Min mor og kæreste.

 Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste i snart 9 år. 

Min mor er tunghørende (altså halvdøv) og har svært ved at forstå hvad andre hørende mennesker som os siger og hun indleder ikke gerne i samtaler med hørende. Jeg snakker jo fint med hende og kan desuden også tegnsprog som er nødvendigt og jeg er ikke døv eller noget.

Min kæreste er også normal hørende.

Her kommer mit problem. Vi min kæreste og jeg er kun ude ved hende sammen til hendes fødselsdag. Ellers er han aldrig med og jeg er selv sammen med min datter. Ergo er han kun derude den ene han om året. Jeg har egentlig med vilje ikke inviteret ham med når jeg har skulle besøge min mor af den grund at der rent ud sagt er kedeligt hos hende. Min mor og jeg har ikke det helt vilde mor og datter forhold og vi har meget svært ved at finde emner og ting at snakke om så derfor er der meget tavshed når jeg er hos hende. Jeg snakker aldrig dybe emner med hende da jeg ikke kan det og min mor har det bare ikke i sig at snakke privat om problemer osv. 

Jeg inviterer ikke min kæreste med derud da jeg simpelthen syntes det er pinligt at der er så meget tavshed og at vi næsten ikke snakker sammen. Min mor og min kæreste har aldrig vekslet nogen ord med hinanden andet end Hej og tillykke eller glædelig jul. Hver gang vi har været derude har jeg altid haft det stramt og vil meget hellere bare hurtig hjem. Netop fordi jeg er flov, nervøs og pinlig. Det er så pinligt at sidde ved et kaffebord og næsten ingen ord bliver sagt. Kan også godt fornemme på min kæreste at han faktisk slet ikke har lyst til at tage med ud til min mor og jeg forstår ham egentlig godt. Han er fra en helt anden familie hvor han snakker utrolig godt med sine forældre. Lige fra vejr og vind til dybe personlige ting. Der er aldrig tavshed ved dem og jeg har det også bare godt hos dem. Vi bliver tit inviteret til spidsen osv. Vi hygger os hos dem. Det kan slet ikke måles hos min mor. Vi bliver aldrig inviteret hjem til hende en eftermiddag udover hendes fødselsdag den ene gang om året og hvis jeg ikke har besøgt hende i et stykke tid skriver hun til mig på SMS og spørger om jeg ikke snart kommer. Hun spørger aldrig om hun lige må besøge os. Hun har bare ikke det familiære i sig og omsorg for andre. Hun er min mor og har haft en god barndom trods alt men det dybe mor og datter forhold får vi aldrig.

Det skal lige siges at hun kommer altid til min kærestes fødselsdag og giver ham hver gang pengegave. 

Hvad tænker I? Er jeg urimelig eller kan I godt forstå mig? Jeg gruer allerede nu for at vi skal hjem til hende imorgen til hende fødselsdag. Hvis bare jeg kunne gøre det selv var det ingen problemer.

Jeg må indrømme jeg forstår ikke helt hvad det er du vil have råd om?

Jeg kan godt følge dig i den situation, men omvendt så er jeg også bare typen der ville tage det op til eftertanke i mig selv. Stille spørgsmål til mig selv "hvorfor bryder jeg mig ikke om tavsheden?" F.eks.

Få kan holde tavshed ud i længere tid, men jeg synes faktisk der er noget smukt i, at man tør være tavs og stille og bare nyde samværet uden der er brug for "at bryde isen" eller behov for at snakke sammen hele tiden.Jeg tror i virkeligheden at din mor elsker jeres besøg, også selvom hun ikke siger det. Som du selv nævner sender hun en sms engang imellem. Og at hun inviterer jer over til hende betyder nødvendigvis ikke, at hun ikke ønsker at komme over til jer. Måske skal i bare spørge?

Jeg fornemmer lidt at du synes det kan være akavet og pinligt at være sammen med din mor. Forstår godt hvad du mener, men tror det vil være sundt at prøve at vende den med dig selv indeni dig. Og slippe den. Det er jo en eller anden form for kontrol over situationen. Måske kunne du ovenikøbet tage springet og sige til din mor ar du nogen gange har syntes at det er pinligt at ses med hende - især overfor din kæreste. Også selvom jeres mor-datter forhold ikke er prangende. Din mor vil da helt sikkert synes det er fedt om du tør sige det rent ud..

Mit råd er at se på dig selv og hvorfor du synes det er akavet og pinligt, og hvordan du kan gøre det sådan for dig selv at det bliver mere naturligt frem for pinligt at se hende. Prøv næste gang (i dag?) at vær i tavsheden hvis du kan. Og hvis ikke så snak med hende stille og roligt (tegnsprog osv) som du eventuelt plejer..Hvad synes din datter om at være der?

Jeg sys faktisk at når man har en døv/ dårlig hørende mor at man selv bør gøre lidt for at kunne snakke med hende mon hun ikke Sys det er lige så trist pinligt at hun ikke kan snakke med jer mit råd tag et tegnesprogslutsum med din kæreste så han kan lære det så skal du se så kommer det nok alt sammen 

Selvom din mor er tavs, kan det jo ligeså vel være at hun er sådan som menneske bare, nogle mennesker er generte, selvom hun er tavs, så kan hun jo sagens nyde jeres selskab. 

Jeg er selv en lidt tavs person til tider, hvor folk nærmest skal hive ordene ud af mig, men derfor elsker jeg og nyder folk selskab.

Men jeg synes at du Gør din mor til noget "forfærdeligt" selvom hun ikke er det. 

Du ligger selv ud med at du ikke vil have din kæreste med ud til hende, fordi hun ikke rigtig siger noget, og sådanne ting. 

Og det syntes jeg sgu er synd for hende, jo mere du vælger at din kæreste skal forblive væk fra din mor og aldrig snakker om hende sammen med kæresten, så får din kæreste  et helt forkert indtryk af din mor. 

For hvad jeg læser frem til, så er hun jo intet dårligt menneske? 

Du vælger selv at Gøre din mor til noget hun faktisk ikke er.

Hvis i sammen besøgte din mor nogle gange om måneden, og selv startede samtalerne, smilede, gav kram, snakkede om vind og vejr, så lige pludselig ville din mor live mere op, fordi hun ville få følelsen af, at i rent faktisk kan li hende. 

At hun sender en SMS til dig, om du ikke snart besøger hende, det siger da mig meget om at hun faktisk savner dig. 

Syntes i skulle prøve at sadle lidt om. 

Tag din kæreste og datter med på besøg hos din mor noget tier, og forbered din kæreste på at han nok skal starte samtaler selv, til din mor. Det er der jo intet galt i. 

Smil og være glad i hendes nærvær. 

Inviterer hende til mad noget tier hos jer, forslå selv om i os skal finde en dag og spise hos hende osv. 

Lav fx en dag hvor i inviterer hende med i skoven, på museer eller noget andet. 

Lav ting sammen, så hun føler sig noget værd os, syntes som sagt at du giver din kæreste et helt forkert indtryk af din mor. 

Fordi hun har et handicap med og være halvdøv, det Gør hende jo ikke til noget dårligere menneske, som man helst skal holde sig fra? 

Og husk nogle mennesker er lidt tavse, men derfor kan de sagtens elske andres selskab. 

Håber i får bygget et bedre bånd op med din mor

Egentlig kan jeg godt forstå dig. I min familie har der altid været en mormor og senere en mor som har krævet særlig opmærksomhed - ikke pga. Af hørenedsættelse men pga. Af psykisk sygdom. Det er jo ikke det samme, men hvad der dog er ens i situationerne er at det er personer der kræver et særligt hensyn og når man er sammen med dem er det ofte i en blanding af lyst (fordi man jo trods alt elsker dem) og af pligtfølelse (fordi det jo er ens mor). Derfor kræver det også bare noget ekstra energi at være sammen med dem fordi man bliver den person som skal tage hensyn og have overskud. Når det er sagt synes jeg også det er vigtigt at tage sig tid til netop at bruge den tid sammen med sin mor. 

Jeg tænker også som en anden skriver at i skal prøve og bryde rammerne lidt og lave noget sammen, så i ikke altid bare sidder overfor hinanden ved kaffebordet i stilhed. Samtidig tænker jeg at du skulle inddrage din kæreste mere og i kunne starte i det små med at han spørger ind til et par ting hos hende - lær ham lidt tegnsprog - det er en lille start. 

Det med at hun aldrig tilbyder at komme hjem til jer: der tænker jeg, men inviterer i nogensinde hende? Måske tænker hun at hun ikke vil trænge sig på hjemme hos jer? Især når din mand jo nødigt besøger hende. 

Det er svært at være hørehæmmet man bliver jo så hurtigt sat af i en social situation og det er da helt vildt synd. Tænker man som familie skal arbejde med at kunne rumme det - selvom det kan gøre nogle situationer mere anstengte. Et sted at starte for dig selv er måske også at gøre op med tanken om at tavsheden er SÅ dybt pinlig for dig og overfor din kæreste (i har trods alt været sammen i mange år efterhånden). Måske er det tid til at slutte lidt fred med den og at acceptere at det bare er noget andet at besøge din mor end hans forældre - og det er ok. 

Anonym skriver:

 Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste i snart 9 år. 

Min mor er tunghørende (altså halvdøv) og har svært ved at forstå hvad andre hørende mennesker som os siger og hun indleder ikke gerne i samtaler med hørende. Jeg snakker jo fint med hende og kan desuden også tegnsprog som er nødvendigt og jeg er ikke døv eller noget.

Min kæreste er også normal hørende.

Her kommer mit problem. Vi min kæreste og jeg er kun ude ved hende sammen til hendes fødselsdag. Ellers er han aldrig med og jeg er selv sammen med min datter. Ergo er han kun derude den ene han om året. Jeg har egentlig med vilje ikke inviteret ham med når jeg har skulle besøge min mor af den grund at der rent ud sagt er kedeligt hos hende. Min mor og jeg har ikke det helt vilde mor og datter forhold og vi har meget svært ved at finde emner og ting at snakke om så derfor er der meget tavshed når jeg er hos hende. Jeg snakker aldrig dybe emner med hende da jeg ikke kan det og min mor har det bare ikke i sig at snakke privat om problemer osv. 

Jeg inviterer ikke min kæreste med derud da jeg simpelthen syntes det er pinligt at der er så meget tavshed og at vi næsten ikke snakker sammen. Min mor og min kæreste har aldrig vekslet nogen ord med hinanden andet end Hej og tillykke eller glædelig jul. Hver gang vi har været derude har jeg altid haft det stramt og vil meget hellere bare hurtig hjem. Netop fordi jeg er flov, nervøs og pinlig. Det er så pinligt at sidde ved et kaffebord og næsten ingen ord bliver sagt. Kan også godt fornemme på min kæreste at han faktisk slet ikke har lyst til at tage med ud til min mor og jeg forstår ham egentlig godt. Han er fra en helt anden familie hvor han snakker utrolig godt med sine forældre. Lige fra vejr og vind til dybe personlige ting. Der er aldrig tavshed ved dem og jeg har det også bare godt hos dem. Vi bliver tit inviteret til spidsen osv. Vi hygger os hos dem. Det kan slet ikke måles hos min mor. Vi bliver aldrig inviteret hjem til hende en eftermiddag udover hendes fødselsdag den ene gang om året og hvis jeg ikke har besøgt hende i et stykke tid skriver hun til mig på SMS og spørger om jeg ikke snart kommer. Hun spørger aldrig om hun lige må besøge os. Hun har bare ikke det familiære i sig og omsorg for andre. Hun er min mor og har haft en god barndom trods alt men det dybe mor og datter forhold får vi aldrig.

Det skal lige siges at hun kommer altid til min kærestes fødselsdag og giver ham hver gang pengegave. 

Hvad tænker I? Er jeg urimelig eller kan I godt forstå mig? Jeg gruer allerede nu for at vi skal hjem til hende imorgen til hende fødselsdag. Hvis bare jeg kunne gøre det selv var det ingen problemer.

 

Hej med dig

Jeg kan godt se det svære i din situation, men jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du spørger om råd til? Er det fordi du gerne vil ændre situationen? Have din kæreste til at besøge hende oftere? Eller helt undgå at han kommer med?

Alt det bedste herfra!

PS: Jeg kan godt forstå at det er svært at have en mor som er "anderledes". I dit indlæg lyder det dog som om at du selv er kommet nogenlunde over hende begrænsninger - men mest af alt er pinlig overfor din kæreste? Til det vil jeg blot sige, at han selvfølgelig elsker dig - og en del af dette består i at rumme hele den "pakke" du kommer med. Inklusiv en mor som er lidt svær. Hvis det drejer sig om et par besøg om året, så kan han helt sikkert godt klare det

Sprit25 skriver:

Jeg må indrømme jeg forstår ikke helt hvad det er du vil have råd om?

Hmm... Tja jeg ved det faktisk ikke rigtig  Tror bare at jeg på en måde skulle have mine tanker ud og måske noget forståelse i det hele her. 

Røverdatter skriver:

Jeg kan godt følge dig i den situation, men omvendt så er jeg også bare typen der ville tage det op til eftertanke i mig selv. Stille spørgsmål til mig selv "hvorfor bryder jeg mig ikke om tavsheden?" F.eks.

Få kan holde tavshed ud i længere tid, men jeg synes faktisk der er noget smukt i, at man tør være tavs og stille og bare nyde samværet uden der er brug for "at bryde isen" eller behov for at snakke sammen hele tiden.Jeg tror i virkeligheden at din mor elsker jeres besøg, også selvom hun ikke siger det. Som du selv nævner sender hun en sms engang imellem. Og at hun inviterer jer over til hende betyder nødvendigvis ikke, at hun ikke ønsker at komme over til jer. Måske skal i bare spørge?

Jeg fornemmer lidt at du synes det kan være akavet og pinligt at være sammen med din mor. Forstår godt hvad du mener, men tror det vil være sundt at prøve at vende den med dig selv indeni dig. Og slippe den. Det er jo en eller anden form for kontrol over situationen. Måske kunne du ovenikøbet tage springet og sige til din mor ar du nogen gange har syntes at det er pinligt at ses med hende - især overfor din kæreste. Også selvom jeres mor-datter forhold ikke er prangende. Din mor vil da helt sikkert synes det er fedt om du tør sige det rent ud..

Mit råd er at se på dig selv og hvorfor du synes det er akavet og pinligt, og hvordan du kan gøre det sådan for dig selv at det bliver mere naturligt frem for pinligt at se hende. Prøv næste gang (i dag?) at vær i tavsheden hvis du kan. Og hvis ikke så snak med hende stille og roligt (tegnsprog osv) som du eventuelt plejer..Hvad synes din datter om at være der?

Tavsheden er bare for mig ekstra pinlig hos min mor når min kæreste er med da han kommer fra en rigtig snakkesaglig familie og så er det bare helt omvendt hos min mor. Er bange for hvad han tænker. Og så har jeg allermest lyst til at flygte og kan bare ikke slappe af og det er ubehageligt syntes jeg. Det er bare noget der skal overståes for at sige det rent ud. 

Min datter har det fint med at være hos hende. Hun bliver godt forkælet af hende og mm mor kan sagtens snakke med hende. Men det er langt fra det samme forhold til hende som hun har til hendes farmor og farfar. Min datter er lidt mere nærværende hos hendes farmor og farfar. Hos min mor keder hun sig hurtigt og vil hurtig hjem igen. Hun føler sig langt mere hjemme hos hendes farmor og farfar end hos min mor. 

lillespir24 skriver:

Jeg sys faktisk at når man har en døv/ dårlig hørende mor at man selv bør gøre lidt for at kunne snakke med hende mon hun ikke Sys det er lige så trist pinligt at hun ikke kan snakke med jer mit råd tag et tegnesprogslutsum med din kæreste så han kan lære det så skal du se så kommer det nok alt sammen 

Hmm... Kan godt se din pointe. 

Nu er jeg ikke selv ekspert i at yde tegnsprog kan kun det mest nødvendige så når jeg har prøver at fortælle noget spændende osv så forstår min mor det bare ikke tror jeg og så nikker hun bare og siger ikke rigtig noget til det. Og det kan også vær selvom jeg har fortalt hende noget som jeg ved hun forstår. Hun virker lidt "ligeglad" og så har jeg ikke lyst til at fortælle hende så meget. Så er det bare hurtig videre til det næste der kan siges. Altså vi kommer aldrig i de dybe emner eller ned i de ting jeg har at sige.