Jesus! gået fra min kæreste 10 uger gravid!!!!

babyprojekt skriver:

Nu jeg nysgerrig  Men hvad ville du gøre hvis du fik et barn med en mand, som du troede skulle være jer to for altid. Men så finder i ud af når barnet er født og måske et par år gammelt. Hvad ville du så endelig gøre, når du ikke vil byde det at være dele barn??? Er bare lidt nysgerrig 

Læg mærke til at mor skriver "jeg ville ikke BEVIDST vælge at...." 

Dit scenarie er jo en helt anden sag  

Jeg tænker også på hvad der stikker under, når i var glade lige for 3 måneder siden? Måske skulle i overveje parterapi, før i smider det hele på gulvet, når nu der trods alt er en graviditet involveret.. 

Patriark skriver:

Måske du skulle læse indlægget igen?! 

Brugeren skriver- bevidst-... Så dit tænkte eksempel skal hun vel ikke stå på mål for?

På mål for ? 

Mor11 skriver:

Læg mærke til at mor skriver "jeg ville ikke BEVIDST vælge at...." 

Dit scenarie er jo en helt anden sag  

Så siger vi det 

OMG! 

 

Lige pludselig i aften fik jeg nok! efter 5 år sammen,  og hørte på ham hvor dramatisk jeg er, og hvor meget jeg hele tiden forventer af ham, og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og tage en uddannelse! (er ordblind og har kæmpet mig igennem en uddannelse, men det går desværre langsomt pga. min ordblindhed)og gået af p-pillerne for 3 måneder siden, og blevet gravid med det samme!

 

Min kæreste og mig er ikke gode for hinanden  JESUS hvorfor kunne jeg ikke ha set dette før!!!!!!!!! jeg er nu 10 uger gravid!!!!!!! 

 

dette er overhovedet ikke det liv jeg havde planlagt  

Hvad helvede sker der? 

 

hvad skal jeg gøre!!!!!!!!!!! hold kæft jeg føler mig syg 

Jeg giver dig ret i at det er virkelig dårlig timing. Men sådan er det jo nogle gange.

Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at ringe til lægen og lave en tid til en abort. Du skal til forundersøgelse først og det tager lidt tid. Så har du den mulighed, hvis det bliver dit valg, og du kan altid lade være med at dukke op til indgrebet.

Jeg synes at du skal tænke rigtig godt og grundigt over om du har lyst til at sætte et barn i verden, som fra dag 1 bliver delebarn. Et barn som du kommer til at skulle undvære noget af tiden. Og som kommer til at undvære sin mor og far på skift. Derudover skal du også overveje hvordan dit forhold til faren bliver. Vil I være i stand til at kommunikere fredeligt og venskabeligt om jeres barn? Kommer I til at kunne ses og lave ting sammen, med jeres barn? Eller vil det blive et liv fyldt med konflikt, skænderier og savn? Både forældrenes savn, og barnets savn?

Nogle af disse ting er selvfølgelig svære at forudse, men du bliver nødt til at tænke alle scenarier igennem før du tager din beslutning.

Hejsa! 

Synes på dit opslag at det lyder meget som om du er ramt af hormoner både før skænderiet og da du skrev det ned. Synes det et vigtigt du tager en snak med ham og derfra må i så finde ud af om forholdet er slut eller hvordan fremtiden ser ud. Jeg har selv prøvet at kigge på min kæreste med de der 'hormonbriller' og det er altså ikke noget man skal handle på med det samme! Forklar ham også endelig hvordan hormoner kan ændre på dig - du siger jo han er træt af at du er dramatisk, hvilket lyder hormonbetinget.. Det er en del af graviditeten og det er noget i må arbejde på sammen. Du kan ikke gøre for det og han må jo sige til hvis han synes det er for meget. 

Hvis i vælger at gå fra hinanden må du overveje om du synes at en abort er det rigtige eller ej. 

Desuden vil jeg lige bemærke at flere har skrevet at du ikke bør sætte et barn i verden som bliver delebarn, og det synes jeg er noget vrøvl. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var to år og jeg kunne self ikke huske noget før det. Det har aldrig været et problem, jeg har altid været glad for mine forældre og den tid vi havde med dem hver for sig og er glad for min stedfar også. Når barnet er så lille så betyder det altså ikke det samme som hvis forældrene bliver skilt senere hen, da man alligevel ikke kan huske andet.

Anonym skriver:

OMG! 

 

Lige pludselig i aften fik jeg nok! efter 5 år sammen,  og hørte på ham hvor dramatisk jeg er, og hvor meget jeg hele tiden forventer af ham, og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og tage en uddannelse! (er ordblind og har kæmpet mig igennem en uddannelse, men det går desværre langsomt pga. min ordblindhed)og gået af p-pillerne for 3 måneder siden, og blevet gravid med det samme!

 

Min kæreste og mig er ikke gode for hinanden  JESUS hvorfor kunne jeg ikke ha set dette før!!!!!!!!! jeg er nu 10 uger gravid!!!!!!! 

 

dette er overhovedet ikke det liv jeg havde planlagt  

Hvad helvede sker der? 

 

hvad skal jeg gøre!!!!!!!!!!! hold kæft jeg føler mig syg 

Hvad mener du med at i ikke er gode for hinanden ? I har været sammen i 5 år, det er lang tid.

Måske er du bare oppe og køre Hormonelt fordi du er gravid, og måske har han fået lidt nok og dummet sig og sagt de dumme ting, tænker bare at måske har du væltet ham med snak om alt det i skal have orden på inden baby kommer, han skal jo også vende sig til tanken, om alt det nye der skal ske.

Håber det bedste for dig/jer . Knus 

Anonym skriver:

OMG! 

 

Lige pludselig i aften fik jeg nok! efter 5 år sammen,  og hørte på ham hvor dramatisk jeg er, og hvor meget jeg hele tiden forventer af ham, og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen og tage en uddannelse! (er ordblind og har kæmpet mig igennem en uddannelse, men det går desværre langsomt pga. min ordblindhed)og gået af p-pillerne for 3 måneder siden, og blevet gravid med det samme!

 

Min kæreste og mig er ikke gode for hinanden  JESUS hvorfor kunne jeg ikke ha set dette før!!!!!!!!! jeg er nu 10 uger gravid!!!!!!! 

 

dette er overhovedet ikke det liv jeg havde planlagt  

Hvad helvede sker der? 

 

hvad skal jeg gøre!!!!!!!!!!! hold kæft jeg føler mig syg 

Har han været sådan i 5år? Altså sagt de ting til dig?

Ja, så tænker jeg også, hvorfor har du været sammen med ham i 5år og planlagt et barn sammen med ham?

Men du er nød til at tænke virkelig godt over det.. Vil du have et delebarn med ham, hvis I ikke engang kan snakke ordentligt sammen, da I var et par?
Hvordan vil jeres sammenarbejde være?

Eller er det bedre at få barnet fjernet?

Jeg ville ikke have et barn med en mand, der ikke forstod, hvorfor jeg ikke kunne tage en uddannelse, eller bare snakkede sådan til mig. Tænk hvad han kunne finde på at sige til barnet omkring mig.

babyprojekt skriver:

Nu jeg nysgerrig  Men hvad ville du gøre hvis du fik et barn med en mand, som du troede skulle være jer to for altid. Men så finder i ud af når barnet er født og måske et par år gammelt. Hvad ville du så endelig gøre, når du ikke vil byde det at være dele barn??? Er bare lidt nysgerrig 

Som skrevet vil jeg ikke sætte et barn i verden for at være delebarn. 

Jeg ville strække mig langt for at opretholde familien. Jeg ville prøve parterapi og hvad der ellers kan prøves før jeg sluttede forholdet. Så måtte mit barb blive delebarn - men ikke før. 

Tusind tak for alle jeres svare 

jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, det er dagen der på, vores kæmpe skænderi 

Min kæreste er lige, som en gryde der koger på fuld blus. - han kommer ikke af med sit stress løbende, men det hele kommer på engang, og det han sagde i går til sin gravide kæreste er utilgivelig i mine øjne, han sagde alt det, som han ved sårer mig mest! 

Jeg har gået til terapi i over to år bare engang om måneden for, at få min selvtillid op. I går tog han det op, og sagde jeg vilde ønske, at jeg kunne ha en NORMAL kæreste så kunne finde ud af sit liv selv (ironi er den at han har seriøst brug for terapi til at håndtere hans stress, som han gøre helt forkert)

Så når jeg siger til ham han er gået for langt, at det er en form for psykisk terror griner han i mine øjne og siger altid skal du overregere, Jeg brokker mig bare 

jeg sagde til ham det er ikke en chance i helvede vi bliver sammen, uden vi to går til terapi. - Så sagde han nej, men så sagde jeg, så er det slut. Fordi vi kan tydelig ikke snakke sammen, så sagde han, at OKAY du vinder, så tager vi afsted men det er bare spil af penge! 

min kæreste har aldrig været særlig omsorgfuld, men jeg har set ham med børn der er han gode. jeg har valgt at få et barn med ham fordi jeg mener vi kunne godt sammen, men lige nu med mine hormonbriller på tænker jeg NEJ: 

abort er ikke en mulighed, jeg kunne ikke leve med mig selv om jeg gjorde det. Men måske sker der noget nu, fordi jeg var monster stresset i går, og har intet sovet i nat, og min livmor kramper på en meget mærkeligt måde nu.  og jeg har stærke smerter