Burde jeg sige noget ?

Anonym skriver:

Jeg har fortalt hende alt det der med at det er det jeg brænder for, og hun siger også ja ja, men så siger hun jeg burde udvide det, og spørger om jeg ved at man kan læse pædagogik på UNI. Hun er svær at nå indtil, så hvis jeg skal have sagt ordentligt fra, skal det siges på en mere kontant måde. Men vil heller ikke angribe hende, det er slet ikke min intention. Og ja hun er fra en anden tid, hun er 83. Alligevel kan man godt have lidt pli. 

Men jeg bærer meget over med hende, og det vil jeg nok blive ved med, men det bliver svære og svære. 

Så er du nok i virkeligheden ude i det eneste der er at gøre er at fokusere på intentionen bag og når hun bringer det op, bare smile, nikke og skifte emne. Hav evt. 2-3 emner parat i baghånden, fx hvordan går det med X eller lign.

Twinkle little star skriver:

Jeg tror hun er godt og grundig jaloux over at du har taget netop den uddannelse du brænder for, fordi hun ikke selv havde muligheden dengang.. 

Jeg har en kollega som er hos os i sårn noget mikro flex... En dag siger hun til mig at hun gerne vil ha været pædagog da hun var ung. 

Jeg spørger ind til hvorfor hun ikke blev det så, og svaret var at der kom et barn i vejen...  Altså jeg er 110 % enlig forsøger! men om 7 mdr har jeg klaret mig igennem pædagog uddannelsen.. Så man kan rent faktisk godt tage sig en uddannelse, hvis man har viljen med sig 

Jeg tror det bunder i at hun aldrig selv fik muligheden, og hun vil ha dig "længere opad" end hun selv har været... 

Tag du bare med imorgen, og giv hende svar på tiltale.. 

Det kan godt være at noget af det bunder i jalousi fra hendes side. Det virker bare ikke sådan, men muligheden er der da. Hun har altid haft det godt, men en selvstændig mand som tjente mange penge, så der kommer det "fine" fra tror jeg. Bortset fra det her, kan jeg godt lide hende, og hun er min datters oldemor, så det gør at man lige tænker 2 gange over hvad man siger.

Ja den der har viljen kan! Rigtig flot at du snart er færdig som pædagog, og har klaret den. Det kan nemlig godt lade sig gøre. 

Skouboe skriver:

Så er du nok i virkeligheden ude i det eneste der er at gøre er at fokusere på intentionen bag og når hun bringer det op, bare smile, nikke og skifte emne. Hav evt. 2-3 emner parat i baghånden, fx hvordan går det med X eller lign.

God ide! Det kan jeg prøve. Så må jeg tage stilling til hvad jeg ellers kan gøre, hvis det heller ikke hjælper. Tak for råd. 

Bare sig at du er glad for dit job og at det ikke bliver anderledes da du er lykkelig i det job du har nu .. Og det svar får hun så hver gang. Til sidst bliver hun træt af det samme svar... Så " jeg er glad for mit job og jeg skifter ikke eller begynder at læse på uni og sådan er det bare"

Jeg syntes du skal sige at du heller vil være glad for din udannelse og job end at der står på dit cv at du har læst på uni og hvad f@%< sker der for kæresternes bedstemødre min kærestes mormor er lige så led sidst fik jeg afvide at hvis jeg ikke gad fortælle hende hvad jeg havde taget på i løbet at min graviditet (30+1) med hendes første oldebarn gad hun sku aldrig snakke med mig igen 

Du siger bare 'Det er mit valg - og jeg trives med det'.Ikke lange forklaringer og ikke knap så pæne ord, bare kort og kontant. Forklaringer indgyder til dialog, men det er en "kamp" du ikke kan vinde, så kort og præcist er hvad du skal gøre og det er det samme du siger HVER gang hun bringer noget som helst af det på bane :-) På et tidspunkt stopper hun hvis det er den samme sætning du gentager

lillespir24 skriver:

Jeg syntes du skal sige at du heller vil være glad for din udannelse og job end at der står på dit cv at du har læst på uni og hvad f@%< sker der for kæresternes bedstemødre min kærestes mormor er lige så led sidst fik jeg afvide at hvis jeg ikke gad fortælle hende hvad jeg havde taget på i løbet at min graviditet (30+1) med hendes første oldebarn gad hun sku aldrig snakke med mig igen 

Ja det burde jeg sige til hende, og det bliver også noget i den stil, hvis hun sætter den samme gramofonplade på i dag. Orker ikke at forsvare mig selv på den måde længere. 

Omg! Jøsses en udmelding af hende, det er da godt nok en privat sag

*Toffee* skriver:

Du siger bare 'Det er mit valg - og jeg trives med det'.Ikke lange forklaringer og ikke knap så pæne ord, bare kort og kontant. Forklaringer indgyder til dialog, men det er en "kamp" du ikke kan vinde, så kort og præcist er hvad du skal gøre og det er det samme du siger HVER gang hun bringer noget som helst af det på bane :-) På et tidspunkt stopper hun hvis det er den samme sætning du gentager

Det bør jeg sige ja, og har også besluttet mig for at sige noget ala det, hvis hun starter igen i dag. Men nej den kamp vinder jeg aldrig, det er jeg klar over. Men synd der overhovedet skal være en kamp! 

newsence skriver:

Bare sig at du er glad for dit job og at det ikke bliver anderledes da du er lykkelig i det job du har nu .. Og det svar får hun så hver gang. Til sidst bliver hun træt af det samme svar... Så " jeg er glad for mit job og jeg skifter ikke eller begynder at læse på uni og sådan er det bare"

Tror ikke hun bliver træt af at snakke om det, da jeg flere gange har fortalt hvor glad jeg er for mit arbejde. Hun siger bare "jaja". Ved ikke om hun tror på mig. Men tak for råd 

Hvad siger din mand til det her? Det er trods alt hans bedstemor, så synes da han burde tage en snak med hende når du bliver så mærket af det!

Vi har også prøvet det lidt her. Jeg mødte min mand i 1. G i gymnasiet. Da vi blev færdige der og skulle søge videre valgte han pædagoguddannelsen da det var hans drømme job, at arbejde med børnehavebørn. Det skabte lidt postyr ved min far og farmor da de mente at Det var enlavuddannelse, ikke noget for mænd og ikke godt nok da alle kan blive pædagog 

Der trådte jeg sku igennem. Min mand kommer fra en familie hvor alle er ufaglærte fabriksarbejdere, da det var det der har passet ind i deres liv og formåen, for der er mange ordblinde. Og dengang fik ordblinde bare ikke sammen hjælp til uddannelse. Min mand er den første der færdiggjorde folkeskolen og også der tog på gymnasiet. Så de skulle bare ikke komme og sige noget om hvad der ikke var godt nok i deres øjne. Fik pænt sat min far og hans forældre ned en eftermiddag og fik fortalt at en tre mennesker der ikke har taget gymnasiet skal vurdere hvad der er godt at læse videre til bagefter. Min farmor er fattigfin og uddannet sygeplejer som 40 årig og har ellers været ufaglært. Så havde håbet på lidt mere forståelse for en der selv har arbejdet med mennesker. Men hun var absolut værst og insisterede på at det var direkte pinligt at han ville være pædagog. Eneste kommentar jeg havde til hende inden jeg gik i raseri var at jeg synes det var pinligt at hun havde sådan en holdning, og hvis hun ønskede at være en del af vores liv så måtte hun acceptere min mands valg og aldrig nogensinde igen kommentere på hans valg af uddannelse. Og så gik jeg. Efterfølgende kunne de vidst godt se at de havde været strenge. De har aldrig sagt noget siden, og er nu 5 år siden.