Når det bare aldrig bliver bedre

Bør han ikke elske dig for den du er??? Den er ikke gal med dig men med jer..

I skal da i par terapi... Det er jer og ikke dig... Du er fyldt med homoner og han skælder ud... Syntes du svigter din datter---- ved at blive sammen med en der ikke kan se at det også er ham... Der skal to til at danse... Han træder på dig og du ruller bare om på ryggen og siger undskyld... Sorry men bliver sur. Sur over at du lærer din datter at en mand godt må lave 100% om på kvinden og at hun bare skal rette ind... 

Burde du ikke lærer din datter at hun er god nok som hun er og at INGEN mand skal komme og fortælle hende at hun er et dårligt menneske?? At hun skal behandles med respekt og elskes for den hun er???

men du lærer hende det modsatte.., sikke en fremtid... Husk at du er et forbillede og det hun vokser op i det sætter sig for evigt... Så spørg dig selv hvad du ønsker for hende.. Hvad skal hun vokse op og lære???

Det  er IKKE dig den er gal med. Det er ham der vil lave dig om. Men derude findes en dom vil elske dig for den du er med fejl og det hele.. Og respekter dig og behandle dig pænt.. Self skal vi alle arbejde med vores fejl men det er jo ikke hvad han ber om... Han ber om en ny kvinde i den gamle krop... Men hans fejl?? At blive sur når tingene ikke går som han vil, sige han hader dig... Har du sagt at det skal han arbejde med??? Ændre han sig??? Nej vel.... Vågn op og kom ud både for din og dine børns skyld

og ja at græde foran datter hele tiden er ikke godt.., men børn må altså godt se følelser ellers vokser de bare op og tror at triste følelser er noget tys tys...

Ved at hvis du gik fra ham ville du græde endnu mere og føle dig elendig og en dårlig mor og menneske men efter en tum tid ville du få det bedre og din datter ville få en mor der IKKE græd for mor ville indse at der er noget bedre derude en en mand der nedbryder mors selvværd

du ER bedre tjent uden ham og du er SÅ meget mere værd en det og lad INGEN fortælle dig du ikke er det for så er det i virkeligheden DEM der ikke er værd at spilde din tid på....

de 

Kort sagt! Hvis man er nødt til at lave om på sig selv, for at et andet menneske kan lide en.. SÅ PASSER MAN IKKE SAMMEN! 

Det er forståeligt du ikke kan overholde jeres "aftaler".. De aftaler handler om at du skal ændre dig til noget, du IKKE er! Det hverken kan eller skal du... Du skal ikke ændre dig.. Man har lov til at arbejde med sig selv og forsøge at ændre vaner m.m.. Men det skal være for din egen skyld og det kræver ofte professionel hjælp... 

Jeg håber du en dag kan indse hvad din kæreste gør ved dig.. Så du kan komme væk og finde "dig selv" .. Det lyder til du har mistet egne grænser og værdier... 

Du må meget gerne skrive til mig privat, hvis du har lyst... Jeg vil gerne fortælle dig min egen historie om et forhold, der for mig lyder som det du selv befinder dig i... Og naturligvis lytte og komme med input til det du oplever .. 

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Kan du skrive pb tilmig, jeg har selv været det igennem. 

Du skal ud af det nu. 

Jeg har selv været i et sådant forhold i næsten 5 år. I starten var alting godt men så skred det hele. Jeg blev bebrejdet alt, jeg skulle virkelig tænke inden jeg sagde noget og selv når jeg troede jeg havde fundet den rette formulering eksploderede han. Han drak voldsomt i en periode men i hans optik var det min skyld. Jeg var en dårlig mor en dårlig kæreste i det hele taget intet værd. Og jeg græd vhele tiden, græd fordi jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke var lykkelig når jeg havde nu havde det jeg altid havde ønsket: min egen lille familie. Det tog mig ufattelig lang tid at komme ud af det. 

Men hold op det er godt nok den bedste beslutning nogensinde. I dag har jeg en ny kæreste som i mit hovede er den perfekte mand for mig. Takket være ham er jeg i dag det menneske jeg ønsker at være, jeg er nemlig mig 

Jeg bliver næsten skræmt, når jeg læser, hvad du skriver - for det kunne jeg selv havet skrevet, før manden flyttede ud. (Lang historie, den tager jeg ikke her).

Når han mener, alt er din fejl, og at han ingen del har i det, så tager han fejl. Det handler om jeres måde at fungere sammen på. Han reagerer på din måde at være på - men du reagerer også på hans måde at være på.

Når du så ønsker at søge profesionel hjælp, så stopper han dig. Hvorfor? Mit gæt er, at han ikke ønsker, at du skal snakke om ham/jer for ikke at miste kontrollen over dig - men det er et gæt. Hvis han virkelig ønskede at arbejde for forholdet, og at du skal få det bedre, ville han også støtte dig i at få hjælp. Alle mine alarmklokker ringer.

Man behandler ikke et menneske man elsker og respekterer sådan, som du beskriver, at han er overfor dig. At blive behandlet på den måde er utroligt nedbrydende.

Når du accepterer alt dette, hvad viser du da din datter? Det var det, som gav mig styrken til at sætte foden ned til sidst. Jeg indså, at hvis min datter nogen gang endte i et forhold som det, jeg selv levede i, så ville jeg gøre alt i min magt for at støtte hende til at komme sig ud af det. Det var ikke det jeg ønskede for hendes fremtid. Da kunne jeg ikke tillade mig at acceptere det for mig selv heller. Det skal siges, at vi havde forsøgt parterapi uden held, siden han holdt fast i, at det var mig, og kun mig, som trængte at ændre mig og arbejde med mig selv.

Der er to i et forhold. Hvis ting ikke fungerer, kan den ene person ikke fikse det alene. Du må finde styrke til at løfte hovedet og sige stop, når han går over stregen eller siger ting, som du inderst inde ved, ikke passer. Jeg synes, at du skal søge psykologhjælp uanset, hvad han siger. Hvis han klager over beslutningen kan du påpege, at han har bedt dig om at vise selvstændighed og tage afgørelser selv - og det gør du så.

De aller beste ønsker for dig fremover!