Kæreste og WoW

Anonym skriver:

Puha kryber helt sammen over det du fortæller. Det er sådan der jeg frygter det ender. Glemmer at hente børn og bliver væk juleaften PGA. DET F...... SPIL! Ahmen blir sq så gal. Så er man for langt ude. Er sq ked af du har skulle leve med det, men godt du satte ham et valg for næsen og at han har ændret det.

Vil self også sige at der er grænser for hvor langt det skal komme ud, når det ender i svigt af børn osv så er vi vist ved at være der hvor det ikke længere er ok 

Du må simpelthen finde på noget, der kan aflede ham fra spillet, hvis det generer dig. Biograftur, tivolitur, snak, god mad, gåture og ja selvfølgelig: SEX . Rollespil i sengen er nok mere interessant end på skærmen . Jeg kan godt forstå, det kan være irriterende, men du er helt sikkert mere spændende end spillet i sidste ende. Selvom jeg nu også synes World of Warcraft er meget sjovt .

Anonym skriver:

Siger ikke de ikke er til og være sammen med. Jeg siger at de typer jeg kender til hvor det går ekstremt over gevind, der er det stort set umuligt. Og jeg siger at man nok kun forstår vores holdning til det, hvis man har stået i vores situation (hvor personen der spiller WoW er helt ude i det ekstreme - altså ikke alm. gamer på et funktionelt plan). Forstået på den måde at når man som jeg, kun har fået MEGET negative oplevelser med det og kun har set flere i min omgangskreds blive ødelagt af det, så får man nok den indstilling til det. Jeg snakker ud fra mine oplevelser.

Du skrev: "Det kan godt være vi er generaliserende, men jeg er enig med dig"..... 

Så generaliserer du jo også - på trods af, at du selv lige har skrevet, at nogle spiller mere end andre 

Man kan jo ikke sige noget generelt om alle, der spiller spillet, når det ikke er på samme niveau...

Nu er der stor forskel på at spille det meget (og hvornår er det meget?) og så være afhængig...

Min kæreste og jeg spiller det begge...

Jeg så ham spille det i en måneds tid efter det kom ud og ville gerne dele oplevelsen med ham så vi købte det også til mig

Faktisk er det nok mig der er mest "afhængig" herhjemme af det...

Inden vi fik sønnen så var det hvad vi lavede fra vi stod op til vi gik i seng mere eller mindre...

Synes det er sjovt at spille og der er mange måder at gøre det på...

Min kæreste spiller generelt mere computer end mig og det er noget han har brug for så det er ikke et problem for mig...

Tror meget det handler om at man stadig skal huske at snakke sammen om tingene...

sørge for at der er klare linjer omkring det...

Kommunikation er ALTID vigtigt, men når man har en der har brug for at "gemme" sig væk i spillenes verden i kortere eller længere tid så er det ekstra vigtigt at man snakker sammen når de ikke er der...

det nytter ikke at tage en samtale med en der er opslugt af noget de holder af.. det fiser lige ud igen...

jeg har det selv sådan når jeg læser... jeg hører intet af det min kæreste siger til mig... vi kan lave alle mulige aftaler og snakke dyb snak men når jeg når næste side i bogen så er det hele væk igen...

Anonym skriver:

Hvis jeg må spørge hvordan var forholdet til din eks der spillede WoW? Altså hvordan var det for dig at leve i det?

Det må du gerne spørge om.  

jamen vores forhold blev bare dårligt af alt hans spilleri. Blev totalt tilsidesat og ja det føltes jo slet ikke som om vi havde noget forhold sammen. Så efter 1 1/2 år i det begyndte jeg at snakke med andre fyre som i "hemmelighed". Siger ikke det er fair at jeg gjorde det men ja jeg savnede bare en mand der gad mig. Så som tiden gik stoppede min kærlighed til ham og tror også hans var forsvundet pga den manglende tid sammen osv. Også gik vi fra hinanden. 

Når man lå aften efter aften alene i sengen fordi han sad og spillede hele natten så følge man sig ensom. Meget ensom. Også var der andre der gav mig opmærksomhed. Trist men sandt.  

Pigeeeeen skriver:

Det må du gerne spørge om.  

jamen vores forhold blev bare dårligt af alt hans spilleri. Blev totalt tilsidesat og ja det føltes jo slet ikke som om vi havde noget forhold sammen. Så efter 1 1/2 år i det begyndte jeg at snakke med andre fyre som i "hemmelighed". Siger ikke det er fair at jeg gjorde det men ja jeg savnede bare en mand der gad mig. Så som tiden gik stoppede min kærlighed til ham og tror også hans var forsvundet pga den manglende tid sammen osv. Også gik vi fra hinanden. 

Når man lå aften efter aften alene i sengen fordi han sad og spillede hele natten så følge man sig ensom. Meget ensom. Også var der andre der gav mig opmærksomhed. Trist men sandt.  

Jeg vælger lige at citere for præcis sådan var det også her. Og mit råd til alle er at I ikke skal lade det komme så langt ud. Jeg kunne sidde aften efter aften alene,, gå i seng alene, gå ture alene, ordne alt med spisning, rengøring osv alene, selv da jeg fik veer måtte jeg lige vente fordi han ikke bare kunne smutte fra spillet for at ta på sygehus. Når jeg tænker tilbage bliver jeg nærmest sur igen over alt det jeg fandt mig i. Men ja da jeg bad ham vælge valgte han mig og sine børn. Jeg burde ha givet ham det ultimatum noget før. Men man bliver jo ved med at håbe og tro de lære at styre det. Det er der så bare nogen der ikke gør desværre. :-S