Bryllup på en hverdag - langt...

Mener jo at brudeparret holder den fest de gerne vil, og så tager i de beslutninger i vil. Med den indstilling du giver udtryk for, så tror jeg da nok at jeg ville sende min mand alene afsted til sin søsters bryllup, og så kan du hygge med ungerne derhjemme og få dem i seng i ordentlig tid. Og vedr. ekstra børn til barnedåb: Jeg læser det som om det er dine venners delebørn der af ukendte årsager skal være hos deres far i week-enden. Og dem ville jeg nok regne med til familien. I hvert fald ville jeg, hvis jeg var faderen, blive en kende stødt på manchetterne, hvis nogen af mine børn ikke var velkomne hos min venner. Ville du ikke selv det?

Er selv papmor til en på 25, han har så altid boet hos os. Så jeg kan da godt forstå det lidt, men deres fællesbarn er kun 1 år, så derfor kommer han med, hvor imod jeg jo ALDRIG har været sammen med de store. (skal lige understreges at den lille egentlig ikke var nævnt i indbydelsen, fordi min mand havde glemt at skrive ham på) Nu ender det jo osse med at de kommer med, så kan jeg jo lære dem at kende. Mener nu stadig min kollega er lidt anmasende og mangler pli :dry: Det fremmer heller ikke forståelsen på en sms, så kunne hun sku da lige have ringet :side: Men visse vasse :)

men deres fællesbarn er kun 1 år, så derfor kommer han med, hvor imod jeg jo ALDRIG har været sammen med de store. Hvorfor gør alderen en forskel her? Om børnene er 1, 5 eller 10; hvad er forskellen? Og selv om du ikke har været sammen med de store, hører de jo stadig til i deres familie..... Forstår så godt, at du er træt af måden (sms), men måske din kollega har haft svært ved sige det og derfor vælge at skrive til dig.....

Ok har så aldrig mast min stedsøn ind til en fest, og går ikke ud fra min datter skal med, hvis hun ikke står i indbydelsen. Længere er den egentlig ikke, det kan så godt være jeg er gammeldags eller firkantet :P

Vi var i samme dilemma for et par år siden, hvor min mands søster skulle giftes. Vi bor i Jylland, og de bor på Sjælland. Børnene var inviteret med i kirken (de var 5 og 9 år), og var også inviteret med til reception. Men selve festen var uden børn. Vores store pige var meget skuffet over ikke at skulle med, og det var vi egentlig også, inkl. hendes bedsteforældre. Vi havde store problemer med at få dem "afsat", da alle vi kendte på Sjælland skulle med til brylluppet. Min mand var så træt af det, så han overvejede slet ikke at deltage. Men det endte med, at vi tog med i kirken og til receptionen, og så tog børnene og jeg færgen hjem efter 3 timer. Min mand blev derovre, men ville hellere have været med os. Jeg må indrømme, at jeg var noget træt af at betale så meget for færge frem og tilbage, når vi kun skulle være der et par timer. Men vi havde deltaget, så bruden var i det mindste glad...

Johannamor skrev:

Har dine børn ikke nogen venner (klassekammerater), som de kunne tage med hjem og sove hos? For mig at se ville det være den nemmeste løsning på udfordringen med at få dem fra skole, passet om eftermiddagen / aftnen / natten, og så få dem i skole igen næste morgen. Jeg synes, at du skal prøve alt hvad du kan, at finde en løsning på pasningsproblemet. Men lykkes det ikke, må du/I jo blive hjemme.

Det synes jeg også er en oplagt løsning. Jeg ville da til en hver tid hjælpe ungernes klassekammerater (og forældre) på den måde, også selvom jeg måske ikke kendte dem supergodt. Et bryllup bliver ikke lige gjort om, du kan ikke bare komme med næste gang de holder et. Så spørgsmålet er, om du og din mand fremover vil have et fornuftigt forhold til dem? Jeg ville virkelig blive skuffet hvis mine nærmeste ikke gjorde deres yderste for at deltage i mit bryllup. Også hvis jeg havde valgt en børnefri fest. De andre problemstillinger har jo ikke noget med brylluppet at gøre. Dem må i jo få løst på et andet tidspunkt.

Til mit bryllup var børn heller ikke inviteret med, selvom min svigerinde bor i udlandet og ikke kendte nogle her i Dk som kunne passe dem. De hyrede en barnepige. Hvorfor egenlig? Hvordan kan det være, at man ikke har lyst til at dele denne dag med de børn, som jo også er en del af familien? Jeg kan sådan set komme på mange gode grunde til ikke at invitere børn med til fester. 1. Når man holder en fest skal man invitere dem man har lyst til, og ikke en masse pligt-invitationer. 2. Da jeg blev gift var familiens børn alle mellem 1½ og 4 år - dvs. de skulle tidligt i seng, ville blive skræmte af larm og muligvis berusede mennesker og undervejs ville forældrene skulle løbe rundt og skifte ble og sørge for at de ikke larmede for meget osv. Tror slet ikke at det er sjovt for et barn at være med til sådan en fest. 3. Vores bryllup handlede om os. Hvis børnene som alle boede i udlandet var inviteret med, så ville halvdelen af dagen være gået med at folk skulle snakke med dem fordi de ikke ser dem så tit. Igen - jeg er sikkert en egoistisk ko, men det var vores bryllup og skulle foregå på den måde vi havde lyst til - og det var ikke grædende børn der løb omkring benene på os, og heller ikke at alle gloede på børnene. Børnene var inviteret med til ceremonien, og var inviteret dagen efter, da der var brunch og hygge med spil i haven.

Ida-s skrev:

Johannamor skrev:

Har dine børn ikke nogen venner (klassekammerater), som de kunne tage med hjem og sove hos? For mig at se ville det være den nemmeste løsning på udfordringen med at få dem fra skole, passet om eftermiddagen / aftnen / natten, og så få dem i skole igen næste morgen. Jeg synes, at du skal prøve alt hvad du kan, at finde en løsning på pasningsproblemet. Men lykkes det ikke, må du/I jo blive hjemme.

Det synes jeg også er en oplagt løsning. Jeg ville da til en hver tid hjælpe ungernes klassekammerater (og forældre) på den måde, også selvom jeg måske ikke kendte dem supergodt. Et bryllup bliver ikke lige gjort om, du kan ikke bare komme med næste gang de holder et. Så spørgsmålet er, om du og din mand fremover vil have et fornuftigt forhold til dem? Jeg ville virkelig blive skuffet hvis mine nærmeste ikke gjorde deres yderste for at deltage i mit bryllup. Også hvis jeg havde valgt en børnefri fest. De andre problemstillinger har jo ikke noget med brylluppet at gøre. Dem må i jo få løst på et andet tidspunkt.

Jeg synes egentligt ikke at det er en oplagt løsning. Dels ved jeg hvor travlt jeg selv vil have det på en hverdag hvor man skal op på arbejdet - jeg ved at min datter på 10 har svært ved at lægge sig til at sove og vil blive ved med at snakke til klokken bliver midnat. Og skulle op kl 6.30 dagen efter - det kan ikke blive et godt resultat i skolen for ungerne eller på arbejdet for forældrene! Jeg vil ikke byde dette til forældre som selv skal op på arbejde dagen efter, og som så står med børn/ et barn der er træt dagen efter. Jeg kunne godt selv tage et barn på en hverdag, men jeg ved også hvordan jeg ville være over ungerne for at de skulle lægge sig til at sove. Men det kan jeg for det første ikke være sikker på - og for det andet mener jeg ikke at jeg kan byde dette til et forældrepar som også skal op på arbejde dagen efter. Ja, det er rigtigt at min svigerinde selv har lov til at vælge hvordan hun holder sin bryllupsdag - og ja, det er rigtigt at de andre ting ikke hænger sammen med hendes bryllup - MEN det jeg har omtalt om hendes måde at afvise os andre giver et billede af HVORDAN de er totale egoister hele vejen igennem, og hvordan de forventer vi andre står på pinde - mens de selv skalter og valter efter for godtbefindende. Gider vi invitere til fødselsdag - mangler vi penge resten af måneden, ja, så kan det godt være at vi gider invitere med en dags varsel til fødselsdag. Sådan gik det i år, til den kommende brudgoms fødselsdag. De inviterede min svigermor dagen før til fødselsdag. Hun takkede pænt nej tak - det ville hun alligevel ikke med så kort varsel. Det kan vel næppe være overraskende at han har fødselsdag. Jeg snakkede med min svigermor om problemstillingen, og hun har det på fuldstændig samme måde mht. det hele. Hun synes det er underligt og kan ikke forstå hvordan det kan være at de "glemmer" alle fødselsdage - inclusive hendes - hvordan de tilsidesætter familien for deres eget for godtbefindende, og så har hun svært ved at forstå at de tilsammen 3 børn (niecer og nevøer) der er i deres familie ikke bliver inviteret. (Manden har en søster med en datter). Min egen holdning er sådan set også at jeg bliver væk med ungerne og at min mand tager afsted alene. Jeg vil ikke belaste børnenes venners forældre med at skulle stresse ekstra om morgenen fordi vi har 2 børn der skal passes! Jeg skal nok selv skrive eller ringe til hende og fortælle hvordan det hænger sammen - og allerhelst kunne jeg forestille mig at gøre det 3 dage førend deres bryllup, men så flink som jeg er, så gør jeg det jo nok inden deres SU dato... :angry: Jeg sagde det til min mand i aftes, at jeg helst ville blive hjemme - og vi diskuterede det som skrevet med hans mor i formiddag. Hun forstod mig til fulde. Hun har det fuldstændigt som mig med deres måde at være på, og har været den der skulle fortælle hendes bror, min mands og svigerindes onkel, at hun ikke kom til hverken hans fødselsag (2 timer før vi skulle være der) og bad hende om at melde afbud til deres søns bryllup som de havde sagt ja tak til at komme til med 3 dages varsel. Jeg har virkeligt lyst til at give igen af samme skuffe, så de kan mærke skuffelsen hos dem - hvor trælst det er og hvor ked af det man bliver over det. Jeg ved godt at hævn ikke er løsningen, men i guder hvor har jeg lyst til det! Det er helt sikkert, at når de på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at få at vide hvordan vi bliver skuffede over dem - og hvordan vi forventer at en familie holder sammen. De kan jo sagtens kontakte os når de mangler penge og når de har brug for et sted at være en juleaften - uden at komme med noget til det! Det skal lige fortælles at hans forældre - på sjælland - kan de godt finde ud af at bruge penge på at sende en gave til - men måske er det fordi de giver større gaver end os selv - og at vi kun giver gaver i samme størrelsesorden som de giver os?! Og ja det er rigtigt - dette er måske bare dråben der får bægeret til at flyde over for mit vedkommende! Vi er igennem de sidste 20 år blevet tilsidesat som familie for de bekendtskaber hun har valgt at bo sammen med! Den familie som kommer med hendes bekendskaber (hvad enten det var en veninde hun boede sammen med, eller deciderede kærester) - er langt mere interessant end hendes egen familie. Og det kan jeg jo så, som udefra kommende, absolut ikke forstå! Resten af familien er fantastisk! En fantastisk familie, som min egen kunne lære afsindigt meget af! Og mht. til du skriver om at blive skuffet over at den nærmeste familie ikke gør sit ypperste for at finde en pasning til et bryllup der ikke kan gøres om... Tja - hun har så skuffet os andre så mange andre gange... hvad er værst? En gang til et bryllup eller alle de andre gange, som også inkluderer fætterens bryllup??? Og nej, jeg forventer ikke at få ret - jeg prøver bare på at bearbejde det her så jeg får alle vinkler på sagen!

1. Når man holder en fest skal man invitere dem man har lyst til, og ikke en masse pligt-invitationer. Selvfølgelig kommer man da ikke uden om pligtinvitationerne; Man kan da ikke invitere f.eks. gommens kusine og så ikke hendes mand, selvom man aldrig har talt med fyren! 2. Da jeg blev gift var familiens børn alle mellem 1½ og 4 år - dvs. de skulle tidligt i seng, ville blive skræmte af larm og muligvis berusede mennesker og undervejs ville forældrene skulle løbe rundt og skifte ble og sørge for at de ikke larmede for meget osv. Tror slet ikke at det er sjovt for et barn at være med til sådan en fest. Jeg tror ikke, at folk forventer at deres børn skal i seng kl. 20 til sådan en fest :) Børn bliver normalt ikke bange for larm (tænk på at de tilbringer deres hverdag i institution, som har et RET højt støjniveau), hvis forældrene ellers tager sig af dem - men jeg tror da heller ikke at børnene ville hygge sig til en fest, hvor de ville være i vejen og ikke måtte larme osv. 3. Vores bryllup handlede om os. Hvis børnene som alle boede i udlandet var inviteret med, så ville halvdelen af dagen være gået med at folk skulle snakke med dem fordi de ikke ser dem så tit. Igen - jeg er sikkert en egoistisk ko, men det var vores bryllup og skulle foregå på den måde vi havde lyst til - og det var ikke grædende børn der løb omkring benene på os, og heller ikke at alle gloede på børnene. Vi ser helt klart forskelligt på dette - Da jeg blev gift, holdt vi vores arrangement lørdag eftermiddag i haven, hvor alle, både store og små følte sig velkommen - sådan hyggede vi os bedst. Men som sagt så ser vi forskelligt på det, men måske det ændrer sig, når du selv bliver mor? ;)

Du bliver da liiige nød til at lægge dem på is nogle år. Bare fordi det er familie er der dog grænser for, hvor meget de skal fylde i ens liv. ISÆR når det er så negativt :blink: Min svigermor så vi ikke i 9 år, og hun døede før min mand og hende genoptog kontakten :dry: Trist MEN meget gavnligt for vores lille familie :)