mine æg åbenbart ikk er så gode (de delte sig fint alle gange efter æu men ville ikke sætte sig fast) vi spurgte ham om DS ville ændre noget og han sagde... "Ikke noget som helst... Din mands sæd er tip top. Ham ku vi godt bruge herinde".... Han sagde at han ville ændre en lille smule i min medicin så æggene modnede bedre og hvis det ikke lykkedes, var ægdonation vores mulighed... Så skulle je ikke byde mig selv og min krop mere... Vi spurgte om det var bedst at gå direkte til æg donation eller om vi sku prøve et sidste forsøg... Han kiggede på mig og sagde "var du MIN datter... Så skulle I prøve den her sidste gang"... Vi var fuldstændig lettede da vi gik derfra... Lettede over at det var sidste gang at jeg skulle igennem hormonhelvede... Vi startede op v næste mens og nu sidder jeg her idag... 7 uger henne og skal til hjerteblinks scanning på onsdag... Så mit råd må være.... Giv ikke op.... Jeg VED at det er svært... Tro mig... Jeg har i 10 år været igennem hele møllen... Men er SÅ glad for at vi fik den snak med Svend... 

Tusind tak for dit svar

Jeg har det også lidt på samme måde, hellere at det var mig, for jeg ville jo stadig føle den der 'connection' igennem min graviditet. Men nu må vi se, om det overhovedet kun er manden, eller om vi er så uheldige at være ramt begge to. 

Men jeg har det også bare vildt svært ved det ukendte. Man kan jo være vildt heldig at se sig selv fuldstændigt i sine børn, eller man kan i værste fald ikke se noget som helst. Jeg vil så gerne have børn med min kæreste, fordi jeg gerne vil have at vores gener smelter sammen til det her drømmebarn! han er det bedste menneske jeg kender, så hvorfor skulle have børn med en donor? 

Jeg har før slet ikke haft noget problem med donorer, faktisk har jeg hele tiden været for, og er det også stadig af princip! Men der ændrede sig bare nogle følelser i mig, da min kæreste sagde at han umiddelbart ikke ville kunne. 

Men ja, nu må vi se. Der er jo en del tid til at vi får den sidste og afgørende dom 

Risse skriver:

Undskyld jeg lige var lidt stille; jeg har lige haft et par hårde dag både mentalt og tidsmæssigt. 

For mig (og min kæreste) har vi det rigtig svært ved tanken om, at det ikke ville være hans biologisk. Min kæreste mener at han nok ikke er moden nok til at kunne se bort fra den del, og jeg er bange for at jeg ville gå med frygten for, om han nu vil se det som sit eget eller ej. 

Vi forbereder os ret forskelligt herhjemme. Jeg tør slet ikke håbe på noget længere og græder mere eller mindre konstant, hvor min kæreste forsøger at trøste mig og siger at han vil håbe for os begge så længe intet er sikkert. 

Undskyld hvis jeg spørger så meget, du må endelig sige fra! Men jeg har sådan brug for at snakke med nogen i samme situation. Nogen der forstår de følelser og problemstillinger man bliver stillet overfor. 

Men tog i bare chancen og satsede på at han alligevel ville elske det når det kom til stykket? Var du slet ikke nervøs? Både for hans følelser og tanker overfor barnet, men også dine egne? Hvordan taklede i tvivlen? Og hvor længe gik der, før i var sikre? 

Det lyder som om i har det så dejligt, og jeg er sikker på at jeres børn selvfølgelig også minder om din mand, da de jo også finder deres personlighed i ham. 

Jeg havde det egentlig personligt helt fint med donorbørn inden vi sidste år tog snakken, inden vi begyndte pb. Der snakkede vi så om, 'hvad nu hvis det bliver svært for os' og min kæreste meldte da ud, at han ikke ville være klar til et evt. donorbarn, da han ikke var sikker på, at han ville kunne se det som sit eget. Da han tog den stilling, tog jeg den med ham. Han fik spirret den onde tanke hos mig, som går i mod alle mine principper om donorbørn og adoption osv. Og jeg ved bare at jeg så altid vil have en frygt i mig, om han nu virkelig elsker det barn? 

Jeg ønsker nemlig også brændende at være gravid og mærke livet i  min mave. Og jeg har altid været af den holdning, at forældrene til et barn er de mennesker der opfostrer og elsker barnet, og ikke nødvendigvis de biologiske. Men jeg er bare så bange nu. Det hele virker bare så håbløst. 

Endnu en gang undskyld det både sene, spørgende og triste svar, men jeg håber at du forstår. 

Du skal bare spørge, jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan��

Ja vi tog vel en chance da vi valgte donor, man kan jo ikke forudsige noget, men det var et fælles valg. Hvis min kæreste var i tvivl, på samme måde som din er, havde vi nok ventet længere og snakket mere om det.

Men selvom det havde været et biologisk barn kunne han/jeg jo godt ha fået en fødselsdepression og måske haft svært ved at elske barnet. Det er et stort valg og sætte børn i verden og der følger mange bekymringer med det lille barn. I vores tilfælde startede de bekymringer lidt før, jeg læste lidt på bla. denne hjemmeside 

http://donorbarn.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=54&Itemid=60

der fandt jeg lidt svar og helt nye problemstillinger! (Jeg er typen der læser hele "manualen til den nye bil" hvis du forstår)

Jeg frygtede tit i starten af graviditeten om min mands følelser nu var "ægte", men da jeg så hans ansigt til den første scanning var jeg ikke mere i tvivl om vores beslutning var den rette. Og nogle gange siger jeg til mig selv at vores familie ikke er så meget anderledes end en sammensat familie, vi slipper bare for "bøvlet" med samværsaftaler o.l.

Min tvivl, om jeg kunne elske barnet, var størst, før jeg blev gravid, det lyder måske underligt og en smule egoistisk, men fra den dag jeg så de 2 streger på testen, var jeg forelsket i den lille spire og tænkte ikke mere på om jeg kunne elske barnet, det gjorde jeg allerede!

Min mand var meget åben for det at bruge donor, så der kan jeg nok ikke hjælpe så meget, hvis din er ikke er klar til det valg, men når det er 1 år siden i snakkede om donor og inden i reelt gik igang med pb, kan han jo have været en smule "forskrækket", for hvorfor skulle han ikke kunne lave børn? Og sidenhen ændret holdning og blevet mere åben for donor valget. Men det er jo heldigvis ikke sikkert i skal den vej. Jeg har læst om mange, hvor den første prøve var dårlig, hvorefter de så begyndte at spise en masse vitaminer og den efterfølgende prøve var super fin. Der kan ske meget på 3 måneder, og meget kan spille ind på sædkvaliteten, sygdom, stress, varme, stramme bukser og jeg kunne blive ved Google er din ven (og til tider værste fjende!)

Jeg sætter lige et spørgsmål ind fra donorbarn.dk hvor jeg så absolut er enig, og især det som et medlem beskriver.

Q: Kan jeg elske et barn, som måske slet ikke ligner mig /min partner ?

A: Ja, hvis du/I har gjort et ordentligt tanke-forarbejde og er tryg ved din/jeres beslutning! Erfaring viser at efter du/I har fulgt graviditeten og barnet kommer ud og er en dejlig baby, så er kærligheden der uden forbehold. For en mand er der potentielt altid den sorg, at barnet ikke ligner ham; den biologiske linje er brudt, og det er noget man skal forholde sig til. Men som en af vores medlemmer beskriver det:

"det at se børnene, følge dem og være sammen med dem, fylder en med så meget kærlighed at man ofte glemmer, at de ikke bære samme gener. Det betyder pludselig så lidt!"

Jeg håber du får mere ro i sindet, jeg ved der suser mange! tanker og spørgsmål rundt og jeg kan kun svare på en brøkdel af dem, men bare spørg løs

Anonym skriver:

 

 

Du skal bare spørge, jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan��

Ja vi tog vel en chance da vi valgte donor, man kan jo ikke forudsige noget, men det var et fælles valg. Hvis min kæreste var i tvivl, på samme måde som din er, havde vi nok ventet længere og snakket mere om det.

Men selvom det havde været et biologisk barn kunne han/jeg jo godt ha fået en fødselsdepression og måske haft svært ved at elske barnet. Det er et stort valg og sætte børn i verden og der følger mange bekymringer med det lille barn. I vores tilfælde startede de bekymringer lidt før, jeg læste lidt på bla. denne hjemmeside 

http://donorbarn.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=54&Itemid=60

der fandt jeg lidt svar og helt nye problemstillinger! (Jeg er typen der læser hele "manualen til den nye bil" hvis du forstår)

Jeg frygtede tit i starten af graviditeten om min mands følelser nu var "ægte", men da jeg så hans ansigt til den første scanning var jeg ikke mere i tvivl om vores beslutning var den rette. Og nogle gange siger jeg til mig selv at vores familie ikke er så meget anderledes end en sammensat familie, vi slipper bare for "bøvlet" med samværsaftaler o.l.

Min tvivl, om jeg kunne elske barnet, var størst, før jeg blev gravid, det lyder måske underligt og en smule egoistisk, men fra den dag jeg så de 2 streger på testen, var jeg forelsket i den lille spire og tænkte ikke mere på om jeg kunne elske barnet, det gjorde jeg allerede!

Min mand var meget åben for det at bruge donor, så der kan jeg nok ikke hjælpe så meget, hvis din er ikke er klar til det valg, men når det er 1 år siden i snakkede om donor og inden i reelt gik igang med pb, kan han jo have været en smule "forskrækket", for hvorfor skulle han ikke kunne lave børn? Og sidenhen ændret holdning og blevet mere åben for donor valget. Men det er jo heldigvis ikke sikkert i skal den vej. Jeg har læst om mange, hvor den første prøve var dårlig, hvorefter de så begyndte at spise en masse vitaminer og den efterfølgende prøve var super fin. Der kan ske meget på 3 måneder, og meget kan spille ind på sædkvaliteten, sygdom, stress, varme, stramme bukser og jeg kunne blive ved Google er din ven (og til tider værste fjende!)

Jeg sætter lige et spørgsmål ind fra donorbarn.dk hvor jeg så absolut er enig, og især det som et medlem beskriver.

Q: Kan jeg elske et barn, som måske slet ikke ligner mig /min partner ?

A: Ja, hvis du/I har gjort et ordentligt tanke-forarbejde og er tryg ved din/jeres beslutning! Erfaring viser at efter du/I har fulgt graviditeten og barnet kommer ud og er en dejlig baby, så er kærligheden der uden forbehold. For en mand er der potentielt altid den sorg, at barnet ikke ligner ham; den biologiske linje er brudt, og det er noget man skal forholde sig til. Men som en af vores medlemmer beskriver det:

"det at se børnene, følge dem og være sammen med dem, fylder en med så meget kærlighed at man ofte glemmer, at de ikke bære samme gener. Det betyder pludselig så lidt!"

Jeg håber du får mere ro i sindet, jeg ved der suser mange! tanker og spørgsmål rundt og jeg kan kun svare på en brøkdel af dem, men bare spørg løs

 

Igen er jeg ked af at det går lidt langsomt med at skrive, men det gør også ondt at være herinde for tiden.

Jeg blev utrolig glad for dit svar, og begyndte endnu en gang at græde da jeg læste det. Jeg synes at det var så smukt det spørgsmål du sendte med, og jeg kunne sagtens forstå dine glædes følelser, da du så de to streger. 

Vi har lidt besluttet herhjemme at vi snakker om det efter eksamenerne er overstået. Så sætter vi os ind i de forskellige muligheder for alvor. Ikke at vores situation er afgjort endnu, men jeg - ligesom dig, har brug for at læse alt om emnet, så jeg er så godt forberedt som muligt, og først derfra kan tage en beslutning. Min kæreste har også sagt, at han gerne vil sætte sig ind i det efter eksamen, og at han nok ikke er lige så afvisende over for det, nu hvor vi faktisk står i situationen. 

Men det er stadig hårdt, og jeg har det virkelig virkelig skidt for tiden. 

Jeg er simpelthen så glad for dine svar og din hjælp, og selvom jeg måske svarer sent, så læser jeg faktisk dine svar så snart jeg ser dem. Jeg bliver dog bare så overvældet af hele situationen igen, at det tager lidt tid, før jeg har samlet mig nok, til at kunne svare tilbage. 

Men jeg har faktisk endnu et spørgsmål: Valgte i at inddrage familien? Og i øvrigt så hvor meget? Fortalte i dem og udredningen og de tilhørende svar? Ved de at jeres børn er donorbørn? Hvis i gjorde; hvordan tog de det så? Og hvis ikke, har i så planer om at fortælle jeres børn det en dag? 

Endnu en gang tak for dit svar, jeg tror slet ikke du har noget begreb om, hvor taknemmelig jeg er  Og tak for linket! Det var rigtig behjælpeligt og er blevet gemt 

Risse skriver:

Igen er jeg ked af at det går lidt langsomt med at skrive, men det gør også ondt at være herinde for tiden.

Jeg blev utrolig glad for dit svar, og begyndte endnu en gang at græde da jeg læste det. Jeg synes at det var så smukt det spørgsmål du sendte med, og jeg kunne sagtens forstå dine glædes følelser, da du så de to streger. 

Vi har lidt besluttet herhjemme at vi snakker om det efter eksamenerne er overstået. Så sætter vi os ind i de forskellige muligheder for alvor. Ikke at vores situation er afgjort endnu, men jeg - ligesom dig, har brug for at læse alt om emnet, så jeg er så godt forberedt som muligt, og først derfra kan tage en beslutning. Min kæreste har også sagt, at han gerne vil sætte sig ind i det efter eksamen, og at han nok ikke er lige så afvisende over for det, nu hvor vi faktisk står i situationen. 

Men det er stadig hårdt, og jeg har det virkelig virkelig skidt for tiden. 

Jeg er simpelthen så glad for dine svar og din hjælp, og selvom jeg måske svarer sent, så læser jeg faktisk dine svar så snart jeg ser dem. Jeg bliver dog bare så overvældet af hele situationen igen, at det tager lidt tid, før jeg har samlet mig nok, til at kunne svare tilbage. 

Men jeg har faktisk endnu et spørgsmål: Valgte i at inddrage familien? Og i øvrigt så hvor meget? Fortalte i dem og udredningen og de tilhørende svar? Ved de at jeres børn er donorbørn? Hvis i gjorde; hvordan tog de det så? Og hvis ikke, har i så planer om at fortælle jeres børn det en dag? 

Endnu en gang tak for dit svar, jeg tror slet ikke du har noget begreb om, hvor taknemmelig jeg er  Og tak for linket! Det var rigtig behjælpeligt og er blevet gemt 

Klart du er overvældet af det hele og jeg håber du kan få det lidt på afstand til i ved noget mere om hvordan i står. Men indtil du kan det svarer jeg gerne på spørgsmål svartid betyder ikke noget jeg er på barsel så har massere af tid (mellem bleskift, gåture, tøjvask og 1 million andre praktiske opgaver)

Mens vi var i udredning og under behandling fortalte vi ikke nogen noget, vi ville begge gerne have det skulle være en overraskelse, og ingen viste vi forsøgte.

Den aller nærmeste familie fik det at vide sammen med nyheden om baby i maven, de var meget glad på vores vegne, men spurgte også ind til hvorfor han ikke kunne lave børn selv, vi forklarede og siden har vi faktisk ikke snakket om det.

Vores børn skal have det at vide, når de selv begynder at spørge om hvordan man får børn. Har læst "skræk historier" om teenagere der finder ud af de er donor børn ved et tilfælde og som efterfølgende har haft et dårligt forhold til forældrene, fordi de føler sig svigtet. Alle steder jeg har læst, har tilrådet forældre til at fortælle børnene det, så det råd følger vi

Anonym skriver:

Klart du er overvældet af det hele og jeg håber du kan få det lidt på afstand til i ved noget mere om hvordan i står. Men indtil du kan det svarer jeg gerne på spørgsmål svartid betyder ikke noget jeg er på barsel så har massere af tid (mellem bleskift, gåture, tøjvask og 1 million andre praktiske opgaver)

Mens vi var i udredning og under behandling fortalte vi ikke nogen noget, vi ville begge gerne have det skulle være en overraskelse, og ingen viste vi forsøgte.

Den aller nærmeste familie fik det at vide sammen med nyheden om baby i maven, de var meget glad på vores vegne, men spurgte også ind til hvorfor han ikke kunne lave børn selv, vi forklarede og siden har vi faktisk ikke snakket om det.

Vores børn skal have det at vide, når de selv begynder at spørge om hvordan man får børn. Har læst "skræk historier" om teenagere der finder ud af de er donor børn ved et tilfælde og som efterfølgende har haft et dårligt forhold til forældrene, fordi de føler sig svigtet. Alle steder jeg har læst, har tilrådet forældre til at fortælle børnene det, så det råd følger vi

 

Det lyder så skønt med barsel, bare det også var mig!

Men nej vi har indtil videre kun betroet os til nogle få venner, og inden familie, og vi har kun holdt nogle meget få opdateret, og jeg tror at vi fortsætter sådan indtil vi selv ved, hvad der skal ske. 

Jeg synes det lyder som en god ide, at i har fortalt den nærmeste familie det, og ladet det være der. 

Man fandt i da ud af, hvorfor han ikke kunne få børn selv? Herhjemme er det vist det der trykker manden mest, ikke om, mere hvorfor, hvis det er endegyldigt. 

I øvrigt, hvad koster det så? Skal man selv betale for sæden? Også ved første barn? Og hvad hvis man gerne vil bruge samme donor til flere børn? 

Jeg havde egentlig hele tiden været mest for at ingen skulle vide det, og at vi selv skulle fortælle det omkring når barnet blev 18, men efter at have læst inde på den side du gav mig, kunne jeg godt se, at det sikreste er at sige det fra start. Så hvis vi kommer derud, tror jeg også at vi vil ende med at gøre det sådan.

Manden har i øvrigt sagt at sæddonor selvfølgeligt vil blive genovervejet efter eksamenerne. Han virker også noget mindre afvisende overfor det efterhånden, nu hvor han er blevet det år ældre og vi rent faktisk står i det og snakker meget om det. Så nu må vi se. 

Endnu en gang tusind tak for din hjælp

Var ikke helt i samme situation  men vil alligevel  komme med input. Min mand havde MEGET få levedygtige  sædceller så min datter er icsi barn. Nu venter vi lillesøster økostyle.  Så det kan ændrr sig. Zink tabletter  blev vi anbefalet nåede dog aldrig at prøve det. Held og lykke 

l.kjoeller skriver:

Var ikke helt i samme situation  men vil alligevel  komme med input. Min mand havde MEGET få levedygtige  sædceller så min datter er icsi barn. Nu venter vi lillesøster økostyle.  Så det kan ændrr sig. Zink tabletter  blev vi anbefalet nåede dog aldrig at prøve det. Held og lykke 

Tak for svar.

Her er der altså indtil videre INGEN sædceller. Vi venter derfor på at kunne aflægge prøve nr. 2 og evt. derefter en TESA-test med ultralyd, for at finde ud af, hvorfor der evt. ikke kommer noget ud. 

Men jeg håber da også at det bare var de 5 min. i sauna der lige ødelagde den første sending, selvom jeg desværre ikke rigtig tror på det. 

Tillykke med din graviditet

Risse skriver:

Det lyder så skønt med barsel, bare det også var mig!

Men nej vi har indtil videre kun betroet os til nogle få venner, og inden familie, og vi har kun holdt nogle meget få opdateret, og jeg tror at vi fortsætter sådan indtil vi selv ved, hvad der skal ske. 

Jeg synes det lyder som en god ide, at i har fortalt den nærmeste familie det, og ladet det være der. 

Man fandt i da ud af, hvorfor han ikke kunne få børn selv? Herhjemme er det vist det der trykker manden mest, ikke om, mere hvorfor, hvis det er endegyldigt. 

I øvrigt, hvad koster det så? Skal man selv betale for sæden? Også ved første barn? Og hvad hvis man gerne vil bruge samme donor til flere børn? 

Jeg havde egentlig hele tiden været mest for at ingen skulle vide det, og at vi selv skulle fortælle det omkring når barnet blev 18, men efter at have læst inde på den side du gav mig, kunne jeg godt se, at det sikreste er at sige det fra start. Så hvis vi kommer derud, tror jeg også at vi vil ende med at gøre det sådan.

Manden har i øvrigt sagt at sæddonor selvfølgeligt vil blive genovervejet efter eksamenerne. Han virker også noget mindre afvisende overfor det efterhånden, nu hvor han er blevet det år ældre og vi rent faktisk står i det og snakker meget om det. Så nu må vi se. 

Endnu en gang tusind tak for din hjælp

Lyder dejligt han ikke er helt afvisende mere og i tager det stille og roligt

Vi har desværre ikke fået helt afklaring på hvorfor han ikke kan få børn, han var efterfølgende igennem en masse prøver og en af den viste hans testosteron niveau er for lavt, men det var ikke sikkert at det var grunden til han ikke producere sædceller. Han kunne ha forsat i udredning, men valgte selv at sige stop, da jeg var 8 måneder henne med vores første og det ikke betød så meget for ham mere.

Det 1. barn er gratis, næsten, hvis du skal ha medicin skal i selv betale for det, men hvis man er medlem af Sygeforsikringen Danmark, vil man ved medlemskab i gruppe 1 og 2 kunne opnå 100 % tilskud, og i gruppe 5 50 % tilskud til den medicin, som anvendes til fertilitets behandlingen. 

Det 2. barn er det samme med medicin, men her skal man så selv betale for sæd, hvis man vælger en privat MED en overenskomst aftale er behandlingen også gratis (med henvisning fra egen læge) der findes også private uden en overenskomst aftale og ved dem skal man også betale for behandlingen (så som scanninger og inseminering).

Vi fik oplyst donor nummer og sædbank og så kunne vi vælge at købe flere sædstrå med det samme eller tage chancen og vente til vi ville ha nr. 2 og så håbe kvoten ikke var opbrugt. 

Vi ville også først at ingen skulle vide noget, men så læste jeg jo også de forskellige historier og blev klogere

Risse skriver:

Tak for svar.

Her er der altså indtil videre INGEN sædceller. Vi venter derfor på at kunne aflægge prøve nr. 2 og evt. derefter en TESA-test med ultralyd, for at finde ud af, hvorfor der evt. ikke kommer noget ud. 

Men jeg håber da også at det bare var de 5 min. i sauna der lige ødelagde den første sending, selvom jeg desværre ikke rigtig tror på det. 

Tillykke med din graviditet

1000 tak. I skal "bare" tænke positivt  og så ellers prøve at leve sundt. Håber der bedste  

Hej. (jeg oprettede lige en profil så jeg kunne svare dig) Vi stod i samme situation for snart 2 år siden.  Vi havde prøvet selv i ca. 1 år før vi tog til lægen. sædprøverne viste at der ikke var nogen sædceller i min kærestes sæd. Udredningen tog ca 1 år, af både ham og jeg. Han fik lavet Tesa testen som til sidst viste at der ikke var nogen sædceller, og at han derfor er steril. Jeg fejler ikke noget (i hvert fald ikke fysisk)

Hos os var der ikke noget tvivl, vi VILLE bruge donorsæd. Min kæreste havde svært ved tanken om at hvis man adopterer, kan man "risikere" at få et barn på op til 3 år, og han ville føle sig snydt for hele graviditeten og spædbarnsfasen. I oktober 14 blev jeg så insemineret med åben donor, og er nu gravid i uge 30. Vi var så heldige at det lykkedes i 1. forsøg 

At bruge donor er den bedste beslutning vi har taget, og det er ikke noget vi tænker så meget over til daglig. For os er det bare en del af vores skæbne, og en del af vores historie. I øvrigt havde vi så mange gode oplevelser igennem hele udredningsprocessen, som vi ikke ville være foruden. Vi havde det, af en eller anden grund, altid så sjovt når vi sad der og ventede på at skulle ind til div. læger og undersøgelser. Ved ikke hvorfor...

Alle vi kender, både familie og venner og kollegaer, ved at vi venter et donorbarn, og alle har været søde og forstående hele vejen igennem. Faktisk kendte de fleste også dato og tidspunkt for insemineringen, så kunne de sende gode tanker.

Jeg kan godt forstå det er hårdt for jer lige nu, min kæreste var heller ikke klar til at tage beslutningen om donor, før det endelige resultat af testene forelå. Men i det øjeblik lægen sagde "og det betyder at du aldrig kan blive biologisk far" tog han beslutningen, og vi har bestemt ikke fortrudt 

Jeg ønsker jer alt held og lykke, og du må spørge om alt det du vil. Du må også skrive eller ringe privat hvis det kan hjælpe noget.