? Er det planlagt

lineog4 skriver:

Kan egentlig sagtens se det er et meget personligt spørgsmål, men på den anden side har jeg vist selv spurgt et par gange  

Måske det handler om man gerne vil vide om I er super lykkelige, eller om I lige skal synke det, så man ved hvordan og hvad man skal. Er jo lidt akavet at sige: ej hvor fantastisk, det er skønt med børn så tæt på hinanden, hvorefter du siger: ja vi skal sgu lige vænne os til det! 

Det er jo sjældent man planlægger pseudotvillinger, og man fisker nok lidt efter okay; hvad vil du tale om i forhold til din graviditet.

Jeg synes også der er forskel hvor tætte man er, men hvis man ikke er tætte og der kommer den der tillykke, var det planlagt? 

Har måske mindre imod spørgsmålet alt efter hvordan der bliver spurgt 

der var en der spurgte dybere ind hvordan det kunne være vi fik dem tæt, om det ikke var planlagt eller der var en tanke bag, og hun virkede oprigtig interesseret og vi fik en god snak, der havde jeg intet imod det 

Rengyduck skriver:

Jeg er helt enig med dig, det kan man simpelthen ikke tillade sig at spørge om. Hvad skal folk bruge dén oplysning til - at gå rundt og dømme én inde i dem selv? Det rager dem overhovedet ikke. Om man lige har fået et barn, om man er 15 eller 45 år - det er IKKE almen pli at gå rundt at spørge folk om den slags. Om folk vælger at få børn eller ej, er SLET ikke noget som andre folk skal blande sig i.

Jeg synes det virker som om, at det er blevet legalt at spørge så snart det ikke følger normen, feks hvis børnene er tætte eller langt fra hinanden 

Har knap så meget imod det hvis der er en dybere begrundelse end der bare slynges ud om det er planlagt 

men jeg vil personligt ikke (planlagt eller ej) senere at folk skal kunne give mit barn følelsen af ikke at være ønsket eller elsket 

Jeg synes det er et meget (!) uhøfligt og upassende spørgesmål! For mig kan det oversættes til "Nå, men var I så så uansvarlige omkring jeres knep at I blev gravide?" eller "Nå, men jeg går så ud fra, at det ikke er et ønskebarn?". 

At blive uplanlagt gravid er i min verden en smule uansvarligt. Jaja, prævention kan fejle osv, men for mig skal så store beslutninger helst være planlagte, og at antyde, at vi har været uansvarlige eller at baby i maven egentlig ikke er noget man har ønsket sig, synes jeg er flabet. Hvis det er en ups'er skal jeg nok selv fortælle det til dem, som er tætte nok til at få det at vide. 

ErDetSnartNU skriver:

Jeg synes det er et meget (!) uhøfligt og upassende spørgesmål! For mig kan det oversættes til "Nå, men var I så så uansvarlige omkring jeres knep at I blev gravide?" eller "Nå, men jeg går så ud fra, at det ikke er et ønskebarn?". 

At blive uplanlagt gravid er i min verden en smule uansvarligt. Jaja, prævention kan fejle osv, men for mig skal så store beslutninger helst være planlagte, og at antyde, at vi har været uansvarlige eller at baby i maven egentlig ikke er noget man har ønsket sig, synes jeg er flabet. Hvis det er en ups'er skal jeg nok selv fortælle det til dem, som er tætte nok til at få det at vide. 

Det er nok også sådan jeg har det og der er jo også forskel på ups'er og jeg kan godt blive ked af det. 

Der er også meget stor forskel på formulering og netop det direkte var det planlagt, giver mig den følelse du beskriver 

Tak fordi du fik sat ord på 

Anonym skriver:

Jeg er gravid, og det er stadig nyt, men vi er igang med at dele nyheden rundt omkring

der bliver ca 13-14 mdr mellem de 2 små, og flere siger enten tillykke-var det planlagt eller bare var det planlagt 

er jeg den eneste der bliver en anelse fornærmet( i mangel af bedre ord) over den sætning. Føler måske bare det går over min grænse og er et ret personligt eller måske nærgående spørgsmål 

Får det bare så mærkeligt indeni når folk stiller mig det spørgsmål, og får faktisk lyst til at sige, at det ikke rager dem 

synes ikke man spørger om det, uanset hvad.

er gravid med vores første barn, vi havde længe snakket om at prøve og blev så glade da det lykkedes. så kommer der fra en kollega 'var det planlagt?' blev sgu sådan lidt stødt over det, for det virker som om man ikke har styr på en skid?  men JO det var i allerhøjeste grad planlagt. 

Jeg forstår udemærket hvad du mener og synes også det rammer mig på sådan en måde hvor jeg føler at andre åbenbart tror jeg/vi er sådan nogen der ikke har styr på noget.

men må også sige, når jeg lige tager de rationelle briller på, at så er det vidst blevet lidt et standart spørgsmål for rigtig mange mennesker. Uden dybereliggende negative bagtanker. Jeg blev spurgt om det var planlagt både 1., 2. Og 3. Gang. 2. Gang endte i en SA, så vil ikke mene at den 3. Gang kunne komme som et chok for nogen, men spørgsmålet om det var planlagt kom nu alligevel. Også fra folk som jeg har snakket med et utal af gange om at vi self ville have en mere med ca den og den afstand aldersmæssigt til nummer 1. Så tit tror jeg egentlig ikke folk spørger for at snage eller være nedladende - det er bare smalltalk. Men jeg forstår udemærket hvilke følelser det frembringer lige idét spørgsmålet falder. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid, og det er stadig nyt, men vi er igang med at dele nyheden rundt omkring

der bliver ca 13-14 mdr mellem de 2 små, og flere siger enten tillykke-var det planlagt eller bare var det planlagt 

er jeg den eneste der bliver en anelse fornærmet( i mangel af bedre ord) over den sætning. Føler måske bare det går over min grænse og er et ret personligt eller måske nærgående spørgsmål 

Får det bare så mærkeligt indeni når folk stiller mig det spørgsmål, og får faktisk lyst til at sige, at det ikke rager dem 

Dengang jeg var gravid, var noget af det første jeg også blev spurgt om var om jeg stadig var sammen med faren  Ja, det var jeg men hvad fanden har det med noget at gøre for dig?? 

Jeg blev så ked af det, fordi det var tit et spørgsmål der kom før "hvor langt er du henne", "Kender du til kønnet" eller andre mere normale og lidt mere velkomne spørgsmål, som faktisk havde noget at gøre med min graviditet - og ikke snage spørgsmål som " Var det planlagt", "er du sammen med faren"

Men jeg tror det er 50/50, for nogle spørger på den måde uden at tænke sig om og simpelthen fordi de bare er nysgerrige/interesse på den gode måde, mens jeg tror den anden del gør det lidt for at snage og bare vil have noget at snakke om når man vender ryggen til. 

sne190810 skriver:

Dengang jeg var gravid, var noget af det første jeg også blev spurgt om var om jeg stadig var sammen med faren  Ja, det var jeg men hvad fanden har det med noget at gøre for dig?? 

Jeg blev så ked af det, fordi det var tit et spørgsmål der kom før "hvor langt er du henne", "Kender du til kønnet" eller andre mere normale og lidt mere velkomne spørgsmål, som faktisk havde noget at gøre med min graviditet - og ikke snage spørgsmål som " Var det planlagt", "er du sammen med faren"

Men jeg tror det er 50/50, for nogle spørger på den måde uden at tænke sig om og simpelthen fordi de bare er nysgerrige/interesse på den gode måde, mens jeg tror den anden del gør det lidt for at snage og bare vil have noget at snakke om når man vender ryggen til. 

 

Ej ja, den har jeg også fået :-S både når jeg møder nye mennesker og vi smalltalker "fremmed: har du børn så? Mig: ja en søn på 3. Dem: er din kæreste så faren?" 

Og nu "dem: nå du er gravid, tillykke. har du børn i forvejen? Mig: ja en søn på 3. Dem: okay, er det samme far så?" 

Altså jeg kunne måske forstå tanken hvis jeg havde et barn på 15 og nu var gravid, men min dreng er 3!!!!! Det sgu lidt sært. 

Helt ærligt, så kan jeg ikke se problemet i det eller det uhøflige i det....

Eller jo, hvis det kommer i en negativ tone eller bebrejdende tone...

Jeg tror de fleste spørger, for så kan de ligesom fornemme, om det er et ønsket barn eller ikke, og hvordan de skal forholde sig.. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det faktum, at spørgsmål om uplanlagte graviditeter/om man som gravid er sammen med barnets far/om børnene har samme far osv er et udtryk for en trist samfundstendens, hvor kvinder bare skyder uplanlagte børn ud og hvor der er indviklede familieforhold som resultat af uovervejede beslutninger og mig-mig-mig-først tankegang. 

Jeg bliver i hvert fald nogle gange nervøs, når jeg herinde læser hvor mange 19-20-årige alenemødre uden uddannelse, som opfordrer andre til at blive det samme "fordi det er viiildt fedt". Jeg tror ærligt talt at overstående spørgsmål udspringer af den slags.