Hvorfor gik du? / hvordan er det hos jer?

Kære Læser Jeg kunne som mor godt tænke mig at høre om hvordan det er I jeres/dit hjem ? Jeg står i en situation hvor jeg bor sammen med faderen til vores lille dreng på under 1 år. Min and begyndte at opføre sig underligt og til tider aggresivt før jeg fødte og i månederne efter. I dag er han ikke længere så aggresiv, men siger gennerelt bare nogle underlige kvindeundertrykkende og rasistiske ting i vores hjem, hvilket er utiltalende. Af og til banker han dog knytnæven ind i ting, hvilket også er ubehageligt. Problemet er at jeg ikke kan glemme de ting han har gjort ( det værste var at true med at rive tøjet i stykker på vores dreng da han var 1 mdr.) Hvilket bare har gjort at jeg er gået kold følelsesmæssigt. Men vi har også utallige diskutioner om hvordan vores barn skal have det. - han synes at vores dreng skal have nattøj (sparkedragt) på altid selvom han er 9 mdr. - har drengen normalt tøj på vil han lægge ham til at sove i en beskidt trøje med våde kanter og grødrester efter aftens maden. - han laver aldrig mad til ham el giver ham mad hvis jeg er hjemme. - Han kan finde på at se tv med lyd på i soveværelset hvis han prøver på at få ham til at sove, da han ikke mener at det generer barnet. -han har aldrig rigtig gidet at tage del i projekt, nu skal du sove igennem uden mad for mor har brug for søvn, hvilket jeg så har været alene med. Det er jo super svært når man ammer. -De første mange måneder gad han slet ikke gå med barnevognen og gør det i dag kun yderst sjældent. - han har en enkelt gang uderholdt drengen med dybt rasistiske udtalelser og mente ikke at det gjorde noget da jeg påpegede det, da drengen ikke forstår det. Jeg er mildest talt nervøs for hvordan hans måde at være på vil påvirke vores barn og jeg drømmer jo sådan set om at få flere børn, men kan ikke forestille mig, at det skal kunne fungerer med ham, nu hvor jeg jo næsten har taget helt over mht. barnet, fordi han kun gider at gøre tingene halvt. Desuden ønsker jeg ikke at barnet skal opleve at det er normalt at far hidser sig op og fx. slår knytnæven i dørkarmen, bilrattet eller hvad han nu kan finde på.... Til jer som er gået fra en mand: - hvor gammel var jeres barn/børn? -hvordan har I delt forældre myndigheden? -Hvorfor gik du? - Hvordan deler i barnet? - har I nogen gode råd? Til jer som lever sammen med en mand: - Er jeres mand god til at deltage på lige fod med dig? - Synes han også at barnet skal have rent nattøj osv. på? eller er det kun mig der synes at andet er unormalt? - Deltager han i madlavning og 'fodring' af barnet på lige fod med dig ? - Gider han gå med barnevognen og har han deltaget i natteroderiet? - og til sidst. Jeg står faktisk og har så godt som næsten ingen opbakning fra min familie... dvs. bror, forældre og den god veninde synes at jeg overreagerer. OG nogen mener at hans aggresivitet og provokationer skyldes, at jeg valgte at få barnet da jeg blev gravid, selvom han godt vidste at jeg ikke spise p-piller. Synes det er en svær situation da keg ikke har lyst til at overlade min søn til sådan en far i længere tid og jeg ved med sikkerhed at han ønsker at have ham en masse, hvis jeg flytter Hvad synes I? Kh.

Til jer som lever sammen med en mand: - Er jeres mand god til at deltage på lige fod med dig? - Synes han også at barnet skal have rent nattøj osv. på? eller er det kun mig der synes at andet er unormalt? - Deltager han i madlavning og 'fodring' af barnet på lige fod med dig ? - Gider han gå med barnevognen og har han deltaget i natteroderiet?

Ja, vi er 50/50 Nej, nattøj? De dratter om i det den bluse de har haft på eller har ikke noget på Øh, ja - selvom han er ved at renovere huset, så støvsuger han og laver mad på lige fod med mig, om ikke mere Barnevognen var han en del af og han stod op om natten fra fødslen, for jeg havde også en hård dag, selvom jeg havde barsel, sagde han Smid ham i terapi. Aggressivitet hjælper ingen steder. Stil ham et ultimatum - og læg vægt på, at forældreret ikke gives til voldelige mennesker.

Til jer som lever sammen med en mand: - Er jeres mand god til at deltage på lige fod med dig? Ja næsten 50/50. Vi har milimeterdemokrati herhjemme hvilket kan være lidt svært i praksis. - Synes han også at barnet skal have rent nattøj osv. på? eller er det kun mig der synes at andet er unormalt? Selvfølgelig gør han da det. Det er ikke altid han ser at tøjet er beskidt men så siger man det da bare. - Deltager han i madlavning og 'fodring' af barnet på lige fod med dig ? ja da. Faktisk mere dengang jeg ammede. Der lavede han stort set alt andet med barnet så han også kunne være med. - Gider han gå med barnevognen og har han deltaget i natteroderiet? Ja selvfølgelig. Har endda sendt dem ud i snevejr med barnevogn så jeg kunne få sovet. Og ja vi havde den ordning at jeg ammede, han hentede og lagde. Synes ærligt talt at det lyder foruroligende den måde han er på. Synes hvis du kan at optage dem på video så du kan vise de rette vedkommende hvordan han er. For alene det at du ikke lader dig være tilfreds med at det din familie og venner siger så ved du jo godt at det ikke går og det ikke holder. Ved at du spørger herinde er jo fordi du søger et andet svar. Det har du fået. Både af Bibi og jeg. Men hvad nu? Hvad vil du nu gøre? Og det skal jo lige siges at barnet jo sagtens kan se sin far under opsyn hvis du virkelig frygter for dit barn.

Hj I to :) Tak for jeres svar. Jeg må indrømme at det heller ikke var sådan at jeg drømte om at det skulle være... Jeg har virklig knoklet sinden vi fik barnet, hvilket også er oksy, men jeg føler mig jo bare mega svigtet og det er jo bare ikke godt at føle sådan i sit forhold. Fx. har jeg så godt som taget 95% af alle vores søn har haft og det selvom han har haft kolik nogle måneder. Det sværer er bare at min mand slet ikke kan se det og vores familier kan heller ikke se det da han er den hjælpsomme mand så snart der er andre i nærheden. Jeg har virkelig mest lyst til at flytte, men tænker meget på det afsagn jeg kommer til at få ifm vores barn når han på et tidspunkt bliver så stor at han skal værer hos far hver anden weekend og om han så kommer til at leve af pizza og glasmad fra brugsen når han er der.. .. Jeg ønsker for alt i verden at han skal være et sted med masser af omsorg og kærlighed og det vil der måske ikke helt værer i overflod hos hans far.

Jeg tror, du har skrevet herinde før om de samme problemer. Når du stadig går med overvejelser om at forlade ham, synes jeg ikke, der er meget at rafle om. Selv hvis hans opførsel var 'normal' og 'acceptabel', ville jeres forhold ikke være 'bæredygtigt' - det holder jo ikke, at den ene part går og er i tvivl hele tiden, føler sig svigtet og overvejer at gå. Om du så havde den perfekte mand, ville det være unfair at blive hos ham, når du har det sådan. Og så forstår jeg ikke, hvorfor det betyder noget for dig, hvad 'de andre' siger og mener. De kan jo ikke tvinge dig til at elske ham og føle, at I har det godt sammen. Måske vil de lytte mere og støtte dig bedre, hvis du i stedet for at opremse hans fejl slet og ret fortæller, at du ikke elsker ham/ikke kan leve sammen med ham? - Hvis jeg kendte din mand og syntes, han var en skøn og dejlig fyr, ville jeg da under ingen omstændigheder ønske for ham, at han var sammen med en, der ikke holdt af ham og ikke kunne se hans (eventuelle) kvaliteter. Ved at blive hos ham, påtvinger du jo også ham noget, som ingen fortjener - at leve sammen med en, der hellere ville være fri. Jeg kan slet ikke følge dig i, at du mener, du skal blive hos ham for at undgå at skulle lide afsavn, når dit barn skal være hos din far. Både du, din mand og dit barn lider under eller vil komme til at lide under jeres dårlige forhold - synes du, tre mennesker skal have det skidt sammen, for at du ikke skal undvære din søn nogle dage engang i fremtiden? Hvis man er helt derude, hvor tanken om, at barnet skal have pizza til aftensmad en gang imellem, afholder én fra skilsmisse - så synes jeg, løbet er kørt. Kan du være det bekendt - over for dig selv, din mand og dit barn - at blive i dit forhold, fordi sønnen ikke skal leve af junkfood hveranden weekend?

PS: Pyt med nattøj, barnevognsture og alle de andre ting, du remser op - det er fuldstændigt underordnet i forhold til det væsentlige: Du er ikke glad. Han er ikke glad. Og jeres barn VIL blive påvirket af det. Langt mere, end han bliver af at have nattøj på om dagen.

Jeg forstår dig godt, fordi min mand ligner meget din. Han accepterer at hjælpe men viser klart at han han ikke er glad for det og gør altid tingene halvt. Men det er fordi han er en mand og han har ikke lyst til at være god mor. Han vil være manden i familien og det er OK fordi børnene har en mor som skal passe dem på den rigtige måde. Jeg kan høre at de fleste mødre her er meget tilfredse med deres mænd når der er tale om børnepasning. Måske mig og dig har bare ramt lortet... Men jeg er med ham på andre grunde. Han er OK som far og som mand og jeg forventer ikke at han også er en god mor. Det behøver han slet ikke, børnene har mor. Du skal tænke sig om og regne godt med eller uden ham dit liv bliver bedre for dig. Hvis du ikke elsker din mand længere og du har ingen problemer med at flytte du skal nok gøre det. Snak med advokat om barnet og fortæl hvordan din mand er. Hvis han er så dårlig til at passe et lille barn skal han ikke få lov til at gøre det. Du skal vide hvorfor du er sammen med en mand. Og det er ikke nok grund fordi I har et barn sammen og fordi du er bange for at hvis i skilles skal barnet live hver anden weekend af pizza.

Hmmm du har helt sikkert en point der Charlotte d. 17. Det vil jeg lige tænke over en ekstra gang. Tror bare at man som forholdsvis 'ny' mor bekymre sig meget over hvordan barnets opvækst skal blive, især hvis man selv har prøvet på egen krop hvad det vil sige at have en far som kan opfører sig aggressivt. Så er tanken om svigt overfor ens lille barn næsten ubærligt...

*anonym* skrev:

Til jer som er gået fra en mand: - hvor gammel var jeres barn/børn? -hvordan har I delt forældre myndigheden? -Hvorfor gik du? - Hvordan deler i barnet? - har I nogen gode råd?

Jeg er ikke gået fra en mand - jeg smed ham ud, da det var min lejlighed ;) Min datter var 2 mdr. da jeg sagde farvel og tak - og han nølede en måneds tid, inden han flyttede. Med det samme jeg blev gravid (og vi var enige om, at få et barn), blev han total passiv hjemme, og gjorde i øvrigt hvad det passede ham. Vi holdt pause allerede i graviditeten, og han kunne sagtens forstå hvorfor jeg var utilfreds - men faldt tilbage i den vante gang, i det øjeblik han fik foden indenfor igen. Der var ingen i familien der forstod, hvorfor jeg var så utilfreds - for han var ALTID så hjælpsom, når der var andre tilstede, eller vi var nogle steder. Herhjemme lavede han ikke en dyt - jeg lå 2 gange med brystbetændelse, og når han så skulle køre hende i barnevognen... Tjah, så sad han ved computeren og vuggede hende i barnevognen - samtidig med, at han spillede. Han brugte selvfølgelig høretelefoner for ikke at forstyrre - det bevirkede så bare, at han heller ikke kunne høre hende, når hun vågnede. :sur: Vi havde fælles forældremyndighed, men jeg søgte om fuld forældremyndighed pga. at han var så uansvarlig med mange ting - og det fik jeg uden problemer. I starten havde han samvær med hende hos mig, fordi hun var så lille, da hun blev lidt større, havde han hende nogle timer ad gangen - men hun var omkring 3 år inden han havde hende til overnatning. Nu er hun 8 og han har hende hver anden weekend - hun er glad nok for ham, og glæder sig som regel også til hun skal over til ham - men det blir lynhurtigt kedeligt. Det er jo svært at give gode råd, men sådan som I lever, holder jo ikke i længden. Jeg havde følelsen af, at med al den ballade, kunne jeg ikke finde overskud til også at være en god mor - og det var det vigtigste for mig. Jeg har været gal på ham mange gang, og hadet ham som pesten - men jeg har ALDRIG vist det overfor min datter. Det er så synd, når de skal forholde sig til, hvad de voksne føler - og med tiden har hun selv fundet ud af, at han er træls nogle gange. Som du skriver i dit andet indlæg, frygter du, at han skal komme til at leve af pizza og glasmad, når han er hos sin far. Det er også en rigtig træls tanke - min datter lever af pizza og pølser og spaghetti. Det er der ikke noget at gøre ved - så må man bare være glad for, at man selv står for maden det meste af tiden ;)

Hej Mammarazzi Hvor er det rammende det du skriver! Det med at din kæreste bare var PÅ når I var nogen steder, men ikke gad en skid når I var hjemme, sådan er det også for det meste her. Jeg kan farer rundt for at ordne 1000 ting, mens manden ser TV og lige holder øje med vores dreng. Meget af tiden med et stykke legetøj dinglende i luften mens han kan følge med i programmet og sådan var det især de første mange måneder. Jeg tror jeg har en baby som har set mere TV end noget andet spædbarn, hvilket jeg har det ret dårligt med - men han gad ikke at slukke for det. En anden ting er de dybt underlige udtalelser han kommer med, de kommer heller ikke til udtryk i andres påhør. Ville du måske finde det sjovt at din mand i spøg godt nok siger at nogen kvinder skal være glade for at nogen gider at voldtage dem,... nej vel. og hvilket kvindesyn vil det påvirke min søn med??? hmmm.. Hvordan fik du forældremyndigheden så let? Nu kan jeg jo desværre se at det er mange år siden at du har søgt om den, og reglerne er jo blevet ændret i dag til at man ofte får delt forældremyndighed med mindre det står meget slem til. Er det ellers ikke hårdt at undvære dit barn hver 2 weekend?