Min mor og kæreste.

EnGodMor skriver:

 

Selvom din mor er tavs, kan det jo ligeså vel være at hun er sådan som menneske bare, nogle mennesker er generte, selvom hun er tavs, så kan hun jo sagens nyde jeres selskab. 

Jeg er selv en lidt tavs person til tider, hvor folk nærmest skal hive ordene ud af mig, men derfor elsker jeg og nyder folk selskab.

Men jeg synes at du Gør din mor til noget "forfærdeligt" selvom hun ikke er det. 

Du ligger selv ud med at du ikke vil have din kæreste med ud til hende, fordi hun ikke rigtig siger noget, og sådanne ting. 

Og det syntes jeg sgu er synd for hende, jo mere du vælger at din kæreste skal forblive væk fra din mor og aldrig snakker om hende sammen med kæresten, så får din kæreste  et helt forkert indtryk af din mor. 

For hvad jeg læser frem til, så er hun jo intet dårligt menneske? 

Du vælger selv at Gøre din mor til noget hun faktisk ikke er.

Hvis i sammen besøgte din mor nogle gange om måneden, og selv startede samtalerne, smilede, gav kram, snakkede om vind og vejr, så lige pludselig ville din mor live mere op, fordi hun ville få følelsen af, at i rent faktisk kan li hende. 

At hun sender en SMS til dig, om du ikke snart besøger hende, det siger da mig meget om at hun faktisk savner dig. 

Syntes i skulle prøve at sadle lidt om. 

Tag din kæreste og datter med på besøg hos din mor noget tier, og forbered din kæreste på at han nok skal starte samtaler selv, til din mor. Det er der jo intet galt i. 

Smil og være glad i hendes nærvær. 

Inviterer hende til mad noget tier hos jer, forslå selv om i os skal finde en dag og spise hos hende osv. 

Lav fx en dag hvor i inviterer hende med i skoven, på museer eller noget andet. 

Lav ting sammen, så hun føler sig noget værd os, syntes som sagt at du giver din kæreste et helt forkert indtryk af din mor. 

Fordi hun har et handicap med og være halvdøv, det Gør hende jo ikke til noget dårligere menneske, som man helst skal holde sig fra? 

Og husk nogle mennesker er lidt tavse, men derfor kan de sagtens elske andres selskab. 

Håber i får bygget et bedre bånd op med din mor

 

Kan godt se din pointe! 

Problemet er bare at min mor ikke kan forstå alm. hørende og så bliver jeg en form for tolk. Mistede min far da jeg var 13 år og så blev jeg lige pludselig den voksne, for min mor kunne jo ikke tage telefonen eller snakke med andre mennesker. 

Men jeg fornemmer også bare på min kæreste at han ikke har lyst til at tage derud fordi der ikke rigtig "sker" noget. 

Men ja. Hun er også sådan som person for hun har et vennepar der hjælper hende meget og de er helt modsat hende. De elsker at snakke med andre mennesker.

lille-fisen skriver:

Egentlig kan jeg godt forstå dig. I min familie har der altid været en mormor og senere en mor som har krævet særlig opmærksomhed - ikke pga. Af hørenedsættelse men pga. Af psykisk sygdom. Det er jo ikke det samme, men hvad der dog er ens i situationerne er at det er personer der kræver et særligt hensyn og når man er sammen med dem er det ofte i en blanding af lyst (fordi man jo trods alt elsker dem) og af pligtfølelse (fordi det jo er ens mor). Derfor kræver det også bare noget ekstra energi at være sammen med dem fordi man bliver den person som skal tage hensyn og have overskud. Når det er sagt synes jeg også det er vigtigt at tage sig tid til netop at bruge den tid sammen med sin mor. 

Jeg tænker også som en anden skriver at i skal prøve og bryde rammerne lidt og lave noget sammen, så i ikke altid bare sidder overfor hinanden ved kaffebordet i stilhed. Samtidig tænker jeg at du skulle inddrage din kæreste mere og i kunne starte i det små med at han spørger ind til et par ting hos hende - lær ham lidt tegnsprog - det er en lille start. 

Det med at hun aldrig tilbyder at komme hjem til jer: der tænker jeg, men inviterer i nogensinde hende? Måske tænker hun at hun ikke vil trænge sig på hjemme hos jer? Især når din mand jo nødigt besøger hende. 

Det er svært at være hørehæmmet man bliver jo så hurtigt sat af i en social situation og det er da helt vildt synd. Tænker man som familie skal arbejde med at kunne rumme det - selvom det kan gøre nogle situationer mere anstengte. Et sted at starte for dig selv er måske også at gøre op med tanken om at tavsheden er SÅ dybt pinlig for dig og overfor din kæreste (i har trods alt været sammen i mange år efterhånden). Måske er det tid til at slutte lidt fred med den og at acceptere at det bare er noget andet at besøge din mor end hans forældre - og det er ok. 

Nej, det gør vi faktisk ikke. Altså inviterer hende hjem til os. Kun til fødselsdage og jul. Jeg besøger altid hende. Men omvendt så syntes jeg heller ikke at hun kan beklage sig over at det er lang tid siden hun har set mig når hun aldrig kommer her. Hvorfor skal jeg altid komme til hende? Jeg gør det af den pligtfølelse som du beskriver og af lyst også. Hun kunne jo sagtens tage bussen ud til os. 

Enig med dig i at hørehæmmede hurtig bliver socialt udstødte og det er jo synd. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hej med dig

Jeg kan godt se det svære i din situation, men jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du spørger om råd til? Er det fordi du gerne vil ændre situationen? Have din kæreste til at besøge hende oftere? Eller helt undgå at han kommer med?

Alt det bedste herfra!

PS: Jeg kan godt forstå at det er svært at have en mor som er "anderledes". I dit indlæg lyder det dog som om at du selv er kommet nogenlunde over hende begrænsninger - men mest af alt er pinlig overfor din kæreste? Til det vil jeg blot sige, at han selvfølgelig elsker dig - og en del af dette består i at rumme hele den "pakke" du kommer med. Inklusiv en mor som er lidt svær. Hvis det drejer sig om et par besøg om året, så kan han helt sikkert godt klare det

Jeg ved det ikke helt.... Måske bare at få min situation "ud" og af med mine tanker og noget forståelse i det hele her. 

 mor Min mor er født hørehæmmet så jeg har jo altid været vant til hendes handicap. Er vokset op med det og skulle desværre blive voksen ret hurtig i en alder af 13 år da min far døde som ikke var hørehæmmet. Lige pludselig skulle jeg hjælpe min mor med alt praktiske og at snakke med relevante voksne mennesker. Alt det min far tog sig af.

Anonym skriver:

Jeg ved det ikke helt.... Måske bare at få min situation "ud" og af med mine tanker og noget forståelse i det hele her. 

 mor Min mor er født hørehæmmet så jeg har jo altid været vant til hendes handicap. Er vokset op med det og skulle desværre blive voksen ret hurtig i en alder af 13 år da min far døde som ikke var hørehæmmet. Lige pludselig skulle jeg hjælpe min mor med alt praktiske og at snakke med relevante voksne mennesker. Alt det min far tog sig af.

Hvad med at starte en brevveksling op, hvor du spøger ind til hende og selv fortæller om dig, så i får et mere fortroligt forhold, i et brev er i ligeværdige kommunikationsmæssigt. 

Får lidt følelsen af at i ikke helt kender hinanden mor og datter da meget går tabt i kommunikationen, og det er synd for jer begge to da i jo begge vil hinanden, på hver jeres stille måde.

Altså jeg har et familie medlem, der ikke siger meget og i lang tid tænkte jeg "tør trunte" men en dag (okay jeg havde drukket lidt rødvin) tog jeg mig sammen og spurgte hende om det var mig hun ikke brød sig om eller om hun bare var meget gernert.

det viste sig hun elskede vores selskab, morede sig gevaldigt men hun var typen der ikke sagde meget hun nød bare selskabet og andre menneskers engergi - ret smukt et eller andet sted 

kan din mor være sådan en type? Og så er der jo ikke andet for end i må besøge hende noget mere og øve jer i at slappe af hos hende  

og så lad vær at samlingne jeres familier det er ikke fair overfor nogen  

Anonym skriver:

Nej, det gør vi faktisk ikke. Altså inviterer hende hjem til os. Kun til fødselsdage og jul. Jeg besøger altid hende. Men omvendt så syntes jeg heller ikke at hun kan beklage sig over at det er lang tid siden hun har set mig når hun aldrig kommer her. Hvorfor skal jeg altid komme til hende? Jeg gør det af den pligtfølelse som du beskriver og af lyst også. Hun kunne jo sagtens tage bussen ud til os. 

Enig med dig i at hørehæmmede hurtig bliver socialt udstødte og det er jo synd. 

Jeg synes du skal læse det du har skrevet her en gang til. I inviterer hende ikke hjem til jer, men er trætte af at hun ikke kommer. Måske kan den del af problematikken løses med en invitation 

Pikku Myy skriver:

Jeg synes du skal læse det du har skrevet her en gang til. I inviterer hende ikke hjem til jer, men er trætte af at hun ikke kommer. Måske kan den del af problematikken løses med en invitation 

Jo jo men hvorfor ikke selv lige skrive en SMS med jeg har kage hvis I giver kaffe så kommer jeg forbi? Kan sagtens godt se at vi også kan invitere hende selv men det er heller ikke forbudt selv at komme forbi uden en invitation er det?

Anonym skriver:

Jo jo men hvorfor ikke selv lige skrive en SMS med jeg har kage hvis I giver kaffe så kommer jeg forbi? Kan sagtens godt se at vi også kan invitere hende selv men det er heller ikke forbudt selv at komme forbi uden en invitation er det?

Tingene ændrer sig sjældent, hvis man ikke gør en indsats. Det er ikke en del af jeres normale mønster at din mor kommer spontant forbi. Det vil du gerne have ændret på. Så synes jeg du skal give det et forsøg ved at invitere hende. Hvis du ikke prøver, sker der nok hvert fald ikke noget.

Anonym skriver:

Kan godt se din pointe! 

Problemet er bare at min mor ikke kan forstå alm. hørende og så bliver jeg en form for tolk. Mistede min far da jeg var 13 år og så blev jeg lige pludselig den voksne, for min mor kunne jo ikke tage telefonen eller snakke med andre mennesker. 

Men jeg fornemmer også bare på min kæreste at han ikke har lyst til at tage derud fordi der ikke rigtig "sker" noget. 

Men ja. Hun er også sådan som person for hun har et vennepar der hjælper hende meget og de er helt modsat hende. De elsker at snakke med andre mennesker.

Hej 

jeg har tænkt over dit indlæg siden i formiddags... Og jeg mine tanker var blandt andet om du er som mange er vokset op ( hørende børn af døve) blevet tidligt voksen ift praktiske ting. Og det er jo det som du selv beskriver her.

Når man har anderledes forældre ( mine var alkoholikere og hele min familie er hørende, så 'døveverden' har jeg kendskab til via mit tidligere arbejde) så tror jeg, at den pinlighed over at de er anderledes ofte vil være der indeni - selvom man ved med sin fornuft, at det ikke er logisk. 

Til hendes fødselsdag hvilket sprog er så mest brugt - verbalt dansk, tegnstøttet kommunikation eller tegnsprog? Bare nysgerrig ....

Personligt synes jeg ikke, at tegnsprog bare er noget man lige lærer - dog ville det da være rart, hvis det var sådan. 

Du er velkommen til at skrive en privatbesked til mig

Jeg har selv døve og dårligt hørende i familien.

Jeg synes virkelig det lyder til at du synes det er en sur pligt at skulle besøge din mor.... At hun ikk kommer til hvorfor, hvorfor skulle hun det? Sådan som du beskriver situationen så kan jeg ærlig talt godt forstå at hun ikk gør.. Der er pinlig tavshed (du keder dig) og din kæreste er aldrig med. Jeg ville personligt selv føle mig som en byrde hvis jeg skulle besøge familie...

Hvorfor snakker du ikk med hende om det? At hun gerne må komme til jer. Gå nogle ture med hende