Mor8320 skriver:
Yup, som overskriften angiver, så synes jeg de første 12 uger er de værste og de absolut længste, i forhold til de resterende 28 uger eller sådan cirkus. For jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt, dvs. om der er liv derinde før nf. skanningen. Og vi har ikke lyst til at fortælle nyheden til nogen, før vi er blevet forsikret om, at alt er som det skal være til nf. Skanningen. Så at gå rundt uden at fortælle det til nogen, inkl. vores to sønner, det er bare alt for hårdt. Og jeg er kun 5+3 lige nu, så der er laaang tid til uge 12.
Er der andre der har det lissom mig?
Knus Moi
Jeg syntes de var FORFÆRDELIGE...
Førstegangs, anede intet om hvad der skete i min krop.. Blev blæst fuld af alle mulige informationer.. Hvor stor/lille foster var, hvad der nu var udviklet, men også chancen for abort, downs eller andet.
Læste at man frem til uge 12 mere eller mindre skulle passe sig selv. først efter kunne man blive taget seriøst (Tror mine hormoner spillede et puds, for var sgu lidt nærtagende)
Vi var til tryghedssamtale på Herlev.. Jeg kunne overhovedet ikke glæde mig over min graviditet.
Vi kom til samtale hos en JM med speciale i genetik og arvelige sygdomme. Jeg hylede fra jeg kom og til jeg gik og kan intet huske af samtalen idag.
Eller jo, får nævnt at jeg jo ikke har andre beviser en 5 tests. Tror hun vil hente noget papir til mit forgrædte fjæs
Hun havde dog i stedet fundet et rum hvor hun lyn-scannede mig...
Tjekkede ikke for noget, men vi så og hørte hjertelyd og fik kommentaren "nakkefolden ser også fin ud".. Tænker man ikke siger sådan med mindre man er lidt sikker i sin sag?
Det var 1 uge før nf, men det betød rigtig meget 
Undskyld det blev så langt, men du satte lige ord på mine følelser 