Når computeren ødelægger forholdet.

Desværre kan man ikke hjælpe nogle der ikke vil hjælpes....

Og når det har negativ indflydelse på alt i sit liv og man ikke kan se der er noget galt, ja så ligger afgørelsen ved dig...

Han forsætter så længe han "får lov"... Det lyder til du har forsøgt med div ting.... Jeg havde stilt ham stolen for døren.... Han bruger de penge i skulle brødføde jeres børn med? 

Mit ultimatum for ham havde været at det fik en ende..... Familie eller computer ganske enkelt... For han hverken kan eller vil styre det... Dog tror jeg pt at han vælger sin computer 

Anonym skriver:

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Jeg ville bruge de fire timer han sover på, til at smide computeren på lossepladsen!!!

Jeg går ind for at man gør ALT man overhovedet kan for at redde forholdet når der er børn involveret, men det ser ud til du har prøvet alt og det er jo vanvittigt hvormange timer han ikke er tilstede (psykisk). Det ville jeg heller ikke acceptere og mine børn skal ikke konkurrere med en computer om opmærksomhed fra far og bestemt heller ikke føle sig afvist til fordel for den. 

Det lader til at han ikke ser alvoren selv.  Jeg ville give ham et ultimatum. Kommer han ikke i behandling ville jeg forlade ham.

Anonym skriver:

Det har vi prøvet, de kan ikke hjælpe medmindre han selv vil hjælpes. Og han synes jo ikke det er ikke problem men en hobby. Vi havde oven i købet en flink mand ude og snakke med min mand, som kom med ideer til gruppemøder på på nettet og irl og han gav ham er nr han kunne ringe til ham på hvis han fik brug for hjælp og støtte eller spark i røven Men det hjalp kun imens han var her og derefter smed min mand hans nr ud og sagde at det gad han ikke. 

Var der ikke rådgivning for pårørende?

Din mand er den eneste der kan bestemme om han vil hjælpes. Men du kan bestemme at du vil hjælpes, hjælpes til at gøre det "rigtige" også for din mand so du jo må elske siden du har fundet dig i det til nu. Men også det rigtige for den mand der er far til dine børn.

Der må være nogen der har erfaring, som ved hvad det "rigtige" er. Mit umiddelbare gæt er du skal råbe stop. For lige nu ved din mand ikke hvad han mister, men mærker kun trangen til at spille og handle på den trang.

At være væk fra hinanden i en periode hvor han arbejdet med sig selv er måske slet ikke skidt - men igen det ved andre meget bedre. Så ja de kunne ikke hjælpe ham, men måske de kan hjælpe dig.

Øv, en svær situation. Jeg synes ikke at du er egoistisk. Ikke spor. Din mand lider af meget alvorlig ludomani/spilafhængighed, som virker så voldsom, at han skal have professionel hjælp til at komme videre.

Det er muligt, at det indebærer at du må give ham et ultimatum.

Hvis jeg var dig, ville jeg rådføre mig med nogle som ved mere om problemerne. Fx kan du finde en rådgiver, som du anonymt kan chatte med her:  http://www.misbrugsportalen.dk/spilafh%C3%A6ngighed

Jeg håber alt det bedste for dig, for dine børn og for ham. 

Kh /S

Hvordan han vælger at leve sit liv er IKKE dit ansvar og/eller din skyld!!!

Du lyder så ulykkelig at jeg synes at du skal pakke dit tøj og gå. Tænk lige scenariet igennem en gang - hvis han stoppede med at spille i morgen, ville du så overhovedet stadig have følelser for ham?

Bortset fra hans gaming, lyder han faktisk ikke som en særlig rar person, men som et forkælet og umodent barn, hvor det altid er alle andres skyld og aldrig hans egen. Du er ikke hans mor, og du er ikke ansvarlig for at hjælpe ham med at blive voksen. Du er heller ikke ansvarlig for om han ser sit barn, du er kun ansvarlig for ikke at forhindre det.

EDIT: og du KAN ikke hjælpe en misbruger, der ikke vil hjælpes! 

Puh ja wow er en tidsrøver, glas selv været der, jeg brugte al min vågne tid på at spille...ja jeg var en gamer tøs på højt plan, spillede udelukkende wow, spillede healer på meget højt plan og tjente penge på det

Hvis jeg af en eller anden grund var vågen og ikke sad ved computeren tænkte jeg på hvad jeg skulle træne næste gang, eller hvordan jeg kunne opnå dit eller dat i spillet.

Wow er jo ikke bare et spil, det er en verden.,Man sidder og spiller med andre mennesker fra hele verden og man kan ikke bare trykke på pause...verden fortsætter når du ikke spiller, og det vil man gerne være med til, ellers bliver man jo "tabt"

Det er bygget op, så man er afhængig af at samarbejde med andre spillere for komme videre...og de er afhængige af dig, og der former sig et venskab, og du vil jo ikke svigte dine venner vel?

Jeg har skrevet dette for at give jer et lille indblik i en gamers verden...

Jeg stoppede selv for 6 år siden, jeg fik en depression, som delvist kom af at jeg spillede mere og mere, spillet tog overhånd, fordi jeg flygtede fra en overskuelig hverdag, vil en verden der var meget mere overskuelig

Heldigvis fik jeg hjælp, gik til psykolog i en periode og livet blev overskuelig igen, jeg valgte at "fryse" min account, fordi jeg mente jeg ville vende tilbage, men jeg er ikke vendt tilbage, jeg er simpelthen for bange for at "ryge ned i hullet igen" og jeg har ikke tiden til et for det tager lang tid

Sørg for at han får hjælp, involver nogle mennesker der kender ham, man kan ikke bare stoppe af sig selv, spillet er så vanedanende og ja man bliver afhængig og man kan ikke selv se at det er så slemt

lineog4 skriver:

Var der ikke rådgivning for pårørende?

Din mand er den eneste der kan bestemme om han vil hjælpes. Men du kan bestemme at du vil hjælpes, hjælpes til at gøre det "rigtige" også for din mand so du jo må elske siden du har fundet dig i det til nu. Men også det rigtige for den mand der er far til dine børn.

Der må være nogen der har erfaring, som ved hvad det "rigtige" er. Mit umiddelbare gæt er du skal råbe stop. For lige nu ved din mand ikke hvad han mister, men mærker kun trangen til at spille og handle på den trang.

At være væk fra hinanden i en periode hvor han arbejdet med sig selv er måske slet ikke skidt - men igen det ved andre meget bedre. Så ja de kunne ikke hjælpe ham, men måske de kan hjælpe dig.

Den rådgivning ts allerede har fået, er den der er at få. Hvis den spilafhængige ikke vil hjælpes, kan de ikke gå længere ind i sagen. 

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Det lyder helt urealistisk, det tal. Er du sikker på at den ikke tæller hvis man f.eks har efterladt et vindue åbent uden at slukke computeren, men ikke aktivt bruger den?

Under alle omstændigheder... Din mand har jo til dels ret når han siger at du selv har valgt en gamer. Jeg synes at det er mærkeligt at få børn med en mand har de prioriteter. Men kærlighed gør vel blind o.s.v., og under alle omstændigheder er der ikke noget at gøre ved det nu.

Jeg ville ikke blive i sådan et forhold. 

Jeg tænker at du skal stille ham et ultimatum: Enten kommer du i behandling, eller også skrider jeg. Så har han fået valget og en sidste mulighed for at kæmpe for sin familie.

Meget enig med Kay. 

Jeg spiller (heldigvis) ikke længere, men i en lang periode var WoW hele mit liv. Jeg spillede i hvertfald 7-8 timer om dagen. Jeg var fuldstændig blind overfor hvor slem min afhængighed var. Jeg følte heller ikke noget behov for at lave andet end spille for alle mine venner var jo online. 

Din kæreste lyder meget afhængig og desværre er det svært at bryde den afhængighed hvis han ikke selv vil... Det var først efter jeg måtte droppe ud af gymnasiet at jeg indså hvor slemt det tog til. Jeg tillod min kæreste at sætte en 'parental control' på min konto. Han kunne dermed styre hvor lang jeg kunne spille om ugen. Han fik også en rapport om hvor meget jeg havde spillet. Hvis din kæreste var indstillet på at nedsætte forbruget, så kunne det være en måde. Det ville så kun være dig der kunne justere forbruget. Hvis i laver en aftale om hvor lang tid han må spille, så skal i fysisk gøre det umuligt for ham ikke at spille mere, han vil ikke selv kunne administere det. 

Normalt så synes jeg man skal acceptere at vi har forskellige interesser. Jeg gør dog en undtagelse her fordi han decideret er afhængig. 

Lige et spørgsmål dog, spiller han altid så meget? Der er trods alt 'lige' kommet en ny ekspansion ud. Jeg spillede også markant mere i den periode, ja det gjorde alle faktisk, også dem der ikke var afhængige