Tid til sig selv?

Mrsopsand skriver:

Jeg taler nok lige ud af posen, men jeg føler ud fra det du skriver at det ligger noget bag det at han ikke vik være hjemme ved sin familie. Et par trænings aftener om ugen ville ikke gøre mig nervøs men jeg synes der er noget lusket ved at han har behov for at være væk fra jer. Min første tanke var at der var noget med træningsmakkeren.  Træner de overhovedet? Ja, undskyld, jeg kender ham jo ikke. Men det virker unaturligt at ens træning afhænger af en anden kammerat når nu muligheden for at være sammen med familien foreligger hvis han ændrer lidt på sit træningsmønster. Hvorfor vil han ikke det? Det forekommer mig meget mærkeligt. Jeg forstår fuldt ud at det er hyggeligt at træne med nogen, men 4 aftener om ugen? Og nu endnu en træningsaften? Det ville få nogle advarselslamper til at lyse hos mig.

Om han skulle være bøsse? 

Jeg kender træningsmakkeren, de bor lige overfor os. Og jeg kender også træningsmakkerens kæreste. 

Den er nu god nok. De træner skam.

Anonym skriver:

Om han skulle være bøsse? 

Jeg kender træningsmakkeren, de bor lige overfor os. Og jeg kender også træningsmakkerens kæreste. 

Den er nu god nok. De træner skam.

Måske du skulle antyde det overfor din kæreste - så kan det være hans lyst til at træne med vennen mindskes lidt  Just kidding..

Anonym skriver:

Jeg håber I vil give mig jeres input omkring nedenstående.

Min kæreste og jeg har en søn på 6 måneder.
Jeg går hjemme på barsel, frem til 1.8, hvor jeg starter på arbejde igen. (Man-fre 8-16).
Min kæreste arbejder kl. 21-06 i 7 dage, og har så 7 dage fri.

I arbejdsugen står han op kl. 14, og tager til styrketræning fra 15.30 til 17.30.
Så er han hjemme kl 18, og skal i bad.
Herefter skal der spises m.v., inden han kører på job 20.45.
(I friugen træner han i samme tidsrum.)

Han styrketræner mandag, tirsdag, torsdag og fredag.

Nu har han så meddelt, at han starter til fodbold hver mandag fra 16 til 18, og så vil han forsat styrketræne tirsdag, torsdag og fredag.

Jeg er ikke kommet med nogen reaktion endnu, da jeg nok bare ville bide hovedet af ham.

Mine tanker: jeg synes han bruger sindssygt mange timer hver uge på at pleje sig selv og sine interesser.
Hvad med når jeg starter på arbejde igen, skal jeg så både aflevere sønnen om morgenen og hente ham om eftermiddagen, fordi min kæreste skal træne??

Hvad er fair i denne her situation??

er jeg urimelig?

Jeg ville give ham lov til at have noget fodbold, men jeg ville kræve af ham at hvis han vil træne ud over det må han ligge det så han kan nå at hente den bette om eftermiddagen.. Har han da ikke planer om at have noget tid med hans barn? 

Jeg ville ligge kortene på bordet, han kan lige så godt begynde at ændre rutiner nu end først når du starter på arbejde for så kan i tage det stille og roligt.. 

Har du taget for meget over og givet ham for frie tøjler? Hvis i ikke har snakket om fordelingen derhjemme eller hvis du aldrig lader ham få lov til at gøre noget med jeres barn uden du hænger over ham.. Så er det klart at han bare forventer at du ikke gider hans hjælp, og når du så endelig har brug for støtte så har han måske svært ved at få lyst til at hjælpe fordi han føler han aldrig kan få lov til at gøre det når han har lyst men kun når du gerne vil have det? 

Du kan starte ud med at sige han skal have jeres baby en dag om ugen hvor du kan få lov til at pleje dig selv og han kan få lov til at få det fulde ansvar for jeres baby så kan hver anden uge måske være at han er lidt alene med den bette hvor du sover længe og i så resten af dagen laver noget familie lignende sammen kun jer 3  

jenny4 skriver:

Måske du skulle antyde det overfor din kæreste - så kan det være hans lyst til at træne med vennen mindskes lidt  Just kidding..

Haha 

Vi er gået fra hinanden her til aften, så nu kan han træne alt det han orker

mpr skriver:

Jeg ville give ham lov til at have noget fodbold, men jeg ville kræve af ham at hvis han vil træne ud over det må han ligge det så han kan nå at hente den bette om eftermiddagen.. Har han da ikke planer om at have noget tid med hans barn? 

Jeg ville ligge kortene på bordet, han kan lige så godt begynde at ændre rutiner nu end først når du starter på arbejde for så kan i tage det stille og roligt.. 

Har du taget for meget over og givet ham for frie tøjler? Hvis i ikke har snakket om fordelingen derhjemme eller hvis du aldrig lader ham få lov til at gøre noget med jeres barn uden du hænger over ham.. Så er det klart at han bare forventer at du ikke gider hans hjælp, og når du så endelig har brug for støtte så har han måske svært ved at få lyst til at hjælpe fordi han føler han aldrig kan få lov til at gøre det når han har lyst men kun når du gerne vil have det? 

Du kan starte ud med at sige han skal have jeres baby en dag om ugen hvor du kan få lov til at pleje dig selv og han kan få lov til at få det fulde ansvar for jeres baby så kan hver anden uge måske være at han er lidt alene med den bette hvor du sover længe og i så resten af dagen laver noget familie lignende sammen kun jer 3  

Sådan har det ikke været. Overhovedet. Jeg har slet ikke været over ham som en høg. 

Efter fødslen var sønnen indlagt på neo, hvor jeg lå syg på fødegangen, så min kæreste var fra starten af sammen med ham. 

De kan sagtens være alene de to og hygge. Forrige uge var de på Bornholm i tre dage, hvor jeg ikke var med. Så han kan sagtens  

han er en utrolig god far, når han er hjemme. Rigtig sjov og kærlig. Han er virkelig god til børn. 

Anonym skriver:

Sådan har det ikke været. Overhovedet. Jeg har slet ikke været over ham som en høg. 

Efter fødslen var sønnen indlagt på neo, hvor jeg lå syg på fødegangen, så min kæreste var fra starten af sammen med ham. 

De kan sagtens være alene de to og hygge. Forrige uge var de på Bornholm i tre dage, hvor jeg ikke var med. Så han kan sagtens  

han er en utrolig god far, når han er hjemme. Rigtig sjov og kærlig. Han er virkelig god til børn. 

Dejligt så er det jo ikke det der er problemet  

Så er der jo ikke andet at gøre end at du sætter dig stille og roligt ned med ham hvor i får en snak om (uden at anklage) at du savner at have ham hjemme. Husk hele tiden at have bolden på din egen bane altså ikke brug udtryk som "jeg synes du burde stoppe med alt det sport for du hjælper ikke nok til når du er væk så meget" men i stedet "jeg føler at jeg mangler hjælp herhjemme, og når du er afsted flere gange i ugen, føler jeg det er svært at få tingene til at hænge sammen, og at du selvfølgelig stadig synes han skal kunne træne og dyrke sport, men at du kan mærke at du har brug for lidt mere hjælp end der har været behov for før" så anklager du ham ikke og siger bare hvad du føler, men ikke på en angribende måde der kan få ham til at gå i selvforsvar  

Anonym skriver:

Haha 

Vi er gået fra hinanden her til aften, så nu kan han træne alt det han orker

Det er jeg ked af at høre

Anonym skriver:

Haha 

Vi er gået fra hinanden her til aften, så nu kan han træne alt det han orker

Det er jeg ked af at høre... Håber du er okay!

Anonym skriver:

Haha 

Vi er gået fra hinanden her til aften, så nu kan han træne alt det han orker

Øv - det er jeg ked af. 

Og håber egentlig ikke det alene er over træningen osv. For kunne forestille mig en del ville ændre sig den dag din barsel var slut. Tror en del kan have lidt svært ved at forstå hvorfor mor dog ikke kan klare det hele når hun alligevel er hjemme og lave ingen ting (de skulle bare prøve).

Plus man er presset det første år, presset af forandringen, af søvnmanglen, ansvaret, kærligheden, minus tid til sig selv  osv. Man bør simpelthen ikke træffe nogen store beslutninger det første år med en baby 

Håber I får talt sammen igen og finder en løsning.

lineog4 skriver:

Øv - det er jeg ked af. 

Og håber egentlig ikke det alene er over træningen osv. For kunne forestille mig en del ville ændre sig den dag din barsel var slut. Tror en del kan have lidt svært ved at forstå hvorfor mor dog ikke kan klare det hele når hun alligevel er hjemme og lave ingen ting (de skulle bare prøve).

Plus man er presset det første år, presset af forandringen, af søvnmanglen, ansvaret, kærligheden, minus tid til sig selv  osv. Man bør simpelthen ikke træffe nogen store beslutninger det første år med en baby 

Håber I får talt sammen igen og finder en løsning.

Helt enig! Ingen store beslutninger det første år! Og du burde virkelig blogge