Skal jeg ende det?

modesty skriver:

Det lyder på ingen måde som om du er forelsket, men som om I er sammen fordi du (og han) gerne vil have en kæreste.

Jeg har travlt og kan derfor ikke skrive et længere svar - undskylder den lidt kontante form, men det er hvad jeg læser ud fra dit indlæg, og det er hvad min erfaring fortæller mig. Det er ikke holdbart i længden. Jeg vil gerne vædde min lillefinger på at hvis I bliver gift og får børn, så ender de børn med at blive delebørn.

Videre med dig, ud og finde en som du kan blive stormende forelsket i og have megalækker sex med. 

Det er netop det jeg er i tvivl om - om det kun er derfor vi er sammen...  Jeg er også bange for at vi bygger noget op på et ellers solidt fundament med god økonomi, fælles tanker om hus, husdyr osv, men at den manglende forelskelse fra min side fortsat vil udeblive, og at jeg til sidst ikke kan være i det mere...

Det er bare hårdt at tage skridtet og gå fra ham, for han er jo som sagt en fantastisk god fyr! Måske bare ikke for mig 

Abracadabra skriver:

Jeg tænker, at tankerne om børn alligevel fylder en del - siden at du slog op med din ekskæreste grundet hans manglende ønske om børn. Og du allerede har planlagt børn med din nye kæreste. 

Du er 22, og selvom du har udfordringer med fertilitet, så er du meget ung. 

Og ALT FOR UNG til at være i et arrangeret pligt-forhold, hvor I skændes, han er ulækker med ørevoks og dårlig ånde, og jeres sex er dårlig. 

Nej, det skal ikke have flere chancer. Du skal finde en anden kæreste - og måske slappe lidt af med tankerne om børn? 

Ja, tankerne om børn fylder unægteligt også noget, men jeg synes ikke at det er FOR tidligt at tænke i de baner, specielt ikke med min sygdom i mente... 

De fylder ikke alt, jeg har levet en vild ungdom indtil nu, og agter (dog lidt mere nedtonet) at leve min ungdom ud til jeg er færdig med at studere (om 2 år), og på det tidspunkt synes jeg ikke det virker utænkeligt at starte familie  Der er jeg trods alt 24-25 år... 

Det er måske virkeligheden jeg får serveret nu, og det er DEJLIGT, for jeg tror at jeg har brug for en øjenåbner... Jeg synes at han er sød, men de fysiske faktorer der gør at jeg ikke finder ham tiltrækkende fylder bare en del... Sammenlagt med mit manglende savn til ham, min manglende lyst til sex (på trods af at jeg førhen var glad for sex).... De ting burde jo slet ikke være på tapetet efter knapt 4 måneders forhold  Jeg synes virkelig at det er svært... Men jeg har vel egentlig svaret efterhånden... 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre... 

Sagen er den at jeg har en kæreste, og vi har været sammen i lidt over 3 måneder. Han kommer fra et forhold der varede 2 år, samboende med eks'en som havde et barn. Jeg kommer fra et forhold der sluttede efter 3 år, med 2 år som samboende, men det måtte ende, på trods af at vi elskede hinanden, da han ikke ville have børn. Han (min eks) er kommet videre, har fået en kæreste som han bor sammen med, og de to har det super godt! Jeg er stadig venner med min eks, vi ses ikke, men skriver over tlf i ny og næ, hører hvordan det går osv 

Min nye kæreste er alt hvad jeg behøver - han er sød, omsorgsfuld, moden og ansvarsbevidst. Vi er ikke så gamle (22 og 26), men han er noget mere nede på jorden end min eks var/er. Vi vil de samme ting mht fremtidig bopæl (begge to bo på landet), vi er enige om hvornår børn skulle komme på tale (inden for 1,5-2,5 år), han har allerede et rigtig godt forhold til min familie, og jeg omvendt! ALT passer sammen! Og dog...  Inden for disse 3 måneder (vi har kendt hinanden i lidt over 4 måneder) har vi allerede skændtes rigtig meget... Jeg finder ham meget påståelig, og hvis der er noget jeg ser som et turnoff så er det det... Fair nok at holde på sin mening, men har man ikke ret, så er det altså ikke ok at blive nedladende og sur på modparten fordi vedkommende har ret  Ydermere synes jeg rent fysisk ikke at jeg bliver tiltrukket af ham på den måde jeg gerne vil - jeg går meget op i hygiejne, men manden renser ikke ører, dvs at ørevoks er synligt, og han har dårlig ånde meget af tiden... Sådan rigtig dårlig ånde! Jeg synes ikke vores sex er særlig god, det er på mit initiativ, og han virker som om at han ikke ved hvad han skal gøre... 

Og så er der nok den mest fæle af dem alle... Jeg savner ham med få undtagelser aldrig! Vi bor pt langt fra hinanden (+80 km), jeg har studie og han arbejde, så vi ses måske en eller to gange om ugen. Ofte bliver jeg hos ham weekenden over, men jeg vil egentlig gerne bare hjem når vi når søndag... 

Jeg oplever ikke at få den der kildende fornemmelse i kroppen når jeg tænker på ham, og fysisk er jeg ikke særlig tiltrukket af ham heller  Men ALT passer bare sammen, og han er så rigtig for mig!

Skal jeg give det tid og se om det kommer? Eller holder jeg både mig selv og ham for nar ved at lade det fortsætte? Jeg tror jeg er bange for at fortryde fordi det hele bare er så perfekt med ham, at jeg bagefter ikke kan finde en hvor det hele er lige så perfekt, men hvor det virker mere rigtigt i maven  Hjælp søde kvinder...

Jeg synes du selv har besvaret  det. Du er ikke forelsket ham og tænder ikke  på ham. Og skal  der komme  børn kræver  det jo sex. Det at man passer sammen  på papiret er ikke det  samme som man er rigtige  for hinanden  desværre 

Anonym skriver:

Ja, tankerne om børn fylder unægteligt også noget, men jeg synes ikke at det er FOR tidligt at tænke i de baner, specielt ikke med min sygdom i mente... 

De fylder ikke alt, jeg har levet en vild ungdom indtil nu, og agter (dog lidt mere nedtonet) at leve min ungdom ud til jeg er færdig med at studere (om 2 år), og på det tidspunkt synes jeg ikke det virker utænkeligt at starte familie  Der er jeg trods alt 24-25 år... 

Det er måske virkeligheden jeg får serveret nu, og det er DEJLIGT, for jeg tror at jeg har brug for en øjenåbner... Jeg synes at han er sød, men de fysiske faktorer der gør at jeg ikke finder ham tiltrækkende fylder bare en del... Sammenlagt med mit manglende savn til ham, min manglende lyst til sex (på trods af at jeg førhen var glad for sex).... De ting burde jo slet ikke være på tapetet efter knapt 4 måneders forhold  Jeg synes virkelig at det er svært... Men jeg har vel egentlig svaret efterhånden... 

Husk! Du kan sagtens stadig få begge dele! Det har jeg

l.kjoeller skriver:

Jeg synes du selv har besvaret  det. Du er ikke forelsket ham og tænder ikke  på ham. Og skal  der komme  børn kræver  det jo sex. Det at man passer sammen  på papiret er ikke det  samme som man er rigtige  for hinanden  desværre 

Ja, det er rigtigt, det er bare svært at acceptere... Troede sgu jeg havde skudt papegøjen 

Sprit25 skriver:

Husk! Du kan sagtens stadig få begge dele! Det har jeg

Det kan jeg sikkert også, men frygten for at det ikke sker er der stadig, tror først jeg rigtigt tror på det den dag jeg står i det 

Anonym skriver:

Det kan jeg sikkert også, men frygten for at det ikke sker er der stadig, tror først jeg rigtigt tror på det den dag jeg står i det 

Tror alle har den frygt og det helt naturligt. Men nu er du "kun" 22 (er selv 26) og du kan stadig nå det. Nogen af os er heldige om møde manden i vores liv som 19 årige men nogen gange kunne det da også have været fedt at være bare 23 da jeg mødte ham  

Bare fordi man vil de samme ting, så er det ikke ens betydning med at man passer sammen  

Du er jo ikke tiltrukket af ham men frastøder ham. Jeg tror ikke det er et forhold der vil gøre dig lykkelig med tiden. Hvis i kun har kendt hinanden 4 måneder, så burde sommerfuglene i maven vel stadig kunne mærkes  Jeg har været i et forhold i 8 år nu, sommerfuglene er der stadig, bare på en anden måde 

Jeg syntes du skal ud og nyde at være dig selv, så skal det andet nok komme. Hvis det er en man vil have børn med, så skal kærligheden også være der og ikke bare det praktiske 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre... 

Sagen er den at jeg har en kæreste, og vi har været sammen i lidt over 3 måneder. Han kommer fra et forhold der varede 2 år, samboende med eks'en som havde et barn. Jeg kommer fra et forhold der sluttede efter 3 år, med 2 år som samboende, men det måtte ende, på trods af at vi elskede hinanden, da han ikke ville have børn. Han (min eks) er kommet videre, har fået en kæreste som han bor sammen med, og de to har det super godt! Jeg er stadig venner med min eks, vi ses ikke, men skriver over tlf i ny og næ, hører hvordan det går osv 

Min nye kæreste er alt hvad jeg behøver - han er sød, omsorgsfuld, moden og ansvarsbevidst. Vi er ikke så gamle (22 og 26), men han er noget mere nede på jorden end min eks var/er. Vi vil de samme ting mht fremtidig bopæl (begge to bo på landet), vi er enige om hvornår børn skulle komme på tale (inden for 1,5-2,5 år), han har allerede et rigtig godt forhold til min familie, og jeg omvendt! ALT passer sammen! Og dog...  Inden for disse 3 måneder (vi har kendt hinanden i lidt over 4 måneder) har vi allerede skændtes rigtig meget... Jeg finder ham meget påståelig, og hvis der er noget jeg ser som et turnoff så er det det... Fair nok at holde på sin mening, men har man ikke ret, så er det altså ikke ok at blive nedladende og sur på modparten fordi vedkommende har ret  Ydermere synes jeg rent fysisk ikke at jeg bliver tiltrukket af ham på den måde jeg gerne vil - jeg går meget op i hygiejne, men manden renser ikke ører, dvs at ørevoks er synligt, og han har dårlig ånde meget af tiden... Sådan rigtig dårlig ånde! Jeg synes ikke vores sex er særlig god, det er på mit initiativ, og han virker som om at han ikke ved hvad han skal gøre... 

Og så er der nok den mest fæle af dem alle... Jeg savner ham med få undtagelser aldrig! Vi bor pt langt fra hinanden (+80 km), jeg har studie og han arbejde, så vi ses måske en eller to gange om ugen. Ofte bliver jeg hos ham weekenden over, men jeg vil egentlig gerne bare hjem når vi når søndag... 

Jeg oplever ikke at få den der kildende fornemmelse i kroppen når jeg tænker på ham, og fysisk er jeg ikke særlig tiltrukket af ham heller  Men ALT passer bare sammen, og han er så rigtig for mig!

Skal jeg give det tid og se om det kommer? Eller holder jeg både mig selv og ham for nar ved at lade det fortsætte? Jeg tror jeg er bange for at fortryde fordi det hele bare er så perfekt med ham, at jeg bagefter ikke kan finde en hvor det hele er lige så perfekt, men hvor det virker mere rigtigt i maven  Hjælp søde kvinder...

Så tidligt i forholdet burde du have den kildende fornemmelse i kroppen, desuden er jeg af den overbevisning, at man ikke kan basere et forhold på manglende fysisk tiltrækning. Det kan godt være at de andre faktorer sidder lige i skabet, men at de andre ting der ikke er der, ville gøre at jeg afsluttede forholdet.

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens se en fremtid med ham! Vi vil jo alle de samme ting, så jeg kan sagtens se os få vores første barn om 2 år, købe et hus på landet et sted og komme væk fra byen, se os have fælles familier og venner osv osv... Sagtens! 

Men jeg tror ikke jeg er forelsket i ham... Jeg kommer sikkert til at elske ham med tiden, han vil jo komme til at betyde mere og mere jo mere vi får fælles, både af minder, oplevelser og materielle ting... Men den der manglende "vi svæver på en lyserød sky" følelse gør mig usikker  Jeg tror helt sikkert han har den, for jeg hører tit at han savner mig, og jeg kan genkende hans måde at være på, fra hvordan jeg selv var da jeg i sin tid var helt og aldeles nyforelsket i min eks... Med min eks havde jeg nemlig den følelse, alt ved ham var vidunderligt, det første halve år var der ikke en eneste uoverensstemmelse, og jeg var ved at kaste op bare ved tanken om at undvære ham i mere end et døgn... Med min nuværende kæreste kan jeg godt gå i 6 dage uden at se ham, og have det ok med det... Af og til savner jeg ham, men det er faktisk mest hvis mine veninder omtaler deres kærester, eller er sammen med dem 

Jeg ved bare ikke om det er forkert af mig at holde det kørende, jeg har haft denne tvivl i en lille måneds tid nu, og han er sgu en god mand, så jeg ville hade at gøre ham ondt 

Min første tanke er, at i har kun været sammen/kendt hinanden i 3-4 måneder.. Hvis du allerede nu er i tvivl, så tror jeg at bør finde en anden. 

Selvfølgelig kan man lære at elske en anden, men det lyder ikke som om det er det du vil; du vil gerne være forelsket i ham og gerne opleve nyforelskelsen her i starten. 

Hvis du decideret ikke tænder på ham og i umiddelbart heller ikke har så meget personlighed til fælles, kan jeg ikke råde dig til andet nu end at finde en anden der gør dig glad. 

Så kan det godt være at i har præcis de samme drømme, men drømmer du om at udleve dem med ham? Sammen med en hvor i vil de samme ting, men hvor der ellers ikke er mere i det end det? En slags rejsepartner, eller om du vil have dig en mand du elsker og som du glæder dig til at dine børn skal arve gener fra? 

Det er skide svært at gå fra en der vil det samme som en selv, når målene fylder så meget, men lad ikke en tilfældig fyr stå i vejen for at finde ham du rent faktisk gerne vil dele dine drømme med.