Kæreste og WoW

Anonym skriver:

Hej alle.

 

Ja hvis I har lyst så giv mig jeres historier eller erfaringer med en kæreste der spiller WoW (World Of Warcraft). Gerne hvis I kender til det med at kæresten nærmest er afhængig af det (eller i hvert fald spiller det MEGET).

Jeg vil bare gerne høre jeres historier/erfaringer om hvordan det var/er at leve i, og det er MEGET okay hvis I har brug for og bare brokke jer/komme ud med noget indebrændt (hvis man nu lever i det og synes det er træls).

Jeg kender desværre ikke noget fra dit synspunkt,  men jeg kender fra din kærestes.  

Jeg har selv været meget afhængig af WoW. Det var min måde at slippe væk fra hverdagen med en baby der havde kolik. Min kæreste blev rigtig irriteret på mig og det gjorde mig sur og ked af det.  Mest fordi han ikke kunne se jeg havde behov for det.  

Vi var tæt på at gå fra hinanden,  men vi fik snakket om det,  og jeg fik af vide at det han var irriteret over var enligt at jeg var svær at snakke med når jeg spillede. Derfor valgte jeg at finde en anden måde at komme væk fra hverdagen på. Og det var at sy. Der kunne jeg stadig fordybe mig, men døde ikke hvis jeg blev afbrudt. Jeg har stortset ikke spillet siden og har enlig ikke lyst til det.  

Har du prøvet at snakke med din kæreste om hvorfor han spiller,  og hvorfor det irriterer dig? Det kan være at i finder en løsning:-) 

Undskyld stavefejl,  da jeg skriver fra min tlf.

Anonym skriver:

Hej alle.

 

Ja hvis I har lyst så giv mig jeres historier eller erfaringer med en kæreste der spiller WoW (World Of Warcraft). Gerne hvis I kender til det med at kæresten nærmest er afhængig af det (eller i hvert fald spiller det MEGET).

Jeg vil bare gerne høre jeres historier/erfaringer om hvordan det var/er at leve i, og det er MEGET okay hvis I har brug for og bare brokke jer/komme ud med noget indebrændt (hvis man nu lever i det og synes det er træls).

Da jeg mødte min kæreste (for hundrede år siden) spillede han så meget wow, at jeg sagtens synes, man kan kalde det for en afhængighed. Dengang var jeg ligeglad - jeg havde mit studie, mine veninder og egne interesser, som jeg nød at have tid til. Men syntes måske, det var lidt mærkeligt... 

Vi flyttede sammen da jeg blev gravid, og der besluttede han sig for at det ikke duede længere, nu han skulle være far. Så han begyndte at dyrke motion, mindfulness og spise meget sundt, samt at få en god søvn rytme, som ellers havde været hen i vejret, fordi han glemte tiden og ofte kom til at spille til langt ud på natten, kom for sent til timer, glemte sin mors fødselsdag, glemte aftaler med mig, sov fem-timers middagslure o.s.v. Levede et lidt kaotisk liv, som wow "var skyld i" Ad den nye sunde livsstil, kom han problemfrit ud af afhængigheden, men det gik jo kun så nemt, fordi han selv ønskede at ændre sit liv. 

Om han spiller spil eller ej, er ligegyldigt for mig. Men går det ud over vores familieliv, er det alt for meget. 

En lille tilføjelse...

Manden min, har tit sammenlignet det med tv. Altså om man sidder og ser tv, eller om man spiller et spil på compen er vel det samme. Det er bare for at få tiden til at gå. En tid som jo så bliver mindre når man har to børn, og det er også derfor han ikke spiller og sidder der så meget mere

Og det kan jeg godt følge ham i  

Haha min kæreste sidder og spiller det nu :p 

havde en ex kæreste der spillede det så meget at det ødelagde forholdet mht sex og alt.

Nu med min "nye" kæreste som er ham jeg vil være sammen med for altid, fungerer det sådan at hvis heg alligevel ser tv eller laver noget for mig selv så kan han for min skyld spille så meget han har lyst til. Men hvis jeg fx skal ud med en veninde som jeg skal i aften så siger jeg "skat du må gerne skifte kattebakkerne og lægge tøjet væk mens jeg er væk" så ved han hvornår han ca skal gøre det også kan han gøre det når han har lyst kndenfor den tidsramme. Så behøver jeg ikke gentage mig selv og han slipper for at høre mig gentage det fungerer ret godt. Dog ville jeg lyve hvis jeg ikke sagde at det spil irriterer mig grænsesløst engang i mellem. Men så længe han gør "de ting jeg beder om", hygger med mig hvis vi skal se film eller tage ud et sted og hygge så er det fint for mig. Jeg ser jo også tv når jeg bare skal slappe af og det gør han så ikke han spiller i stedet. Så længe han også finder tid til andre ting så er det fint for mig  

Pigeeeeen skriver:

Haha min kæreste sidder og spiller det nu :p 

Også min 

Frk_Louise skriver:

Også min 

Hahah typisk 

Anonym skriver:

Hej alle.

 

Ja hvis I har lyst så giv mig jeres historier eller erfaringer med en kæreste der spiller WoW (World Of Warcraft). Gerne hvis I kender til det med at kæresten nærmest er afhængig af det (eller i hvert fald spiller det MEGET).

Jeg vil bare gerne høre jeres historier/erfaringer om hvordan det var/er at leve i, og det er MEGET okay hvis I har brug for og bare brokke jer/komme ud med noget indebrændt (hvis man nu lever i det og synes det er træls).

Jeg startede med at spille World of Warcraft da det kom ud i 2004. I starten spillede jeg bare et par timer om ugen, men efterhånden blev jeg mere og mere suget ind i det fantastiske univers. Efter et lille års tid, spillede jeg gerne op til 6-10 timer om dagen. Jeg spillede fra jeg kom hjem fra skole til jeg gik i seng. Jeg kom ofte i seng alt for sent, for raids var ofte fra 20-24. Det er jo ikke bare et computerspil, det er et univers, hvor man kan interagere med andre mennesker verden over. Efterhånden var det det sociale aspekt som gjorde jeg blev ved med at spille. Jeg havde ikke meget selvtillid eller selvværd, så hele mit liv foregik faktisk i World of Warcraft. Jeg betragtede de mennesker som jeg kom i kontakt med som mine venner. Det er svært at holde op, når man dermed også mister hele sit netværk. 

Mine forældre var af gode grunde ikke tilfredse. De forsøgte stort set alt for at få mig til at holde op med at spille. De slukkede for internettet, tog min computer... Men mine forældre var ikke særlig gode til teknik, hvorimod jeg kendte stort set alle tricks i bogen. 

Efter et par år opdagede vi at jeg havde flere sindslidelser, samt en svær depression. Jeg kom i behandling og da jeg begyndte at møde mennesker "i den virkelige verden" mistede spillet en del af sin kraft. Jeg spillede egentlig indtil 2011, men de sidste par år, var det på et plan, hvor jeg sagtens kunne have et normalt liv. Det vil sige, nogengange et par timer om ugen, andre uger slet ikke. 

Jeg mødte også min kæreste over World of Warcraft. Han har været utrolig støttende igennem det hele. Han har også spillet rigtig meget i perioder, men har aldrig været afhængig. Han har bare synes det var sjovt at konkurrere på et højere plan. Han spiller heller ikke mere i dag. 

Hvis din kæreste oprigtig er afhængig af World of Warcraft, så kan det faktisk være ganske alvorligt og det er utrolig svært at behandle, hvis personen ikke selv er opsat på at få hjælp. Derimod kan man sagtens spille meget uden at være afhængig. Har du talt med ham om det? 

Jeg ved at en del har haft held med at introducere deres kærester til spillet, således kan de spille sammen et par timer, måske i stedet for at se TV eller andet. Det kan faktisk være utrolig hyggeligt. Men hvis han er afhængig er det selvfølgelig en dårlig ide.

Min eks spillede også wow.. Og jeg HADEDE det. Det fyldte simpelthen så meget. Når han spillede var det jo vigtigere end alt andet, for ellers døde han jo, og så blev dem han spillede med jo skuffede og sure of gad måske ikke spille med ham. Ud over at det tændte mig totalt af at se ham sidde der og nørde, så var det virkelig heller ikke særlig sundt for vores forhold. For han var jo ikke til stede når han spillede. Man kunne ikke snakke med ham og hvis et af børnene skreg (om aftenen/natten) var det en selvfølge at det var mig der skulle smide hvad nej havde i hænderne, for hans spile var vigtigere end hvad end jeg havde gang i. Han larmede også helt vildt. Snakkede højt og skabte sig når det ikke gik godt, bankede i bordet eller råbte og bandede af de andre. Så  hans computerspil fyldte UTROLIG meget i vores forhold. Jeg krympede mig helt inden i hver gang jeg trådte indenfor en dør, og så at han sad der på sin pind. Og han havde virkelig få venner ude i den virkelig verden. Den dag idag tror børnene at stor set alle fars venner bor inde i computeren. Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at det er ynkeligt at spille computer på den måde. Og det var da også nr 1 på listen over ting min nye kæreste så absolut ikke 

Jeg er typen af kærester til WoW-spillere, der virkeligt HADER det! Kan jeg ligeså godt sige nu. Jeg vil ikke ud i debatter om at det er det samme som andre hobbyer - for det mener jeg ganske enkelt ikke det er - IKKE når man spiller WoW på det plan som jeg snakker om. 12 timer om dagen - HVER DAG/NAT - er nok et realistisk bud på hvor meget vi snakker om. Roleplay og raids, dag ud og dag ind. En kæreste der lever/planlægger livet/døgnrytmen efter kalenderen inde i spillet og efter de events der bliver planlagt i spillet - som for i øvrigt forekommer HVER DAG.

Nogen der har haft forhold/eks forhold til sådan en? Vil gerne høre historier i så fald hvis i vil dele.

Sissel skriver:

Min eks spillede også wow.. Og jeg HADEDE det. Det fyldte simpelthen så meget. Når han spillede var det jo vigtigere end alt andet, for ellers døde han jo, og så blev dem han spillede med jo skuffede og sure of gad måske ikke spille med ham. Ud over at det tændte mig totalt af at se ham sidde der og nørde, så var det virkelig heller ikke særlig sundt for vores forhold. For han var jo ikke til stede når han spillede. Man kunne ikke snakke med ham og hvis et af børnene skreg (om aftenen/natten) var det en selvfølge at det var mig der skulle smide hvad nej havde i hænderne, for hans spile var vigtigere end hvad end jeg havde gang i. Han larmede også helt vildt. Snakkede højt og skabte sig når det ikke gik godt, bankede i bordet eller råbte og bandede af de andre. Så  hans computerspil fyldte UTROLIG meget i vores forhold. Jeg krympede mig helt inden i hver gang jeg trådte indenfor en dør, og så at han sad der på sin pind. Og han havde virkelig få venner ude i den virkelig verden. Den dag idag tror børnene at stor set alle fars venner bor inde i computeren. Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at det er ynkeligt at spille computer på den måde. Og det var da også nr 1 på listen over ting min nye kæreste så absolut ikke 

Jeg kender det du skriver ALT for godt. Er fuldstændog enig med dig.