Fravalgt igen

Jeg har brug for lidt friske øjne på mit forhold, for jeg er rigtig ked af det i øjeblikket.

Min kæreste og jeg har været sammen i et år og har en lille sammen.

Vi har haft en del problemer undervejs. Mistillid (fra min side), han har været enormt fraværende under min graviditet og jeg har været jaloux og kigget i hans ting.

Vi havde en stor krise for 4 måneder siden, hvor vi var ved at gå fra hinanden. Vi var begge kørt surt i forholdet, skænderierne og det hele, og jeg havde bare et enormt behov for ro.
Vi klarede os dog igennem, og har været til noget parterapi siden da. - Meget nyttigt i øvrigt.

Jeg tror jeg har haft for store forventninger til ham, og til hvordan vi skulle leve sammen.
Jeg havde troet vi skulle være en familie, holde jul, fødselsdage m.m. Sammen.

Virkeligheden har været en helt anden.

Han valgte f.eks at juleaften i går skulle bruges med hans familie. - Jeg var ikke inviteret.

Jeg er så såret.. Han fravalgte mig. Igen. Og så endda på vores søns første juleaften.
Jeg sad bare derhjemme med min mor.

Det er aldrig mig han vælger. Jeg er bare en der er der, når det passer ind i hans program.

Ved ikke engang hvorfor jeg skriver det her. Er nok bare trist og såret.

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt friske øjne på mit forhold, for jeg er rigtig ked af det i øjeblikket.

Min kæreste og jeg har været sammen i et år og har en lille sammen.

Vi har haft en del problemer undervejs. Mistillid (fra min side), han har været enormt fraværende under min graviditet og jeg har været jaloux og kigget i hans ting.

Vi havde en stor krise for 4 måneder siden, hvor vi var ved at gå fra hinanden. Vi var begge kørt surt i forholdet, skænderierne og det hele, og jeg havde bare et enormt behov for ro.
Vi klarede os dog igennem, og har været til noget parterapi siden da. - Meget nyttigt i øvrigt.

Jeg tror jeg har haft for store forventninger til ham, og til hvordan vi skulle leve sammen.
Jeg havde troet vi skulle være en familie, holde jul, fødselsdage m.m. Sammen.

Virkeligheden har været en helt anden.

Han valgte f.eks at juleaften i går skulle bruges med hans familie. - Jeg var ikke inviteret.

Jeg er så såret.. Han fravalgte mig. Igen. Og så endda på vores søns første juleaften.
Jeg sad bare derhjemme med min mor.

Det er aldrig mig han vælger. Jeg er bare en der er der, når det passer ind i hans program.

Ved ikke engang hvorfor jeg skriver det her. Er nok bare trist og såret.

Jeg skal lige høre, har i kun været sammen et år og har allerede et barn sammen?

ESV skriver:

Jeg skal lige høre, har i kun været sammen et år og har allerede et barn sammen?

Ja, jeg vil da mene det står rimelig tydeligt.. Men det er jo sådan set ikke det jeg skriver om.

Det er da også tarveligt, at han ikke engang vil holde jul med dig og jeres barn! 

Øv det ville jeg også blive ked af. Jeg ville også tænke som dig, at man holder jul/fødselsdage osv. sammen som en familie. 

Men jeg tror desværre det er fordi du ikke har kendt ham godt nok før I blev familie. Han har tydeligvis ikke de samme forestillinger om familielivet og prioriterer anderledes. 

Anonym skriver:

Ja, jeg vil da mene det står rimelig tydeligt.. Men det er jo sådan set ikke det jeg skriver om.

Men jeg var nødt til at være sikker for at skrive et svar. 

Jeg har nemlig stået i samme situation eller det vil sige vi blev heldigvis ikke valgt fra men vi fik rigtig hurtigt barn sammen og vores datter var kun lige over en måned til sin første jul. 

Jeg syntes han er en røv på den måde at svigte dig og ikke kun dig men også jeres barn. Har i afstemt inden barnet kom til verden hvordan i skulle gøre i forbindelse med helligdage og højtider? 

Kendte i hinanden inden I blev kærester?

er du afklaret med om du er sammen med ham fordi du elsker ham og ikke kan forestille dig en hverdag uden ham eller er du hos ham fordi i er blevet forældre?

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt friske øjne på mit forhold, for jeg er rigtig ked af det i øjeblikket.

Min kæreste og jeg har været sammen i et år og har en lille sammen.

Vi har haft en del problemer undervejs. Mistillid (fra min side), han har været enormt fraværende under min graviditet og jeg har været jaloux og kigget i hans ting.

Vi havde en stor krise for 4 måneder siden, hvor vi var ved at gå fra hinanden. Vi var begge kørt surt i forholdet, skænderierne og det hele, og jeg havde bare et enormt behov for ro.
Vi klarede os dog igennem, og har været til noget parterapi siden da. - Meget nyttigt i øvrigt.

Jeg tror jeg har haft for store forventninger til ham, og til hvordan vi skulle leve sammen.
Jeg havde troet vi skulle være en familie, holde jul, fødselsdage m.m. Sammen.

Virkeligheden har været en helt anden.

Han valgte f.eks at juleaften i går skulle bruges med hans familie. - Jeg var ikke inviteret.

Jeg er så såret.. Han fravalgte mig. Igen. Og så endda på vores søns første juleaften.
Jeg sad bare derhjemme med min mor.

Det er aldrig mig han vælger. Jeg er bare en der er der, når det passer ind i hans program.

Ved ikke engang hvorfor jeg skriver det her. Er nok bare trist og såret.

Er det noget I har snakket om? Altså julen, nytår, fødselsdage osv..

Min erfaring med et 5 år gammelt forhold og to børn på hhv. 4 og 2, siger at forventnings afstemning er yderst vigtigt og i et "nyt" forhold, hvor et barn allerede er en del af billedet er det endnu vigtigere at få kommunikeret tingene tydeligt ud, da man stadig skal lærer hinanden at kende, ikke både som forældre, men også som kærester og ikke mindst sig selv i den nye rolle som mor/far..

Herhjemme tog det mange samtaler før forventningerne til hinanden var afstemt og "reglerne" for hvordan og hvorledes med højtider mv. skal afholdes, så sent som for 2 mdr siden, måtte vi tage en ny afstemning omkring gaver i det hele taget, fordi den forrige aftale ikke fungerede og sådan vil det være resten af livet at tingene skal reguleres i ny og næ 

mor:) skriver:

Øv det ville jeg også blive ked af. Jeg ville også tænke som dig, at man holder jul/fødselsdage osv. sammen som en familie. 

Men jeg tror desværre det er fordi du ikke har kendt ham godt nok før I blev familie. Han har tydeligvis ikke de samme forestillinger om familielivet og prioriterer anderledes. 

Det er helt sikkert fordi vi ikke har kendt hinanden godt nok inden jeg blev gravid, at mine forventninger har været for store. Og så alligevel ikke. 

For er det ikke meget normalt at man er sammen med sin familie juleaften? Uanset om vi havde været sammen i 9 måneder eller 9 år er vi jo en familie.

Og sådan menneskeligt set, så forstår jeg ikke hvorfor han ikke har et behov for at være sammen med mig og vores søn på juleaften.. Men derimod vil bruge den med sine forældre, bror, svigerinde, nevø, farmor m.m.

Jeg tror de var omkring 15 mennesker.

Hønsemor skriver:

Er det noget I har snakket om? Altså julen, nytår, fødselsdage osv..

Min erfaring med et 5 år gammelt forhold og to børn på hhv. 4 og 2, siger at forventnings afstemning er yderst vigtigt og i et "nyt" forhold, hvor et barn allerede er en del af billedet er det endnu vigtigere at få kommunikeret tingene tydeligt ud, da man stadig skal lærer hinanden at kende, ikke både som forældre, men også som kærester og ikke mindst sig selv i den nye rolle som mor/far..

Herhjemme tog det mange samtaler før forventningerne til hinanden var afstemt og "reglerne" for hvordan og hvorledes med højtider mv. skal afholdes, så sent som for 2 mdr siden, måtte vi tage en ny afstemning omkring gaver i det hele taget, fordi den forrige aftale ikke fungerede og sådan vil det være resten af livet at tingene skal reguleres i ny og næ 

Ja, det er noget vi har talt om. Ordret har han sagt "Ja jeg vælger dig fra juleaften".. 

Jeg synes bare ikke det er så store forventninger jeg har haft. Ihvertfald ikke urealistiske. 

Og jeg havde ikke troet, at vi skulle forventningsafstemme hvorvidt vi skulle være sammen juleaften. 

Særligt ikke når han ved jeg sad alene med min mor. 

Jeg er sgu nok bare skuffet.

Her er det normalt vi er sammen Ca hver andet år.... Dog kan jeg godt finde på at melde fra med ham hvis min søster er alene....

Men synes da det er mærkeligt du ikke bliver inviteret med? Hvis han ikke blot har glemt at invitere dig eller taget det som en selvfølge du ville holde med din mor...

Her bliver vi inviteret med til den andens familie fordi vi er et par, og bor sammen.... Og så har vi fået buddet....

I skal helt sikkert ha snakket sammen om hvad i ønsker... Noget er nok fordi i faktiks ikke kender hinanden.. Men i skal os ha fundet ud af hvad i ønsker af og med forholdet.. For det ender helt galt... Og når han melder ud så må du/i få gjort op om i kan leve sammen og ønsker det samme eller kan gå på kompromis....