Min "søster" og arv!!!???

I og med at din/ jeres far ik er død, er der jo ligesom ik nogen arv at komme efter ( endnu i hvert falde )

Din far som stadig lever,  har valgt at hun ik ska være i testamentet, så valget er jo taget.

Tænker at hun vel arver fra sine egene forældre, når de på et tidspunkt dør, og den arv får du heller ik del i.

Når så det er sagt, ka jeg måske ik helt forstå at jeres forældre ik har taget hende med i deres testamenter, når nu de har valgt at hun sku være en del af jeres familie, så på den måde ka jeg godt forstå hendes følelser omkring det med at føle sig udenfor. Vh stine

Som jeg ser det. Bør i begge respektere at faren har valgt hun ikke skal arve. Længere er den ikke. Det er da fordælen hans valg og hans ret. Kan hun ikke acceptere det, er hun ikke værd at samle på. Hvis hun vil dig, bør din arv ikke ændre på noget. At jeg så ikke helt forstår farens valg er en anden snak, men han har vel sine grunde går jeg udfra. 

Anonym skriver:

Altså vi snakker sammen over tlf osv. Giver gaver og kommer til fødselsdage m.m. men ikke så meget andet... den dag min mor pludselig døde, sad hun og sagde "du må jo sige hvis jeg skal blive her (vi sad i huset og sørgede sammen med nogle andre medlemmer af familien) men jeg går på et kursus de dage her, som jeg har betalt for, som jeg gerne vil gennemføre...." og må indrømme jeg mistede en del for hende der....

Det kan jo også være hendes måde at reagere på! 

Jeg har gjort det samme! Mistede min farmor en lørdag og tirsdag morgen ringede min rigtig gode kammerat mig op at han havde mistet sin far. Jeg græd med ham men da jeg lagde på tog jeg i skole. Fuldstændig hul i hovedet men ja min reaktion. 

Yurie skriver:

Selvfølgelig skal hun have lov til at gennemføre det, men hvis det var mig, ville jeg da have snakket med dem der havde det kursus, sagt; At min mor lige var død, og at jeg gerne ville være der for min søster, og man ikke kunne finde en løsning, hvis det var så fandens vigtigt.
Jeg tror slet ikke jeg havde haft lyst til at tage på kursus, jeg ville hellere være for mig selv, og mine søskende.

I det her mangler at hun jo også kan være i sorg selvom det ikke er hendes biologiske mor og vi alle reagerer forskelligt. Jeg gik selv dagen efter min fars død til gruppemøde på RUC. Jeg begravede mig i arbejde for det var hvad jeg kunne. 2 mnd efter døde min mors kæreste pludseligt, og vi manglede at forberede eksamen og gå til den og jeg begravede mig igen.... 

Der er ingen onde her, bare forskellige mennesker. Og mennesker reagerer forskelligt, og det er netop i sorgen man skal vise rummeligheden og ikke forvente alle er som en selv. 

Anonym skriver:

Har brug for andres råd og mening i det her, da jeg har totalt ondt i maven over det, og vil gerne vide hvad andre ville gøre i denne situation?

(Jeg har også oprettet andre tråde ang. at købe hus af sine forældre)

Jeg har en halv storebror på min mors side, og en storesøster, som er plejebarn, på min fars side.

Mine forældres hus skal sælges da min far skal flytte. Længere historie. Min kæreste og jeg har tænkt på at købe det af min far.

Efter en længere snak med min søster, for et par dage siden, har hun givet udtryk for at hun aldrig har følt sig som en del af familien. Hun føler jeg altid har fået mere end hende af alting. Hun er meget ældre end mig. Jeg synes altid hun har gået meget op i materielle ting og beløb af fx gaver... Min far har ikke skrevet testamente og jeg er den eneste der arver fra ham, da min søster kun er plejebarn, og min far så bare ikke har ment at hun skulle arve fra ham - ved ikke hvorfor..

I snakken nævner hun så, at hun jo ikke ved om hun arver noget. Og at jeg jo, som hendes søster (der arver) må afgøre om hun også skal have noget af arven fra min/vores far, da han ikke har skrevet testamente. Hun siger samtidig at det er op til mig om jeg vil vise hende, at jeg vil hende som søster, og at jeg, ved at give hende noget af min arv, viser at jeg vil have hende i familien. Jeg forstår det slet ikke. Jeg mener slet ikke sådan noget har noget med penge at gøre?! Vi har ikke et særlig tæt forhold. Føler ikke det er mit ansvar, når min far bevidst har valgt ikke at skrive testamente..?! Og nu ligger hun det over på mig.

Min mor døde sidste år. Jeg var meget tæt med mine forældre og har altid været det. Min søster har ikke hjulpet mig igennem den svære periode med min mors død og en syg far - jeg har stået meget alene med det... og nu skal jeg pludselig "bevise" noget overfor hende med penge...

Hvad mener I? Hvad havde I gjort? (Ved godt det er svært at svare på når man ikke kender os!)

Jamen er din far død?

Forstår meget lidt, for er din far ikke død så virker det da helt hen i vejret I to går og snakker arv. Og udover det med mindre din far har skiftet med din storebror, så skal din storebror også arve efter jeres fælles mor.

Men lad os lege din far var død (selvom det er en lidt makaber leg). Hvis arven var meget stor, ville jeg da nok give det man må give uden der skal gives skat = 50.000 kr. Og jeg vil med 100% sikkerhed, sige vi sammen gik ind i huset og talte om de ting som vi havde nostalgiske følelser for, altså ikke hvor meget de kostede men hvor meget de betød. Mærkeligt som arv  (også selvom den er lille og endda før døden) kan skille mennesker ad.

Og jeg synes det er synd din plejesøster bliver gjort til skurken - hun give udtryk for en frustration (og hun burde nok sige den til din far selv). Og måske man skulle lytte til den, og spørge ind frem for kun at høre det om penge.

Det kan jo også være hendes måde at reagere på! 

Jeg har gjort det samme! Mistede min farmor en lørdag og tirsdag morgen ringede min rigtig gode kammerat mig op at han havde mistet sin far. Jeg græd med ham men da jeg lagde på tog jeg i skole. Fuldstændig hul i hovedet men ja min reaktion. 

Ikke hul i hovedet, men overlevelse. Og ingen af os ved hvordan vi vil reagere. Da min far døde gik jeg dagen efter til gruppemøde på RUC, og var så indpisker i gruppen for nu skulle der arbejdes. 2 mnd efter døde min mors kæreste pludseligt og igen tog jeg til gruppemøde og forberedte eksamen.

Da min datter døde, blev jeg også praktisk. Tog fx til en lysfest i børnehaven 4 dage efter og smilte og grinte og da en kom og sagde vi ses i morgen (hun skulle synge til begravelsen) spurgte jeg med et stort smil: har vi en aftale? Er sikker på alle syntes jeg var super underlig. Derudover bookede jeg 3 kurser på folkeuniversitet og ansøgte om en coach uddannelse på RUC - det startede januar hvor jeg havde mistet midt i november - igen mange ville ryste på hovedet.

Men min erfaring er vi er så forskellige i sorg, og kan man rumme det kan man vikse sammen i sorg, kan man ikke kan man vokse fra hinanden.

Medmindre arven er meget stor, ville jeg ikke give hende et pengebeløb. I kunne evt fordele nogle af tingene i huset, hvis der er noget hun vil have som minde, men det ville være dét - som andre pointerer, så har hun en biologisk familie som hun selv skal arve fra på et tidspunkt?

Det med at I køber hans hus: Selvfølgelig er det rart for dig, at du kan købe dit barndomshjem, og endda til de 15% under ejendomsvurderingen - uden tvivl. Men du skal ikke underkende den tjeneste du gør for din far og dem nære familie ved at købe det! Tænk den byrde det ville være, hvis det var til salg i flere år, uden at blive solgt. I skulle holde det ved lige, ordne have, betale varme, forsikringer, ejendomsskatter mv. Det er en god handel for jer begge, og jeg synes det er vigtigt at det fremlægges sådan, når du nu har en plejesøster som virker ret grisk og uforstående overfor det hele. 

Nu ved jeg ikke hvordan du har det, men jeg tror, hvis det var mig ville jeg, for min egen sjælefreds skyld give hende, er det ikke 40000 man må give i gave, og så lade det være ved det, nok også velvidende at du ikke kommer til at have meget med hende at gøre i fremtiden. Trods alt har i en fortid.

Altså min far har ikke gidet skrive testamente.....

Vi er ret mange halv søskende på hans side, som ikke ser hinanden og de fleste dukker kun op hvis der er penge....

Min søster er ikke hans mens hun ser ham som sin far og omvendte...Hun arver intet pga mangeldende testamente...

Jeg har valgt for maaaaaaange år siden at sige, ingetestamente, så melder jeg helt fra og så må de bare sende tvangs arv min vej...selvom jeg er den eneste der har været der...

Jeg nægter alt det larm der bliver, og synes det er for dårligt af min far at han ikke har gidet at offer de penge for at hjælpe og så vi/jeg ikke har det at tænke på...

Dog er kontakten nu helt brudt fra min side, grundet mange andre ting der er sket det seneste år....

Men det er ikke dit ansvar hvem der skal ha hvad... Havde han virkelig ønsket at hun skulle ha noget burde han os ha lavet et testamente istedet for at det ender med du blir busse manden...

Jeg har måtte sande på den helt hårde måde at ved sygdom og død..... Og penge kommer ens families sande jeg virkelig frem.... Og det ik altid en positiv ting 

Jeg tænker, at din søster savner et synligt bevis på, at hun på enhver måde er en del af familien. Det er synd, at hun tilsyneladende opfatter penge og materielle goder som det bedste bevismateriale, men omvendt forstår jeg godt, at hun opfatter din fars manglende testamente som et tegn på, at hun ikke har samme plads i hans tanker og hjerte som du. 

Jeg går ud fra, hun qua sin status som plejebarn har oplevet svigt fra sine biologiske forældre, og nu gentager det sig med hendes plejefar. Måske er hun blevet kynisk og tænker, at så kan hun da om ikke andet "malke" dig for penge - men det kan vel også tænkes, at du står for hende som den sidste, der kan vise hende, at hun hører til og har en plads i familien? Det er i hvert fald ikke en handling, der signalerer, at hun har det godt, og det ville jeg nok fokusere mest på. 

Er der slet ikke en mulighed for, at du kan påvirke din far til at få skrevet det testamente?