Når det bare aldrig bliver bedre

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Jeg vil bare gerne give dig et knus! Når jeg læser dette tænker jeg ikke, at det kun er dig, den er gal med... Men bestemt også ham!

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Stort kram til dig 

Hvornår skal du føde? Er der tid til at få jeres forhold i balance inden du skal føde? 

Du nævner Hans forældre, hvad med dine? 

Det du skriver, lyder ikke på mig som om det er dig der er problemet, men mere at det er ham der har fået dig overbevist om at det er. 

Er han typen der bliver sur når tingene ikke går hans vej? 

Jeg føler med dig, det må ikke være sjovt at være i sådan et forhold hvor du ikke kan være dig selv. Har du lyst til at i skal blive ved med at være et par?.

DortheL skriver:

Jeg vil bare gerne give dig et knus! Når jeg læser dette tænker jeg ikke, at det kun er dig, den er gal med... Men bestemt også ham!

Tak for dit knus!

Sandratoft skriver:

Stort kram til dig 

Hvornår skal du føde? Er der tid til at få jeres forhold i balance inden du skal føde? 

Du nævner Hans forældre, hvad med dine? 

Det du skriver, lyder ikke på mig som om det er dig der er problemet, men mere at det er ham der har fået dig overbevist om at det er. 

Er han typen der bliver sur når tingene ikke går hans vej? 

Jeg føler med dig, det må ikke være sjovt at være i sådan et forhold hvor du ikke kan være dig selv. Har du lyst til at i skal blive ved med at være et par?.

Tak for dit kram! Jeg har termin til januar så der er ikke lang tid at løbe på.

Jeg har kun min mor men hende kan jeg absolut ikke finde støtte eller bruge til noget for at sige det rent ud. Hun vil kun lytte men kommer ikke selv med indput. Jeg har ikke prøvet det men jeg ved det da jeg kender hende. 

Ja, han er typen der bliver sur når tingene ikke lige går efter hans hoved eller som han vil have det. 

Jeg et bare ikke den type der er god til at vise eller give kærlighed og når jeg gang på gang har sagt at jeg nok skal blive bedre til det og at jeg så alligevel ikke gør noget kan jeg godt forstå at han bliver sur og træt af mig. 

Jeg er splittet. På den ene side vil jeg gerne at vi bliver sammen og får det her til at fungere men på den anden side har jeg lyst til at give op og bare være mig selv med vores datter og kommende barn. Men hold kæft hvor er det synd for hende!! Bare jeg skriver det her løber tårerne ned af mine kinder  For hvordan vil hun ikke reagere hvis det var at vi gik fra hinanden. Han har fast aftenRbejde og hver aften siger hun at hun saver hendes far. Hvordan skal det så ikke blive hvis vi gik fra hinanden. Jeg kan slet ikke overskue det!

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Hej søde ven

Det kan godt være at du synes at det kun er dig der ødelægger, men jeg er uenig. Han lyder ikke som en rar mand, når han råber, skælder ud, forventer at du forandre dig helt for ham, siger at han hader dig, bliver sur fordi du ikke selv kan finde svar på ting.

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser(behøver man altså heller ikke hele tiden), ømhed, omsorg og kærlighed. Er det overfor dem begge eller kun ham? Jeg er heller ikke vildt god til at vise det, overfor en mand, det er svært og ja det skal nok ændres, men man kan ikke bare svinge en tryllestav og så er man et helt andet menneske.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig.  Ikke alle kan finde løsning på alt, bare se herinde, der er folk der skriver om alt, fordi de har brug for hjælp. Alle har brug for hjælp og det er jo ikke hver gang du spørg ham om hjælp.

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 
Det kan jeg også være super god til.. Og så længe det ikke er noget super vigtigt, så tror jeg altså ikke det skader nogen.

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er i orden. Alle har det ikke i sig, der er også nogen gange hvor jeg vil sige noget, men så når jeg skal sige det, så sker det ikke. Men igen, synes ikke skal kunne ødelægge et forhold. Der skal du sku have støtten fra din kæreste.

Jeg synes ikke jeres forhold lyder sundt, for han træder på dig, sparker til dig, mens du ligger ned og er faktisk med til at du får det dårligere og at du føler at det er din skyld at forholdet er ved at dø, det kan godt være du har del i det, men det har han sku også. Hvis du skal ændre, så synes jeg også han skal.

Han skal snakke pænt

Støtte/hjælpe dig

Ikke råbe og give dig skylden for det hele

Og ikke forvente at du forvandler dig til en hel anden person.

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Søde ven da!! 

Kan så fortælle dig, du ikke den eneste som har det sådan, for min kæreste har os været sådan i meget lang tid. Men så småt ved at indse hvor irriterede det er. Altså han sad med sin mobil op i snotten på sig selv fra en vågnede til han tog på arbejde " natte arbejde " og det kan for mig virke til at man bare er sammen med en person. Hver gang jeg spurgte om han ik godt lige ville skifte sengetøj, jo jo det skulle han, men blev aldrig gjort. Sagde til hans venner de bare ku komme over, os selvom at han vidste jeg ikke havde det godt. Os svare han så meget tilbage at jeg faktisk en gang bare gik. Plus han skulle ha kontankt til hans eks, hmm det virker ik helt normalt for mig. Han røg ca 4/5 smøger i timen så rummet blev røget til hurtigt, han ryger stadig meget. Men viser hensyn ved at åben vinduet. Og alt sådan nogle ting, nogle skal bare ha sparket bagi, før de vil " forbedre " sig. Og din kæreste skal os være bedre til at vise han giver dig tid. Alt det min kæreste har gjort, har ændret sig en smule, men det er os nok til at man kan holde hinanden ud igen, og vi skal være forældre til April, i starten måtte jeg ingenting købe af baby tøj. Men nu, skal jeg bare købe det jeg har lyst til. Og han bliver glad lige hver gang. Så snak med ham, om han skal være bedre til at give dig tid, for det tager altså tid. Og du skal self os forbedre dig, hvis det er det du vil. Du skal altid huske, du skal kun hvis du vil forholdet, for ellers sker der aldrig noget, håber du ku bruge det til noget, og undskyld for den lange smører. Kram til dig!

Anonym skriver:

Tak for dit kram! Jeg har termin til januar så der er ikke lang tid at løbe på.

Jeg har kun min mor men hende kan jeg absolut ikke finde støtte eller bruge til noget for at sige det rent ud. Hun vil kun lytte men kommer ikke selv med indput. Jeg har ikke prøvet det men jeg ved det da jeg kender hende. 

Ja, han er typen der bliver sur når tingene ikke lige går efter hans hoved eller som han vil have det. 

Jeg et bare ikke den type der er god til at vise eller give kærlighed og når jeg gang på gang har sagt at jeg nok skal blive bedre til det og at jeg så alligevel ikke gør noget kan jeg godt forstå at han bliver sur og træt af mig. 

Jeg er splittet. På den ene side vil jeg gerne at vi bliver sammen og får det her til at fungere men på den anden side har jeg lyst til at give op og bare være mig selv med vores datter og kommende barn. Men hold kæft hvor er det synd for hende!! Bare jeg skriver det her løber tårerne ned af mine kinder  For hvordan vil hun ikke reagere hvis det var at vi gik fra hinanden. Han har fast aftenRbejde og hver aften siger hun at hun saver hendes far. Hvordan skal det så ikke blive hvis vi gik fra hinanden. Jeg kan slet ikke overskue det!

Hvad din datter fortjener er en mor der er glad. Og en mor der viser hende at det ikke er ok at en mand behandler sin kæreste på den måde.. (Ikke for at være hård, for føler virkelig med dig.. Han lyder som en nar)

Det er IKKE dig den er gal med! Hvem får dig til at græde? Hvem får dig til at føle dig mindre værdig? Nej nej.. Det der er ham.. Man bliver så hæmmet i sådan et forhold at man ikke tør at blive rapkæftet, sige sine meninger og alt det andet - for man ved man bliver haglet ned for det.. Har været der hvor du er..  Pas på dig selv! 

Yurie skriver:

Hej søde ven

Det kan godt være at du synes at det kun er dig der ødelægger, men jeg er uenig. Han lyder ikke som en rar mand, når han råber, skælder ud, forventer at du forandre dig helt for ham, siger at han hader dig, bliver sur fordi du ikke selv kan finde svar på ting.

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser(behøver man altså heller ikke hele tiden), ømhed, omsorg og kærlighed. Er det overfor dem begge eller kun ham? Jeg er heller ikke vildt god til at vise det, overfor en mand, det er svært og ja det skal nok ændres, men man kan ikke bare svinge en tryllestav og så er man et helt andet menneske.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig.  Ikke alle kan finde løsning på alt, bare se herinde, der er folk der skriver om alt, fordi de har brug for hjælp. Alle har brug for hjælp og det er jo ikke hver gang du spørg ham om hjælp.

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 
Det kan jeg også være super god til.. Og så længe det ikke er noget super vigtigt, så tror jeg altså ikke det skader nogen.

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er i orden. Alle har det ikke i sig, der er også nogen gange hvor jeg vil sige noget, men så når jeg skal sige det, så sker det ikke. Men igen, synes ikke skal kunne ødelægge et forhold. Der skal du sku have støtten fra din kæreste.

 

Jeg synes ikke jeres forhold lyder sundt, for han træder på dig, sparker til dig, mens du ligger ned og er faktisk med til at du får det dårligere og at du føler at det er din skyld at forholdet er ved at dø, det kan godt være du har del i det, men det har han sku også. Hvis du skal ændre, så synes jeg også han skal.

Han skal snakke pænt

Støtte/hjælpe dig

Ikke råbe og give dig skylden for det hele

Og ikke forvente at du forvandler dig til en hel anden person.

Men kan du ikke godt forstå at han til sidst bliver så sur når jeg gang på gang bryder vores aftaler?? 

Kærligheden er over for ham for min datter får al den kærlighed hun har brug for. Men jeg har også prøvet at forklare ham at når han hele tiden er "efter mig" så har jeg svært ved at føle glæde og kærlighed når jeg ser ham og det bliver bare en ond cirkel for når jeg ikke giver kærlighed bliver han sur og frustreret og når han bliver sur over for mig har jeg mindre lyst til at vise ham glæde og kærlighed.

Jeg har prøvet at forklare ham at jeg ikke er altid lige klog til at kunne finde på løsninger selv og jeg spørger jo kun pænt om hjælp. Jeg laver også dumme fejl da jeg netop er bange for at han bliver sur og råber op. Har spurgt ham om hvorfor han ikke bare kan grine af mine fejl eller grine sammen om mine fejl men så siger han bare at det er da virkelig også sjovt! (På en ironisk måde). Jeg er efterhånden nået dertil hvor jeg føler at jeg ikke kan gøre noget uden at det er forkert. 

Det er som om at han gerne vil have at jeg er ham bare i den kvindelige udgave. 

Jeg siger tit undskyld til ham og siger at jeg godt ved at det er mig den er galt med. Han har også tit kommet hjem med noget til mig men hvis jeg ikke gør det til ham kan jeg jo godt forstå at han bliver træt af mig.