Fravalgt igen

mor:) skriver:

Ej tog han jeres barn med, men ikke dig. Den havde jeg ikke fanget - det er jo endnu værre. 

Jeg ville simpelthen nægte det. Hvis han ikke vil være hjemme - fint, men så kan han da ikke tage jeres søn med. Og så skulle jeres 2 måneder dreng være uden sin mor??

Ja, det gør han tit når han skal ud til sin familie. Så er det bare de to.

Jeg kan ikke rigtigt nægte ham det, da det jo er vores barn. Jeg er bare uforstående.

Jeg havde nok stillet ham stolen for døren og sagt at enten valgte han BÅDE dig og jeres barn til, og det betød at I begge to var med til alle arrangementer i hans familie, eller også valgte han jer fra og fandt et andet sted at bo.

Barn eller barn ikke, jeg havde ikke fundet mig i den behandling. Han er jo allerede mere end halvvejs ude af døren. 

Anonym skriver:

Ja, det gør han tit når han skal ud til sin familie. Så er det bare de to.

Jeg kan ikke rigtigt nægte ham det, da det jo er vores barn. Jeg er bare uforstående.

Selvfølgelig kan du nægte det - du har da også krav på at fejre jul med din søn. 

Anonym skriver:

Ja, det gør han tit når han skal ud til sin familie. Så er det bare de to.

Jeg kan ikke rigtigt nægte ham det, da det jo er vores barn. Jeg er bare uforstående.

Jeg forstår dig godt. Det giver ikke mening at han ikke prøver at bygge noget op sammen med dig, i stedet for at holde på at I holder hver jeres.

Det er muligt at det er en usikkerhed over om I skal forblive sammen, der gør det.

Jeg går ud fra at du har fortalt ham hvad du føler. Hvis ja, så må du enten acceptere eller sætte dig på tværs på en eller anden måde.

Men du siger også at I skændes meget. Det er ikke godt for nogen. Igen hvis det er om hans andre værdier end dine, så er det enten accept eller det modsatte.

Jeg tror vi alle har måttet bide noget i os, når vi var sammen med en vi elskede og man kommer også længst ved at acceptere den anden som det menneske han er. Men der er naturligvis grænser for hvor langt man skal gå, for hvis man er meget forskellige, er det måske bedre at blive enige om ikke at være sammen. Ikke at jeg siger at I er der nu. Men du bliver nødt til at finde ud af hvad du vil, hvad du vil acceptere og høre ham om han er med på det.

Skouboe skriver:

Jeg havde nok stillet ham stolen for døren og sagt at enten valgte han BÅDE dig og jeres barn til, og det betød at I begge to var med til alle arrangementer i hans familie, eller også valgte han jer fra og fandt et andet sted at bo.

Barn eller barn ikke, jeg havde ikke fundet mig i den behandling. Han er jo allerede mere end halvvejs ude af døren. 

Jeg tror også det er den vej jeg er nødt til at gå.

Anonym skriver:

Jeg tror også det er den vej jeg er nødt til at gå.

Det mener jeg ihvertfald. Hvis du lader ham behandle dig sådan nu, hvad stopper ham så fra at fortsætte med det? Folk behandler dig lige præcist på den måde du lader dem, og den her opførsel synes jeg er i gang med at danne et vældigt uheldigt mønstre. Nu må han altså beslutte sig - ind eller ud?

Det der skulle lige være min kæreste og han var røget ad helvedes til. 

Ikke om jeg vil finde mig i sådan en behandling 

aarhusmor skriver:

Jeg forstår dig godt. Det giver ikke mening at han ikke prøver at bygge noget op sammen med dig, i stedet for at holde på at I holder hver jeres.

Det er muligt at det er en usikkerhed over om I skal forblive sammen, der gør det.

Jeg går ud fra at du har fortalt ham hvad du føler. Hvis ja, så må du enten acceptere eller sætte dig på tværs på en eller anden måde.

Men du siger også at I skændes meget. Det er ikke godt for nogen. Igen hvis det er om hans andre værdier end dine, så er det enten accept eller det modsatte.

Jeg tror vi alle har måttet bide noget i os, når vi var sammen med en vi elskede og man kommer også længst ved at acceptere den anden som det menneske han er. Men der er naturligvis grænser for hvor langt man skal gå, for hvis man er meget forskellige, er det måske bedre at blive enige om ikke at være sammen. Ikke at jeg siger at I er der nu. Men du bliver nødt til at finde ud af hvad du vil, hvad du vil acceptere og høre ham om han er med på det.

Nej, vi HAR skændtes. Det toppede for de fire måneder siden, og siden da har vi haft det godt. Selvfølgelig har der været hverdagsting, men intet i samme dur som tidligere.

Jeg har været dér et par gange, hvor jeg har erkendt at vi nok var for forskellige, og måske ville være bedre hver for sig. Særligt når jeg bliver mødt med ligegyldighed, har jeg tænkt tanken..

Men han er altså ikke enig.

Skouboe skriver:

Det mener jeg ihvertfald. Hvis du lader ham behandle dig sådan nu, hvad stopper ham så fra at fortsætte med det? Folk behandler dig lige præcist på den måde du lader dem, og den her opførsel synes jeg er i gang med at danne et vældigt uheldigt mønstre. Nu må han altså beslutte sig - ind eller ud?

Han beslutter bare aldrig noget.

Han er ligeglad indtil jeg siger jeg ikke vil denne her ligegyldighed.

alt er bare fint og ligemeget. Klassisk mandesvar.

Anonym skriver:

Nej, vi HAR skændtes. Det toppede for de fire måneder siden, og siden da har vi haft det godt. Selvfølgelig har der været hverdagsting, men intet i samme dur som tidligere.

 

Jeg har været dér et par gange, hvor jeg har erkendt at vi nok var for forskellige, og måske ville være bedre hver for sig. Særligt når jeg bliver mødt med ligegyldighed, har jeg tænkt tanken..

Men han er altså ikke enig.

Jeg havde heller ikke lige fanget at han tog jeres barn med. Ammer du det ikke endnu?

Jeg ville nok blive en lille smule gal for at sige det mildt og sætte hårdt mod hårdt. Kan huske jeg gjorde det overfor min egen mand, men dengang kæreste, da han var afsted hver weekend. Og jeg har haft en god ægtemand lige siden Så måske skal han bare have det lidt sort/hvidt