Fyret!!

I forgårs fik jeg besked om, at jeg er en af de 30 lærere i Silkeborg Kommune, der starter året med en fyreseddel. Efter 10 ½ år på samme skole får jeg sparket og stopper til sommerferien. Jeg er fuldstændigt uforstående, selv om jeg vidste, der var en teoretisk risiko. Der er INTET oplagt ved min leders valg - vi kommer til at mangle lærere i overbygningen til sommer, så der skal åbenbart sættes lærere fra de andre afdelinger ind, som ikke har den faglige erfaring og viden, jeg har. Min leder har gang på gang sagt, at jeg var en af de fagligt stærkeste lærere på skolen - mine elever klarer sig flot til afgangsprøverne - og ledelsen har gentagne gange valgt mig til forskellige ekstraopgaver, givet mig de 'vanskelige' elever, fordi de opfatter mig som meget rummelig. Mine kolleger bombarderer mig med mails og sms´er - 'Den så jeg godt nok ikke komme' - 'Vi kan da ikke klare os uden dig' - 'Hvad helvede tænker de på?' - og jeg får også sympatimails fra forældre - 'Så har Sejs Skole igen smidt guld på gaden'. Jeg har været til samtale med lederen i går. Jeg var meget rolig og fattet, havde nok ikke forstået det helt endnu. Jeg efterlyste en forklaring på, at det blev mig, for NOGET må der da være at udsætte på mit arbejde, når han vælger så uforklarligt. Han henviste til 'massefyring' og sagde, at han intet har at udsætte på mit arbejde. Kabalen skulle gå op - og det kan den jo på 100 måder, men nu blev det med mig som taber. To andre fra skolen er ramt - men: Den ene har selv bedt om en fyring, fordi hun skal flytte fra egnen og gerne ville redde en kollega - den anden, som aldrig er blevet færdig med sin læreruddannelse, skal bare gå ned i tid. Der er intet juridisk at 'komme efter', og heldigvis holder jeg meget af denne kollega og kan se hans kolossale værdi for skolen - ellers ville det godt nok være svært at sluge. Jeg føler mig SÅ såret. Der er en faglig stolthed, der er blevet krænket - jeg anede ikke, den ville fylde så meget, men jeg tænker jo, at jeg så åbenbart er den, der bedst kan undværes på min skole, og det gør sgu ondt. Og så er der min dejlige 8. klasse, der skal have ny klasselærer efter sommerferien. Og jeg skal føre tre eller fire hold til eksamen til sommer - det kan jeg SLET ikke se, hvordan jeg skal få overskud til, selv om der er længe til. Jeg kommer i en kommunal jobbank, hvor vi, der er fyret, får førsteret til at søge de ledige stillinger, der bliver i kommunen til sommer. Jeg er optimistisk på dette punkt. Men jeg har jo SLET ikke lyst til at skulle væk fra min dejlige arbejdsplads, og hvor finder man overskud til at sælge sig selv i sådan en underskudssituation? Jeg ved, jeg ikke er alene. Hverken i kommunen, blandt landets lærere eller landets befolkning i det hele taget. Men hold da kæft, hvor gør det ondt. Jeg er sygemeldt ugen ud, kan ikke bære at se eleverne eller tænke på undervisning, men jeg ved, jeg skal tilbage på hesten igen. Har nogle af jer prøvet at blive fyret? Hvornår bliver man 'sig selv' igen?

Jeg har ikke prøvet at stå i din situation, men hold da op hvor jeg føler med dig. Jeg kan kun sige at jeg håber du kommer op på hesten igen, men at det er forståeligt at du ikke magter at være i det lige nu.. Kram til dig

Det er jeg virkelig ked af at høre :( Og det lyder helt uforståeligt. Jeg har ikke selv prøvet at blive fyret, men i november havde vi en fyringsrunde på min arbejdsplads, og hold op en dårlig stemning. 2 af mine nærmeste kolleger blev varslet, og de var som du meget kede af det. Jeg har mødt dem igen senere, og selvfølgelig tager det lige nogle dage at komme sig over det første chok. Det værste er nok som du skriver den sårede faglige stolthed - hvor vover de at angribe den :devil: Det virker selvfølgelig totalt uoverskueligt lige nu, men som du beskriver dine kompetencer, er jeg sikker på, at du hurtigt får arbejde igen. Varme tanker herfra!

Jeg har ikke så meget at sige, andet at jeg er ked af det på dine vejne. :(

Åh hvor er jeg ked af at læse dit indlæg - og så på et tidspunkt der er svært for dig i forvejen. Jeg kan desværre ikke give dig nogle gode råd, og kan godt forstå at du er dybt frustreret. Gode energier herfra.

Nej nej nej Charlotte for fanden, det var da forfærdeligt!!! :ohmy: Jeg blev også fyret engang, og det er jeg sådan set aldrig kommet mig over :laugh: (Nu ligger det jo også kun 15 år tilbage!), og jeg kan blot ved tanken stadig blive fuldstændig harmdirrende :woohoo: Men der kommer jo andre opgaver, og man kommer op på hesten igen, selvom man i nu'et hverken kan lide heste, vil ride eller ser sig selv i ny stald. Det kan godt føles lidt som en dødsfald af en art, noget stopper og det er svært at se videre. Jeg kan desværre ikke komme med gode råd og fif til beabejdelsen, da det for mig personligt, tog rigtig lang tid at komme mig over, og jeg indrømmer blankt, at de måneder der var tilbage, bare ikke fungerede for mig - jeg sygemeldte mig simpelthen (både i protest, men også af afmagt og dybtfølt vrede). Heldigvis har du med glade og fiske unge at gøre, det kan måske holde dig oprejst indtil sommerferien. I mit tilfælde arbejdede jeg med terminalpatienter hvor alt i forvejen var dybt deprimerende, så jeg kunne simpelthen ikke grave gejsten frem på en måde hvor jeg kunne bidrage positivt. Sikke en måde at starte nytåret på, håber du snart kan se fordele istedet for ulemper. :)

Tak for jeres svar - og Helene, selv om du ikke kan give mig en solstrålehistorie, så er det godt at vide, at andre har været i samme situation OG er kommet videre - for det er du jo afgjort! Jeg er også HELT sikker på, at det til enhver tid vil sidde i mig som et hak i selvtilliden, en årsag til vrede og total mangel på forståelse for, hvad der lige skete dér. Omvendt, så er der flere af mine tidligere, fyrede kolleger, der fortæller mig, at de på et tidspunkt har kunnet vende den til, at nu skulle de f..... bevise, at der blev begået en fejl, og at de var meget bedre værd. Den motivationsfaktor håber jeg også at kunne grave frem. Jeg har ikke lyst til at smække med døren. Min tillidsmand siger, at eftersom jeg har et helt lærerkollegium i ryggen, så vil det være meget svært for min leder at begrunde IKKE at genansætte mig, hvis der bliver en ny stilling om nogle år - og det gør der. På den ene side håber jeg jo lidt på det, men på den anden side ville det allerbedste nok være, hvis jeg til den tid er en meget glad lærer på en anden skole. Det kan jeg bare slet ikke se for mig endnu. Jeg har sendt en kommentar til min leder om, at jeg efterlyser de personalepolitiske og menneskelige hensyn, som både kommunen og han har garanteret, der ville blive taget. Jeg har skrevet det sobert og sagligt, men jeg mener, at han, bevidst eller ubevidst, har tilsidesat menneskelige hensyn. Det bygger jeg på, at jeg jo for 10 måneder siden fik synsnervebetændelse og går til lægeundersøgelser, MR-scanninger m.v. på Skleroseklinikken for at følge en evt. progression. Jeg har de der 50 procents risiko for at udvikle sklerose, og det kan godt være, det er for diffus en risiko til, at den kan spille ind, men jeg fik at vide af professoren på klinikken, at jeg så vidt, det overhovedet er muligt, skal undgå psykiske belastninger og stressende situationer, da det kan medføre en progression. Den information gav jeg min skoleleder dengang. Ingen kan 'gøre for', at jeg sideløbende med sklerose-historien har haft en langtidsarbejdsløs mand (som HELDIGVIS kom i job igen i sommer), en datter, der har været i psykiatrisk behandling for bl.a. spiseforstyrrelser, og at min stedfar døde for en måned siden - i øvrigt umiddelbart før, ledelsen traf valget. Men at de vælger at udsætte mig for den følelsesmæssige belastning, en fyring er - UDEN at have nogen faglig begrundelse for det eller noget at udsætte på mit arbejde - DET er ikke udtryk for menneskelige hensyn. Jeg aner ikke, om jeg har en chance for at påvirke deres beslutning og tør ikke sætte min lid til det, men jeg har ret til at skrive en udtalelse/indsigelse til kommunens personaleafdeling, og der vil jeg skrive om dette forhold. Om ikke andet, så håber jeg virkelig, det kan give min skoleleder en grim smag i munden. For at strø salt i såret, skrev jeg - stadig sagligt - at han jo tidligere har forsikret mig om, at hvis jeg udvikler sclerose, så ville han og skolen hjælpe mig ved at tilbyde mig nedsat tid, skånejob eller lignende. Nu har de i stedet taget fodfæstet fra mig. Jeg håber f...., den svider!! Min leder er faktisk en meget 'blød' mand og vil gerne kendes for sit store hjerte, så det MÅ da påvirke ham. Desværre tror jeg ikke, at den der med stresspåvirkning og progression/udvikling af sclerose er tilstrækkeligt dokumentérbar til, at jeg kan få 'min' professor derinde til ligefrem at skrive en erklæring om det - det havde ellers været guld værd, men han skal jo altså kunne stå inde for det lægefagligt, og det er min fornemmelse, at dokumentationen endnu er for tynd, selv om han er sikker på, det spiller ind på autoimmune sygdomme i det hele taget. Men altså - jeg skal også passe på ikke at fornægte virkeligheden og at sætte mig selv op til noget, som næppe sker. Og jeg har lige været skidedygtig og skrevet en ansøgning til en stilling i nabokommunen - jeg troede slet ikke, jeg kunne samle mig om det endnu, men jeg tror, den er blevet god. Der kommer så nok 500 ansøgninger, så chancen er begrænset, men det er sikkert god terapi at opremse sine fortræffeligheder og kompetencer og NÆSTEN tro på, jeg kunne trives et andet sted... Jeg håber, at jeg snart er ude af 'vantro-fasen', så jeg kan komme videre. Jeg tror ikke helt på det endnu og vil bare gerne 'hjem' på skolen, præcis som før. Snøft.

Glemte forresten lige at fortælle, at jeg for at kunne passe mit arbejde har betinget mig, at alle konsultationer på skleroseklinikken foregik uden for min arbejdstid, og at min mand har fulgtes med min datter, hver gang, hun skulle til behandling/samtaler på ungdomspsyk., så jeg IKKE fik fravær af disse årsager. Dejlig fornemmelse at have taget det hensyn...

Ej, ej, ej.... det var ligegodt sa''''! Troede godt nok, det var de unge og uerfarne, der røg først, hvis jeg skal være helt ærlig. Det tager jo masser af år at blive en lærer med en masse god erfaring og praksiskendskab. Vi lærere skal jo kende til alt, hvad der er muligt, og det tager lige nogle år at få indsamlet og afprøvet sådan en viden. Altså, dét med at tage hensyn til sin arbejdsplads ved at komme på job med hovedet under armen pga. sygdom og lade sin partner tage alle ungernes sygedage... det kan man lige så godt glemme. Det tæller ikke i det her samfund - det får man desværre ikke skulderklap for. Altså, man kan da sige, at du har den fordel ved næste jobsøgning, at du har en masse erfaring at trække på. På min skole vil man helst have folk, der har nogle år på bagen og ved, hvad det vil sige at være lærer... det kommer nemlig bag på mange nyuddannede, hvordan virkeligheden i folkeskolen virkeligt ser ud. Puha, jeg føler virkeligt med dig og kan sagtens forestille mig, at du får svært ved at være engageret i den kommende tid... hvornår må du fortælle eleverne noget - forhåbentlig kommer der en masse bøvl fra forældrene B)

Frede skrev:

Ej, ej, ej.... det var ligegodt sa''''! Troede godt nok, det var de unge og uerfarne, der røg først, hvis jeg skal være helt ærlig.

Du mener forhåbentlig kun i jeres verden, ik'?! Charlotte; man rejser sig igen, men der er mange måder at blive fyret på (ikke at jeg har prøvet mange), men den, hvor tandlægen ikke forstod sig i, at kvinder i den fødedygtige alder blev gravide - den fyreseddel var faktisk fed at få ;) Nogle slår hårdere end andre. Og nogle er man længere om at rejse sig fra end andre. Hvorom alting er, så er det noget lort, det du står i. Held og lykke med søgningen...