Hvorfor gik du? / hvordan er det hos jer?

Ja reglerne er jo blevet ændret, men det er jo stadig sådan, at barnets tarv kommer i første række. Grunden til at jeg fik det ændret til fuld forældremyndighed var, at han var/er meget uansvarlig med mange ting. Det var ikke nogen 'kamp' - vi snakkede om det (diskuterede), og han afgav det frivilligt, for han sagde, at han ikke regnede med at få medhold. Det var værst, at undvære hende i starten, fordi hun var så lille - men havde en super sundhedsplejerske, der støttede og vejledte mig. Hun insisterede på, at jeg var god ved mig selv, når datteren var på samvær, for jeg kunne alligevel ikke ændre noget ved at gå og være ked af det, og ha' det dårligt. Skulle lade op til hun kom hjem igen - og der var hun ofte frustreret og urolig. Desuden opfordrede hun mig til at føre dagbog, hvilket jeg også vil opfordre dig til. Når/hvis du skal i - tror det hedder Civilretsdirektoratet nu (tidligere statsamt)virker det meget bedre, at man kan slå op i sine notater og være meget konkret i stedet for at sige 'han siger altid - eller han gør aldrig' Nu hvor hun er 8 er det meget nemmere - også for hende. Før er hun ofte kommet hjem hvor hun fx. ikke har fået børstet tænder i 2 dage (med masser af slik ol.) - nu børster hun selv. Hun kan selv sige til, når hun er sulten osv. Hun har lige været hos ham nogle dage, fordi jeg har været indlagt med den lille, hvilket betød, at hun ikke havde fået lavet lektier. Men gider ikke engang at kommentere det - for sådan er han bare :dry: Men nu er mor tilbage ved roret, og der blir' lavet lektier igen ;) ...og så skal man jo også lige huske, at selvom man synes faderen er en torsk som partner, ja så kan han jo godt være en ok eller bare nogenlunde far ;)

P.S. Selvom jeg med jævne mellemrum er oppe i det røde feldt over for ham, sagde han for nylig, at han var rigtig glad for, at lige netop jeg var hendes mor B)

Tak for det gode tip om dagbogen, det vil jeg gøre! og det var da rart for dig at han frivilligt afgav forældremyndigheden. Sådan kommer det bestemt ikke til at gå her, men jeg kan da overveje at søge om at få den alligevel. det var da også rart men det klap du fik på skulderen, så har man ikke gjort det helt skidt :)

Der sker jo ikke noget ved at søge - i mit tilfælde lovede han også bål og brand, og kamp til den bitre ende - men vidste godt, at det ville blive svært, lige netop fordi jeg havde min dagbog. Det var pga. dén at han opgav uden kamp... ...og bare lige for at sige det - forældremyndigheden har ikke noget at gøre med, hvordan samværet tilrettelægges.

Det som bekymrer mig mest, er agressivitet. At I er uenige om den lille skal sove i nattøj eller ikke osv... det er bagateller. Min eks og jeg blev skilt, da de små var 0-2-4. Der var vold i forholdet... det tog mig også tid, at indse, at det var ikke som det skulle (man er jo vant til det daglige).

Kære *anonym* - jeg kom til at tænke på, hvordan trives jeres søn, kan det mærkes på ham? Kan regne mig frem til, at I sikkert ikke har kontakt til jeres sundhedsplejerske længere. Men hvis man har behov for det, kan man altid henvende sig, for at genoptage kontakten og vende det med hende - måske det var en mulighed, da hun jo kender jeres familie. ...en sundhedsplejerske ser det altid ud fra barnets synsvinkel...

Sådan som du beskriver din mand, lyder han ikke som nogen særlig god far. Jeg ville aldrig nogen sinde kunne holde ud at lave med sådan en mand. Efter min mening og ud fra din beskrivelse gør han alting forkert. Især det med de rascistiske udtalelser over for barnet, står jeg helt af over for. Hvornår har han tænkt sig at stoppe med dem? Han må jo være sikker på at kunne vurdere, hvornår jeres barn er i stand til at forstå dem og frem for alt tonen, ordene bliver sagt i. Jegt kan heller ikke lide, at han er så agressiv, som du skriver. Sådan noget ville i hvert fald gøre mig enormt utryg. Var jeg dig, ville jeg hurtigst muligt tage benene på nakken, om ikke andet så for dit barns skyld. Det er synd, at du ikke rigtigt har noget opbakning fra din familie, men det er jo dig, der skal mærke efter, hvad du kan leve med, og hvis du allerede nu ikke har nogle følelser over for din mand, tvivler jeg på, de nogen sinde kommer igen. Det er hård for et parforhold at få et barn, og hvis der allerede fra starten er knuder på tråden, kan de være meget svære at rede ud igen, når man har et lille barn, der også skal være overskud til. Held og lykke med din beslutning.

Jeg tænker nøjagtigt lige som Frede! Agressivitet og små børn hænger enormt dårligt sammen, og jeg tænker mere, om det er forsvarligt at et lille barn evt skal passes alene af ham HVIS du beslutter dig for at gå. Jeg ved af erfaring (den rigtig grimme af slagsen) at nogen mænd kan kamme fuldstændig over, hvis de er alene med et lille barn der feks er meget krævende, græder eller ikke gør præcis som der bliver sagt. Dét og en blanding af vrede overfor eks'en, kan udløse de mest skrækkelige scenarier. Her er det vigtigt at du virkelig føler, at din mand ALDRIG kunne finde på at krumme et hår på hans hovede, INDEN du lader dem være alene sammen!!!! Jeg ville også tage benene på nakken, og hellere igår end i morgen! Lige præcis den type mand, kan gøre mig rædselsslagende fordi de er så ustabile og udviser/ytre nogle ret kedelige tendenser. Det er jo slet ikke et miljø for et barn mht udtalelser om voldtægt, racisme mm. Alene dét ville få mig til at smutte. Hurtigt! Iøvrigt, så kender jeg faktisk mange Mødre der er bekymret for om deres barn får den rigtige kost hos deres Far når de er på weekend, og der ved jeg da fra 2 af mine veninder, at de simpelthen medbringer lækker mad til disse weekendbesøg hvor Far kun lige skal varme det i microen (og dermed slipper for bøvlet med glasmad, pizza og madlavning) og selv kan spise med, uden stress. Og KUN skal koncenterer sig om barnet. Og sådan noget kan sagtens integreres i de weekender på en smart måde, og den type mand plejer at være glade, sålænge de ikke selv skal i gang ved kødgryderne. Men ellers, tænk på dit barn, og lad altid dit barns trivsel komme i første række. Et barn fortjener som udgangspunkt altid det bedste af det bedste, og jeg tror han vil få det endnu bedre og mere trygt, hvis du var alene og forskånede ham for jeres indbyrdes skænderier, Farens grimme udtalelser og ligegyldighed over for jer begge.

*anonym* skrev:

Jeg er mildest talt nervøs for hvordan hans måde at være på vil påvirke vores barn og jeg drømmer jo sådan set om at få flere børn, men kan ikke forestille mig, at det skal kunne fungerer med ham, nu hvor jeg jo næsten har taget helt over mht. barnet, fordi han kun gider at gøre tingene halvt. Desuden ønsker jeg ikke at barnet skal opleve at det er normalt at far hidser sig op og fx. slår knytnæven i dørkarmen, bilrattet eller hvad han nu kan finde på.... Til jer som lever sammen med en mand: - Er jeres mand god til at deltage på lige fod med dig? - Synes han også at barnet skal have rent nattøj osv. på? eller er det kun mig der synes at andet er unormalt? - Deltager han i madlavning og 'fodring' af barnet på lige fod med dig ? - Gider han gå med barnevognen og har han deltaget i natteroderiet? Synes det er en svær situation da keg ikke har lyst til at overlade min søn til sådan en far i længere tid og jeg ved med sikkerhed at han ønsker at have ham en masse, hvis jeg flytter Hvad synes I? Kh.

Jeg synes du skal se at pakke dit tøj og komme langt langt LANGT væk - lyder jo på ingen måde som om det er blevet bedre med tiden, undskyld, men din mand lyder godt nok som om han har brug for hjælp!!!! Din søn fornemmer udmærket hvad der foregår og bliver påvirket af det og det er simpelthen din pligt som mor, at sørge for, at drengen vokser op i et trygt og godt miljø!!! Det, at du kan se det forkerte i din mands reaktion siger mig, at DU kan give dit barn hvad han har brug for, men ikke med en trussel som din mand udgør, hængende over hovedet konstant!! Kan godt forstå, at du synes det er hårdt når ikke du har nogen opbakning fra din familie, men at de ligefrem mener du selv er skyld i din mands reaktioner er da direkte sindsygt :angry: Ingen andre end din mand er ansvarlig for hans handlinger!!! Herhjemme har VI fået børn, det er ikke kun mig som tager mig af dem - min kæreste er mindst lige så meget på som jeg, og har været det fra dag 1, både om natten, dagen, hjemme med og uden gæster i hytten!! Han er ikke så 'god' til det med at se om tøjet er snavset osv., men dét tror jeg er en generel mande-ting, for han havde også evnen til at overse skidt før vi fik børn :lol: Men han gør det bedste han kan - ligeså vel som jeg, og vi lærer begeg hen a vejen, den ene er på ingen måde bedre end den anden!!

Jeg kan kun tilslutte mig de råd du allerede har fået. Men tænker også om din kæreste er blevet tjekket for om han har en fødselsdepretion. Det er der en del mænd der får, og det kan udarte sig som du beskriver. Jeg vil nok skynde mig at pakke mit gode tøj og forlade ham, uanset om han har en depretion eller ej, for den opførsel er helt utilgivelig.