Anonym skriver:
Lad mig starte med at fortælle at han er heldigvis blevet fundet igen. Men selvom det er gået noget tid siden, synes jeg alligevel at episoden bliver ved med at fylde meget hos mig.
Min søn er 3 år og gået i børnehave i et par måneder. For nogle dage siden bliver jeg ringet op af børnehavenspædagoger, som fortæller at min søn har hoppet over hegnet på legepladsen og gået/løbet væk. En af de andre børn fortæller til en af de pædagoger, som var ude på legepladsen at min søn er kravlet over men da pædagogen kommer over til det område hvor det er sket kan hun ikke se spor efter min søn og har ingen anelse om hvilken retning han har taget. Skal lige fortælle at legepladsen er ikke kæmpestort, men dette område ligger gemt bag en stor skur, buske og 2 mindre træer og trådhegnet er ca 1 m højt (hegnet er en del højere omkring resten af af legepladsen). Det er umuligt for de voksne, der er på legepladsen at holde øje med hvad, der forgår i dette hjørne og det sket flere gange før at børn er hoppet over hegnet dog ikke løbet væk.
Heldigvis er der en pige på vejen som kan se at min søn er palle alene derude (få hundrede meter fra bh). Min søn fortæller hende at han går i børnehave og hun følger ham tilbage dertil. Det er bare så vildt flot at denne pige indser alvoren i situationen og tage ansvar. Det er jeg bare så taknemlig for; desværre har børnehaven ikke fået kontaktoplysningerne på hende så jeg kan ikke takke personligt
Min søn var nemlig nået til en befærdet, større vej så det kunne nemt gå frygteligt galt. Han har efterfølgende fortalt at han vil hjem til sin mor og det var derfor han gik fra børnehaven... Børnehaven har ikke nogen ide om hvor lang tid han har været væk.
Jeg er rystet over at dette er sket. Pædagogerne siger at børn er hoppet over hegnet før men det er aldrig sket noget
Whaaat? Jeg synes netop at det ER NOGET, når min treårig kan forsvinde fra legepladsen og synet inden de ansvarlige voksne overhovedet når at se det eller reagere på at han var kravlet over. Han havde intet begreb omkring den store fare han har udsat sig selv for. Tør slet ikke tænke tanken om hvor galt dette kunne have gået.
Efter denne episode har børnehaven lavet et opslag hvor de har skrevet hvor vigtigt det er at alle forældre taler med deres børn om vigtigheden af, at de bliver på børnehavens matrikel, ikke kravler over hegnet, eller løber væk. Det synes jeg er helt fint at det er fokus på. De mener ikke at sikkerheden kan forberedes i det omtalte område af legepladsen da et højere hegn ikke vil forhindre børn i at kravle over. Blokering af dette areal er hellere ikke muligt da det er til store glæde for mange børn, da det er "sådan en hyggelig krog", som de beskriver det.
Tja, jeg ved ikke om det er bare mig, der er sart men føler virkelig ikke at denne hændelse bliver taget alvorligt nok og desværre hellere ikke at børnehaven tager nok ansvar for det, der er sket. Jeg mener det er en sikkerhedsbrist et eller andet sted og noget fuldstændigt galt når så små børn kan forlade børnehavensmatriklen uden at det bliver opdaget. Hvad mener I?
I den børnehave vores børn har gået i, der er der også mulighed for at klatre over hegnet. Det er UNDER 1 meter højt, og det er et træ-stakit, med vandrette brædder, så det er super nemt at klatre over. Børnehaven har ligget det samme sted i 50 år, alle børnene VED at de kan klatre over, men at de IKKE MÅ klatre over. selvfølgelig er der altid nogle små nye på 2 år og 3 år, som lige skal prøve lidt, men nu når aldrig længere end til det nederste bræt, så står de andre børn og skriger: Det må du ikke!!!! og de har aldrig oplevet at børn har klatret over. Det lærer de fra start af, at det er totalt forbudt og sådan er det.
Omvendt går min dreng i klasse med en, hvis mor fortalte at I deres børnehave var der et 3 meter højt ståltrådsnet om børnehaven og at deres dreng en dag var klatret over. Ingen forstod hvordan det kunne lade sig gøre, men det gjorde han.
Jeg tænker at det er meget bedre at lærer børnene hvad de må og ikke må, for med mindre vi burer dem helt inde med pigtråd omkring, så vil børn altid udfordre grænserne, men mindre de virkelig ved, at dét gør man bare ikke!!!
Nogle gange glemmer vi i den vestelige verden lidt, at vi faktisk engang har levet ude i naturen hvor mange ting var farligt, og det ligger dybt i babyer (ja! babyer!) at passe på sig selv. Børn kan sagtens forstå når der er noget voksne VIRKELIG mener de ikke må, og de har en medfødt fornemmelse for hvornår de voksne signalere: Her er fare på færd, du skal være forsigtig!
Vi har haft løse stik-kontakter hængende ud af væggen i gulvhøjde. Der har vi haft 3 babyer kravlende rundt, og vi bare lært dem at den løse stikkontakt med ledningerne hængene ude, dén måtte de ALDRIG røre, og det har de heller aldrig gjort. Nogle vil sige det er uansvarligt, men vi har jo netop LÆRT vores børn at passe på sig selv, og det gør de stadig. Heldigvis, for efterhånden som de bliver større, kommer de ud i den store verden uden mor og far til at sige: pas nu på, og lad nu være. Og så er jeg rigtig glad for at de har lært at tænke sig om, og ikke bare gøre ting fordi det er muligt (f.eks. at klatre over hegnet), men at de nu hvor de er store nok til at tænke i konsekvenser, tænker det igennem. Det kunne de selvfølgelig ikke som små, men der kunne de fornemme på os voksne hvad der var sikkert og hvad der var farligt, og så fulgte de vores anvisninger.