Han var mig utro og fik et barn hjælp!

Frederikke80 skriver:

Hvordan fandt du ud af det? Indrømmede han det selv?

Kan godt forstå du er rystet, må være et mareridt at finde ud af  Hvad hvis hun ikke var blevet gravid, ville du så overveje at gå fra ham? For hvis ikke synes jeg heller ikke du skal gå nu. Ja, det er RIGTIG uheldigt hun blev gravid og valgte at beholde barnet. Jeg ville opfordre ham til at få lavet en faderskabstest, for at være sikker på barnet er hans. Er det, så håber jeg han vil lære det at kende, og du også med tiden vil byde det velkommen i jeres hjem. Barnet er jo ikke skyld i din mands fejltrin.

Nej han indrømmede det ikke. Jeg fandt det tilfældigt, da vi sad og kiggede i nogle personlige papirer - han anede ikke, at det stod der, så prøvede at bortforklare det.

Jeg ved ikke, om jeg helt forstår, hvad jeg står midt i - har svært ved at kapere det. Føler mig utrolig rolig og afklaret det ene øjeblik, men ryster over hele kroppen og fryser, når jeg ind imellem får et "klart" øjeblik. Har ikke sovet meget i nat.

Jeg kan egt. godt tilgive, at han knaldede udenom, hvis jeg kan stole på, at det var et julefrokostknald, det er mere det, at han har fortiet noget så vigtigt for mig. Tænker jo på, hvilket chok det ville være, hvis han pludselig havde været gået bort eller mine børn ville finde ud af det. Og også at han har udsat mig for "fare", da jeg var gravid, kunne jo have fået en sygdom med risiko for barnet og også risikeret at stå dårligt økonomisk hvis der skete noget. Jeg troede, at jeg vidste alt - nu tænker jeg bare på, hvor dum og naiv jeg har lov at være.

(heldigvis er jeg blevet testet for alt muligt i forbindelse med graviditeten, så tænker, at han ikke blev smittet med noget.)

Et julefroksot knald, hmm hvis han er gået med det her i 2 år, virker det som om der er noget der ikke stemmer! Hvis man har været spontan sammen med en kvinde, en gang ville man så ikke sige det når udfaldet blev så drastisk!?! Han må da vide med 100 procent sikkerhed at den sandhed ville komme frem.

Jeg ville være totalt ude af  mig selv i dine sko, og ikke føle jeg kunne stole på noget som helst før jeg havde kuglegravet hele sagen. Hvis du skal kunne beskytte nogen så må du da have fuld sandhed. 

En anden ting er som mor og kvinde, er det ret vildt at hun har sagt ja til et barn uden de primisser. Mener også at kvinden til enhver tid kan sige hun vil have børnepenge, og synes det er vildt hun ikke har gjort det endnu. 

Jeg ville smide han ud af mit hjem til jeg havde styr på mit hovede, tanker og følelser. Jeg kan ikke se hvad du skal gå op af ham for som det er lige nu, der er ingen tillid, ingen ro i dig og han har vist også noget han skal have bearbejdet. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til ift. til jeres samliv - det må du finde ud af. Jeg kan satme godt forstå du både ryster og tuder og alt muligt - sikke da et chok. 

Nu skrev du at barnet er adopteret. Min veninde på 26 er lige blevet adopteret af sin stedfar og hun har ikke ret til noget som helst arv fra sin biologiske far (hvilket hun heller ikke ønsker) 

kvinden kan heller ikke komme og kræve børnepenge nu. 

Din mand må være gået i panik og have været bange for at miste dig og jeres kommende familie. Men det er selvfølgelig stadig ikke acceptabelt.

Det er en urimelig situation du står i. Jeg ville have det lige så svært med set hele og jeg ville højst sandsynligt heller ikke tænke på det andet barn.

Stort kram til dig. 

Uhhh hvor har jeg ondt af dig, du må være sådan i vildrede lige nu  og samtidig så syntes jeg din mand er verdens største røv, tænk at holde sådan noget skjult for sin kone  

held og lykke

Monica 

Hold da helt op sikke et kaos

 Allerførst dig selv Afsted til lægen og blive gennemtestet. 

Gravid på p piller og med kondom det da rimeligt godt klaret

.:-S 

Hvornår ville han indrømme dette hvis du intet havde opdaget??  Og hvorfor bort forklare. En løgn så længe hvordan acceptere man dette og kommer videre?!  

Det er frygtelig synd for dig,, Det burde han have fortalt dig, da han stod overfor problemet,,

Tror jeg ville blive så skuffet,og føle at alt tillid var som blæst væk lige med et, jeg ville bede ham om at finde et andet sted at være, indtil jeg vidste om det var noget jeg kunne tilgive,,

Håber det bedste for dig

Anonym skriver:

Hej Piger

Jeg har så meget brug for at komme ud med det her, at jeg har valgt at oprette denne profil.

Sagen er, at jeg lørdag ved et tilfælde opdagede, at min mand, som jeg har været sammen med i 15 år, har været mig utro - en gang for 3 år siden siger han - og hun blev gravid med hans barn og barnet er lige gammel med vores yngste barn. Han har altså knaldet med hende, da jeg var 2 mdr. henne i min 2. graviditet.

Han siger, at det var en fejl (julefrokost) og han elsker mig og kun mig og vores liv og har frygtet, at jeg ville forlade ham og har derfor intet sagt. Kvinden valgte at få barnet, da hun allerede var 30 og bange for, at hun ikke nåede at få børn ellers. Han skrev papirerne under og hun afstod fra børnepenge. Han har aldrig haft kontakt siden - siger han. Og han har aldrig fået bevist, om barnet var hans. Dog siger han kondomet brast og hun blev gravid, selvom hun var på p-piller.

Da vi alle har juleferie og jeg har haft huset fuld af gæster, er jeg ved at springe indvendigt. Jeg ryster på hænderne og græder mine tårer, når ingen ser det. Sidder her med to små børn.

Han husker end ikke, om han har været til læge og blive undersøgt for diverse sygdomme bagefter og han har ikke undersøgt, hvad der ville ske arvemæssigt, hvis han pludseligt gik bort. Nogen der ved, om man kan sikre sig mod det?

Jeg er fuld af praktiske ting omkring det. Hvad nu hvis børnene finder hinanden på facebook end dag? Vores navn er meget specielt. OG hvad nu hvis han havde fået en seksuelt overført sygdom. Og hvad nu hvis barnet en dag banker på døren? Jeg kan slet ikke forholde mig til vores forhold. Troede at jeg vidste alt. Troede på ham. Troede ikke, at han ville sætte alt det vi har på spil. Føler mig forrådt, fortvivlet og dum

Hjælp hvad ville i gøre? Hilsen en fortvivlet mor

Vil lige sende dig en masse store kram og tanker ! Jeg synes, at du lyder til at tackle det enormt flot - det er virkelig en svær situation at stå i !! 

Men du virker til at være stærk - du skal nok komme igennem det, men hvor det ender henne det må tiden vise..

Kæmpe kram.

Må indrømme at jeg kunne tilgive utroskaben, jeg kunne såmænd også leve med utroskaben har resulteret i et barn. Men hvor ville jeg dog have svært ved at han havde fortiet i alt den tid, at han havde båret på en så stor hemmelighed og levet vores liv som om intet var hændt.

Håber du/I finder den løsning som er god for jer. 

lineog4 skriver:

Kæmpe kram.

Må indrømme at jeg kunne tilgive utroskaben, jeg kunne såmænd også leve med utroskaben har resulteret i et barn. Men hvor ville jeg dog have svært ved at han havde fortiet i alt den tid, at han havde båret på en så stor hemmelighed og levet vores liv som om intet var hændt.

Håber du/I finder den løsning som er god for jer. 

Du har så ret. Selvom jeg lige nu væmmes ved det, så kan jeg - føler jeg - sagtens komme mig over utroskaben. Den er jo ikke baseret på et forhold/kærlighed. Men jeg har vanvittigt svært ved at forstå, at han ikke gik til bekendelse. Jeg kan heller ikke forstå, at han har kunne sige "farvel" til sit eget kød og blod. Det er ikke det menneske, jeg kender. Jeg har også lige nu vældigt svært ved at finde ud af, om han har kommet med hele sandheden. Hvordan kan jeg vide det, når jeg altid har troet på ham og han har holdt på den hemmelighed. I mine stille alene øjeblikke, tænker jeg, at han dækker over en endnu større hemmelighed. Men konfronterer jeg ham med disse mistanker, bliver han meget fortørnet og afviser kraftigt.

Har kun sovet små 4 timer i nat, så er måske heller ikke helt klar i hovedet. Kan bare ikke sove.

Anonym skriver:

Du har så ret. Selvom jeg lige nu væmmes ved det, så kan jeg - føler jeg - sagtens komme mig over utroskaben. Den er jo ikke baseret på et forhold/kærlighed. Men jeg har vanvittigt svært ved at forstå, at han ikke gik til bekendelse. Jeg kan heller ikke forstå, at han har kunne sige "farvel" til sit eget kød og blod. Det er ikke det menneske, jeg kender. Jeg har også lige nu vældigt svært ved at finde ud af, om han har kommet med hele sandheden. Hvordan kan jeg vide det, når jeg altid har troet på ham og han har holdt på den hemmelighed. I mine stille alene øjeblikke, tænker jeg, at han dækker over en endnu større hemmelighed. Men konfronterer jeg ham med disse mistanker, bliver han meget fortørnet og afviser kraftigt.

Har kun sovet små 4 timer i nat, så er måske heller ikke helt klar i hovedet. Kan bare ikke sove.

Kan jeg  sagtens  forstå. Når en man har stolet 100% på kan gemme så stor en ting, hvad mere er så løgn.

Jeg tænker at selv om det formodentlig er den eneste hemmelighed din mand bærer på og selv om han fortæller hele  sandheden nu. Så skal  han rumme din usikkerhed, din mistro uden ar blive fortørnet. Siger ikke  han skal stå ret og modtage slag, men næsten. For det er så stort  et brud på den tillid I har og forhåbentlig skal få igen. Det er ikke noget man glemmer  på en nat og så lever man som før... måske  I skulle overveje hjælp fra en 3. Part, for lyder som du gerne vil ham, gerne vil forsøge at klinke skårene. Og din kære mand skal nok  også høre  fra andre at lige nu har dog brug for og krav på at vende alt i dit hoved  også muligheden for der er endnu flere løgne - og han skal bare lytte og bygge din tillid op gradvist.

Det bliver en kamp, men vinder i den så er det helt fantastisk. Jeg tror ikke jeg kunne kæmpe den.