Jeg kaster håndklædet i ringen.

lineog4 skriver:

At komme ud af et forhold til en misbruger er hårdt så kæmpe kram og især når I har barn sammen for ligegyldigt hvor langt du går så er din mand også som misbruger far til dit barn, og dit barn elsker ham trods misbruget. Ja får måske endda en større trang til at beskytte og elske fordi svagheden er tydelig (har selv været barn af misbruger og er glad for min mor gik så jeg havde et frirum).

Jeg ved ikke hvor "gode" statsforvaltningen er mht hurtigt at få etableret et samvær som gør du kan være tryg - ved slet ikke om de må uden der er lavet en undersøgelse, for så kunne jeg jo uden videre gå ind og beskylde min mand og få ham sat i en situation hvor han var skyldig blot fordi jeg sagde det. Har haft et par familier gennem hænderne hvor der blev lavet en undersøgelse via kommunen netop for at se hvordan og hvor meget samvær der skulle være - men det var en lang proces og kun en af gangene var samværet ændret i processens tid fordi der var konkrete situationer som var meldt som gjorde der skulle handles med det samme.

Selvsagt burde din mand kun have er samvær hvor man er sikker på han er ædru, men lige nu er det dit ord mod hans. Og jeg ved ikke hvad man gør i den situation. Håber statsforvaltningen kan være en god guide så din søn får den bedste løsning.

Ja, det er hårdt at gå, men jeg tror at det er et plus, at jeg ikke har følelser i klemme. Kærligheden er simpelthen død og der er intet tilbage. Jeg har den forunderligeste følelse af ro og afklarethed indeni. Det er simpelthen balsam for sjælen, efter at levet i kaos i adskillige år.

Jeg er selvfølgelig bekymret for hvad der sker med hans drikkeri nu, men det er 100 % på sønnen's vegne, for netop som du skriver, så lige meget hvad og hvem hans far er, så er han, hans FAR og han elsker ham ubetinget og loyalt. Og det vil jeg aldrig gå ind og pille ved. Tværtimod.

Du har ret i det, at jeg nok skal forvente at det bliver en lang proces og jeg er klar følelsmæssigt til at stå igennem den. Men mit hjerte skriger over at jeg er nød til at hive min søn med hele vejen.

Jeg vil helt bestemt tage kontakt til statsforvaltningen og hører hvad jeg skal nu. Har også arrangeret en samtale på mandag med kommunen's familirådgivning. Så må jeg høre om de kan rådgive og hjælpe i situationen.

Anonym skriver:

Jeg vil skilles. Jeg kan simpelthen ikke mere.

Jeg har været sammen med min mand i mange år og vi har en søn på omkring de 3 år. Min mand har altid været glad for alkohol, men de seneste år er det bare eskaleret til en niveau jeg ikke kan acceptere. Jeg er overbevist om at han er alkoholiker (han benægter selvfølgelig hårdnakket).

Faktisk er det stille og roligt blevet værre og værre, siden vores søn blev født. Og nu er vi ude i at han kommer halv eller hel fuld hjem hver dag. Han spiser aftensmad og enten går han omkuld på sofaen og falder i koma lignende søvn, eller også går han i sit værksted, hvor der så kommer en lind strøm af kammerater og drikker (videre) med ham.

Han er overhovedet ikke i stand til at tage vare på hans søn. F.eks har jeg oplevet adskillige gange, at jeg lige er smuttet i bad, eller til købmand, og når jeg så vender tilbage, så sover han og vores søn er totalt overladt til sig selv (en gang fandt jeg ham sågar vandrende rundt ude i haven i ble, i frostvejr). Så det sidste år, har jeg simpelthen ikke turdet at lade ham være alene med vores dreng. Han har aldrig deltaget i "pasningen" af vores søn. Han har aldrig puttet, madet eller gjort andet med ham. Og den dag i dag, kan han f.eks stadig blive totalt overrasket over at sådan en bette gut, skal have noget at spise en gang imellem. Hvis ikke jeg siger noget, så får han ikke noget.

Derudover så er han rigtig modbydelig når han er beruset. Det er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, så ender det ud i et verbalt personangreb på mig, hvor jeg ender med at blive fortalt hvor elendig en mor jeg er, at jeg burde gå ud og hænge mig og bliver kaldt de værste ting (syg i hovedet, møg luder, taber osv), og han er ikke bleg for at gøre det lige foran vores søn. Jeg har på alle mulige og umulige forsøgt at få ham i tale om de enorme (alkohol) problemer der er i vores forhold. Og han lover ofte guld og grønne skov, for så blot at kører videre i fuldstændig samme spor allerede næste dag.

Nå, men nu vil jeg ikke mere. Det har kan vores søn simpelthen ikke være tjent med længere. Jeg er fuldstændig afklaret med at det er slut. Økonomi og bolig (huset er mit), er der helt styr på. Men, hvad fanden gør jeg med samvær? Jeg kan (og vil) ikke udlevere vores dreng, til en som slet ikke kan tage vare på ham og er beruset næsten hver dag. Han kan jo ikke en gang passe på ham, de 10 minutter som det tager mig at gå i bad.

Så kære kloge pige, er der noget jeg kan gøre og i så fald hvad og hvem kontakter jeg? Kan jeg f.eks forlange overvåget samvær? Eller er jeg helt gal på den, ved ikke at ville udlevere vores dreng?

Vil lige sige (inden nogen langer ud med riven), at jeg til hver en tid, vil gå gennem ild og vand, for at min søn skal bevare et forhold til sin (ædru) far. At hvis blot far er ædru, vil han have fuldstændig fri adgang til hans søn, alt det han overhovedet ønsker. Men er han påvirket = No way in hell.

PS: Jeg skal nok afsløre senere hvem jeg er, men vil lige have at familie og venner hører om vores brud fra os først. Derfor anonymiteten.

Har været i lignende situation. Når du smutter er det ham der skal søge samvær i statsforvaltningen og hvis eller når han gør det så skal du fremlægge din sag og bekymringer der. Jeg valgte at få advokat på da det er en sej kamp og var på flugt så kunne ikk overskue det hele selv. Men jeg ville forlange i Statsforvaltningen at det skal være overvåget samvær og fortælle om alt det du har oplevet med ham og så også forlange antabus behandling og alkohol test inden samvær. 

Først vil jeg sige at i helt sikkert får det bedre uden ham. 

Dernæst vil jeg forklarer lidt om min situation. 

Jeg har en skøn datter på 6 år, siden hun var to år har jeg kæmpet i statsamtet mod hendes far. 

Han er/tidligere stofmisbruger og har fået sig nogle psykiske lidelser grundet sit misbrug, (paranoid skizofreni og stofpsykose) han er en del gange været indlagt på psyk, og har en behandlingsdom der gør at han er tvunget til antipsykotisk medicin hver 14 dag i 5 år. 

Dette er ikke nok til at hverken amtet eller hans hjemmesygeplejere mener at der skal være overvåget samvær. De har vurderet ham egnet til at have hende hver anden weekend på trods af han ikke engang kan tage vare på sig selv , og min datter har reageret negativt på samværet hver gang. Jeg har selvfølgelig ladet vær med at udlevere hende, og heldigvis for mig kan han ikke tage sig sammen til at hære noget ved det. Han har gjort rigtig mange dumme ting, så at din x mand er alkoholiker og ikke har været ret sød gør desværre nok ikke at det bliver overvåget samvær. 

camian skriver:

Først vil jeg sige at i helt sikkert får det bedre uden ham. 

Dernæst vil jeg forklarer lidt om min situation. 

Jeg har en skøn datter på 6 år, siden hun var to år har jeg kæmpet i statsamtet mod hendes far. 

Han er/tidligere stofmisbruger og har fået sig nogle psykiske lidelser grundet sit misbrug, (paranoid skizofreni og stofpsykose) han er en del gange været indlagt på psyk, og har en behandlingsdom der gør at han er tvunget til antipsykotisk medicin hver 14 dag i 5 år. 

Dette er ikke nok til at hverken amtet eller hans hjemmesygeplejere mener at der skal være overvåget samvær. De har vurderet ham egnet til at have hende hver anden weekend på trods af han ikke engang kan tage vare på sig selv , og min datter har reageret negativt på samværet hver gang. Jeg har selvfølgelig ladet vær med at udlevere hende, og heldigvis for mig kan han ikke tage sig sammen til at hære noget ved det. Han har gjort rigtig mange dumme ting, så at din x mand er alkoholiker og ikke har været ret sød gør desværre nok ikke at det bliver overvåget samvær. 

Jeg tror det er 50/50 for jeg har selv været det igennem da min datter var 1 år gik jeg fra min mand jeg søgte fuld forældremyndighed og forlangte overvåget samvær. Han har adskillige psykiske diagnoser. Og har hverken været sød overfor mig eller hende. Jeg valgte at få advokat på fra start. Da jeg blev ved med at holde fast i at det ville være skadeligt for min datter at se ham besluttede statsforvaltningen at der skulle laves en børnesagkyndig undersøgelse og nu efter halvandet år har jeg fået forældremyndigheden og han blev erklæret uegnet som far og må aldrig se hende igen. Så det kan altså lade sig gøre. Min datter har så heldigvis en fantastisk far i min kæreste som ser hende som sin egen og planen er at han skal adoptere hende ligeså snart vi har boet sammen i de 2 år det kræver.

Et lille råd med på vejen, ud fra egen erfaring som skilsmissebarn til en far med alvorlige problemer. Sørg for at din søn ikke føler ansvar for sin fars velfærd, vil hjælpe/redde ham, han skal vide at far er voksen og selv tar beslutningen om hvordan hans liv skal være. Mine forældre blev skilt da jeg var 4 efter 10 års samvær hvor min mor havde holdt sammen på min far. Efter skilsmissen sank han helt til bunds. Jeg troede hele min barndom at jeg kunne/skulle redde ham. Det er en kæmpe byrde for et lille barn. Ønsker jer alt godt i fremtiden