Faderen er skør i hovedet!

Janne T. skriver:

Jamen sådan kan man bare ikke stille det op. At hun vælger barnet til, ændrer jo ikke på situationen for de barnløse. Og man kan ikke basere beslutningerne i sit liv på, at der er nogen, der har det endnu værre. Så kunne man jo ikke gøre noget. Så burde de barnløse da være dybt taknemmelige og ikke være kede af barnløsheden, i det mindste kan de få hjælp osv. (Dette er ikke min holdning, men det er jo den tankegang man må følge ud fra det du skriver).

Jeg er ikke all for abort 'bare fordi' og uden omtanke. Men her er tale om en situation, hvor man sætter et barn i verden, der skal leve i frygt, måske endda i reel fare for en far, som altid vil være i livet, som barnet og moderen aldrig vil kunne slippe 100% for så længe han lever. Jeg synes det er rigtig svært at argumentere for at sætte et barn til verden, når denne verden er fyldt med utryghed og reel risiko for fare. Man skal ikke få børn for enhver pris, og i hvert fald  ikke fordi der er nogen, der ikke kan få børn! Nogen gange i livet er man nødt til at træffe nogle valg, som er svære og smertefulde, men når det handler om børn, er det ultimativt deres bedste, man skal have i tankerne. Og jeg synes det er svært at argumentere for, at det er i barnets bedste interesse at blive sat til verden i sådan en situation.

Til TS: Jeg forstår godt, at det er enormt svært, og at det vil gøre dig knust at træffe det valg. Men tænk på den fremtid du og barnet vil få. Vil du ikke hellere vente til du har fundet en mand, der giver dig en tryg base, som du kan få barn med? 

Ej det var slet ikke det jeg mente. Hvis det er det du tænker når du læser det så er jeg da ked af den måde jeg fik mig formuleret. 

Jeg skriver bare at der er to tråde som er så vidt forskellige. Jeg gik fra den ene tråd hvor jeg følte så meget sorg for ts fordi hun nu ikke var gravid mere til den her tråd hvor hun egentlig siger hun ikke vil have en abort men ja - en abort ville være den nemme løsning på problemet. Jeg havde det helt dårligt med at se så to vidt forskellige problemer og valg man nu stod over for. Det var det eneste jeg gav udtryk for Så hvis det er det du tænkte da du læste den så er jeg da ked af det. Men det var overhoved ikke det jeg mente  

Jeg synes nu heller ikke jeg skriver hun skal beholde barnet fordi en anden ikke kan det jo overhoved ikke logik. 

Anonym skriver:

Jeg fandt for 2 uger siden ud af, at jeg er gravid. Er nu 6+3 og faderen havde fået at vide han skulle være far og han glædede sig egentlig. 
vi var gået fra hinanden idet, at han havde været ude og udspionere mig på min adresse og hele tiden havde paranoia og troede jeg var sammen med andre mv, disse mistanker var selvfølgelig helt ubegrundede. 
Jeg havde fortsat kontakt til ham efter jeg var blevet gravid og vi snakkede fint sammen. Idag var han så og besøge mig, hvor helvede brød løs. Han svinede mig til på det groveste og truede mig. Jeg blev decideret bange for ham. 
Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville turde overlade mit barn til ham alene, men nu kan jeg jo pludselig se, at jeg ikke engang ville kunne være til stede selv, da jeg jo aldrig vil få fred fra en type som ham. 
problemet er jo bare at han som far har så mange rettigheder at det gør helt ondt! Barnet ville virkelig ikke have godt af at vokse op med ham og jeg ville virkelig ikke turde have ham i mit liv. For at være ærlig er jeg begyndt at frygte for mit liv eller i det mindste min sikkerhed, når han er i nærheden. 
Selvfølgelig skifter han hurtigt til at være 'den søde kærlige fyr igen' men jeg ved jo det kun er på lånt tid. sådan er det med hans type. 
Han er tidligere misbruger og han går på sådan en klinik og får medicin for ikke at falde tilbage... 
Det var aldrig planen jeg skulle blive gravid med ham. Jeg gik fra ham så snart jeg så hans sande natur og lærte om hans fortid. 
Jeg står nu i det dilemma der hedder; Hvad er hans rettigheder helt præcist? er der nogen måde, hvorpå jeg ville kunne minimere barnets kontakt til ham, så meget at det ville være 'sikkert' for barnet og jeg? 
Eller er eneste udvej det jeg ikke engang vil bringe på bane; at få fjernet barnet?  
Jeg ville blive dybt ulykkelig hvis abort var eneste udvej, det er imod alt hvad jeg står for. Men barnet vil virkelig ikke være tjent med ham som far.. 
Jeg håber inderligt på nogle hurtige svar... 
mvh.

Håber du har fundet/finder en løsning. Her er hvad jeg tænker.. Eftersom du ikke er længere henne, så ville mit valg i din situation uden tøven være en abort. Ikke fordi det er dejligt eller noget man skal gøre uden at tænke sig om. Men som sagt, hvis han er som du beskriver, SÅ ville aborten være den nemmere udvej. Jeg kunne ikke leve med at frygte for mit eget og barnets liv.

Anonym skriver:

Jeg fandt for 2 uger siden ud af, at jeg er gravid. Er nu 6+3 og faderen havde fået at vide han skulle være far og han glædede sig egentlig. 
vi var gået fra hinanden idet, at han havde været ude og udspionere mig på min adresse og hele tiden havde paranoia og troede jeg var sammen med andre mv, disse mistanker var selvfølgelig helt ubegrundede. 
Jeg havde fortsat kontakt til ham efter jeg var blevet gravid og vi snakkede fint sammen. Idag var han så og besøge mig, hvor helvede brød løs. Han svinede mig til på det groveste og truede mig. Jeg blev decideret bange for ham. 
Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville turde overlade mit barn til ham alene, men nu kan jeg jo pludselig se, at jeg ikke engang ville kunne være til stede selv, da jeg jo aldrig vil få fred fra en type som ham. 
problemet er jo bare at han som far har så mange rettigheder at det gør helt ondt! Barnet ville virkelig ikke have godt af at vokse op med ham og jeg ville virkelig ikke turde have ham i mit liv. For at være ærlig er jeg begyndt at frygte for mit liv eller i det mindste min sikkerhed, når han er i nærheden. 
Selvfølgelig skifter han hurtigt til at være 'den søde kærlige fyr igen' men jeg ved jo det kun er på lånt tid. sådan er det med hans type. 
Han er tidligere misbruger og han går på sådan en klinik og får medicin for ikke at falde tilbage... 
Det var aldrig planen jeg skulle blive gravid med ham. Jeg gik fra ham så snart jeg så hans sande natur og lærte om hans fortid. 
Jeg står nu i det dilemma der hedder; Hvad er hans rettigheder helt præcist? er der nogen måde, hvorpå jeg ville kunne minimere barnets kontakt til ham, så meget at det ville være 'sikkert' for barnet og jeg? 
Eller er eneste udvej det jeg ikke engang vil bringe på bane; at få fjernet barnet?  
Jeg ville blive dybt ulykkelig hvis abort var eneste udvej, det er imod alt hvad jeg står for. Men barnet vil virkelig ikke være tjent med ham som far.. 
Jeg håber inderligt på nogle hurtige svar... 
mvh.

Altså det siges jo at hvis i ikk har boet sammen 10 måneder før barnet bliver født får du fuld forældremyndighed, det er da lidt afstand mellem far og dig og barnet, Jeg ville ikk vælge abort, hvis du udviser bekymring omkring faren og hans adfærd og at han har problemer med stoffer, tror jeg du har en stor chance for at beskytte dit barn, han vil kunne få overvåget sammenvær men du ville stadig vide at h*n er okay.

Anonym skriver:

Jeg fandt for 2 uger siden ud af, at jeg er gravid. Er nu 6+3 og faderen havde fået at vide han skulle være far og han glædede sig egentlig. 
vi var gået fra hinanden idet, at han havde været ude og udspionere mig på min adresse og hele tiden havde paranoia og troede jeg var sammen med andre mv, disse mistanker var selvfølgelig helt ubegrundede. 
Jeg havde fortsat kontakt til ham efter jeg var blevet gravid og vi snakkede fint sammen. Idag var han så og besøge mig, hvor helvede brød løs. Han svinede mig til på det groveste og truede mig. Jeg blev decideret bange for ham. 
Jeg har længe vidst, at jeg ikke ville turde overlade mit barn til ham alene, men nu kan jeg jo pludselig se, at jeg ikke engang ville kunne være til stede selv, da jeg jo aldrig vil få fred fra en type som ham. 
problemet er jo bare at han som far har så mange rettigheder at det gør helt ondt! Barnet ville virkelig ikke have godt af at vokse op med ham og jeg ville virkelig ikke turde have ham i mit liv. For at være ærlig er jeg begyndt at frygte for mit liv eller i det mindste min sikkerhed, når han er i nærheden. 
Selvfølgelig skifter han hurtigt til at være 'den søde kærlige fyr igen' men jeg ved jo det kun er på lånt tid. sådan er det med hans type. 
Han er tidligere misbruger og han går på sådan en klinik og får medicin for ikke at falde tilbage... 
Det var aldrig planen jeg skulle blive gravid med ham. Jeg gik fra ham så snart jeg så hans sande natur og lærte om hans fortid. 
Jeg står nu i det dilemma der hedder; Hvad er hans rettigheder helt præcist? er der nogen måde, hvorpå jeg ville kunne minimere barnets kontakt til ham, så meget at det ville være 'sikkert' for barnet og jeg? 
Eller er eneste udvej det jeg ikke engang vil bringe på bane; at få fjernet barnet?  
Jeg ville blive dybt ulykkelig hvis abort var eneste udvej, det er imod alt hvad jeg står for. Men barnet vil virkelig ikke være tjent med ham som far.. 
Jeg håber inderligt på nogle hurtige svar... 
mvh.

Jeg tror nu ikke at du skal være så bange. Hvis du og faderen ikke bor sammen, inden den lille kommer til verden, så er det dig der står med den fuldeforældreret. Hvilket betyder, at det er dig der bestemmer hvad dit barn skal og ikke skal. Hvis du er i tvivl, så syntes jeg at du skal ringe ind til statsamtet, da de kan hjælpe dig med alle dine rettigheder. 

Puha da... 

Tænk på dig selv og barnet... Hvordan vil fremtiden ikke være? Det vil være kampe, utryghed osv... 

En abort i denne situation vil være det bedste, det er letter sagt end gjort.. 

Jeg håber du tænker dig rigtig godt om, især hvis du vælger at beholde barnet og hvad du byder barnet fremadrettet. 

Dette er en skide svær situation at være i og endnu sværer med beslutningen... 

Jeg håber på det bedste for Jer... 

Camilla.H.Jensen skriver:

Jeg tror nu ikke at du skal være så bange. Hvis du og faderen ikke bor sammen, inden den lille kommer til verden, så er det dig der står med den fuldeforældreret. Hvilket betyder, at det er dig der bestemmer hvad dit barn skal og ikke skal. Hvis du er i tvivl, så syntes jeg at du skal ringe ind til statsamtet, da de kan hjælpe dig med alle dine rettigheder. 

Ja hun ville få forældremyndigheden men derfor kan far stadig søge om samvær. Forældremyndigheden giver hende ret til at bestemme institution og andre praktiske ting - ikke hvorvidt barnet må se sin far. 

Nørreslet skriver:

Altså det siges jo at hvis i ikk har boet sammen 10 måneder før barnet bliver født får du fuld forældremyndighed, det er da lidt afstand mellem far og dig og barnet, Jeg ville ikk vælge abort, hvis du udviser bekymring omkring faren og hans adfærd og at han har problemer med stoffer, tror jeg du har en stor chance for at beskytte dit barn, han vil kunne få overvåget sammenvær men du ville stadig vide at h*n er okay.

Men hvad er det så for en tilværelse og en far man giver sit barn. 

Ærligt talt, - er det et forhold at bringe et barn ind i?? Skal det vokse op i et bundløst af konflikter, og hvem ved hvad andet?? Hvis du kun er i syvende uge, ville jeg helt klart vælge en abort. Ja det er træls for dig lige nu, men vælg dog en bedre ramme til dit kommende barn, end det der tilbydes her!!! 

Kram herfra.

Håber du er kommet tættere på en afklaring.

Men må skrive, at en ting er det juridiske - og hvad jeg forstår er det svært at få frataget en far eller mor samvær. 

En anden ting er barnet og dets forhold til sine forældre, lad os sige far får samvær hver 14. Dag, ja måske under opsyn, men dit barn vil holde af sin far. Dit barn vil have en far og den far skal du kunne tale pænt om, den far skal du kunne sidde i stue med og nyde en fødselsdag, konformation hvad ved jeg. I min verden er det at få et barn sammen den ultimative forpligtigelse, for sp er man forpligtiget til at samarbejde om barnet og aldrig tale skidt om hinanden foran barnet. 

Jeg er ikke modstander af abort, men det er en kvindes ret til at vælge. Du skal selvsagt også vælge, og kan sagtens forstå en abort er enormt svært, men du skal vide hvad du vælger fra og til.

en ting er at vælge den store kærlighed til, vælge den lækre bløde krop, det skønne barn til. Du vælger også formodentlig også faren til, og for dit barns skyld skal du tåle den far, for dit barn vil elske sin far.  Vælger resten af livet til med ham i livet for det stopper ikke hare når dit barn bliver 18, det er også når dit barn skal giftes, er færsig med sin uddannelse, får barn osv osv osv. Er far i barnets liv, er faren en person dit barn elsker og vil være sammen med også selvom du synes han er helt igennem forfærdelig.

mor:) skriver:

Men hvad er det så for en tilværelse og en far man giver sit barn. 

Jeg kan godt følge dig i det du siger, men jeg tror ikk du ville kunne holde dit barn helt væk fra faren hvis han ønsker en tilværelse med jeres fælles barn. Dit barn vil ikk have en dårlig tilværelse fordi h*n har en dårlig far, din kærlighed og din opdragelse kan rette det hele, jeg prøver bestemt ikk at sige hvad du skal gøre jeg ville bare aldrig kunne leve med mig selv hvis jeg fik en abort lige meget hvor elendig en far barnet måtte have.