Når computeren ødelægger forholdet.

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Anonym skriver:

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Altså fra søndag til til søndag som i 7 døgn, dvs. 168 timer og af dem skulle han have brugt 137 timer til spil, dvs en rest til at sove, spise, gå på arbejde osv på 31 timer i de 7 døgn selv med deltid efterlader det kun knapt 11 timer til at sove - altså lidt under to timer pr døgn til søvn.

Hvis den timer er rigtig må din mand være en zombie som uden tvivl har behov for hjælp til at styre sin ludomani (for ja det er det vel også selvom det ikke handler om penge). Og du er absolut ikke egoistisk hvis du stiller et ultimatum om enten får han (I) hjælp eller også må di blive enlig mor.

Anonym skriver:

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Så han har spillet 8 timer pr dag hele ugen? Har han ikke været på arbejde.? Kan godt forstå du ikke gider det. Jeg var blevet sindssyg.. 

Hold da kæft, jeg blev da lige nødt til at finde lommeregneren frem. 137 timer? Det vil sige, at han i gennemsnit har haft 4,85 timer til overs i døgnet (som forhåbentlig er blevet brugt til lidt søvn). Det giver vel nul tid til dig og børnene?

Har han ikke et arbejde at passe?

Jeg er helt mundlam. Det spil har fuldstændig overtaget ham og jeres forhold. Så meget magt er der intet der kan have i et forhold (eller liv i det hele taget). 

Som du selv siger, så er der ikke særlig meget parforhold over det, så jeg kan overhovedet ikke se, hvordan han kan kalde dig egoistisk for at overveje at gå din vej. Han ser jo ikke børnene alligevel. At være i samme rum og at se dem er ikke det samme! Jeg kan ikke forstå at et lorte computerspil kan være vigtigere end ens børn og kone/mand. Hvem er det egentlig, der er egoistisk og alle døgnets timer om ugen plejer egne behov/trang?

Jeg kan godt forstå, at du ikke kan holde det ud 

Chantie skriver:

Så han har spillet 8 timer pr dag hele ugen? Har han ikke været på arbejde.? Kan godt forstå du ikke gider det. Jeg var blevet sindssyg.. 

137 timer er 19,5 time om dagen.... Men håber du har ret og der skulle stå et mindre tal

lineog4 skriver:

Altså fra søndag til til søndag som i 7 døgn, dvs. 168 timer og af dem skulle han have brugt 137 timer til spil, dvs en rest til at sove, spise, gå på arbejde osv på 31 timer i de 7 døgn selv med deltid efterlader det kun knapt 11 timer til at sove - altså lidt under to timer pr døgn til søvn.

Hvis den timer er rigtig må din mand være en zombie som uden tvivl har behov for hjælp til at styre sin ludomani (for ja det er det vel også selvom det ikke handler om penge). Og du er absolut ikke egoistisk hvis du stiller et ultimatum om enten får han (I) hjælp eller også må di blive enlig mor.

Jeg er selv chokeret og er igang med at finde ud af om han igen pjækker fra job for at spille. For jeg kan heller ikke få det til at passe. Men den timer plejer at være korrekt. 

I otte år har min først kæreste og siden mand, børnenes far været afhængig af spil. Både penge spil og wow (World of warcraft). Det har altid voldt mig store kvaler. Især når han spillede vores sidste penge op, pjækker fra sit arbejde for at nå op i level i wow, når han meldte fra på tid med mig og børnene fordi spil er vigtigere. Jeg har været ved at gå mange gange. Mit liv er ikke som jeg vil have, jeg er ikke lykkelig. Jeg føler at jeg har en uvorn teenage søn, ikke en mand på 30 der elsker mig. Men hver gang får jeg smidt i hovedet hvor egoistisk jeg er, at man end ikke kan tillade sig at have en hobby, at jeg jo selv valgte en gamer, at børnene vil se ham endnu endnu mindre hvis jeg flytter, og at man altså ikke går fra sin mand pga en bagatel som spil jo er i manges øjne. I denne uge spillede han 137 timer- talt fra søndag til søndag. Det er tid hvor han ikke er tilstede, for man kan ikke snakke med ham, eller føle at han er der, for han er i en anden verden. Og beder man ham stoppe får man et vrissent OM LIDT! Der så aldrig kommer. Vi har netop sat timer på så han kan holde øje med om han spiller for meget. Problemet er, at han ikke synes hver dag og hele tiden ER for meget. Vi er så forskellige og det vidste jeg godt da vi mødtes, men han lovede det ville ændre sig når vi blev voksne og fik børn. Jeg er ulykkelig sammen med ham, og føler mig egoistisk hvis jeg går. Og han vil ikke ændre sig, han vil gerne love at han gør det men han gør det ikke for han synes ikke der er et problem. skulle bare ud med det. 

Jeg tør slet ikke komme med nogen råd, af frygt for at gøre det værre - det lyder til at han trænger til professionel hjælp.

Du kan tage kontakt til Center for Ludomani, som tilbyder gratis hjælp. De har afdelinger i Kbh, Odense og Aarhus.

Start med at læse på deres hjemmeside, ring til pårørende linjen (helt uforpligtigende) og forhør dig om dine og jeres muligheder. Det vil jeg virkelig anbefalde dig...

hekran skriver:

Hold da kæft, jeg blev da lige nødt til at finde lommeregneren frem. 137 timer? Det vil sige, at han i gennemsnit har haft 4,85 timer til overs i døgnet (som forhåbentlig er blevet brugt til lidt søvn). Det giver vel nul tid til dig og børnene?

Har han ikke et arbejde at passe?

Jeg er helt mundlam. Det spil har fuldstændig overtaget ham og jeres forhold. Så meget magt er der intet der kan have i et forhold (eller liv i det hele taget). 

Som du selv siger, så er der ikke særlig meget parforhold over det, så jeg kan overhovedet ikke se, hvordan han kan kalde dig egoistisk for at overveje at gå din vej. Han ser jo ikke børnene alligevel. At være i samme rum og at se dem er ikke det samme! Jeg kan ikke forstå at et lorte computerspil kan være vigtigere end ens børn og kone/mand. Hvem er det egentlig, der er egoistisk og alle døgnets timer om ugen plejer egne behov/trang?

Jeg kan godt forstå, at du ikke kan holde det ud 

Når han ikke spiller så sover han. Vi ses virkelig aldrig. Han sidder bare og spiller fra han kommer hjem til han går i seng. Jeg har også mistanke om at han pjækker fra job for at spille og det har jeg haft længe, har bare ikke haft mod eller lyst til at spørge, for enten flipper han ud, lyver eller giver mig skylden. Sådan er det altid. 

Mor i Aarhus skriver:

Jeg tør slet ikke komme med nogen råd, af frygt for at gøre det værre - det lyder til at han trænger til professionel hjælp.

Du kan tage kontakt til Center for Ludomani, som tilbyder gratis hjælp. De har afdelinger i Kbh, Odense og Aarhus.

Start med at læse på deres hjemmeside, ring til pårørende linjen (helt uforpligtigende) og forhør dig om dine og jeres muligheder. Det vil jeg virkelig anbefalde dig...

Det har vi prøvet, de kan ikke hjælpe medmindre han selv vil hjælpes. Og han synes jo ikke det er ikke problem men en hobby. Vi havde oven i købet en flink mand ude og snakke med min mand, som kom med ideer til gruppemøder på på nettet og irl og han gav ham er nr han kunne ringe til ham på hvis han fik brug for hjælp og støtte eller spark i røven Men det hjalp kun imens han var her og derefter smed min mand hans nr ud og sagde at det gad han ikke. 

Anonym skriver:

Det har vi prøvet, de kan ikke hjælpe medmindre han selv vil hjælpes. Og han synes jo ikke det er ikke problem men en hobby. Vi havde oven i købet en flink mand ude og snakke med min mand, som kom med ideer til gruppemøder på på nettet og irl og han gav ham er nr han kunne ringe til ham på hvis han fik brug for hjælp og støtte eller spark i røven Men det hjalp kun imens han var her og derefter smed min mand hans nr ud og sagde at det gad han ikke. 

Men hvis han ikke vil have hjælp... Så må du vælge om du vil blive i forholdet og leve med ham under de vilkår, eller om du vil væk.