Når computeren ødelægger forholdet.

lineog4 skriver:

Jo man kan få rådgivning som pårørende uden misbruger er i behandling.  Man kan også få rådgivning som kollega fx. Her tænker jeg alkohol  - har jeg i hvert fald fået.

 

Vi snakker forbi hinanden  

Ts har fået pårørendevejledning, og endda haft en konsulent/behandler i hjemmet... Men som pårørende kan hun ikke få mere vejledning, hvis ikke hendes mand går med til behandling. 

Anonym skriver:

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Åh føler så meget med dig ! 

Min tidligere kæreste gennem 5 år havde det samme problem - og det er et bittert problem når ALT tid udelukkende forbruges foran skærmen ! 

Min x endte med at lave om på dag og nat !! Jeg synes personligt, at vi kvinder har det med at se igennem fingrene med alt for meget - når det kommer til den sags ting. Det er som om, at vores kærlighed til partneren gør, at vi faktisk overser hvor grotesk deres opførsel er, når en fuldvoksen mand og familiefar dag efter dag forbruger al sin tid i en fantasi verden !! 

Jeg ville forlade ham og hans fantasi verden, hans absurde forhold til økonomi og arbejde - hver hellere alene eller bliv forelsket i en ny, som gerne vil bruge sin tid med familien, som ikke giver dig søvnløse nætter, som ikke bruger de sidste penge på fantasi spil, som ikke viser dine børn, at det er i orden at pjække for at spille computerspil ! 

Du fortjener langt bedre - et stort kram herfra, og brug ikke flere år på hans spild  

Åh det er så hårdt... Har selv en mand der elsker at spille computerspil og kunne godt bruge en hel dag på det, når han kommer hjem fra job også hele weekenden, hvis han fik lov... Her hjemme har jeg lavet den ordning at i hverdagen bliver der ikke tændt comp før vores barn sover omkring 19 tiden, når han er puttet og der er rytter op, så vi begge kan slappe af.. Kunne i ikke også det, så bliver begge partner ses.. Og selvf lave noget sammen i weekenden.. Når man er kone af sådan en fyr, skal man  sætte tid af sammen, ellers bruger de det hele på computeren... 

Hold da op, det lyder godt nok som en rigtig svær situation, I er i. Ud fra det, du skriver, er jeg ikke i tvivl om, at din mand er spil-afhængig, og at hans afhængighed går ud over både jeres børn, dig og ham :-(

Som afhængig er man desværre ikke bare i stand til at stoppe - selv om man måske godt med sin fornuft ved, at man har et stort problem.

Jeg vil anbefale dig at kontakte Ludomani-foreningen, Ludomani-linjen eller Misbrugsportalen for at få noget kvalificeret sparring ift., hvordan du som pårørende skal forholde dig, så du passer på dig selv og jeres børn, og samtidig hjælper din mand på den bedste måde.

Rigtig meget held og lykke!

Som mange andre har skrevet er din mand afhængig. Og det er en afhængighed som alle andre afhængigheder - alkohol, stoffer, sex osv. Resultatet er det samme: afhængigheden tager så voldsomt over at det går ud over dem omkring den afhængige.

En afhængig er på mange planer godt klar over at han er afhængig - problemet er bare at han har det dårligt, rigtig dårligt år han ikke spiller, drikker eller hvad det er - men også dårligt når han så tilfredsstiller sin afhængighed. Det er jo et had/kærlighedsforhold man har til sit "stof".

Man tænker tit om alkoholikeren "så hold dog op med at drikke" - men det kan han bare ikke sådan lige - mange gange ser man jo afhængige der mister både det ene og det andet, og selvom det er dybt smertefuldt for dem at miste, så har afhængigheden bare sådan et greb i dem, at det ikke er til at begribe, hvis ikke man selv enten har været afhængig, eller levet i fx dysfunktionelle familier osv.

Hvad angår din mand så er han hamrende afhængig - vi er helt derude, hvor han jo virker ligeglad om du går eller bliver. Men det er han ikke - han kan bare ikke finde ud af at lukke af for sin afhængighed. Det er ikke umuligt for ham, men det kan tage lang tid.

I sidste ende er det kun hans ansvar at komme ud af det.

Dit ansvar ligger et helt andet sted, nemlig overfor jeres børn og dig selv. Lad os antage du bliver ved ham og han fortsætter sin afhængighed, så vokser jeres børn op og når de bliver store/voksne, vil de se på en far og bebrejde ham at han ikke har været der pga hans afhængighed. Det vil de på mange måder "hade" ham for. Men de vil måske også kigge på dig og spørge sig selv "hvorfor lod vores mor os vokse op i det her, hvorfor gik hun ikke?". Altså forstår du - man taler her om en medafhængighed - hvor man bliver selvom man ikke kan holde det ud. Ofte måske som et forsøg på at holde det sammen, hjælpe den afhængige eller hvad nu.

Jeg kan give dig et eksempel fra mit liv. Jeg har 5 søskende der er meget ældre end mig. Vi har samme mor, men min far er ikke deres far. Deres far var alkoholiker og hans afhængighed gik voldsomt ud over familien. Min mor var gift i 16 år med denne mand og i 16 år var børnene vidne til det her - den ældste 16 og den yngste 7 da min mor lod sig skille. Resultatet er at mine søskende faktisk alle sammen på en eller anden facon er dysfunktionelle og selvom de mest af alt bebrejder deres far, så spørger de jo også "hvorfor lod hun os være i det?".

Jeg ved det kan virke umiddelbart som en voldsom sammenligning, men afhængighed er afhængighed og det skaber en masse voldsomme problemer - din mand er afhængig af computerspil og ser ikke sine børn eller dig. Dine børn bliver svigtet, når han vælger computeren frem for dem, gang på gang. Eller når han bliver vred på dem når de måske en dag melder ud, eller forstyrrer ham eller hvad det er.

Så mit råd til dig er at give ham et wake-up call. Du skal give ham et ultimatum - og også være klar til at følge det, hvad end han så siger til det. Sig at han må vælge mellem spil og hans familie - vælger han familien betyder det behandling - alt det, der kræves. Men siger han nej til hjælpen og dermed også familien, så vær klar til at rykke ud. Det er måske der hjælpen for ham ligger - at han er helt derude hvor truslen om at miste jer ikke er nok, men at det faktisk skal ske førend han får øjnene op for det liv han lever.