Fravalgt igen

Anonym skriver:

Han beslutter bare aldrig noget.

Han er ligeglad indtil jeg siger jeg ikke vil denne her ligegyldighed.

alt er bare fint og ligemeget. Klassisk mandesvar.

Men det både du og han er nødt til at lære, er at ikke at træffe et valg OGSÅ er et valg. Hvis han ikke involverer sig eller gør en indsats, så dør ethvert forhold, uanset hvor lang tid I har været sammen, det er såre enkelt.

Når den ene part sidder og græder og den andet enten ikke opdager det, eller er ligeglad, så er der altså alvorlige problemer i et forhold, og den eneste måde man kommer igennem sådan nogle ting er ved at gøre en indsats fra begge sider - man skal VILLE hinanden og sin lille familie, og hvis han allerede nu fravælger dig/jer, så står det i min verden slemt til. Så er det ihvertfald kommet dertil hvor jeg personligt ville forlange engagement og stille krav, ellers ville jeg ikke spilde mere tid på sådan et menneske, uanset hvor mange børn jeg så havde med ham.

Men det er verden ifølge mig, du bør nok sætte dig ned og tænke over hvor du gerne vil og hvor dine  grænser går.

aarhusmor skriver:

Jeg havde heller ikke lige fanget at han tog jeres barn med. Ammer du det ikke endnu?

Jeg ville nok blive en lille smule gal for at sige det mildt og sætte hårdt mod hårdt. Kan huske jeg gjorde det overfor min egen mand, men dengang kæreste, da han var afsted hver weekend. Og jeg har haft en god ægtemand lige siden Så måske skal han bare have det lidt sort/hvidt

Nej, det gør jeg ikke. 

Jeg har prøvet at blive gal, ked af det, skuffet osv. Jeg har bare ikke prøvet at være ligeglad. 

Julen er bare et klassisk eksempel på at han gør hvad han vil, og så sidder jeg tilbage. Det er nok derfor jeg bliver så ked af det.

Anonym skriver:

Nej, vi HAR skændtes. Det toppede for de fire måneder siden, og siden da har vi haft det godt. Selvfølgelig har der været hverdagsting, men intet i samme dur som tidligere.

 

Jeg har været dér et par gange, hvor jeg har erkendt at vi nok var for forskellige, og måske ville være bedre hver for sig. Særligt når jeg bliver mødt med ligegyldighed, har jeg tænkt tanken..

Men han er altså ikke enig.

Nu er det sådan at det kun tager en person at stoppe et forhold, så teknisk set behøver han ikke at være enig. Hvis han ikke formår at overbevise dig om at jeres forhold er værd at blive i, så er det sådan set ligegyldigt om han er enig eller ej

Skouboe skriver:

Men det både du og han er nødt til at lære, er at ikke at træffe et valg OGSÅ er et valg. Hvis han ikke involverer sig eller gør en indsats, så dør ethvert forhold, uanset hvor lang tid I har været sammen, det er såre enkelt.

Når den ene part sidder og græder og den andet enten ikke opdager det, eller er ligeglad, så er der altså alvorlige problemer i et forhold, og den eneste måde man kommer igennem sådan nogle ting er ved at gøre en indsats fra begge sider - man skal VILLE hinanden og sin lille familie, og hvis han allerede nu fravælger dig/jer, så står det i min verden slemt til. Så er det ihvertfald kommet dertil hvor jeg personligt ville forlange engagement og stille krav, ellers ville jeg ikke spilde mere tid på sådan et menneske, uanset hvor mange børn jeg så havde med ham.

Men det er verden ifølge mig, du bør nok sætte dig ned og tænke over hvor du gerne vil og hvor dine  grænser går.

Du har ret, det kan jeg sagtens se. 

Jeg ville så gerne kunne træffe et valg og holde fast, for jeg er sindssygt træt af at være ked af det. 

Jeg er træt af ikke at være betydningsfuld. Træt af at være den eneste der kæmper og netop viser engagement.

Anonym skriver:

Nej, det gør jeg ikke. 

 

Jeg har prøvet at blive gal, ked af det, skuffet osv. Jeg har bare ikke prøvet at være ligeglad. 

 

Julen er bare et klassisk eksempel på at han gør hvad han vil, og så sidder jeg tilbage. Det er nok derfor jeg bliver så ked af det.

Det er også derfor du skal finde svaret inde i dig selv. Hvad forlanger du af et forhold?! Hvordan ville du ønske dit forhold var?! Får du nogensinde det i dette forhold?! Hvis du skal have det i dette forhold, hvordan skal du så få det?! og hvis det fejler, hvad skal du så?!
Det er du nød til at tænke over. Skal der kæmpes for forholdet, må du gøre ham det klart at I begge to skal kæmpe.

Skouboe skriver:

Nu er det sådan at det kun tager en person at stoppe et forhold, så teknisk set behøver han ikke at være enig. Hvis han ikke formår at overbevise dig om at jeres forhold er værd at blive i, så er det sådan set ligegyldigt om han er enig eller ej

Det ved jeg, men for pokker hvor er det svært. 

De gode perioder har nok fået mig til at lukke øjnene for hvordan han egentlig er.

Jeg var blevet edderrasende hvis det var min mand der havde fravalgt mig og vores børn juleaften! Jeg er MEGET large og min mand gør hvad han har lyst til og rug for, inden for rimelighedens grænser, altså utroskab, løgn osv er jo selvfølgelig ikke ok, men venner, bytur osv er intet problem i vores forhold. Men det der, det er laaaangt over min grænse! 

Det er da ganske almindeligt at når man er en familie, fejrer man sådanne ting sammen og det burde da dælme være underforstået uden at man skal forventningsafstemme inden man går ind i forholdet!! 

Jeg havde sagt "fuck dig" og skredet med børn og det hele! Adios!!! 

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt friske øjne på mit forhold, for jeg er rigtig ked af det i øjeblikket.

Min kæreste og jeg har været sammen i et år og har en lille sammen.

Vi har haft en del problemer undervejs. Mistillid (fra min side), han har været enormt fraværende under min graviditet og jeg har været jaloux og kigget i hans ting.

Vi havde en stor krise for 4 måneder siden, hvor vi var ved at gå fra hinanden. Vi var begge kørt surt i forholdet, skænderierne og det hele, og jeg havde bare et enormt behov for ro.
Vi klarede os dog igennem, og har været til noget parterapi siden da. - Meget nyttigt i øvrigt.

Jeg tror jeg har haft for store forventninger til ham, og til hvordan vi skulle leve sammen.
Jeg havde troet vi skulle være en familie, holde jul, fødselsdage m.m. Sammen.

Virkeligheden har været en helt anden.

Han valgte f.eks at juleaften i går skulle bruges med hans familie. - Jeg var ikke inviteret.

Jeg er så såret.. Han fravalgte mig. Igen. Og så endda på vores søns første juleaften.
Jeg sad bare derhjemme med min mor.

Det er aldrig mig han vælger. Jeg er bare en der er der, når det passer ind i hans program.

Ved ikke engang hvorfor jeg skriver det her. Er nok bare trist og såret.

Jeg ville ikke kunne leve med en mand (  når det er så seriøst  i har barn osv) som ikke inkluderede mig i sin jul.