Hvordan går man bedst fra hinanden?

Jeg tænker også en deadline. Fx. 2, 3 eller 4 uger. 

Synes en måneds tid må være absolut max. 

Jeg ville ikke selv kunne bo hos mine forældre, hvis det var mig, da de bor 150 km. væk + begge bor i lejligheder uden rigtig plads til en ekstra person. 

Hvis man ikke kan finde en lejlighed med det samme, kan det fx. være muligt at finde noget på sider som airbnb, så man har et sted midlertidigt. 

Min far er lige gået fra sin kæreste og er ved at købe en lejlighed, som han først kan overtage om 2 måneder, så han har fundet en lejlighed på airbnb, som han kan flytte ind i med det samme og bo der indtil den nye lejlighed kan overtages. 

Jeg synes, du skal hjælpe ham med at lede efter noget at bo i - det er jo også i din interesse, så I begge kan komme videre :-)

Skulle min mand og jeg gå fra hinanden og det ikke handlede om vold eller et utroligt svigt. Så ville jeg forvente det var efter moden overvejelse ikke bare i mit hoved, men en moden overvejelse sammen for med fælles børn har vi bundet os til hinanden som samarbejdspartnere resten af livet. Ergo også som samarbejdspartnere når det handlede om at gå fra hinanden på en ordentlig måde.

jeg ville aldrig smide ham på gaden, men finde en fælles løsning. Kunne jo også være en løsning hvor man i fællesskab lejede et værelse og det så var de voksne der flyttede ud i starten til der var fundet et hjem hvor der var plads til børnene. Men jeg ville til hver en tid samarbejde om det når det var et "normalt" brud.

Men udover det ville jeg nu nok med en baby på 6 mnd forsøge at leve sammen som venner, både fordi jeg tror man skal lade være med at tage store beslutninger det første år hvor man kører på pumperne. Har virkelig hadet min kære mand, følt han slet ikke ville det samme sim mig, han var en lorte kæreste osv når jeg var i total søvnunderskud plus også i voksenkontakt underskud midt i barsel i lykken. Så vi har altid lovet hinanden vi ikke tog store beslutninger før barslen var ovre...

men jeg ville også vælge det fordi jeg ville synes det var dybt unfair for min mand at gå glip af så meget med en baby hvor tingene sker så hurtigt. Så med mindre vi bed hovederne af hinanden konstant, ville jeg vælge at finde en løsning så vi kunne bo sammen til baby var over 1 år og kunne komme på overnatning og dage hos far

og så lige et lille forresten, har I boet sammen i 2 år, kan din kæreste hvis det er en lejelejlighed sagtens overtage bare hvis det er nemmere for dig at finde et andet sted at bo.

Carina:-) skriver:

Nej ,men går ud fra at begge parter er så voksne at man self hjælper hinanden videre og ikke sender nogen på gaden.

Jeg er så også farvet af at jeg altid har klaret mig selv,og jeg synes man så vidt muligt skal forsøge at klare sig selv også i svære stunder - for man kan ikke altid regne med at far/mor står klar og griber en .

Jeg går udfra at at det er et normalt brud og ikke noget med vold/ misbrug osv indover - og så synes jeg da man hjælper hinanden. Kan ikke forestille mig selv smide mine rollingers far på gaden -Men vil da derimod hjælpe ham med at finde en egnet bolig

Ja selvfølgelig.

nu var det bare i tilfælde af at man bliver smidt ud, så ser jeg ingen skam i at man søger hjælp hos familien hvis de har plads og mulighed for ar hjælpe midlertidigt. 

mor:) skriver:

Elsker I stadig hinanden? 

Ja, det gør vi.. men det virker ikke som det er nok.

ErDetSnartNU skriver:

Men er det ikke ting, der kan arbejdes med? Det er trods alt under kun 13 måneder siden, at du elskede ham og jeres familie nok til at ville få endnu et barn med ham, og så synes jeg faktisk man skylder hinanden (og børnene!) at kæmpe med næb og kløer for at finde ud af det. Hvad med parterapi? 

Jeg er helt enig i at man skal kæmpe for forholdet. Både for sin egen og for børnenes skyld.

Jeg har faktisk foreslået parterapi, men han synes ikke at det er nødvendigt. Det er nok det der er problemet. At han ikke ser et problem, men at det gør jeg. 

Men du har helt ret - og jeg tror måske at jeg vil prøve at give ham et sidste ultimatum. At enten får vi noget hjælp via parterapi eller også går vi fra hinanden.

Jeg står i situationen pt, i december gav jeg faren til mine to drenge 3 år og 4 mdr og 8 mdr besked om der skulle ske nogle ændringer, jeg ville ikke være hans mor og husholderske længere mens han drønede land og rige rundt og morede sig.

Det gik meget op og ned og slut februar fik han besked om jeg ville søge en bolig og flytte så snart det var muligt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er pisse hamrende svært, men har endelig fundet en bolig og mig og drengene flytter slut april i en lejlighed.

Vi har gjort det at når drengene er hjemme og oppe er alt ved det gamle, vi snakker og fjoller som altid og alvorligere snakke foregår så altid om aftenen når de begge sover og det har fungerer godt for os alle. Vi har kunnet mærke lidt på den store men det er så minimalt.

lineog4 skriver:

Skulle min mand og jeg gå fra hinanden og det ikke handlede om vold eller et utroligt svigt. Så ville jeg forvente det var efter moden overvejelse ikke bare i mit hoved, men en moden overvejelse sammen for med fælles børn har vi bundet os til hinanden som samarbejdspartnere resten af livet. Ergo også som samarbejdspartnere når det handlede om at gå fra hinanden på en ordentlig måde.

jeg ville aldrig smide ham på gaden, men finde en fælles løsning. Kunne jo også være en løsning hvor man i fællesskab lejede et værelse og det så var de voksne der flyttede ud i starten til der var fundet et hjem hvor der var plads til børnene. Men jeg ville til hver en tid samarbejde om det når det var et "normalt" brud.

Men udover det ville jeg nu nok med en baby på 6 mnd forsøge at leve sammen som venner, både fordi jeg tror man skal lade være med at tage store beslutninger det første år hvor man kører på pumperne. Har virkelig hadet min kære mand, følt han slet ikke ville det samme sim mig, han var en lorte kæreste osv når jeg var i total søvnunderskud plus også i voksenkontakt underskud midt i barsel i lykken. Så vi har altid lovet hinanden vi ikke tog store beslutninger før barslen var ovre...

men jeg ville også vælge det fordi jeg ville synes det var dybt unfair for min mand at gå glip af så meget med en baby hvor tingene sker så hurtigt. Så med mindre vi bed hovederne af hinanden konstant, ville jeg vælge at finde en løsning så vi kunne bo sammen til baby var over 1 år og kunne komme på overnatning og dage hos far

og så lige et lille forresten, har I boet sammen i 2 år, kan din kæreste hvis det er en lejelejlighed sagtens overtage bare hvis det er nemmere for dig at finde et andet sted at bo.

Tusind tak for dit svar. Det var meget brugbart.

Vi har faktisk lavet lidt den samme aftale som jer, om ikke at gå fra hinanden før den mindste er minimum 2 år. Netop fordi vi har de samme problemer med at misforstå hinanden, jeg føler at jeg tager det store læs osv. osv. Listen er lang når man er på barsel.

Som jeg skrev til anden anden bruger, så tror jeg at jeg vil stille ham det ultimatum at vi enten prøver parterapi eller også går fra hinanden (på en stille og rolig måde). Lige nu snakker vi konstant forbi hinanden. Ingen af os føler at den anden forstår og vi er nok begge to fuldstændig drænede for energi og i søvnmangel.

 Så tak for dit svar..

Loan skriver:

Jeg står i situationen pt, i december gav jeg faren til mine to drenge 3 år og 4 mdr og 8 mdr besked om der skulle ske nogle ændringer, jeg ville ikke være hans mor og husholderske længere mens han drønede land og rige rundt og morede sig.

Det gik meget op og ned og slut februar fik han besked om jeg ville søge en bolig og flytte så snart det var muligt.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke er pisse hamrende svært, men har endelig fundet en bolig og mig og drengene flytter slut april i en lejlighed.

Vi har gjort det at når drengene er hjemme og oppe er alt ved det gamle, vi snakker og fjoller som altid og alvorligere snakke foregår så altid om aftenen når de begge sover og det har fungerer godt for os alle. Vi har kunnet mærke lidt på den store men det er så minimalt.

Tusind tak for dit svar. Er ked af at du står i (nogenlunde) sammen situation.

Det lyder som en rigtig fin løsning I har fundet jer.

Må jeg spørge lidt ind til hvordan han reagerede da du sagde til ham at der skulle ske ændringer? Jeg går ud fra, at der ikke skete noget, siden du endelig har taget beslutningen.

Vores problem er.. ja, mange.. men bl.a. også at han tror at hans liv fortsætter som før, men at jeg føler at jeg har dobbelt ansvar nu, fordi vi nu har to børn i stedet for et. Hvilket giver god mening, men det burde jo være den samme ændring for os begge.

Anonym skriver:

Som overskriften lyder - hvordan går man bedst fra hinanden?

Vi har to børn. En på 2 år og 6 måneder og en på 6 måneder. De går i institution 2 km. fra vores bolig. Det er min lejlighed og kun mig der kan blive boende her - dvs. børnenes far skal flytte herfra.

Men hvordan gør man det bedst? Beder jeg ham bare om at flytte? Venter jeg til han har fået en fast bolig, selvom det er opslidende for os at bo sammen?

Jeg håber I vil dele ud af jeres erfaringer.

Øv en situation.

Jeg har heldigvis aldrig selv stået i den.

Men jeg tror det er vigtigt at være rimelig over for sig selv og sin kommende x, og det mener jeg. f.eks. fraflytningen.

Det er IKKE rimeligt at han trækker tiden ud overfor dig. Jeg synes heller ikke det rimeligt at smide nogen på gaden.

Så..

En passende varsel og det kunne være:

"Jeg forventer at du er flyttet herfra d. 1/5" Og være meget ligefrem, ikke pakke det ind. sæt en fast dato. bestil en nøglesmed der kommer den dag og ændre låsene. Så slipper i for hele den der "jeg vil ikke aflevere nøglen" situation. Fortæl ham at sådan bliver det.
Hvis i Nu bliver uvenner og det vil blive nødvendigt med sådan et tiltag, så er det ikke en optrapning af konflikten, det har jo været planlagt fra start.

Det tror jeg at jeg ville gøre.

Beslut dig i det hele taget hvordan alt ting skal være så du kan melde det ud. skal i dele seng, eller skal han sove på sofaen, hvordan deler i udgifter til mad osv.

ALT vil være anderledes og potentielt problematisk fra det sekund du siger det højt til ham.

Held og lykke med det.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. Er ked af at du står i (nogenlunde) sammen situation.

Det lyder som en rigtig fin løsning I har fundet jer.

Må jeg spørge lidt ind til hvordan han reagerede da du sagde til ham at der skulle ske ændringer? Jeg går ud fra, at der ikke skete noget, siden du endelig har taget beslutningen.

Vores problem er.. ja, mange.. men bl.a. også at han tror at hans liv fortsætter som før, men at jeg føler at jeg har dobbelt ansvar nu, fordi vi nu har to børn i stedet for et. Hvilket giver god mening, men det burde jo være den samme ændring for os begge.

Jo der skete skam ændringer...... En uge...... Og så var vi tilbage til start punktet desværre, men han har ikke taget det pænt nogen af de mange gange han er blevet mindet om det.

Langt de fleste gange er han begyndt at hyle, som om han ikke vidste det og inden vi havde snakket færdig begyndte han allerede igen på alt var lyserødt og vi selvfølgelig blev sammen (eller finder sammen igen efter lidt tid hver for sig).

Det endelig gået op for ham nu hvor jeg har lejligheden på plads og fået godkendt lån til indskud, min økonomi og budget er lavet.. Hans reaktion? Han snakker pludselig konstant med sin eks og herre gud det skal han have lov til.

Kender til det med mange problemer, listen er også meget lang her desværre, så jeg ser frem til med stor glæde at komme videre!