Dilema

Mig og min mand har forskellige måder at opdrage på. Jeg overvåger børnene hele tiden og eftersom de laver ulykker hele tiden er jeg nødt til at 'mølle' hele tiden: Ikke skrig, ikke smæk døren, Ikke slå..... Resultat: Åbenbart vaner de sig til min stemme og stopper at høre den. For dem er min stemme nu bare en 'background' hvor de laver ballader på. Hvis jeg insisterer at de hører mig skal jeg rigtig skrige højere end dem. Derfor har jeg ond i halsen hele tiden. Deres far: Han ignorer dem totalt. De kan skrige, brække huset, slår hinanden ihjel - han ser og hører ikke noget, helt væk mentalt. Kun når noget virkelig seriøs sker måske griber han ind. Ellers kan han heller ikke acceptere alle de ulykker de laver og hvis han ser eller hører dem reagerer han. Problemet er at han bare 'switch off' så fuldstændigt at selvom han kigger på dem ser han ikke noget fordi han er så dybt i noget andet i hans hoved. Resultat: Eftersom de hører hans stemme ret sjælden lægger de mærke og lytter til. Og måske lyder han også mere skrækkelig end mig. Hvad skal man så gøre :angry: :huh: Hvilke måde vælger man så :unsure:

Øhh man vælger ingen af delene. Hvis man har ondt i halsen, af at skrige af sine børn, er der noget helt helt galt. Man skal ikke råbe/skrige af sine børn og man skal ikke være efter dem heeeele tiden. Faktisk er de jo kun.........BØRN. Hvordan skal de lære, at være gode mennesker - hvis deres mor råber dem ind i hovedet hele tiden?? Det er klart de selv laver ulykker og ikke lytter. At ignoere dem er ligeså slemt, for at flegne når man så endelig SER hvad de laver. Hør efter hvad de siger, lyt til dem, snak med dem i øjenhøjde, lav regler og konsekvens, prøv at sige JA istedet for nej. Børn skal læres og passes, de skal ikke straffes. De er små mennesker, der skal lære at begå sig i livet - vores fornemmeste opgave som forældre. Prøv at søge på Ifavnsk, det kunne måske være en start, at stræbe på at komme derhen. Man råber ikke af børn. De er børn, de vil slås/skrige/smække med døre, sådan er det, men de har ikke ebhov for en mor der fare efter dem og råber ved det mindste eller en far der ikke er tilstede.

lav regler og konsekvens Børn skal læres og passes, de skal ikke straffes. Hvad er forskellen mellem konsekvens og straf? Og hvad hvis de kender reglerne men 1. De er ligeglade, 2. De har glemt dem lige i øjeblikket 3. Bryder dem med vilje at provokere. Det er klart at man ikke må skrige af børnene ikke kun for deres skyld men også sin egen men nogle gang har man ingen vælg og hvor tit der er afhænger af hvor vilde børnene er. Alligevel synes jeg det er ikke sådan en tragedie hvis det sker, man kan ikke gøre kun hvad de kloge bøger prædiker. Jeg er heller ikke sikker på at man ikke må råbe af sine børn. Der var en på TV der kælder sig specialist som sagte at det var faktisk godt for børnene, de havde brug for det nogle gang. Alligevel man råber ikke hvis det ikke er nødvendigt og man har et andet valg. Hvis man siger noget 5 gange med normal stemme og der er ikke resultat så råber man. Det gør min mand også tit og hans stemme er så stærk at mit hår står op. Situationen siger selv om man skal råbe eller ej. Der er meningsløs at snakke normalt hvis alle skriger og man selv ikke kan høre sin egen stemme hvad med de andre. Hvad gør du f.eks. hvis du ser at dit barn truer sit egen eller andens liv, er på vej til at brække noget, at gribe den varme strygejern eller noget lignende og du i det øjeblik er for langt væk for at gøre noget? ;)

Svaret er kort at forskellen er i hvordan man TÆNKER om deres handlinger. Du tillægger dine børn intentioner de slet ikke har endnu. At de er i vejen, frække med vilje eller har onde intentioner. (Måske dine egne?) de kan da godt mærke om du synes det er et hændeligt uheld eller om du straks farer helt op i det røde felt og skælder og smælder! Dine børns opførsel er en spejling af hvad forældrene synes om dem! Tænk på det på den her måde : Hvordan skal de kunne lære selv at bedømme en situation korrekt (i forhold til det du ønsker for dine børn) hvis de hele tiden får afvide at de ikke er gode nok, ved at far ignorerer og mor skriger? Ved jeres fællesopdragelsesfacon fastholder I det som I er trætte af. Børn er ikke ansvarlige for deres egen eller andres opdragelse, hvis du vil have ændringer må DU gøre det.

og ps. jeg ville aldrig efterlade et varmt strygejern i børnehøjde... MEN jeg kan finde på at hæve stemmen af mit barn i følgende situationer : hvis han løber fra mig i offentligheden eller hvis han ikke hører efter ude i køkkenet, men jeg råber sjældent og 'skriger' slet ikke. Hvis du føler dig ignoreret når du siger nogle ting, jamen så lad være med at TRO DE IKKE GIDER AT HØRE EFTER og istedet for at antage de ikke lige hører dig, der er noget larm hjemme hos jer åbenbart, og sætte dig på hug foran barnet giv barnet et knus smil og sig 'Jeg vil gerne have at du...' og når barnet gør det så sig 'tusind tak for hjælpen min skat'.

Det er meningsløst at tale normalt, når alle skriger?! Undskyld mig, men at råber er ikke en nødvendighed og ikke noget børn har BRUG for. At råbe ud, fordi der er fare, er ikke det samme som at råbe, fordi de ikke hører efter/gør noget de ikke må/slås osv. osv. Vilde børn reagere kun endnu stærkere på, at der bliver råbt af dem - det er ikke en løsning. Der er skam forskel på straf og konsekvens, en straf (IMO) kan være at blive sat væk, en konsekvens kan være maden bliver sat væk. Det kommer an på, hvad barnet føler ved det der sker. Jeg har 5 børn, og råber altså ikke af dem. Og helt ærligt, hvis du synes det er fint at råbe - jamen så bliv ved, det er jo 'kun' dine børn det går ud over. Men klart en måde, jeg ikke mener hører hjemme i børneopdragelse.

NikiFin wrote:

Hvad gør du f.eks. hvis du ser at dit barn truer sit egen eller andens liv, er på vej til at brække noget, at gribe den varme strygejern eller noget lignende og du i det øjeblik er for langt væk for at gøre noget? ;)

Ovenstående sker yderst sjældent, da jeg forsøger at tænke et skridt fremad. Dvs. det varme strygejern lægges, hvor de ikke kan nå det, vinduerne er børnesikrede osv. - men okay - det kan måske ske. Som forleden hvor vi holdt parkeret, og knægten sad på forsædet, mens vi begge var i gang med at justere barnesædet på bagsædet. Nøglen sad i tændingen og pludselig drejede han på den så bilen begyndte at trille. Jeg blev forskrækket og råbte derfor - 'Åhh, det må du aldrig gøre' ... eller noget i den stil ;) Så blev min dreng selvfølgelig forskrækket og begyndte at græde. Det var mit ansvar ikke at lade nøglen sidde, så det sker ikke igen. Og efterfølgende trøstede jeg ham med det samme, og forklarede ham, at jeg var blevet forskrækket. Fortalte ham, at jeg faktisk synes, at det var ret sejt, at han selv kunne tænde bilen og så undskyldte jeg naturligvis, at jeg havde råbt :blush: I det daglige forsøger jeg at huske på, at børn typisk har en god hensigt med det de gør. Hvis de sjasker vand ud over hele gulvet er det irriterende, men ikke noget de gør for at genere, men bare fordi Barbie skulle i bad :P I stedet for at råbe vil jeg istedet sige, at så må de gå i bad selv og tage Barbie med, for jeg vil kun have vandlege på badeværelset. Min oplevelse er helt klart, at børnene godt forstår rammer, hvis der stilles fornuftige alternativer op for dem :)

Er helt klart også tilhænger af at snakked om tingene i stedet for at skrige. Forklare hvorfor der ikke må gøres hvad der bliver gjort. Hvis lille tøsen gentagne gange bliver ved med at foretages sig noget hun ikke må tager jeg hende helt væk og så prøver at aflede opmærksomheden med noget andet. Hun er selvfølgelig heller ikke ¨så stor endnu. Men det er sammen princip med ældre børn. ingen er perfekte, heller ikke forældre og har da nogle gange valgt en forkert løsning men så undskylder jeg og så har jeg lært det til næste gang at det ikke er vejen frem.

Kirle skrev:

og ps. jeg ville aldrig efterlade et varmt strygejern i børnehøjde...

aldrig sige aldrig. Jeg har troet jeg aldrig gøre masse ting men pludselig kommer jeg til at gøre dem.

og sætte dig på hug foran barnet giv barnet et knus smil og sig 'Jeg vil gerne have at du...' og når barnet gør det så sig 'tusind tak for hjælpen min skat'.

hvorfor tror at jeg ikke gør det? Og hvorfor tror du at hvis dit barn reagerer på en måde i den situation de andre børn ville reagere præcis på den samme mode? Hvis du selv aldrig har mødt børn, som reagerer anderledes bedyder det ikke at de ikke eksisterer

Bellis skrev:

Undskyld mig, men at råber er ikke en nødvendighed og ikke noget børn har BRUG for.

ja, det er din mening men ikke verdens rigtighed.

Der er skam forskel på straf og konsekvens, en straf (IMO) kan være at blive sat væk, en konsekvens kan være maden bliver sat væk. Det kommer an på, hvad barnet føler ved det der sker.

er det ikke for barsk at fratage maden fra et barn, hvad slags man kan tage livsvigtige ting som mad og søvn fra et lille barn :blink: Jeg forstår ikke. For mig det er ikke bare en konsekvens men ligner mere et mord forsøg.

Jeg har 5 børn, og råber altså ikke af dem.

det betyder at du ikke er nødt til det. Men eftersom du siger at råber er ikke en nødvendighed forstår du åbenbart ikke hvad jeg taler om som selvfølgelig er helt normalt hvis man aldrig selv har været i en lignende situation og kan heller ikke forestille sig hvordan det er.