Når det bare aldrig bliver bedre

Sandratoft skriver:

Jeg har en rimelig god ide om hvem du er, og hvis jeg har ret, så har du bare en virkelig dårlig kæreste  

Han vil bestemme, og hvis han ikke får sin vilje, tager han hjem til sine forældre og sladrer, samt bliver der et stykke tid, har jeg ret?

Han er ikke god for dig, han giver dig dårlig samvittighed og dårligt selvværd! Det er IKKE dig der er kilden til problemerne, det er klart du ikke har kærlighed at give ud af, når han konstant er efter dig.

Lever du ikke din hverdag med at være bange for at træde forkert? Du har kun 1 liv, skal det spildes med at være ked af det?

Du har gennemskuet mig  Det er ok. Bare det kan blive mellem dig og mig.. 

Hans forældre har sagt til ham at de ikke vil høre mere om vores forhold så hvor meget han fortæller dem efterhånden er uvist.  

Jo, jeg lever hverdag i nærmest konstant frygt for at gøre noget forkert eller bare træde er skridt forkert...

Anonym skriver:

Men jeg har det virkelig frygteligt når vi er uvenner og jeg bliver bare så ked af det. Og hvis jeg trodser ham imod får han mig til at få endnu mere dårlig samvitttighed da han kan finde på at sige du skuffer mig virkelig og det kan du ikke være bekendt osv. Så derfor kommer jeg krybende til ham. Det er nemmere end at være uvenner. 

og så vinder han jo..

Ja det er ikke sjovt at være uvenner, men nogen gange er det godt, for han skal ikke vinde alting.. og det lader du ham, når det er dig der siger undskyld hver gang. Jeg kan godt forstå du bliver ked af det, de ting han siger, men det er igen en del af hans spil, på at undertrykke dig. Han ved han kan køre på dig, at du ikke "slår" igen, så han altid vil vinde. og det skal stoppe. og det skal stoppe nu, ellers lære din datter at det er ok for mænd at behandle sin kæreste som det og det er det ikke. vær stærk for dine børns skyld.

Anonym skriver:

Du har gennemskuet mig  Det er ok. Bare det kan blive mellem dig og mig.. 

Hans forældre har sagt til ham at de ikke vil høre mere om vores forhold så hvor meget han fortæller dem efterhånden er uvist.  

Jo, jeg lever hverdag i nærmest konstant frygt for at gøre noget forkert eller bare træde er skridt forkert...

Det gør mig trist at du er i sådan et forhold, tænker nogen gange på de tråde du har oprettet, og ærger mig over at han får lov til at styre det hele hjemme ved jer  

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

først og fremmest fortjener du et kram... 

det er ikke kun dig, men også din kæreste der skal ændre sig...

Jeg var ligesom dig og levede på den måde i 5½ år men forholdet endte fordi jeg ikke kunne ændre mig. Jeg var også rigtig ked af at jeg udsatte min søn for de ting, men nu næsten tre år senere har jeg en ny kæreste og det er blevet meget bedre, for han er meget bedre til at støtte mig i at sige fra overfor min eks - som min svigermor sagde; forældre mener selv deres børn er engle. 

Du er velkommen til at skrive privat til mig hvis du vil snakke mere.

Først og fremmest så er det altså ikke KUNdin skyld. 

Man er TO til tango, og det lyder til at han også har nogle fejl....

og hvis du er så forfærdelig, hvad Søren laver Han så med dig?

jeg synes virkelig, du skal overveje jeres forhold. 

Normalt går jeg ind for man prøver så meget som muligt, når der er børn involveret men det lyder til at jeres forhold er meget usundt... 

Tæbk på dit barn OG dig. 

Nu kan jeg selvf. Kun dømme ud fra hvad du skriver... 

Jeg håber inderligt, du finder en god løsning!

kram!

læs den Bog der hedder kærligheden sprog, eller google kærlighedstyper, denne bog viser hvordan vi (med vores forskellige personligheder og typer) viser og giver kærlighed, den beskriver også hvordan vi modtager kærlighed. At du skal sige søde og tvinges til gaver, er en gang fis! Du viser kærlighed på din måde og det skal din "kære" mand altså anderkende. 

Dernæst at du græder let, ef noget du kan arbejde på men så sandelig da også ham! Han får dig jo tydeligvis til at græde ved at gøre der ked af det og sige du er forkert som du er, at du skal ændre dig  Han skal elske dig for den du er, moren til hans børn og kvinden han faldt for, han skal støtte dig i at sætte ord på dine føle erlser modtage og anerkende dem, og du skal øve dig i at sætte ord på. 

At han bliver irriteret over du ikke rydder op/ordne ting/smider vasketøjet til vask er fair nok, men at drive den helt derud er ikke ok! Og sige ting som du skader vores datter, og jeg havde dig  Sikke da en opførsel, børn kan mærke når tingene ikke er ok som om du viser og fortæller du er ked af det er bedre end at gå og lege gæt og grimasser, det vil først så utryghed i din datter, så ud til højre med den odre. Øv dig i stedet i at mærke dig selv, give udtryk for det du føler og tænker, så vil du automatisk virke mere selvstændig. 

Og sp vil jeg sige han skal blande sine forældre uden om det, han er en voksen mand og må dele problemerne med sin kone og ikke sin mor far. 

Par terapi er en kanon ide, og jeg syntes du skal give ham et ultimatum, hvis jeg skal ændre mig, skal du gøre det med mig og det bliver i par terapi, igen vil du fremstå mere selvstændig, jeg syntes dog ikke du skal ændre det du ikke vil, hvis du har det godt med at drøfte beslutninger med din mand, må han også rykke lidt hen mod dig og du kan evt vælge nogle kategorier der ikke har den store betydning som du selv kan styre  

Til slut KÆMPE 

Kære du. 

Det lyder til at dit selvtillid og selvværd er i bund. Jeg synes du skal tale med en psykolog - så kan det være han kan hjælpe dig til at finde ud af at du er okay som du er og din kæreste er urimelig. 

For mig lyder det som om du bliver total undertrykt i det forhold der. Du gør alt for at behage ham og alligevel er det ikke godt nok så klart du ikk føler du er noget værd. Og når man er i sådan et forhold så er det nemlig at man ikk tænker selv men spørger om alting og man tør ikk sige sin mening osv. Så enten skal i begge ha noget hjælp (parterapi) eller også skal du se at komme væk og få noget psykolog hjælp til at få dit selvværd på rette køl igen.

got2b skriver:

Søde ven da!! 

Kan så fortælle dig, du ikke den eneste som har det sådan, for min kæreste har os været sådan i meget lang tid. Men så småt ved at indse hvor irriterede det er. Altså han sad med sin mobil op i snotten på sig selv fra en vågnede til han tog på arbejde " natte arbejde " og det kan for mig virke til at man bare er sammen med en person. Hver gang jeg spurgte om han ik godt lige ville skifte sengetøj, jo jo det skulle han, men blev aldrig gjort. Sagde til hans venner de bare ku komme over, os selvom at han vidste jeg ikke havde det godt. Os svare han så meget tilbage at jeg faktisk en gang bare gik. Plus han skulle ha kontankt til hans eks, hmm det virker ik helt normalt for mig. Han røg ca 4/5 smøger i timen så rummet blev røget til hurtigt, han ryger stadig meget. Men viser hensyn ved at åben vinduet. Og alt sådan nogle ting, nogle skal bare ha sparket bagi, før de vil " forbedre " sig. Og din kæreste skal os være bedre til at vise han giver dig tid. Alt det min kæreste har gjort, har ændret sig en smule, men det er os nok til at man kan holde hinanden ud igen, og vi skal være forældre til April, i starten måtte jeg ingenting købe af baby tøj. Men nu, skal jeg bare købe det jeg har lyst til. Og han bliver glad lige hver gang. Så snak med ham, om han skal være bedre til at give dig tid, for det tager altså tid. Og du skal self os forbedre dig, hvis det er det du vil. Du skal altid huske, du skal kun hvis du vil forholdet, for ellers sker der aldrig noget, håber du ku bruge det til noget, og undskyld for den lange smører. Kram til dig!

Det kan også være det er hendes kæreste den er gal med - han har jo valgt hende at få børn med. Han kender hende vel - hvorfor skal hun ændrer så meget ved sin person? 

Ps. din kæreste må losses lidt mere i røven og gå helt ud for at ryge

Anonym skriver:

Men kan du ikke godt forstå at han til sidst bliver så sur når jeg gang på gang bryder vores aftaler?? 

Kærligheden er over for ham for min datter får al den kærlighed hun har brug for. Men jeg har også prøvet at forklare ham at når han hele tiden er "efter mig" så har jeg svært ved at føle glæde og kærlighed når jeg ser ham og det bliver bare en ond cirkel for når jeg ikke giver kærlighed bliver han sur og frustreret og når han bliver sur over for mig har jeg mindre lyst til at vise ham glæde og kærlighed.

Jeg har prøvet at forklare ham at jeg ikke er altid lige klog til at kunne finde på løsninger selv og jeg spørger jo kun pænt om hjælp. Jeg laver også dumme fejl da jeg netop er bange for at han bliver sur og råber op. Har spurgt ham om hvorfor han ikke bare kan grine af mine fejl eller grine sammen om mine fejl men så siger han bare at det er da virkelig også sjovt! (På en ironisk måde). Jeg er efterhånden nået dertil hvor jeg føler at jeg ikke kan gøre noget uden at det er forkert. 

Det er som om at han gerne vil have at jeg er ham bare i den kvindelige udgave. 

Jeg siger tit undskyld til ham og siger at jeg godt ved at det er mig den er galt med. Han har også tit kommet hjem med noget til mig men hvis jeg ikke gør det til ham kan jeg jo godt forstå at han bliver træt af mig.

Det er en underligt han kræver beviser for din kærlig til ham. Min kæreste kommer ikke bare sådan med gaver for at vise kærlighed - jeg gør det heller ikke. Vi elsker ikke hinanden mindre af den grund. Han må da også acceptere at I er forskellige.