? Er det planlagt

sne190810 skriver:

Dengang jeg var gravid, var noget af det første jeg også blev spurgt om var om jeg stadig var sammen med faren  Ja, det var jeg men hvad fanden har det med noget at gøre for dig?? 

Jeg blev så ked af det, fordi det var tit et spørgsmål der kom før "hvor langt er du henne", "Kender du til kønnet" eller andre mere normale og lidt mere velkomne spørgsmål, som faktisk havde noget at gøre med min graviditet - og ikke snage spørgsmål som " Var det planlagt", "er du sammen med faren"

Men jeg tror det er 50/50, for nogle spørger på den måde uden at tænke sig om og simpelthen fordi de bare er nysgerrige/interesse på den gode måde, mens jeg tror den anden del gør det lidt for at snage og bare vil have noget at snakke om når man vender ryggen til. 

 

Det forstår jeg godt og ja du har ret det er også det der irriterer, når det i stedet for mere relevante og naturlige spørgsmål  

Jeg tror jeg har spurgt flere gange om det har været planlagt når venner og bekendte er blevet gravide, men det har aldrig været for at være uhøflig eller snage og bestemt ikke for at gøre nogen kede af det. Og selvom en graviditet ikke er planlagt betyder det jo ikke at barnet er uønsket eller uelsket! Jeg ville helt ærligt ikke ligge mere i det end folk har en interesse i ens graviditet og er nysgerrige.

Jeg synes det er vigtigt, at du gør folk der spørger, opmærksomme på at du synes det er ubehageligt spørgsmål som du ikke har lyst til at svare på, ellers ved de jo ikke at de har overtrådt dine grænser! 

ErDetSnartNU skriver:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det faktum, at spørgsmål om uplanlagte graviditeter/om man som gravid er sammen med barnets far/om børnene har samme far osv er et udtryk for en trist samfundstendens, hvor kvinder bare skyder uplanlagte børn ud og hvor der er indviklede familieforhold som resultat af uovervejede beslutninger og mig-mig-mig-først tankegang. 

Jeg bliver i hvert fald nogle gange nervøs, når jeg herinde læser hvor mange 19-20-årige alenemødre uden uddannelse, som opfordrer andre til at blive det samme "fordi det er viiildt fedt". Jeg tror ærligt talt at overstående spørgsmål udspringer af den slags. 

Jeg tænker også det er lidt skræmmende hvis det er blevet et alment spørgsmål fordi folk rent faktisk oplever det som værende mere reglen end undtagelsen at folk får børn sådan helt uovervejet. 

ErDetSnartNU skriver:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det faktum, at spørgsmål om uplanlagte graviditeter/om man som gravid er sammen med barnets far/om børnene har samme far osv er et udtryk for en trist samfundstendens, hvor kvinder bare skyder uplanlagte børn ud og hvor der er indviklede familieforhold som resultat af uovervejede beslutninger og mig-mig-mig-først tankegang. 

Jeg bliver i hvert fald nogle gange nervøs, når jeg herinde læser hvor mange 19-20-årige alenemødre uden uddannelse, som opfordrer andre til at blive det samme "fordi det er viiildt fedt". Jeg tror ærligt talt at overstående spørgsmål udspringer af den slags. 

Måske du har ret, men er trist og ser selv mange som bliver gravid og går fra hinanden og finder ny bliver gravid og går fra hinanden, synes det er trist, men måske mere fordi jeg selv gør alt jeg kan for ikke at ende i skilsmisse procenterne og er lidt af den gamle skole 

MHB skriver:

Jeg tror jeg har spurgt flere gange om det har været planlagt når venner og bekendte er blevet gravide, men det har aldrig været for at være uhøflig eller snage og bestemt ikke for at gøre nogen kede af det. Og selvom en graviditet ikke er planlagt betyder det jo ikke at barnet er uønsket eller uelsket! Jeg ville helt ærligt ikke ligge mere i det end folk har en interesse i ens graviditet og er nysgerrige.

Jeg synes det er vigtigt, at du gør folk der spørger, opmærksomme på at du synes det er ubehageligt spørgsmål som du ikke har lyst til at svare på, ellers ved de jo ikke at de har overtrådt dine grænser! 

Kunne godt være jeg skulle sige det, har dog ikke noget imod det hvis der spørges ordentligt, men er jo tit det første folk spørger om fremfor hvor langt man er eller om man kender kønnet osv 

Saphiira skriver:

Helt ærligt, så kan jeg ikke se problemet i det eller det uhøflige i det....

Eller jo, hvis det kommer i en negativ tone eller bebrejdende tone...

Jeg tror de fleste spørger, for så kan de ligesom fornemme, om det er et ønsket barn eller ikke, og hvordan de skal forholde sig.. 

 

Gudskelov jeg troede jeg var den eneste der ikke så det som et slemt spørgsmål. Bare fordi man spørg om det er planlagt, betyder det jo ikke at de spørg om barnet er ønsket eller ej. Der sker smuttere. Min søster er en upser men ikke mindre elsket end os andre. 

Yurie skriver:

Gudskelov jeg troede jeg var den eneste der ikke så det som et slemt spørgsmål. Bare fordi man spørg om det er planlagt, betyder det jo ikke at de spørg om barnet er ønsket eller ej. Der sker smuttere. Min søster er en upser men ikke mindre elsket end os andre. 

Jeg tror mere det handler om for mig, er ikke selve spørgsmålet men hvordan og hvornår det bliver stillet 

men vi er jo alle forskellige og ha jeg er så nok en del mere sippet hvad det angår end du er  

Anonym skriver:

Jeg er gravid, og det er stadig nyt, men vi er igang med at dele nyheden rundt omkring

der bliver ca 13-14 mdr mellem de 2 små, og flere siger enten tillykke-var det planlagt eller bare var det planlagt 

er jeg den eneste der bliver en anelse fornærmet( i mangel af bedre ord) over den sætning. Føler måske bare det går over min grænse og er et ret personligt eller måske nærgående spørgsmål 

Får det bare så mærkeligt indeni når folk stiller mig det spørgsmål, og får faktisk lyst til at sige, at det ikke rager dem 

Altså umiddelbart så ser jeg intet ondskabsfuldt i det spørgsmål? 

Selvfølgeligt så kommer det an på hvem der spørger og hvordan der bliver spurgt, men som udgangspunkt så tror jeg at det er et spørgsmål mange får, uanset situation? 

Som en anden også skriver, er det ikke unormalt at folk får uplanlagte børn (selv midt i 30'erne!!) - men det gør dem da ikke mindre elsket, når først de er valgt og ikke valgt fra?

Jeg er overbevist om at jeg med min alder og mit (sammenlignet med mange andre) endnu ikke vanvittigt lange forhold, vil blive spurgt om det en milion gange - om ikke andet, så vil min kæreste! Og jeg glæder mig faktisk til at sige ja, det var det! Omvendt så havde vi faktisk aftalt at sige at det ikke var, hvis vi blev gravide hurtigt, selvom det jo egentlig ville være en løgn 

Vi ønsker os også at vi en dag får pseudo tvillinger, så jeg er da overbevist om at spørgsmålene vil komme igen til den tid, og jeg er stadig overbevist om at det igen vil være uden at der ligger noget ondskabsfuldt bag.

Hvis jeg virkelig var flov over at være blevet gravid uplanlagt, og frygtede at folk mistænkte mig for ikke at elske mit barn, ja så ville jeg for det første finde nogen andre mennesker at omgås, men derudover ville jeg bestemt svare dem! Jeg tror bare at jeg ville svare: "Det var ikke planlagt, men vi var ikke et sekund i tvivl, da vi opdagede det", eller "Det var ikke planlagt, men vi har heller ikke gjort noget for at forhindre det, og vi blev meget glade da vi fandt ud af det" - og så er der muligheden; bare at sige JA! og så fortælle om hvor skønt det bliver.

Jeg tror at folk spørger ind til jer, fordi de vil forsøge at indlede en samtale, og får at tage hensyn til jeres situation og følelser på bedst mulig måde. Jeg tror også at det faktisk er ret almindeligt at indlede samtalen ved netop at spørge på den måde - bare se tilbage i tråden? Folk spørger om det hele tiden uden at have nogle bagtanker. Men de bliver også med denne tråd i tvivl, om dem de spurgte kan have lagt andet værdi i det? Og det synes jeg er ærgerligt 

Jeg kan i hvert fald slet ikke vente til at folk spørger mig om det var planlagt, når jeg forhåbentligt en dag er gravid med anden halvdel af mine ønske pseudo tvillinger, så jeg stolt kan dele min glæde  

Anonym skriver:

Jeg tror mere det handler om for mig, er ikke selve spørgsmålet men hvordan og hvornår det bliver stillet 

men vi er jo alle forskellige og ha jeg er så nok en del mere sippet hvad det angår end du er  

Hvordan det bliver stillet kan vi være helt enige om kan være forkert, nogen gange også hvornår. 

Men jeg må ærligt indrømme at hvis en venide, søster eller andet kom 4-5måneder efter en fødsel og sagde hun var gravid igen, ville mit første spørgsmål nok også være om deter planlagt.  Ikke for atvære ond, men hfordi det er hurtigt, og nogen har ikke sexlyst med et lille barn. Og som sagt der kan ske smuttere, som ikke er planlagt, og jeg tror det er det folk tænker.

mEn det er jo bare at sige; Ja det er planlagt. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid, og det er stadig nyt, men vi er igang med at dele nyheden rundt omkring

der bliver ca 13-14 mdr mellem de 2 små, og flere siger enten tillykke-var det planlagt eller bare var det planlagt 

er jeg den eneste der bliver en anelse fornærmet( i mangel af bedre ord) over den sætning. Føler måske bare det går over min grænse og er et ret personligt eller måske nærgående spørgsmål 

Får det bare så mærkeligt indeni når folk stiller mig det spørgsmål, og får faktisk lyst til at sige, at det ikke rager dem 

Jeg ville nok ikke spørge om det som det første, men jeg kunne sagtens finde på at spørge.

Det handler om, at JEG synes, at det er rigtig synd for det første barn, der slet ikke er klar til at dele sine forældre i den alder, og det handler om, at JEG finder det mærkværdigt, at man ikke ønsker at bruge al sin tid og opmærksomhed på det fantastiske lille barn, man næsten lige har fået, nære det og få sat de små tykke ben solidt på jorden inden man går videre til det næste projekt, som om barnet ikke er værdifuldt nok til at investere alt i !?

Det handler om, at forældrene synes, at det kunne være så fantastisk med 2 børn tæt på hinanden - men der er altså ingen af dem, der tænker på den lille førstefødte, som lige pludselig får serveret en konkurrent, og man kan gradbøje det, alt det man vil, men man kan altså ikke forklare så lille et barn, at det lige må vente, fordi man kun har 2 hænder - det kan et barn på 3 år meget nemmere forstå.