Når det bare aldrig bliver bedre

got2b skriver:

Søde ven da!! 

Kan så fortælle dig, du ikke den eneste som har det sådan, for min kæreste har os været sådan i meget lang tid. Men så småt ved at indse hvor irriterede det er. Altså han sad med sin mobil op i snotten på sig selv fra en vågnede til han tog på arbejde " natte arbejde " og det kan for mig virke til at man bare er sammen med en person. Hver gang jeg spurgte om han ik godt lige ville skifte sengetøj, jo jo det skulle han, men blev aldrig gjort. Sagde til hans venner de bare ku komme over, os selvom at han vidste jeg ikke havde det godt. Os svare han så meget tilbage at jeg faktisk en gang bare gik. Plus han skulle ha kontankt til hans eks, hmm det virker ik helt normalt for mig. Han røg ca 4/5 smøger i timen så rummet blev røget til hurtigt, han ryger stadig meget. Men viser hensyn ved at åben vinduet. Og alt sådan nogle ting, nogle skal bare ha sparket bagi, før de vil " forbedre " sig. Og din kæreste skal os være bedre til at vise han giver dig tid. Alt det min kæreste har gjort, har ændret sig en smule, men det er os nok til at man kan holde hinanden ud igen, og vi skal være forældre til April, i starten måtte jeg ingenting købe af baby tøj. Men nu, skal jeg bare købe det jeg har lyst til. Og han bliver glad lige hver gang. Så snak med ham, om han skal være bedre til at give dig tid, for det tager altså tid. Og du skal self os forbedre dig, hvis det er det du vil. Du skal altid huske, du skal kun hvis du vil forholdet, for ellers sker der aldrig noget, håber du ku bruge det til noget, og undskyld for den lange smører. Kram til dig!

Han føler at han har givet mig nok tid og siger at han er træt af at give mig mere tid. Og kan godt forstå ham for det er bare blevet dårligere og dårligere de sidste par år. Lige for tiden er det bare ekstremt ringe! Tror aldrig ag det har været så ringe før!

Soffy27 skriver:

Det er IKKE dig den er gal med! Hvem får dig til at græde? Hvem får dig til at føle dig mindre værdig? Nej nej.. Det der er ham.. Man bliver så hæmmet i sådan et forhold at man ikke tør at blive rapkæftet, sige sine meninger og alt det andet - for man ved man bliver haglet ned for det.. Har været der hvor du er..  Pas på dig selv! 

Men det er jo i bund og grund mig der er kilden til at det hele kører fra sporet. Så jeg er jo selv udenom at jeg græder. Og han har ret i når han siger at hver gang vi er oppe at skændes eller at jeg er oprevet så syntes jeg at det er ham den er gal med men når der er kommet ro på igen så kan jeg godt se at det er mig den er gal med og så kommer jeg "krybende" og siger undskyld og at jeg nok skal forbedre mig (hvilket jeg ikke får gjort) og så er det at han bliver sur. Han siger at han ikke kan stole på mig og det kan jeg godt forstå når jeg gang på gang bryder vores aftaler. 

Anonym skriver:

Men kan du ikke godt forstå at han til sidst bliver så sur når jeg gang på gang bryder vores aftaler?? 

Kærligheden er over for ham for min datter får al den kærlighed hun har brug for. Men jeg har også prøvet at forklare ham at når han hele tiden er "efter mig" så har jeg svært ved at føle glæde og kærlighed når jeg ser ham og det bliver bare en ond cirkel for når jeg ikke giver kærlighed bliver han sur og frustreret og når han bliver sur over for mig har jeg mindre lyst til at vise ham glæde og kærlighed.

Jeg har prøvet at forklare ham at jeg ikke er altid lige klog til at kunne finde på løsninger selv og jeg spørger jo kun pænt om hjælp. Jeg laver også dumme fejl da jeg netop er bange for at han bliver sur og råber op. Har spurgt ham om hvorfor han ikke bare kan grine af mine fejl eller grine sammen om mine fejl men så siger han bare at det er da virkelig også sjovt! (På en ironisk måde). Jeg er efterhånden nået dertil hvor jeg føler at jeg ikke kan gøre noget uden at det er forkert. 

Det er som om at han gerne vil have at jeg er ham bare i den kvindelige udgave. 

Jeg siger tit undskyld til ham og siger at jeg godt ved at det er mig den er galt med. Han har også tit kommet hjem med noget til mig men hvis jeg ikke gør det til ham kan jeg jo godt forstå at han bliver træt af mig.

Men søde ven, det er ikke aftaler. Det er hvordan han mener at du skal være. Det er ham der vil ændre på dig, fordi han sikkert vil have en der er ligesom sig selv. Og det er ikke fair for dig, for du er din egen person, og den person er han ved at ødelægge.

Jeg bliver sur når jeg læser hvordan han er overfor dig, hvordan han ødelægger din selvtillid, dit væsen, den person du altid har været. HAN vil ændre på dig, men du kan ALDRIG ændre dig 100%.

Jeg er et frygteligt rodehoved, jeg har en sygdom der gør at jeg gør dumme ting, ikke altid tænker over ting, jeg kan hurtigt forsvinde ind i min egen verden(også mens jeg snakker med andre), og det er mig, og jeg vil aldrig kunne ændre mig 100%, men kan jeg ændre små ting ved mig selv, hvis min mand er helt anderledes end mig, men han må også ændre sig lidt for min skyld.

Man er et par og man må begge give lidt, ikke kun tag, som din mand gør. Han gør alt for at bevise at det er din skyld, fordi han kan. Du er undertrygt, på grund af ham og du vil ikke ændre før at du siger ham imod, får ham til at se hvad han gør eller faktisk går frem ham.

Hvis du ikke kan vise kærlighed, er der måske ingen kærlighed og du er sammen med ham, for trygheden.

Han lyder virkelig ligeglad med dine følelser, alt omkring dig.
Du skal holde op med at undskylde, for du gør ikke noget forkert, du er bare den person du er og du skal IKKE ændre dig 100%, og slet ikke når han er sådan over for dig. Det er ikke fair at du er den eneste der skal ændre sig, for han SKAL også ændre sin adfærd.

Igen han forventer noget af dig, som du ikke er.

Og det kan godt være irriterende at kæresten ikke er som man selv er, at man føler at personen ikke giver som meget som en selv.

Men han har valgt at få 2børn med dig, hvorfor, hvis han ikke synes du er god nok?

Du er nød til at tænke dig virkelig godt om, om du fortsætte med ham eller danne et liv alene med dine børn og være en glad mor. Det påvirker jo også din datter, når hun ser jeres skændes og dig græde.

Anonym skriver:

Men det er jo i bund og grund mig der er kilden til at det hele kører fra sporet. Så jeg er jo selv udenom at jeg græder. Og han har ret i når han siger at hver gang vi er oppe at skændes eller at jeg er oprevet så syntes jeg at det er ham den er gal med men når der er kommet ro på igen så kan jeg godt se at det er mig den er gal med og så kommer jeg "krybende" og siger undskyld og at jeg nok skal forbedre mig (hvilket jeg ikke får gjort) og så er det at han bliver sur. Han siger at han ikke kan stole på mig og det kan jeg godt forstå når jeg gang på gang bryder vores aftaler. 

Lad vær med at kryb til ham og sig undskyld. Han ved jo at det er det der sker og han ved han har magten.

Han styrer dig, jeres liv. Han ved hvordan han skal styre dig og det gør han, fordi du lader ham gøre det.

Hvis jeg havde været i Danmark, var jeg gerne kommet hen til dig og givet dig et kæmpe kram og fortælle dig at din kæreste er en kæmpe idiot(også til ham) men jeg sidder her i udlandet og sender dig det største .. Lyttet til dig og give dig den støtte du har brug.

Jeg synes ikke vi kan bedømme hvem der er 'skyld' i situationen ud fra dit indlæg. Jeg synes andre er for hurtige til at dømme din kæreste. Vi har ingen anelse om hvordan tingene står til. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide at søge psykolog. Glem alt om skyld, du mangler i den grad selvværd og har brug for at arbejde med dig selv. Det kan godt være du ikke skal være sammen med din kæreste, den beslutning kan i kun tage, men jeg tror DU har brug for den psykolog uanset hvad i beslutter fremover. 

Anonym skriver:

Men det er jo i bund og grund mig der er kilden til at det hele kører fra sporet. Så jeg er jo selv udenom at jeg græder. Og han har ret i når han siger at hver gang vi er oppe at skændes eller at jeg er oprevet så syntes jeg at det er ham den er gal med men når der er kommet ro på igen så kan jeg godt se at det er mig den er gal med og så kommer jeg "krybende" og siger undskyld og at jeg nok skal forbedre mig (hvilket jeg ikke får gjort) og så er det at han bliver sur. Han siger at han ikke kan stole på mig og det kan jeg godt forstå når jeg gang på gang bryder vores aftaler. 

Søde ven, det forhold lyder så usundt for dig.. Ja selvfølgelig kommer du krybende - for han kommer jo sikkert aldrig og siger at det er ham den er gal med - nej midt i jeres skænderi får han dig til at tro at det er dig den er gal med - derimod kan du sikkert ikke se det, når du står og raser.. Men når man ligger og tænker efterfølgende er det noget i stil med "hvis jeg nu ikke havde.." "han har nok ret når han siger.. " " Jeg kan da heller ikke finde ud af.. " osv osv.. Kender du det?

Inderst inde ved du det forhåbentlig godt, men du kan som mig, måske heller ikke lide at stille din mand i dårligt lys, for han er jo sikkert også en god mand noget af tiden.. Ej undskyld.. Men det rammer mig - var i sådan et  forhold som du beskriver, hvilket også førte til mindre selvværd, anoreksi, depression osv.. Ingen fortjener at blive trådt på! 

Anonym skriver:

 Jeg har ikke brug for nogen dømmende ord... Jeg har brug for at nogen ser det jeg skriver da jeg ingen andre har at snakke med om vores meget ringe forhold. 

Jeg ved godt at det er mig der skal ændre mig og at det er mig der er  den skyldige i at vores forhold ikke fungerer. Dette her indlæg er et råb om hjælp da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med. Gøre af mig selv mere. Det der gør mest ondt er at det hele går ud over vores datter på 3 år og vores ufødte barn i maven. Dagligt skal hun høre på vores skænderier og hun har set mig græde alt for mange gange!! Det gør ondt helt inde i min sjæl og jeg er virkelig tæt på at opgive det her forhold og slutte det da vores datter slet ikke er tjent med det her!! Jeg har ingen at snakke med omkring det her!! Mine svigerforældre ved godt hvordan det er da kæreste har snakket med dem om det og de kan mærke på ham med det samme hvis der er noget galt. Han skælder mig ud når jeg begynder at græde for jeg kan ikke være det bekendt over for vores datter. Og nej det kan jeg ikke. Han siger at jeg er ligeglad og ikke tænker på hende når jeg gør det men jeg kan jo ikke gøre for det.

Jeg overvejer meget at snakke med en psykolog da det er mig den er galt med. Jeg har også kommet med det forslag at vi skulle prøve parterapi men i og med at det er mig der skal ændre mig vil han ikke det. Jeg har også forklaret ham at jeg er som jeg er og at man bare ikke kan ændre sin personlighed. 

Men det jeg gør forkert er:

Jeg viser ikke nok kærlighed i form af at give små gaver/overraskelser, ømhed, omsorg og kærlighed.

Jeg skal selv tænke/komme med løsninger og forslag. Alt for mange gange spørger jeg ham og det er han træt af. Siger at jeg ikke selv kan tænke og at jeg skal være mere selvstændig. Men jeg spørger ham af da jeg vil gøre det rigtigt for hvis jeg ikke gør det kan han blive sur og gal. Og det er uanset hvilke ting det er. 

Jeg skal være bedre til at få ting gjort med det samme. Jeg har det med at udskyde ting og sige at det gør jeg i morgen. 

Jeg skal kunne turde være mere rapkæftet og sige mine meninger hvis der er noget jeg ikke syntes er iorden.

Jeg har sagt til ham at jeg vil prøve at ændre mig og de overstående ting men at han ikke skal forvente at jeg gør det hele på en gang. Vi har lavet en aftale om at jeg skal blive bedre.

Jeg har så formået at blive bedre i et par dage men så går jeg tilbage i de dårlige vaner og rutiner igen og så føler han at han ikke kan stole på mig. Så er det at småting hober sig op og til sidst bliver han simpelthen så gal for at han føler at jeg røvrender ham. Han kan finde på at kaste med vasketøjet hvis det lige ligger et forkert sted eller kommentere på hvis der ligger noget i vejen at det skal væk osv. Han har ingen respekt over for mig mere og han har decideret sagt til mig at han hader mig. Og ved I hvad... Jeg kan faktisk godt forstå ham for hvem har lyst til at være sammen og blive ved med at blive holdt for nar når den anden partner hele tiden siger at jeg skal nok blive bedre og så alligevel ikke gør noget ved tingene.

Jeg har ingen at snakke med overhovet og folk ude fra aner slet ikke hvor slemt det står til herhjemme. Jeg smiler bare og er glad. Har en facade på konstant. Jeg føler mig så ensom og aner ikke mine levende råd. Ville tit ønske at jeg var en helt anden person eller ønske at jeg ikke var mere på denne her jord. 

Tak fordi du læste med så langt. Jeg har fået skrevet alle mine følelser ned og bare det at der er nogen der hag læst det er dejligt!

Først, en kæmpe krammer til dig 

Det eneste, du som menneske kan gøre er at trække vejret dybt, og lad være med at ændre på dig selv. 

Intet menneske skal ændre på sig selv for at få en anden til at kunne lide en. 

måske skulle i tag en tid fra hinanden ? komme til at savne hinanden igen  

Jeg er selv en pige som er rigtig dårlig til at vise kærlighed, men små ting som lige at give et knus, eller nus på armen, tag din kærestes hånd når i skal sove, eller sig du elsker ham inden du går ud af døren for at handle, det små ting som ikke kræver for meget som person, men det betyder enormt meget for din partner 


Også stort ros til dig, for at ville stå frem og fortælle din historie, men de stærkeste forhold, er dem hvor det hele ikke er som på film, men de forhold som kræver noget at holde sammen på. 

Også vil jeg sige, at hvis din kæreste først har sagt han hader dig ? 

Så kan det kun være HAM der er noget galt med, og ham som har et had inden i sig, og det burde han arbejde med  

Jeg er fysisk handikappet, så jeg er enormt dårlig til at få ordnet tingene med det samme, og er rigtig god til at udsætte det, men hvis jeg så rejser mig for at gå på toilet eller lign. så tager jeg måske lige en klud og tørre bordet af, eller smider noget tøj til vask der ligger på gulvet. om morgen når jeg skal have tøj på, så redder jeg lige sengen. For så kan jeg slappe af bagefter. 

Du skal finde din rutine, din måde at gøre tingene på. Aldrig giv op på dig selv, for du skal være den stærke overfor dit barn  

Anonym skriver:

Tak for dit kram! Jeg har termin til januar så der er ikke lang tid at løbe på.

Jeg har kun min mor men hende kan jeg absolut ikke finde støtte eller bruge til noget for at sige det rent ud. Hun vil kun lytte men kommer ikke selv med indput. Jeg har ikke prøvet det men jeg ved det da jeg kender hende. 

Ja, han er typen der bliver sur når tingene ikke lige går efter hans hoved eller som han vil have det. 

Jeg et bare ikke den type der er god til at vise eller give kærlighed og når jeg gang på gang har sagt at jeg nok skal blive bedre til det og at jeg så alligevel ikke gør noget kan jeg godt forstå at han bliver sur og træt af mig. 

Jeg er splittet. På den ene side vil jeg gerne at vi bliver sammen og får det her til at fungere men på den anden side har jeg lyst til at give op og bare være mig selv med vores datter og kommende barn. Men hold kæft hvor er det synd for hende!! Bare jeg skriver det her løber tårerne ned af mine kinder  For hvordan vil hun ikke reagere hvis det var at vi gik fra hinanden. Han har fast aftenRbejde og hver aften siger hun at hun saver hendes far. Hvordan skal det så ikke blive hvis vi gik fra hinanden. Jeg kan slet ikke overskue det!

Jeg har en rimelig god ide om hvem du er, og hvis jeg har ret, så har du bare en virkelig dårlig kæreste  

Han vil bestemme, og hvis han ikke får sin vilje, tager han hjem til sine forældre og sladrer, samt bliver der et stykke tid, har jeg ret?

Han er ikke god for dig, han giver dig dårlig samvittighed og dårligt selvværd! Det er IKKE dig der er kilden til problemerne, det er klart du ikke har kærlighed at give ud af, når han konstant er efter dig.

Lever du ikke din hverdag med at være bange for at træde forkert? Du har kun 1 liv, skal det spildes med at være ked af det?

Yurie skriver:

Lad vær med at kryb til ham og sig undskyld. Han ved jo at det er det der sker og han ved han har magten.

Han styrer dig, jeres liv. Han ved hvordan han skal styre dig og det gør han, fordi du lader ham gøre det.

Hvis jeg havde været i Danmark, var jeg gerne kommet hen til dig og givet dig et kæmpe kram og fortælle dig at din kæreste er en kæmpe idiot(også til ham) men jeg sidder her i udlandet og sender dig det største .. Lyttet til dig og give dig den støtte du har brug.

Men jeg har det virkelig frygteligt når vi er uvenner og jeg bliver bare så ked af det. Og hvis jeg trodser ham imod får han mig til at få endnu mere dårlig samvitttighed da han kan finde på at sige du skuffer mig virkelig og det kan du ikke være bekendt osv. Så derfor kommer jeg krybende til ham. Det er nemmere end at være uvenner. 

Demosan skriver:

Jeg synes ikke vi kan bedømme hvem der er 'skyld' i situationen ud fra dit indlæg. Jeg synes andre er for hurtige til at dømme din kæreste. Vi har ingen anelse om hvordan tingene står til. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide at søge psykolog. Glem alt om skyld, du mangler i den grad selvværd og har brug for at arbejde med dig selv. Det kan godt være du ikke skal være sammen med din kæreste, den beslutning kan i kun tage, men jeg tror DU har brug for den psykolog uanset hvad i beslutter fremover. 

Jeg har kommet med det forslag at jeg har overvejet at gå til psykolog men det syntes han er unødvendigt.. Det eneste der skal til er et los bagi og tage mig sammen.