Han var mig utro og fik et barn hjælp!

Puha sikke en situation at stå i - føler godt nok med dig her

Jeg istemmer mig koret, at det værste er at din mand har fortiet det i så lang tid.. Jeg tænker også at det ikke er så meget en "ups'er" som han siger. han har trods alt nået at få kondom på - det kræver jo tankevirksomhed.

Han skal fortælle dig hele sandheden i detaljer hvis I skal videre og så skal han søge samværd med det barn og måske kræve fadderskabet undersøgt (Det er vist ikke så let, men I kan selv få gentestet, hvis I får barnet på besøg)

Barnet har brug for sin far.

Jeg ville gøre det sådan hvis det var mig. Har været med min mand i 11 år og kunne ikke leve uden ham, selvom han lavede en brøler ved siden af.

og som andre skriver, så kan I jo minimere arven til det barn, så meget som muligt.

Men for pokker et arbejde der ligger forude - følelsen af om man kan stole på ham osv.

Er squ godt nok ked af det på dine vegne

Anonym skriver:

Hej Piger

Jeg har så meget brug for at komme ud med det her, at jeg har valgt at oprette denne profil.

Sagen er, at jeg lørdag ved et tilfælde opdagede, at min mand, som jeg har været sammen med i 15 år, har været mig utro - en gang for 3 år siden siger han - og hun blev gravid med hans barn og barnet er lige gammel med vores yngste barn. Han har altså knaldet med hende, da jeg var 2 mdr. henne i min 2. graviditet.

Han siger, at det var en fejl (julefrokost) og han elsker mig og kun mig og vores liv og har frygtet, at jeg ville forlade ham og har derfor intet sagt. Kvinden valgte at få barnet, da hun allerede var 30 og bange for, at hun ikke nåede at få børn ellers. Han skrev papirerne under og hun afstod fra børnepenge. Han har aldrig haft kontakt siden - siger han. Og han har aldrig fået bevist, om barnet var hans. Dog siger han kondomet brast og hun blev gravid, selvom hun var på p-piller.

Da vi alle har juleferie og jeg har haft huset fuld af gæster, er jeg ved at springe indvendigt. Jeg ryster på hænderne og græder mine tårer, når ingen ser det. Sidder her med to små børn.

Han husker end ikke, om han har været til læge og blive undersøgt for diverse sygdomme bagefter og han har ikke undersøgt, hvad der ville ske arvemæssigt, hvis han pludseligt gik bort. Nogen der ved, om man kan sikre sig mod det?

Jeg er fuld af praktiske ting omkring det. Hvad nu hvis børnene finder hinanden på facebook end dag? Vores navn er meget specielt. OG hvad nu hvis han havde fået en seksuelt overført sygdom. Og hvad nu hvis barnet en dag banker på døren? Jeg kan slet ikke forholde mig til vores forhold. Troede at jeg vidste alt. Troede på ham. Troede ikke, at han ville sætte alt det vi har på spil. Føler mig forrådt, fortvivlet og dum

Hjælp hvad ville i gøre? Hilsen en fortvivlet mor

Jeg ville kunne tilgive utroskab og også at der resulterede i et barn. Men jeg tror simpelthen ikke at jeg ville kunne tilgive løgnen, uanset hvor meget jeg forsøgte. Jeg tror at min respekt for manden ville være væk. Jeg tænker at der er noget helt galt med ens grundlæggende livsværdier og integritet hvis man kan finde på at fortie noget så vigtigt - uanset hvor bange man er for et brud.

Men jeg ved det ikke. I har børn sammen, og det betyder også meget ift til et eventuelt brud.

Kram til dig - det må være ulideligt hårdt.

modesty skriver:

Jeg ville kunne tilgive utroskab og også at der resulterede i et barn. Men jeg tror simpelthen ikke at jeg ville kunne tilgive løgnen, uanset hvor meget jeg forsøgte. Jeg tror at min respekt for manden ville være væk. Jeg tænker at der er noget helt galt med ens grundlæggende livsværdier og integritet hvis man kan finde på at fortie noget så vigtigt - uanset hvor bange man er for et brud.

Men jeg ved det ikke. I har børn sammen, og det betyder også meget ift til et eventuelt brud.

Kram til dig - det må være ulideligt hårdt.

Han siger, at han ville sige det på et tidspunkt, men da det var sket, var det et rigtig dårligt tidspunkt, da jeg var gravid og meget hormonella og faktisk havde det rigtigt dårligt på arbejdet og en 1 årig ved siden af, der sugede al kraft ud af mig og det er jo sandt nok, at han havde væltet mig med den info på det tidspunkt. Men jeg kan jo så ikke forstå, at han ikke har sagt det siden hen, hvilket han siger, at han prøvede, men der var bare aldrig det rigtige tidspunkt. Åh tankerne kører rundt i hovedet på mig - mærkeligt nok tænker jeg mest på det der barns behov og eventuelle samvær med mine. Hvordan f.... får man det til at køre? Familie, venner, naboer, børnehave osv., der bliver involveret i  min mands sidespring. Jeg kan slet ikke forholde mig til, hvordan vi som par skal videre herfra - men har også børnene omkring mig, da de har juleferie + noget familie og kan ikke rigtig få talt ud med manden.

Jeg har en veninde der er i samme situation som dig! Mand var utro og kvinden fik barnet. Det er 4 år siden. Hun er ikke blevet skilt fra ham, men det er tydeligt at mærke på hende, at det slider på hendes følelser og hun har det skidt..

Jeg har selv levet i et forhold med utroskab - det blev bare aldrig rigtig godt mellem os igen og vi blev skilt for 5 år siden..

Puha det er en svær situation du står i. Jeg har svært ved at forstå utroskab, at det bare sker,den tror jeg ikke på. Men for mig ville løgnen være meget værre. Jeg tænker der er aldrig et godt tidspunkt at fortælle sin kone at man har været utro og har barn med en anden en. Det er jo bare en dårlig undskyldning. Det handler om ansvar, at han burde have været en mand nok og fortælle dig det. Så kunne man måske komme videre. Men at du selv skam finde ud af det pø den måde, puha. Nu kender jeg jeg ikke, men det virker som om han lidt ved hvor han har dig henne, og ta let på det hele. Synes at du skal tænke dig godt om. Og mærke efter i dig selv. Jeg ville personligt ikke kunne tilgive ham, ligemeget hvor mange børn  vi havde sammen. Men ønsker dig det bedste. Det er træls situation han har sat jeres familie i  

Først, hold op hvor er du bare sej! Du tager det her så pænt, du virker så stærk, du tænker på barnets behov! 

Puhaa.. Jeg ved ærligt ikke hvad jeg havde gjort, ville nok føle mig mistroisk resten af vores tid sammen, og jeg ved ikke om jeg ville kunne kæmpe den kamp..

Anonym skriver:

Han siger, at han ville sige det på et tidspunkt, men da det var sket, var det et rigtig dårligt tidspunkt, da jeg var gravid og meget hormonella og faktisk havde det rigtigt dårligt på arbejdet og en 1 årig ved siden af, der sugede al kraft ud af mig og det er jo sandt nok, at han havde væltet mig med den info på det tidspunkt. Men jeg kan jo så ikke forstå, at han ikke har sagt det siden hen, hvilket han siger, at han prøvede, men der var bare aldrig det rigtige tidspunkt. Åh tankerne kører rundt i hovedet på mig - mærkeligt nok tænker jeg mest på det der barns behov og eventuelle samvær med mine. Hvordan f.... får man det til at køre? Familie, venner, naboer, børnehave osv., der bliver involveret i  min mands sidespring. Jeg kan slet ikke forholde mig til, hvordan vi som par skal videre herfra - men har også børnene omkring mig, da de har juleferie + noget familie og kan ikke rigtig få talt ud med manden.

Det er en røvdårlig forklaring og det handler kun om at han ikke har haft nosserne til at tage sit ansvar og risikere konsekvenserne.

Jeg kan godt forstå at du tænker meget på det andet barn. Dine børn har jo fået en halvsøskende, og uanset hvordan det går med din mand og dig, så bør alle gøre deres til at børnene får et godt forhold.

Hvis jeg var dig, ville jeg skide på hvad andre mennesker synes og hvisker, og lægge alle kortene på bordet og være ærlig. Og gøre hvad du kan for at få et OK forhold til det andet barn (og barnets mor, i det omfang det er nødvendigt rent praktisk i hvert fald).

Stort kram til dig og jeg håber at det hele løser sig.

Vil lige sige at mine forældre har et vennepar som var ude for det samme - og de er stadig sammen, her 15 år efter at det andet barn kom til verden - så det kan altså godt lade sig gøre, hvis man vil det.

modesty skriver:

Det er en røvdårlig forklaring og det handler kun om at han ikke har haft nosserne til at tage sit ansvar og risikere konsekvenserne.

Jeg kan godt forstå at du tænker meget på det andet barn. Dine børn har jo fået en halvsøskende, og uanset hvordan det går med din mand og dig, så bør alle gøre deres til at børnene får et godt forhold.

Hvis jeg var dig, ville jeg skide på hvad andre mennesker synes og hvisker, og lægge alle kortene på bordet og være ærlig. Og gøre hvad du kan for at få et OK forhold til det andet barn (og barnets mor, i det omfang det er nødvendigt rent praktisk i hvert fald).

Stort kram til dig og jeg håber at det hele løser sig.

Vil lige sige at mine forældre har et vennepar som var ude for det samme - og de er stadig sammen, her 15 år efter at det andet barn kom til verden - så det kan altså godt lade sig gøre, hvis man vil det.

Tak for at dele din erfaring. Jeg er ved at komme mig over chokket og i takt med, at jeg optrævler hele historien, er jeg blevet mere rolig og synes, at min mand har været en idiot og ret uheldig, men tænker, at han skal have en chance til. Til gengæld skal han straffes hvor det kan mærkes ved fratagelse af forskellige privilegier og det har han accepteret. Hvis jeg tager ham i noget, der ligner igen, forlader jeg ham med det samme. Men det vejer jo noget, at vi har børn og hus sammen samt et forhold, der har varet i al for mange år til ikke at prøve at komme videre. "What doesn't kill you make you stronger"

Vi er ved at forholde os til denne virkelighed - noget som min mand ikke har ville gøre, da han har prøvet at fortrænge det. Og overvejer nu alle konsekvenser af alle valg nøje + det faktum, at barnet jo kan have fået en ny far og at de derfor ikke ønsker indblanding i deres liv = skal man så gå imod det? Såvidt jeg kan se, har han jo stadig ret til at kræve samvær, men er det skidt eller godt for barnet? Tænker, at det er nemmere at føre vores børn sammen nu, hvor de er så små og giver dem en større chance for at få en god relation også mellem far og barn, men det har jo også konsekvenser for os om det er nu eller i fremtiden.

Anonym skriver:

Tak for at dele din erfaring. Jeg er ved at komme mig over chokket og i takt med, at jeg optrævler hele historien, er jeg blevet mere rolig og synes, at min mand har været en idiot og ret uheldig, men tænker, at han skal have en chance til. Til gengæld skal han straffes hvor det kan mærkes ved fratagelse af forskellige privilegier og det har han accepteret. Hvis jeg tager ham i noget, der ligner igen, forlader jeg ham med det samme. Men det vejer jo noget, at vi har børn og hus sammen samt et forhold, der har varet i al for mange år til ikke at prøve at komme videre. "What doesn't kill you make you stronger"

Vi er ved at forholde os til denne virkelighed - noget som min mand ikke har ville gøre, da han har prøvet at fortrænge det. Og overvejer nu alle konsekvenser af alle valg nøje + det faktum, at barnet jo kan have fået en ny far og at de derfor ikke ønsker indblanding i deres liv = skal man så gå imod det? Såvidt jeg kan se, har han jo stadig ret til at kræve samvær, men er det skidt eller godt for barnet? Tænker, at det er nemmere at føre vores børn sammen nu, hvor de er så små og giver dem en større chance for at få en god relation også mellem far og barn, men det har jo også konsekvenser for os om det er nu eller i fremtiden.

Hold fast du er sej! Jeg håber, at I finder en god løsning for alle parter, uanset hvad det ender ud i.

Anonym skriver:

Tak for at dele din erfaring. Jeg er ved at komme mig over chokket og i takt med, at jeg optrævler hele historien, er jeg blevet mere rolig og synes, at min mand har været en idiot og ret uheldig, men tænker, at han skal have en chance til. Til gengæld skal han straffes hvor det kan mærkes ved fratagelse af forskellige privilegier og det har han accepteret. Hvis jeg tager ham i noget, der ligner igen, forlader jeg ham med det samme. Men det vejer jo noget, at vi har børn og hus sammen samt et forhold, der har varet i al for mange år til ikke at prøve at komme videre. "What doesn't kill you make you stronger"

Vi er ved at forholde os til denne virkelighed - noget som min mand ikke har ville gøre, da han har prøvet at fortrænge det. Og overvejer nu alle konsekvenser af alle valg nøje + det faktum, at barnet jo kan have fået en ny far og at de derfor ikke ønsker indblanding i deres liv = skal man så gå imod det? Såvidt jeg kan se, har han jo stadig ret til at kræve samvær, men er det skidt eller godt for barnet? Tænker, at det er nemmere at føre vores børn sammen nu, hvor de er så små og giver dem en større chance for at få en god relation også mellem far og barn, men det har jo også konsekvenser for os om det er nu eller i fremtiden.

Hatten af for dig, du takler det virkeligt flot, kender kun til problematikken ved en veninde, der sent fandt ud af at der var en søster mere, og her havde min venindes mor fået det holdt hemmeligt hvilket gav problemer, da veninden følte sig snydt for en søster og selvfølge et chok først at finde ud af det i puberteten, oh det stadig var meget tys tys