Anonym skriver:
Hej alle sammen...
Jeg har altså brug for at komme med et "surt opstød", og jeg håber at det bliver lidt neutralt, så jeg ikke støder nogen.
Jeg synes at det er rigtig ærgeligt, at der er SÅ mange dejlige og søde piger/mødre (I er alle sammen så søde!) herinde som er efter hinanden. Jeg har lagt mærke til et mønster herinde, som f.eks (husk at det bare er et eksempel) hvis en 27-årig skriver at hun bare vil være mor NU, hun har været sammen med hendes kæreste i et par måneder, og det er bare så godt osv, så får hun et "Go for it!". Hvorimod hvis f.eks. en på 19 skriver, at hun har været sammen med hendes kæreste i 3-4 år, boet sammen i halvandet år, og kæresten har en gymnasiel uddannelse, og det har hun også, så får de mange gange at vide, at nu skal de altså bare lige vente lidt, de skal ud og nyde livet, få en rigtig uddannelse og det ene og det andet... nu kender jeg flere mødre, både nogen på 18-20 år, og nogen på omkring de 30, og min ærlige mening er altså at mange! af de yngre (selvfølgelig er overskud individuelt) har et meget større overskud til barnet (ikke at jeg siger at mødre på 30 er forfærdelige!
). Mange herinde har bare den indstilling, at hvis man får børn i en alder af 18-21 år, så går man altså fra hinanden, og børnene bliver skilsmissebørn. Risikoen for det, er altså næsten ligeså stor som 35-årig. Alting kan jo gå galt. Den ene dag kan man stå med hus, 2 biler og et fedt betalende job, og dagen efter har man et hus på tvangsauktion, ingen bil og intet job. Det er jo det samme hvis man er ung. Måske bliver man smidt ud af uddannelsen fordi man har et kolikbarn der gør at man har fået mange fraværsdage, og at man pludselig skal gå fra en su til kh, få en mindre lejlighed og sætte tingene lidt på pause... Det jeg forsøger at sige er, at livet er utroværdigt, uretfærdigt til tider, men fyldt med en masse fantastiske oplevelser og overraskelser, der gør at livet bare er det hele værd, selvom der ingen garantier er! Om man er 18 eller 39, så er børn bare den største gave man kan få her i livet, og de giver en så meget. Og jeg er sikker på at alle vil gøre alt det bedste for deres børn, uanset hvor mange penge man har, hvor mange uddannelser man har, og hvor mange kvadratmeter man har at bo på.
Tak fordi at du gad at læse med
(jeg havde lige brug for at komme af med det)
Ja jeg giver dig også ret. Synes også at der tit bliver lavet frygtelig mange risiko vurderinger, og hvis det er sådan man skal leve, tror jeg man kun vil opnå mange skuffelser.
Jeg er ikke ung, knap 40 og min mand og jeg er begge af den indstilling, at man skal følge sine drømme og gøre som vi selv ønsker og ikke som alle andre ønsker. Man skal leve sit eget liv, tage ansvar, for de handlinger man selv gør.
Jeg har også,i en ret tidlig alder, mistet en tæt på mig, og ved at livet simpelthen er for kort til,at veje alt på vægtskålen hele tiden.
Jeg blev mor i en relativ ung alder og har aldrig fortrudt et sekund og de problemer vi havde, kunne en på 40 også have haft. Og ingen af mine børn vil opleve en løftet pegefinger hvis de i en ung alder vælger børn til. Hvis det,er det der fuldender deres lykke, vil de altid have min støtte.
