Anonym skriver:
Jeg kan ikke lade være med at kigge på mavebillederne her inde, og bliver meget overrasket over hvor store mange maver er MEGET tidligt!
Jeg er selv tredje gangs gravid og i dag 9+4. Man kan Intet se på min mave, og sådan skulle det jo også helst være da livmoderen jo knapt er forstørret endnu.
Vi har en i familien som er ca. lige så langt henne som mig, og hun ligner en der er halvvejs. Hun er lidt overvægtig og det er selvfølgelig det der kan ses og ikke babyen.
ja når jeg ser meget store maver i den tidlige graviditet kan jeg altså ikke lade være med at tænke - hov der er vist en kommende mor der har brugt graviditeten som undskyldning for at spise igennem. Men hvad tænker du?
Nu har jeg vendt tilbage til deb her tråd utallige gange og hver gang skyndt mig at gå ud før jeg svarede og det skulle jeg nok også have gjort denne gang, men....
min første tanke er: og hvad så? Hvorfor har vi så stort et behov for at sammenligne med andre, er det ikke fuldatænidg ligegyldigt med den sammenligning af gravide maver, gravide lår og gravide bagdele (for ja det er der nogen af os der får - jeg fik en dejlig fysiologisk forklaring om lejring af fedt til dårligere tider når man skal amme og den var jeg glad for 
).
Og hvad så hvis en med en delle på maven er over lykkelig for hun er gravid og synes hun kan se en lille bule allerede i uge 9 - hvorfor er det ikke bare skønt hun er lykkelige, det er vil helt uafhængigt af om hun spiste en pose flæskesværd eller en stang blegselleri til frokost.
hvorfor er det så vigtigt at enten ophøje eller nedgøre sig selv i sammenligningen.
Er det ikke bare skønt, at der findes kvinder der er stolte af dem selv også selvom de ikke ligner forsiden på Vogue? Er det ikke bare vidunderligt? Jeg tror desværre størstedelen af os kvinder mangler den selvkærlighed, og i steder dækker for kroppen for den er jo ikke perfekt og sådanne indlæg som det her er med til at forstærke det - for nu ved vi alle her inde som har en delle for meget, at en del tænker: ej mon ikke du bare har givet los og voldædt slik (forresten kommer jeg til at tænke på lige mens jeg skriver det om du misunder dem der får spist lidt for meget og af det forkerte).
jeg vil så slutte af med: til alle jer der tør smide mavebilleder allerede fra før livmoderen er oppe over skambenet, og vise I er lykkelige. Jeg tænker ikke andet end: nøj hvor er jeg misundelig på den lykkefølelser der bobler i jeres maver lige nu.
