Jeg er fortvivlet :(

Louisevilhababy skriver:

Hejsa

jeg ved ikke hvordan du har det, men kan kun prøve at sætte mig ind i hvordan det må være!

for det første så er hjælp aldrig en dårlig ting at tage i mod, og jeg tænker det er det psykiske i skal have hjælp til.... I har nok tænkt det samme! Hvad er det der gør at alt bremse for jer? Hvordan kan i vender jeres tanker og hvad kan løsne op ... Lige meget hvad der er skyld i banrløsheden så er det jo en ond dum cirkel hvor alt påvirker hinanden og i går måske i ring 

det at bede om hjælp er i dag heldigvis ved at være acceptabelt i vores samfund, hvad rnd det er at søge råd, have samtaler med en psykolog eller også bare det at indrømme at ja jeg har sku en krise, en krise i mit liv, jeg er ikke perfekt, jeg blir det nok heller ikke men jeg har brug for at fortælle dig at jeg/vi går igennem en masse ting...

JEG SYNES (det her ikke myntet på nogen, men blot nogle tanker om vores samfund) det er fuldstændig iriterende åndsvagt at man/vi nu har aftalt med alle kvinder/med hinanden at man intet må fortælle om projekt baby, det skal være en hemmelighed, og tænk hvis nogen vidste man var gravid FØR uge 12, hold da op... Phu ha hvordan kunne du finde på at dele noget med andre??  Jeg synes man skal dele det med andre, det gir mere ro, og alle der har børn eller vil have børn har været igennem den der " jeg tror jeg er gravid" - situation, og så er det da sur bare at sidde ked af det alene. Hvorfor tror man de her baby sider er så populære, det er da fordi vi har brug for at dele og fortælle����

Jeg har kontakt til en privat, som jeg har mødt herinde, vi havde samme frustrerende situation, kan derfor bruge hinanden til de der frustrerende sms' er og udbrud som ellers normalt ville gå ud over manden (som bare ikke har det på samme måde) ... �� 

Nu har jeg vist også skrevet nok ������ håber du forstår min pointe�� 

de bedste tanker Louise

Tak for dit svar  

Du skriver en masse gode ting, og jeg giver dig ret  

Ja heldigvis er det blevet mere acceptabelt at bede om hjælp i vores samfund og folk bliver bedre til det, en dejlig positiv udvikling  

Jeg tænker præcis det samme, hvorfor og hvordan er det lige sket at PB og en graviditet før uge 12 er mega hemmelig?! Jeg forstår det ikke  men jeg gør jo præcis det samme selv  Går med alt det her alene og tænker at man da ik fortælle om en graviditet før uge 12, og da slet ikke at man prøver at lave en baby, hvilket da ik gør det lettere for mig selv, tværtimod. Jeg holder det nok hemmeligt fordi det gør man da.. Men også fordi ens forældre og bedsteforældre, ja man laver da bare børn, intet problem, måske ik den gang de var unge.. Og føler jo at vi fejler, og frygter der kommer et større pres på, hvis jeg fortæller det til min mor og søstre, dem der er tættest på mig.. Men igen de elsker mig jo og er 100 på at de vil støtte os, men.. Ej den er svær!! Og bunder nok også I at man vel gerne vil være perfekt.. Men det er der jo ingen af os der er..

Jeg skriver også med nogle herinde, det er rigtig dejligt, de forstår jo en bedre end kæresten og skønt at dele det med nogle  

Tusind tak 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Jeg kender alt til frustrationerne og det du kæmper med - du er langt fra alene. Ud over at sende dig et opmuntrende kram, vil jeg virkelig opfordre dig til at få talt med nogen om det I kæmper med. Jeg ved godt at det kan være svært, men der kommer intet godt ud af at gå alene med den slags - og der er i mine øjne heller ikke nogen gode grunde til det.

Du har intet at skamme dig over, intet at bevise. Du har brug for støtte fra dine nærmeste, for at komme igennem det hele i god stand. Bryd tabuet ned og bed om hjælp. Selvom det er svært. Jeg håber det bedste for dig. 

Kh /S

Tak for dit svar 

Jeg giver dig ret, men hold da op det er svært! Ved ik hvordan jeg skal gøre det, eller om jeg kan eller vil. Men ja det ville nok lette, men ja.. 

LilleMie skriver:

Jeg melder mig i koret af de, der synes, at du skal dele det med dine nærmeste. Jeg synes også, at det var svært at sige højt, at vi faktisk havde prøvet i et år uden held - men nu står de alle og hepper i stedet. Jeg kan godt følge det med, at det skal være en overraskelse, for det gjorde vi første gang og jeg havde også glædet mig til det denne gang. Men som det er nu, så har jeg mere brug for støtte end at kunne overraske, og det er det vigtigste! Deres glæde bliver jo ikke mindre af, at de ved, at man prøver (tvært imod), men de irriterende spørgsmål undgår man

En af mine veninder/bekendte havde prøvet i 1,5 år før de fortalte det til familie og venner, at de var i gang og også var i gang med at få hjælp (i starten kun de nærmeste, men nu ved alle på nær deres kollegaer det). Og jeg ved, at det for hende har været en kæmpe lettelse, for nu skal hun ikke hele tiden komme med søforklaringer eller undskyldninger for ikke at drikke, være i dårligt humør osv. Fordi hun lukkede op, fandt vi også ud af, at vi stod i samme situation, og vi bruger hinanden rigtig meget nu, og er kommet meget tættere på hinanden og skriver i perioder sammen dagligt.

Man slipper desværre aldrig for de irriterende (og meget velmenende) kommentarer, om at man bare skal tænke på noget andet, og en masse gode råd til alternativ behandling som zoneterapi, akupunktur osv Men alle vil jo bare gerne hjælpe og trøste, de ved bare ikke hvordan ud over deres velmenende gode råd!

Tak for dit svar 

Ja I har jo nok ret  Men hold da op det er svært! Jeg er glad for at høre at det hjalp jer og ja ekstra skønt at slippe for de der spørgsmål  Hvordan reagerede jeres nærmeste da I sagde at I havde prøvet i et år? Hvis jeg må spørge? Ændrede de sig? Det føles ik som et ekstra pres, at nu skal det lykkes? Kan godt forstille mig, at de glæder sig endnu mere nu Det giver god mening  

Hvor dejligt at hun også lukkede op så I kan bruge hinanden, det må være rigtig dejligt!  

Ja det er jo rigtigt, folk vil jo gerne hjælpe, derfor de kommer med deres råd 

Babydrøm skriver:

Tak for dit svar  

Du skriver en masse gode ting, og jeg giver dig ret  

Ja heldigvis er det blevet mere acceptabelt at bede om hjælp i vores samfund og folk bliver bedre til det, en dejlig positiv udvikling  

Jeg tænker præcis det samme, hvorfor og hvordan er det lige sket at PB og en graviditet før uge 12 er mega hemmelig?! Jeg forstår det ikke  men jeg gør jo præcis det samme selv  Går med alt det her alene og tænker at man da ik fortælle om en graviditet før uge 12, og da slet ikke at man prøver at lave en baby, hvilket da ik gør det lettere for mig selv, tværtimod. Jeg holder det nok hemmeligt fordi det gør man da.. Men også fordi ens forældre og bedsteforældre, ja man laver da bare børn, intet problem, måske ik den gang de var unge.. Og føler jo at vi fejler, og frygter der kommer et større pres på, hvis jeg fortæller det til min mor og søstre, dem der er tættest på mig.. Men igen de elsker mig jo og er 100 på at de vil støtte os, men.. Ej den er svær!! Og bunder nok også I at man vel gerne vil være perfekt.. Men det er der jo ingen af os der er..

Jeg skriver også med nogle herinde, det er rigtig dejligt, de forstår jo en bedre end kæresten og skønt at dele det med nogle  

Tusind tak 

Ja vi gør det stadig og jeg skal da være ærlig at jeg også slås med om skal/skal ikke fortælle... Troede jeg var gravid, skal til læge i morgen, bare for at være helt sikker, men negativ test i 6+3 så der er ingenting.... Og nu føler jeg mig så dum over at have sagt det til nogle veninder, for da de så spurgte en uge eter, så var der jo ingenting, hvilket bare gjorde mig så flov... Jeg var SÅ sikker, med murren i livmoderen osv, man føler sig lidt som sådan en psyko-kvinde med gravid-symptomer fordi hun vil det så meget... Åh hvor nederen, for sådan føler jeg jo ikke det er... 

Kæresten troede jo også der var noget og med et knust håb nytårs morgen... Ret så unfair, men man kan jo ike lade være at fortælle det til ham !!

måske er familien for tæt på? Hvad med en god veninde? 

esioul skriver:

Kan så godt forstå dine følelser.

Jeg har også et langt og hårdt forløb bag mig, og mine svigerforældre er intetvidende. 

Vi har tit snakket om at de skal vide det, men vi synes bare ikke tidspunktet har været der endnu. 

Det er en unfair kamp 

Tak 

Ja en meget unfair kamp! Ved andre I jeres familie det? 

Mille123 skriver:

Vi prøvede et år, hvorefter vi tyede til fertilitetsklinik. Jeg har været meget åben om at vi ikke kunne få børn, og føler at alle tog hensyn og netop ikke snakkde om at få børn hele tiden, fordi de jo vidste, at det var et ømt punkt. - Jeg blve gravid på andet forsøg på IUI (insemination). Efter første forsøg, købte jeg bogen "spis dig gravid" og levede efter den, såvel som jeg gik til akupunktør. Hun kunne se at jeg var skæv i bækkenet, og ordnede dette, efter to gange hos hende, og med "kun". 4 millioner sædceller (man skal min. Have 8 mill. For at have en god chance for at blive gravid siges det" blev vi gravide. 

det var bar min historie, håber den kan give lidt tro på det kan lykkedes. 

- held og lykke med det, fra en der har delt samme frustrationer  

 

Camilla 

Tak for din dejlige historie  Det hjælper på troen. Vi håber stadig vi kan selv, men ja det er jo endnu ik lykkes, men vi føler os ik klar til at bede om hjælp. Synes det er underligt vi har det sådan. Men jeg føler det er en god ide at jeg taber mig lidt og kommer i bedre form, hårdt at indrømme, men det fortjener at få en chance. 

Men mange tak for din historie  Rigtig dejligt at høre at det lykkes! Tillykke  

Tusind tak 

Louisevilhababy skriver:

Ja vi gør det stadig og jeg skal da være ærlig at jeg også slås med om skal/skal ikke fortælle... Troede jeg var gravid, skal til læge i morgen, bare for at være helt sikker, men negativ test i 6+3 så der er ingenting.... Og nu føler jeg mig så dum over at have sagt det til nogle veninder, for da de så spurgte en uge eter, så var der jo ingenting, hvilket bare gjorde mig så flov... Jeg var SÅ sikker, med murren i livmoderen osv, man føler sig lidt som sådan en psyko-kvinde med gravid-symptomer fordi hun vil det så meget... Åh hvor nederen, for sådan føler jeg jo ikke det er... 

Kæresten troede jo også der var noget og med et knust håb nytårs morgen... Ret så unfair, men man kan jo ike lade være at fortælle det til ham !!

måske er familien for tæt på? Hvad med en god veninde? 

Ja synes det er rigtig svært om skal/skal ikke fortælle.. Kender alt til de der symptomer, utroligt man føler alle de symptomer og ja ingenting så unfair når man ønsker det så meget! Det gør mig ondt, kan forstille mig hvordan du har det  Forstår godt du sagde det til kæresten, ville jeg også gøre med det samme, og højst sandsynligt til mine søstre.. Ved det ik, kommer an på hvordan jeg har det, når det lykkes. For jeg har også tænkt, vi venter da med at sige det til uge 12, men tror slet ik jeg vil kunne eller have lyst til at holde det hemmeligt for min mor og søstre indtil uge 12, men finder jeg ud af når det sker  

Mine søstre er også som tætte veninder, derfor den er ekstra svær. En veninde ved det, men det svinger meget hvor tit vi ses og har kontakt, mega ærgerligt da jeg jo godt kunne bruge at snakke med hende om alt det her. 

Hvor længe har I prøvet? 

Babydrøm skriver:

Tak 

Ja en meget unfair kamp! Ved andre I jeres familie det? 

Nogle gør, men vi snakker efter mit ønske ikke så meget om det.  og det har de respekteret. 

Babydrøm skriver:

Tak  Det er jeg virkelig ked af at høre  Så har vi de samme frustrationer. Hvor længe har I prøvet? Puha ja det må være rigtig hårdt, en af mine største frygt, at en af mine søstre kommer og siger at de venter sig, forfærdeligt at have det sådan, da alle børn jo er en kæmpe glædelig nyhed  Men tillykke med titlen  Præcis, slet ik sjovt at få alle de spørgsmål  Tusind tak og sender et stort medfølende  tilbage til dig 

Tak for dit svar

Jeg kan godt forstå den frygt for at søster skal blive gravid  jeg diger dig det kom som det største slag i hovedet da hun fortalte det til mig - samtidig var jeg så også en af de sidste i familien der fik det at vide, trods min søster og jeg er meget tætte

vi har prøvet sådan on and off i 2 år. 

esioul skriver:

Nogle gør, men vi snakker efter mit ønske ikke så meget om det.  og det har de respekteret. 

Okay det lyder godt Hjalp det dig at fortælle nogen i familien det?