Jeg er fortvivlet :(

Smilet skriver:

Jeg kan godt forstå den frygt for at søster skal blive gravid  jeg diger dig det kom som det største slag i hovedet da hun fortalte det til mig - samtidig var jeg så også en af de sidste i familien der fik det at vide, trods min søster og jeg er meget tætte

vi har prøvet sådan on and off i 2 år. 

Hold da op! Slet ik sjovt! Ved hun I prøvede eller? 

Okay, det er også meget lang tid. Får I hjælp eller? 

Det tog også et godt stykke tid for os at få nr et, plus et par IUI forsøg som ikke lykkedes. Det lykkedes dog at blive økogravid imellem forsøg nr 2 og 3, jeg fik hormoner så tog ægløsende sprøjte, og hvor uromantisk og "pålagt" det end lyder, ja så havde vi sex 2 gange om dagen i 2 dage i træk! Det resulterede i økograviditet

Denne her gang er jeg igen blevet økogravid (lige før vi skulle igang med IUI igen) - her også ved at jeg tog æl test, og "hyggede" med manden 3 gange på 2 dage. Alle øvrige gange hvor vi bare hyggede ved lyst er jeg ikke blevet gravid. Smed dog også 20 ekstra kilo mellem graviditet 1 og 2, hvilket måske har gjort det nemmere?

Prøv at være lidt mere konsekvent omkring sex ved ægløsning, prøv at gøre det flere gange dagligt i de 2 dage selvom det kan virke pålagt.

og så vil jeg klart anbefale at i fortæller nærmeste familie omkring jeres pb og problemer herved, det gør situationen nemmere og man slipper for de der evige kommentarer med hvornår er det jeres tur osv.

Missy_B skriver:

Det tog også et godt stykke tid for os at få nr et, plus et par IUI forsøg som ikke lykkedes. Det lykkedes dog at blive økogravid imellem forsøg nr 2 og 3, jeg fik hormoner så tog ægløsende sprøjte, og hvor uromantisk og "pålagt" det end lyder, ja så havde vi sex 2 gange om dagen i 2 dage i træk! Det resulterede i økograviditet

Denne her gang er jeg igen blevet økogravid (lige før vi skulle igang med IUI igen) - her også ved at jeg tog æl test, og "hyggede" med manden 3 gange på 2 dage. Alle øvrige gange hvor vi bare hyggede ved lyst er jeg ikke blevet gravid. Smed dog også 20 ekstra kilo mellem graviditet 1 og 2, hvilket måske har gjort det nemmere?

Prøv at være lidt mere konsekvent omkring sex ved ægløsning, prøv at gøre det flere gange dagligt i de 2 dage selvom det kan virke pålagt.

og så vil jeg klart anbefale at i fortæller nærmeste familie omkring jeres pb og problemer herved, det gør situationen nemmere og man slipper for de der evige kommentarer med hvornår er det jeres tur osv.

Tak for dit svar og de gode råd Vi må hygge noget mere, og se om det giver held   Dejligt det lykkes for jer på den måde    Har længe prøvede I? Jeg har en ustabil cyklus, så ved desværre ik rigtig hvornår jeg har æl, har overvejet æl-teste, men det virker også sådan lidt.. Prøver jo at lade være at tænke på det konstant, og æl-teste hjælper nok ik på det.. Men har meget overvejet at prøve de teste. 

Vi overvejer det, men tvivler på at vi får lyst til at sige det til dem, ik endnu, ihvertfald, selvom det nok ville lette 

Babydrøm skriver:

Tak for dit svar og de gode råd Vi må hygge noget mere, og se om det giver held   Dejligt det lykkes for jer på den måde    Har længe prøvede I? Jeg har en ustabil cyklus, så ved desværre ik rigtig hvornår jeg har æl, har overvejet æl-teste, men det virker også sådan lidt.. Prøver jo at lade være at tænke på det konstant, og æl-teste hjælper nok ik på det.. Men har meget overvejet at prøve de teste. 

Vi overvejer det, men tvivler på at vi får lyst til at sige det til dem, ik endnu, ihvertfald, selvom det nok ville lette 

Vi havde prøvet i 13 mdr da vi søgte hjælp, 2 mdr efter fik vi vores første IUI forsøg. Min cyklus var lang 35-37 dage og min mand havde nedsat kvalitet. Alligevel prøvede jeg med æl teste HVER måned da jeg ville være sikker på at min krop fungerede. Det gjorde den heldigvis, 15 dage inden mens start viste den positiv.

Jeg ville forsøge mig i en periode med æl test, ja det koster lidt, men det er småpenge i forhold til det følelsesmæssige nederlag man oplever hver gang mens kommer. Det kan også give dig en indikation af, om din æl er fast, eller om den også er uregelmæssig? 

Og hvis du er lidt overvægtig - så prøv at ændre lidt på kosten, fjern så meget stivelse som du kan (ris, pasta mv), og undgå for meget sukker, det påvirker insulinniveauet som igen påvirker fertiliteten

Babydrøm skriver:

Tak for dit svar 

Jeg giver dig ret, men hold da op det er svært! Ved ik hvordan jeg skal gøre det, eller om jeg kan eller vil. Men ja det ville nok lette, men ja.. 

Jeg kan godt forstå at det er svært, men det vil samtidig være en kæmpe lettelse, det er jeg næsten sikker på. Husk at du selv bestemmer, hvor meget du vil dele og med hvem. Jeg ville nok udvælge en god veninde eller min familie, og så stille og roligt lukke op.

I mit eget tilfælde vidste en del i min omgangskreds, at jeg var gravid første gang. Da jeg så mistede, var det faktisk rigtig rart at kunne tale åbent om alt den sorg som det medførte. Man bliver hverken mere eller mindre gravid af at gå med det hele selv, så selvom det er svært at turde sige højt når det driller, så hjælper det virkelig at lette sit hjerte. Som sagt, så håber jeg alt det bedste for dig - og krydser for at det snart er din tur 

Missy_B skriver:

Vi havde prøvet i 13 mdr da vi søgte hjælp, 2 mdr efter fik vi vores første IUI forsøg. Min cyklus var lang 35-37 dage og min mand havde nedsat kvalitet. Alligevel prøvede jeg med æl teste HVER måned da jeg ville være sikker på at min krop fungerede. Det gjorde den heldigvis, 15 dage inden mens start viste den positiv.

Jeg ville forsøge mig i en periode med æl test, ja det koster lidt, men det er småpenge i forhold til det følelsesmæssige nederlag man oplever hver gang mens kommer. Det kan også give dig en indikation af, om din æl er fast, eller om den også er uregelmæssig? 

Og hvis du er lidt overvægtig - så prøv at ændre lidt på kosten, fjern så meget stivelse som du kan (ris, pasta mv), og undgå for meget sukker, det påvirker insulinniveauet som igen påvirker fertiliteten

 

Hvor dejligt det lykkes for jer 

Ja det er selvfølgelig rigtigt, måske skulle jeg prøve dem, det ville jo være rigtig rart at finde ud af med den æl Især da min cyklus er ustabil. 

Jeg er også igang med en kostomlægning, det kan aldrig skade at tabe mig lidt og komme i bedre form, heller ik i forhold til at skulle klare en graviditet Tak for dine svar 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg kan godt forstå at det er svært, men det vil samtidig være en kæmpe lettelse, det er jeg næsten sikker på. Husk at du selv bestemmer, hvor meget du vil dele og med hvem. Jeg ville nok udvælge en god veninde eller min familie, og så stille og roligt lukke op.

I mit eget tilfælde vidste en del i min omgangskreds, at jeg var gravid første gang. Da jeg så mistede, var det faktisk rigtig rart at kunne tale åbent om alt den sorg som det medførte. Man bliver hverken mere eller mindre gravid af at gå med det hele selv, så selvom det er svært at turde sige højt når det driller, så hjælper det virkelig at lette sit hjerte. Som sagt, så håber jeg alt det bedste for dig - og krydser for at det snart er din tur 

Ja jeg kan godt se det, det du skriver det giver jo god mening. Men hold da op det er svært! 

Det gør mig ondt du har mistet  Jeg kunne godt forstille mig at det var en lettelse at folk vidste det, også for at bearbejde sorgen. Nej det gør man jo ik, må se om jeg får lysten og modet til at lette mit hjerte. Tusind tak for dine opmuntrende ord og dine svar  Håber også inderligt at storken snart finder vej til os  

Babydrøm skriver:

Tak for dit svar 

Ja I har jo nok ret  Men hold da op det er svært! Jeg er glad for at høre at det hjalp jer og ja ekstra skønt at slippe for de der spørgsmål  Hvordan reagerede jeres nærmeste da I sagde at I havde prøvet i et år? Hvis jeg må spørge? Ændrede de sig? Det føles ik som et ekstra pres, at nu skal det lykkes? Kan godt forstille mig, at de glæder sig endnu mere nu Det giver god mening  

Hvor dejligt at hun også lukkede op så I kan bruge hinanden, det må være rigtig dejligt!  

Ja det er jo rigtigt, folk vil jo gerne hjælpe, derfor de kommer med deres råd 

Jeg kan huske, at jeg også syntes, at det var meget svært at tage hul på snakken første gang. Men min kæreste havde lige været meget syg og fået fjernet en testikel, så jeg kunne bare ikke holde ud at gå med det hele mere. Så derfor fortalte vi det til vores nærmeste familie og de nærmeste venner. Det er stadig kun forældre og søskende der ved det i familien (men det er så også 13 personer, da vi begge er skilsmissebørn ), jeg har bedt dem om at holde det for dem selv, da jeg ikke gider, at alt skal handle om fertilitet til familiefesterne  

Men de vidste jo godt, at vi gerne ville have en mere, da det aldrig har været en hemmelighed (ligesom det nok ikke er en hemmelighed, at I en dag gerne vil have børn - måske de bare går og venter på at blive "overraskede" - det gjorde min mor ved nr. et). Men de blev da kede af det på vores vegne, at det ikke var lykkes for os inden hans sygdom, og at vi må kæmpe mere for det nu, hvor min kæreste har problemer med sin sædkvalitet. Jeg synes ikke, at de har ændret sig overfor os, og nu er det kun den udvidede familie der ind i mellem spørger, om vi snart skal have nr. 2. Men her holder de også igen, da de alle ved at han var syg, og nok godt kan lægge 2 og 2 sammen, at det ikke er så let for os...

Næsten ingen spørger selv til, hvordan det går med behandlingen, da de ikke vil træde os over træerne. Men når der er noget at fortælle, så får de oftest lige en update på hele situationen og de er altid klar til at snakke om det, når vi åbner op. Tit er der jo også ventetid, så får de bare at vide, at nu går der i hvert fald 1,5-2 måneder før der sker noget igen, og så venter de bare tålmodigt ligesom os.

Fra vores familier er der intet pres, og jeg føler ikke, at jeg nu skal "præstere" at blive gravid med det samme - i hvert fald ikke for deres skyld. Men jeg er selv vildt utålmodig og håber inderligt, at det snart sker, men det er mere fordi, at vores datter hele tiden bliver ældre, og jeg håber, at der ikke ender med at være alt for mange år imellem dem (lige nu er håbet, at der bliver under 4 år mellem dem).

Babydrøm skriver:

Ja synes det er rigtig svært om skal/skal ikke fortælle.. Kender alt til de der symptomer, utroligt man føler alle de symptomer og ja ingenting så unfair når man ønsker det så meget! Det gør mig ondt, kan forstille mig hvordan du har det  Forstår godt du sagde det til kæresten, ville jeg også gøre med det samme, og højst sandsynligt til mine søstre.. Ved det ik, kommer an på hvordan jeg har det, når det lykkes. For jeg har også tænkt, vi venter da med at sige det til uge 12, men tror slet ik jeg vil kunne eller have lyst til at holde det hemmeligt for min mor og søstre indtil uge 12, men finder jeg ud af når det sker  

Mine søstre er også som tætte veninder, derfor den er ekstra svær. En veninde ved det, men det svinger meget hvor tit vi ses og har kontakt, mega ærgerligt da jeg jo godt kunne bruge at snakke med hende om alt det her. 

Hvor længe har I prøvet? 

 

Jeg tror aldrig der kommer noget dårligt ud af at dele det med ens nærmeste, når jeg tænker over det… hvad er det man er bange for? Måske at vi fejler som du også skriver, det ikke at være perfekt… som jeg skrev blev jeg lidt flov over det, men omvendt så er det jo pjat at være flov, det jo følelser man sidder med :-) David og jeg snakked om det igår og det med at sige det, og vi er begge meget glade den dag det sker, og jeg tror slet ikke vi kan holde det hemmeligt så længe…. han fortalte også at han havde delt det med et par af kammaraterne, og det var jeg rigtig glad for at høre

Vi har kun været igang i tre måneder, så der er ingen panik overhovedet.. kun det der er jeg/er jeg ikke, som gik os begge på … uvisheden, når testen ikke er positiv men man har nogle ideer om at der er noget… 

Læste igår om det de kalder "bio" herinde, vidste ikke hvad det var, men da jeg læste om det, kunne det jo give mening jeg havde haft sådan en, altså at det befrugtede æg ikke blev til noget, eller satte sig fast!

Hvor lang tid har i været igang?

LilleMie skriver:

Jeg kan huske, at jeg også syntes, at det var meget svært at tage hul på snakken første gang. Men min kæreste havde lige været meget syg og fået fjernet en testikel, så jeg kunne bare ikke holde ud at gå med det hele mere. Så derfor fortalte vi det til vores nærmeste familie og de nærmeste venner. Det er stadig kun forældre og søskende der ved det i familien (men det er så også 13 personer, da vi begge er skilsmissebørn ), jeg har bedt dem om at holde det for dem selv, da jeg ikke gider, at alt skal handle om fertilitet til familiefesterne  

Men de vidste jo godt, at vi gerne ville have en mere, da det aldrig har været en hemmelighed (ligesom det nok ikke er en hemmelighed, at I en dag gerne vil have børn - måske de bare går og venter på at blive "overraskede" - det gjorde min mor ved nr. et). Men de blev da kede af det på vores vegne, at det ikke var lykkes for os inden hans sygdom, og at vi må kæmpe mere for det nu, hvor min kæreste har problemer med sin sædkvalitet. Jeg synes ikke, at de har ændret sig overfor os, og nu er det kun den udvidede familie der ind i mellem spørger, om vi snart skal have nr. 2. Men her holder de også igen, da de alle ved at han var syg, og nok godt kan lægge 2 og 2 sammen, at det ikke er så let for os...

Næsten ingen spørger selv til, hvordan det går med behandlingen, da de ikke vil træde os over træerne. Men når der er noget at fortælle, så får de oftest lige en update på hele situationen og de er altid klar til at snakke om det, når vi åbner op. Tit er der jo også ventetid, så får de bare at vide, at nu går der i hvert fald 1,5-2 måneder før der sker noget igen, og så venter de bare tålmodigt ligesom os.

Fra vores familier er der intet pres, og jeg føler ikke, at jeg nu skal "præstere" at blive gravid med det samme - i hvert fald ikke for deres skyld. Men jeg er selv vildt utålmodig og håber inderligt, at det snart sker, men det er mere fordi, at vores datter hele tiden bliver ældre, og jeg håber, at der ikke ender med at være alt for mange år imellem dem (lige nu er håbet, at der bliver under 4 år mellem dem).

Ja det er meget svært! Ved ik om jeg synes det er endnu mere svært, fordi vi ik fejler noget, men at jeg føler vi fejler, selvom lægen siger at der ikke er en logisk/helbredsmæssig (eller hvad det hedder) årsag til at det ik er lykkes endnu. Måske også fordi jeg ik ved om jeg/vi har gjort nok for at få det til at lykkes, selvom jeg synes vi har gjort en masse, men hvis nu det har noget med min vægt at gøre og fysiske helbred. Jeg er ikke meget overvægtig, og lægen kommenterede heller ik min vægt, men det vil ik skade at jeg tabte mig lidt og levede sundere. Hvilket jeg er igang med nu. 

Jeg forstår godt at I valgte at fortælle det, det må også have været en stor lettelse. Også efter sygdommen at kunne snakke åbent om det hele. 

Tja måske venter de bare på at blive overrasket, ved det ik. Ved heller ik hvor god jeg har været til at skjule det i så lang tid som vi har prøvet. 

Dejligt de ik har ændret sig, men de støtter jer og ik spørger meget ind til det. Og skønt at der ik er et ydeligere pres på jer, ville sikkert også kun være noget jeg følte, hvis vi fortalte det. 

Forstår godt du er utålmodig, det må også være uundgåeligt ikke at blive, især når jeres datter bliver ældre. 

Jeg er ked af at høre med sygdommen, men rigtig dejligt I har det godt, selvom kampen er mere svær for at det lykkes. Håber meget at I snart er heldige  

Tak for at du delte din historie