Hvor ofte snakker du med din mor?

Så ringede min mor igen på et tidspunkt hvor det ikke lige passede, så jeg lod være med at tage den (nummerviser er det bedste i verden!) og har igen glemt at ringe tilbage. Ca det samme sker når min far ringer. Jeg kan faktisk meget godt lide dem begge to, men har ikke det store behov for at snakke med dem mere end et par gange om måneden. Ej heller at ses. Der kan godt gå flere måneder i mellem. Jeg hører fra veninder at de nærmest taler med deres mødre dagligt. Om hvad? tænker jeg. Jeg vil da gerne snakke med min mor og fortælle hvad børnene går og laver og sådan, men det er altså ikke noget jeg savner til daglig. Faktisk ser jeg min svigermor en del mere end jeg ser min mor. Hvordan med jer? Er det bare mig der er en skidt datter?

Jeg taler med min Mor hver eneste dag - nogen gange et par gange om dagen, og vi ringer altid og siger godnat :) Udover det, så kommer hun fast hver Søndag, hvor vi hygger os sammen, og engang i mellem kommer hun også i løbet af ugen. Hun er jo en ældre dame på snart 85 år, og vi er bare så glade for at hun stadig lever og er hos os - min Far er jo død, og min kærestes forældre er også døde, så Mormor betyder ALT for familien, mig og børnene i særdeleshed! :) Mooaaar..... :laugh:

Jeg snakker med mine forœldre nœsten hver dag og ser dem ca en gang om ugen. Det er nu langt fra sådan det altid har vœret. Jeg har boet i USA i mange år, rejste da jeg var 17 og kom hjem da jeg blev gravid med den første som 31 årig. Jeg var dog hjemme hver sommeren. Mine forœldre og jeg havde, en lang overgang, det faktisk bedst jo lœngere vœk jeg var. Den gang var det utrolig dyrt at ringe så det skete ca. 1 gang om måneden (udover det var det breve med snegle-post), senere begyndte vi at faxe da det var billigere, og noget senere talte vi i telefon en gang om ugen og bruge email. Nå men min teori er at fordi jeg ikke har haft dem specielt tœt inde på livet i så mange år, har jeg et stot behov for at vœre tœt som voksen, og ønsker rigtig meget at mine børn har et tœt forhold til mine forœldre. Men jeg mener nu at man sagtens kan vœre en god datter selvom man snakker mindre sammen :) .

Jeg snakker med hende en eller to gange om ugen - sjældent pr. telefon, oftest 'IRL'. Hver tirsdag henter hun vores yngste fra skole og går en lang tur med ham. Når hun afleverer ham, er jeg som regel kommet hjem fra job, og så snakker vi en halv times tid. Derudover kommer hun tit et smut forbi fredag eftermiddag. Da vi kun bor ca. fem kilometer fra hinanden og nu er gået på pension, er det nærliggende og dejligt, at hun bruger en del af sin tid på at være sammen med vores unger. Samtidig er det vigtigt for mig ikke at have fornemmelsen af, at hun 'ånder mig i nakken' og ved alt, hvad der sker herhjemme. Det er ikke noget, vi nogensinde har været nødt til at tale om - det er blevet sådan af sig selv. Det positive ved, at hun kommer forbi på korte besøg ret ofte er, at jeg ikke føler mig forpligtet til at sætte alt til side og hellige mig intens mor-datter-kvalitetstid. Denne 'model' passer mig fint - og så skønner jeg selvfølgelig også på, at hun tager så aktivt del i vores børns liv.

Sådan et forhold har jeg til min svigermor. Vi ses ofte, fordi hun passer børnene eller vi kommer op i sommerhuset i weekenden (hendes sommerhus hvor hun bor hele sommeren, men vi bruger det massivt i weekender og har egne værelser og alt), vi tager på museer, til teater, hun er med til skolearrangementer, børnehavearrangementer etc, så der kommer kontakten helt af sig selv og jeg nyder det. Min mor bor jo heeeelt derovre i Jylland, så hende ser jeg knap så ofte og når vi ses er det ofte et par dage i træk. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle tale med hende om hver dag!

Taler laaangt fra med min mor hver dag - det er der ingen af os, der oplever nok til :laugh: Hun er syg (KOL), hvilket hun gerne uopfordret fortæller detaljeret om + hun sipper rødvin hver dag - hele dagen. Det gider jeg ikke at lægge ører til, hun gør mig enten gal eller ked af det. Jeg har også mine dårlige dage, og det gider jeg bare ikke vende med hende - hun aner ikke hvad jeg snakker om, og kan kun huske det halve næste gang vi snakker. Vi bor 100 km fra hinanden, og som det er nu, passer det mig fint, for vi ses ikke så tit. Kan nogle gange godt synes, at det er lidt trist - men det er bare sådan det er.

Vi er uvenner med min mor og snakker aldrig når jeg er her i Danmark. Når vi er i Bulgarien ser vi hende tit fordi hun gerne vil se børnene. Jeg har brug for tale med hende nogle gange men hun er møgirriterende.

Hvor tit er I i Bulgarien NikiFin?

Jeg taler aldrig med hverken min mor eller far i telefonen, fordi forbindelsen op til himlen næsten altid er så ringe ;) Men da min mor levede, talte vi i telefon hver dag... nogen gange flere gange om dagen. Det var ikke lange samtaler, men tit bare korte beskeder. Jeg kan godt huske, at jeg nogen gange var ved at få pip, når min mor bare lige ringede for at sige: 'Husk nu du skal til tandlæge i morgen' etc. Nu her en 13 år efter hendes død savner jeg hendes ringeri, men sådan er det jo nok bare. Man får pip af det, man har og savner det, man ikke har :S

Da jeg var lille, skulle jeg ringe hver dag jeg kom fra skole. Det gik fra skulle, til ville ikke lade være. Det hang ved fra 3. klasse og laaangt ind i voksenårene, at vi talte sammen hver dag. Så kom messenger og sms og snakken fortsatte der. Nu er der løbet skidt vand i åen, så kontakten har været 0 i nogle år, men det lumpne vand er på vej væk og der er fisk på vej tilbage i løbet ;) Det er ikke dagligt, men det er rart at komme tilbage til en slags kommunikation, når der ingen har været.