Hvordan går man bedst fra hinanden?

Carina:-) skriver:

Det ville jeg ikke kunne - Men jeg har så heller ikke noget forhold til mine forældre  Og tror heller ikke min kærestes forældre ville være særligt begejstret for at han flyttede hjem igen - Man er vel ogå voksen nok til at klare sig selv og sine prob. og hvis man nu ingen havde så fandt man jo nok en mulighed frem for den lette løsning med bare at flytte hjem . 

Og har selv haft en voksen søn boende frem og tilbage 100 gange pga prob. med hans nuværende kæreste og nu har jeg sagt stop og sagt han må tage et hotel næste gang. 

Har så stadig små børn og det påvirker hele familien med en voksen i huset der fylder - så nej familie eller ej så vil jeg hellere betale et hotelværelse end rode mere med ham.

Og ikke alle har muligheden - min mormor boede i en 1 værelses.  . 

Du har nok ret. Det kommer an på hvor tæt man er til sine forældre og selvfølgelig også boligsituation

Carina:-) skriver:

Det ville jeg ikke kunne - Men jeg har så heller ikke noget forhold til mine forældre  Og tror heller ikke min kærestes forældre ville være særligt begejstret for at han flyttede hjem igen - Man er vel ogå voksen nok til at klare sig selv og sine prob. og hvis man nu ingen havde så fandt man jo nok en mulighed frem for den lette løsning med bare at flytte hjem . 

Og har selv haft en voksen søn boende frem og tilbage 100 gange pga prob. med hans nuværende kæreste og nu har jeg sagt stop og sagt han må tage et hotel næste gang. 

Har så stadig små børn og det påvirker hele familien med en voksen i huset der fylder - så nej familie eller ej så vil jeg hellere betale et hotelværelse end rode mere med ham.

Og ikke alle har muligheden - min mormor boede i en 1 værelses.  . 

Men synes ikke man er mindre voksek af at søge hjem til sine forældre fordi man uventet bliver smidt ud - uden tid til at finde andet. 

Dorthe1986 skriver:

Min søn var lige fyldt to år. Og ja jeg ville have gjort det anderledes i dag. Jeg ville have bedt ham flytte med det samme. Men mest fordi min søns far ikke kunne formå at adskille tingene. Han kunne bryde grædende sammen over bruddet midt på stuegulvet foran vores lille søn og det påvirkede jo vores dreng på et eller andet plan. I stedet for at være voksen i det og så eventuelt lige gå for sig selv, hvis det var man havde brug for at græde. Han kunne også få anfald af surhed på mig, foran vores søn. Fordi han ikke ville acceptere min beslutning om at stoppe forholdet. Så det var bare ikke holdbart.

Da han så endelig flyttede der passede det med at min søn og jeg kunne være hos mine forældre. Det gjorde overgangen fra at far var der til ikke at være der lidt lettere.

Tak for dit svar. Det er netop sådan jeg forestiller mig det ville blive - og det er jo ikke i orden.

Thunderangel skriver:

har han ikke forældre han kan flytte hjem til i en periode.

Hans forældre bor langt væk, så han ville have halvanden times transport til og fra arbejde. Det ville ikke være et problem for mig, men det er det for ham. Så det duer ikke.

mortilsilke skriver:

Er i gået fra hinanden? Eller er det noget du overvejer? Bider mærke i at du stadig kalder ham kæreste 

Jeg ville lade ham blive boende, især her i nordjælland, der hænger lejlighederne ikke på træerne. Men måske hjælpe til med søgning osv, så det ville gå hurtigere.

Jeg har så godt som tagey beslutningen, men han vil ikke rigtig indse det og trækker den derfor ud, ved at ville blive boende her til han finder noget. Han er bare ikke en do'er, så det kan komme til at tage ham lang tid at finde noget andet.

Vi bor i Storkøbenhavn, men jeg ved faktisk ikke hvordan det ser ud med lejeboliger her, hvis man fx. går gennem kommunen.

sne190810 skriver:

Jeg ville lade børnene blive i deres vante omgivelser, og så må i voksne tilpasse og rykke jer rundt så det går op, indtil det hele er kommet ordentlig på plads med alt det praktiske. 

Jeg tror ikke på der findes en opskrift på at gå fra hinanden, og hvad der har været godt for mig, er nødvendigvis ikke godt for dig. Feks skriver du jo intet om, hvorfor det er i går fra hinanden eller hvordan jeres forhold til hinanden er, og/eller hvem der forlader hvem. Det er jo nogle vigtige faktorer, som alligevel spiller ind i sådan en situation. 

Men som udgangspunkt, så ville jeg ikke anbefale at i bliver boede sammen, indtil far får noget andet at bo i. Det skaber i min verden bare unødvendig konflikt, og forvirring for alle parter før eller siden. 

 

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at børnene bliver i deres vante omgivelser. Problemet er bare at min datter stadig er så lille og bliver ammet mange gange i døgnet, så hun ville skulle skifte base sammen med mig - og det har jeg desværre ingen venner eller veninder der lige har plads til. 

Mine forældre har jeg meget lidt kontakt med.

Grunden til min beslutning er, at vi simpelthen ikke kan blive enige om, hvordan vi ønsker at et familieliv med to små børn skal hænge sammen. Så der er ikke store skænderier, utroskab eller andet. Bare forskellige drømme, mål og ønsker for livet og fremtiden.

Carina:-) skriver:

Jeg ville lade ham blive men med deadline til at finde en ny bolig. 

Ville selv være ked af det at få at vide at nu skulle jeg ud og det skal bare være nu

 ,+ at det jo aldrig kan være forældre eller families ansvar at skulle have en voksen søn boende - I har haft et liv sammen ,og det skal self. afsluttes på en ordentlig måde - Det er også bedst for samarbejdet.

Nu går jeg udfra at der ikke er vold/ misbrug eller lign inden over ,men at vi snakker et ganske "alm " brud. 

Rigtig god ide med en deadline. Den mulighed havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Men det kunne meget vel blive aktuelt her, i og med ingen af os har et sted vi kan være. Eller, min 'kæreste' har, men det vil ikke være optimalt - og jeg har også den holdning at det jo ikke er andres problem at vi ikke kan finde ud af tingene. Men samtidig behøver han heller ikke at være flere år om at finde en ny lejlighed. 

Tak for dit svar :-)

Anonym skriver:

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at børnene bliver i deres vante omgivelser. Problemet er bare at min datter stadig er så lille og bliver ammet mange gange i døgnet, så hun ville skulle skifte base sammen med mig - og det har jeg desværre ingen venner eller veninder der lige har plads til. 

Mine forældre har jeg meget lidt kontakt med.

Grunden til min beslutning er, at vi simpelthen ikke kan blive enige om, hvordan vi ønsker at et familieliv med to små børn skal hænge sammen. Så der er ikke store skænderier, utroskab eller andet. Bare forskellige drømme, mål og ønsker for livet og fremtiden.

 

Elsker I stadig hinanden? 

mor:) skriver:

Men synes ikke man er mindre voksek af at søge hjem til sine forældre fordi man uventet bliver smidt ud - uden tid til at finde andet. 

Nej ,men går ud fra at begge parter er så voksne at man self hjælper hinanden videre og ikke sender nogen på gaden.

Jeg er så også farvet af at jeg altid har klaret mig selv,og jeg synes man så vidt muligt skal forsøge at klare sig selv også i svære stunder - for man kan ikke altid regne med at far/mor står klar og griber en .

Jeg går udfra at at det er et normalt brud og ikke noget med vold/ misbrug osv indover - og så synes jeg da man hjælper hinanden. Kan ikke forestille mig selv smide mine rollingers far på gaden -Men vil da derimod hjælpe ham med at finde en egnet bolig

Anonym skriver:

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at børnene bliver i deres vante omgivelser. Problemet er bare at min datter stadig er så lille og bliver ammet mange gange i døgnet, så hun ville skulle skifte base sammen med mig - og det har jeg desværre ingen venner eller veninder der lige har plads til. 

Mine forældre har jeg meget lidt kontakt med.

Grunden til min beslutning er, at vi simpelthen ikke kan blive enige om, hvordan vi ønsker at et familieliv med to små børn skal hænge sammen. Så der er ikke store skænderier, utroskab eller andet. Bare forskellige drømme, mål og ønsker for livet og fremtiden.

 

Men er det ikke ting, der kan arbejdes med? Det er trods alt under kun 13 måneder siden, at du elskede ham og jeres familie nok til at ville få endnu et barn med ham, og så synes jeg faktisk man skylder hinanden (og børnene!) at kæmpe med næb og kløer for at finde ud af det. Hvad med parterapi?