At overlade ansvaret

Min mand er sådan her: Han har ikke noget imod at have hænderne op af lommerne herhjemme, men han skal bare have fortalt og dikteret, hvad de skal bruges til. Han kan ikke selv tage nogle initiativer. Hvis ikke han får fortalt, at han skal huske dit og dat, udfører han ikke tingene. Ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke magter at tænke selv :S Han laver rigtigt meget ekstraarbejde, fordi han ikke tænker logisk og praktisk. For nylig har han fx ikke sørget for, at min datter fik sin blokfløjte med hjem fra blokfløjte, og samme aften måtte han tilbage til musikskolen og lede efter den (ekstraarbejde) og væk er den. Nu må han tage i musikbutikken og købe en ny (ekstraarbejde). I går glemte han sønnikes madpakke, da han skulle bringe ham i børnehave. Han måtte derpå hjem og hente den (ekstraarbejde). For nogle dage siden blev han bedt om at sende et brev inden sidste frist. Det glemte han, og så måtte an selv køre 30 km ud med brevet (ekstrarbejde). Sådan kører det hele tiden og så igen, og manden lærer ikke noget af det. Før var det altid mig, der reddede kanstanjerne ud for ham, men det gider jeg ikke længere. Vil man ikke høre, må man lære... synes bare det er nogle trælse lærepenge, fordi tiden skal gå med noget unødvendigt. Jeg er kommet til den erkendelse, at mænd bare ikke er praktiske. Jeg kan høre på alle andre kvinder, at jeg ikke er alene om problemet. NÅr jeg spørger min mand, hvad det er, der går galt, siger han, at mænd tænker i store linier og ikke har hjernen indstillet på kanal deltaljer, men sikke noget p**, så må man da gå i træning :angry:

Frede skrev:

Jeg er kommet til den erkendelse, at mænd bare ikke er praktiske. Jeg kan høre på alle andre kvinder, at jeg ikke er alene om problemet. NÅr jeg spørger min mand, hvad det er, der går galt, siger han, at mænd tænker i store linier og ikke har hjernen indstillet på kanal deltaljer, men sikke noget p**, så må man da gå i træning :angry:

Det hele lyder meget som hjemme hos os, og ind i mellem får jeg total hys og stamper i gulvet og insisterer på at der også skal være plads i MIN hjerne til at tænke store linier men det er der ikke hvis jeg skal være overkontrollen. Og nej, det er ikke kun en forventning jeg har til mig selv, for hvis ikke der er styr på detaljerne så ved jeg godt hvor balladen ender :S . Æv, nu kom jeg til at lyde som en sur kælling igen og sådan er det jo heller ikke ment.

kongster skrev:

For mig og min mand var den rigtige knap klart da jeg sagde 'Jeg vil ikke gå og rydde op efter en voksen mand, som ikke kan sætte sin tallerken i opvaskemaskinen. Jeg vil heller ikke lege din mor og sige at du skal gå ned med skraldespanden eller støvsuge. Hvis jeg skal have respekt for dig og synes du er en mand og at du er sexet, så skal jeg ikke være mor og du skal opføre dig som en mand!' Se dét virkede! Logisk og enkelt og ikke urimeligt.

Der har vi bare været og det blev klart opfattet som en trussel og gav dårlig stemning i ugevis, men er ikke i tvivl om at det for mange kan virke. Hmmm... leder videre efter den dér knap :)

Frede skrev:

Han laver rigtigt meget ekstraarbejde, fordi han ikke tænker logisk og praktisk.

:laugh: Det samme her. Nogle gange efter han er blevet skældt ud henter han hjemme halvdelen af BH legetøet og tøj som liger rundt omkring Davids skab. (ekstraarbejde for ham og så for mig at bringe dem tilbage)

I går glemte han sønnikes madpakke, da han skulle bringe ham i børnehave. Han måtte derpå hjem og hente den (ekstraarbejde).

Det samme bare ekstraarbejde for mig igen for han har det altid så travlt :angry:

Frede skrev:

NÅr jeg spørger min mand, hvad det er, der går galt, siger han, at mænd tænker i store linier og ikke har hjernen indstillet på kanal deltaljer, men sikke noget p**, så må man da gå i træning :angry:

2 kvinde snakker: 1kv. I vores hjem jeg passer de små ting og min mand tænker på de store problemer. 2kv. Og hvad er det så du passer og han passer. 1kv. Jeg bestemmer hvad vi skal arbejde, hvor vi skal bo osv. Han tænker på verdens krisen, Golfkrigen og lign. ;)

kongster skrev:

Jeg ville aldrig bruge sex (eller tårer) som våben. Måske som overtalelse ;-) men ikke som 'straf'

Nej, nej. Ingen straf, bare konsekvens. Du er sur på ham eller træt af at lave så meget hjemme og gider ikke sex. Du siger ikke: Nu straffer jeg dig med sex mangel for du glemmer hele tiden hvad du skal lave. Han skal nok finde selv ud af hvor problemet med dig gemmer sig ;) Jeg har prøvet det men ikke med vilje, det sker bare, jeg har ikke lyst til sex hvis han opfører sig som idiot eller efter jeg har f.eks. vasket op hele aftenen efter børnene er gået i seng. Heldigvis selv om han er ikke så god til at kommunikere er han ikke dum og kan finde ud af sine fejl ;)

kongster skrev:

Nu er knægten så startet i skole og manden erklærer at eftersom jeg har taget mig af alt med datterens skole (bortset fra et forældremøde i ny og næ når jeg har fortalt ham hvor og hvornår) så vil han gerne gøre det samme m sønnens skole. Fint, godt, jubel!

Altså - to ting: 1) Retfærdig, fair, lige, det er noget skrammel med mindre man taler mange mennesker. Hvis man prøver at fordele ting fair i et parforhold, så ender man med ikke at tage højde for individuelle styrker og svagheder. Jeg kan godt forstå, at han syn's, at han skal tage sin del med knægten, men hvis det betyder, at han lover at tage hånd om ting han er elendig til og/eller ikke kan motivere sig selv til, så ender det jo bare med at blive en dårlig oplevelse for alle parter. Jeg syn's man som to voksne mennesker skal kunne finde ud af at dele ting på den måde der virker, ikke på den måde der er mest lige eller fair. 2) når man har aftalt ansvarsområder og delt opgaver op, så skal kompetencen følge med. Den der har opgaven bestemmer hvordan. Det nytter ikke at overlade noget til andre, og så rende og kigge over skulderen hele tiden. Det kan mærkes, og det fører til frustration og modvilje hos alle parter. Så - fair nok at han vil tage skole-halløj med knægten, men så skal han fandeme mene det, og have selverkendelse nok til at vide, om han lover at gøre noget han bare ikke kan finde ud af. Og du skal holde op med at gå og holde øje med bunkerne og spekulere på alt det, du ville ha gjort anderledes. Aftal i stedet, at i stoler på at der er commitment, og at i evaluerer fx til efterårsferien eller i juleferien.

Foreløbig er min strategi at lade det være. Så finder han vel ud af, at det skulle være gjort og må selv rode sig ud af evt problemer der skulle komme ud af for sen aflevering. Jeg ved at hvis jeg gør det alligevel, så hænger jeg på den.

Klogt. Det tager osse noget tid at erkende, hvad opgaven omfatter - hvad det er der faktisk forventes. Det vigtigste er måske, at du ikke møder ham med mistro eller skepsis; du ved selv, hvor generende det er når man kan mærke at de er én der bare ikke tror på at man kan - uanset om det er vasketøj, skole, eller java-undervisning. Derimod syn's jeg det er helt fair at sige 'hør, jeg ved hvad den der opgave omfatter, og jeg har behov for at komme af med nogen råd og noget vejledning. Nu skal du høre...', og så sige alt det med fotografsedler til tiden osv - at i modsætning til at ringe hjem til mor, så betyder det noget om tilmelding til skolefoto kommer afsted i denne uge eller i næste. Og at få sagt 'lad nu være med at gå at blive frustreret - sig noget når det ikke hænger sammen, når der er for travlt på jobbet osv., så finder vi ud af det'. I min verden hjælper man hinanden, osse selvom man har fordelt opgaverne.

Jeg har tilsvarende strategi med at invitere hans del af familien til fødselsdage (hvilket betyder at farfar ikke kommer til datterens fødselsdag fordi han blev inviteret for sent), købe gaver til hans familie når de har fødselsdage (hans mor får normalt en gave ca en måned efter hendes fødselsdag fordi han glemmer det) og sørge for at få ringet til svigerfamilien.

Fint. Men det hører med, at du skal accepterer at det er sådan; det kan jo være at han syn's det er fint. Hvis du overlader det til ham på den der bitter-fisse måde hvor alle kan mærke at du er utilfreds med, at han ikke gør det du ville ha' gjort, så nytter det ikke. Alternativt skal i aftale en anden måde at gøre det på. Selvom det kan være svært, så betaler det sig at huske, at der ikke findes En Rigtig Måde - ikke engang min.

Trunte K skrev:

Der har vi bare været og det blev klart opfattet som en trussel og gav dårlig stemning i ugevis, men er ikke i tvivl om at det for mange kan virke. Hmmm... leder videre efter den dér knap :)

Hvis du leder efter en knap der kan 'lave ham om' og får ham til at gøre tingene på din måde og syn's de samme ting som dig, så skal du ikke regne med at finde den. Og hvis du gør, så mister du sikkert interessen.

lib1982 skrev:

hvilket som regel ender med, at hans ingen gaver får og/eller han er nødt til at låne penge af sine forældre til deres julegaver, for sjovt nok kommer det bag på ham HVER år, hvornår det er jul!! De første år synes jeg det var vildt pinligt, men nu er jeg egentlig ligeglad - er ham der skal forklare sig ud af den ;)

Fint. For hvis han virkelig syn's det var vigtigt, så ville han nok gøre det anderledes - eller bede dig om hjælp. Det eneste du kan gøre er at acceptere, at det er som det skal være. Du kan tilbyde ham hjælp hvis man gerne vil at det er anderledes - men det skal være et tilbud, ikke muggeri over at han gør det forkert. Forskellen er *stor*

Frede skrev:

Jeg er kommet til den erkendelse, at mænd bare ikke er praktiske. Jeg kan høre på alle andre kvinder, at jeg ikke er alene om problemet. NÅr jeg spørger min mand, hvad det er, der går galt, siger han, at mænd tænker i store linier og ikke har hjernen indstillet på kanal deltaljer, men sikke noget p**, så må man da gå i træning :angry:

Sjovt nok kan de der har-ikke-hjerne-til-detaljer-mænd næsten altid huske samtlige spillere på Barcelonas hold og 117 ting om konfiguration af PC for at World of Warcraft kører optimalt. Som kongster siger er der jo osse masser af mænd der arbejder som regnskabsansvarlige, projektledere, osv. Det er simpelt hen noget vrøvl, at der skulle være den slags køns-forskelle. Mange mænd har bare vænnet sig til, at i familien kan man tune ud af detalje-kanalen, fordi der er en anden der taget ansvaret. Der *er* personlighedsforskelle. Nogen af os er meget bedre til nye, kreative sjove ideer end andre, nogen er bedre til at koordinere, til at administrere, osv. Og det skal man da udnytte når man fordeler opgaverne. Men i en familie er det jo ikke raket-videnskab eller projektstyring af en storebæltsbro. Langt hen ad vejen er det et spørgsmål om vilje - om at acceptere at man har opgaven og at tage den på sig. Det er mange mænd rigtig gode til at fedte sig ud af. Og så at acceptere, at hvis en anden gør det, så bliver det ikke på ens egen måde; man kan ikke både ville af med projektleder-ansvaret og samtidig ville kigge sin partner over skulderen hele tiden.