Jeg kaster håndklædet i ringen.

Frk_Louise skriver:

Jeg har en veninde, der har været i lidt samme situation. Det var bare ikke alkohol, men hash. 

De gik også fra hinanden til sidst og samværsaftalen blev lavet sammen med Statsforvaltningen. Der fik far så valget mellem overvåget samvær eller "almindeligt samvær", hvor far har barnet hver anden weekend og mor har resten af tiden. Det var dog et krav, at han kunne aflevere en ren urinprøve én gang i ugen, hvis han valgte "almindeligt samvær". Og så skulle aftalen så op til genforhandling efter et års tid, mener jeg..

Så jeg ville helt klart kontakte statsforvaltningen og få hjælp den vej mht. samvær fremover.. 

Og til sidst lige en  til dig.. Og al held og lykke til dig og din søn!

 

Tusind tak skal du have.

Det er nemlig lidt sådan noget jeg har gået og tænkt på om det var muligt. En form for tjek eller hvad man kalder det.

Jeg håber lidt at det kan få hans øjne op for at der altså er et problem. Og allerinderst håber jeg jo (naivt), at han vågner op allerede inden, bare ved udsigten til at vi kan ende derud med diverse urinprøver og lign.

Anonym skriver:

Tusind tak skal du have.

Det er nemlig lidt sådan noget jeg har gået og tænkt på om det var muligt. En form for tjek eller hvad man kalder det.

Jeg håber lidt at det kan få hans øjne op for at der altså er et problem. Og allerinderst håber jeg jo (naivt), at han vågner op allerede inden, bare ved udsigten til at vi kan ende derud med diverse urinprøver og lign.

Det er ihvertfald en mulighed, men tal med statsforvaltningen. Af hvad, jeg kan forstå på min veninde, er de rigtig søde og til at snakke med..

Ja, det er nok desværre lidt naivt at tro. Man ved aldrig - men lad være med at sætte dine forventninger op. Forvent det værste og håb det bedste! 

Anonym skriver:

Tak skal du have.

Jeg har virkelig også været længe om at træffe den. Alt for længe.

Jeg har alt for længe, følt at det var mit ansvar, at sørge for at min søn's far blev i hans liv. Er nemlig ret sikker på, at han går helt i hundene, hvis jeg ikke er der til at bremse det, og at han enten nu kommer til at skabe en masse ballade, eller bare stille og roligt glider ud af drengen's liv og det er bare så uendeligt trist. Rent personligt har jeg følelsesmæssigt været færdig med ham længe, og har (helt misforstået) holdt fast for vores dreng's skyld.

kan godt forstå din tankegang

Dit indlæg rørte mig meget, og hvor er det bare nogle super overvejelser du gør omkring din drengs tarv... 

Enig i at du skal væk fra ham, når han ikke kan tage vare på sin søn, og også enig i at de skal have et forhold, men vel og mærke i ædru tilstand..

Sender dig mange og positive tanker 

Du er en sej quinde 

Anonym skriver:

Jeg vil skilles. Jeg kan simpelthen ikke mere.

Jeg har været sammen med min mand i mange år og vi har en søn på omkring de 3 år. Min mand har altid været glad for alkohol, men de seneste år er det bare eskaleret til en niveau jeg ikke kan acceptere. Jeg er overbevist om at han er alkoholiker (han benægter selvfølgelig hårdnakket).

Faktisk er det stille og roligt blevet værre og værre, siden vores søn blev født. Og nu er vi ude i at han kommer halv eller hel fuld hjem hver dag. Han spiser aftensmad og enten går han omkuld på sofaen og falder i koma lignende søvn, eller også går han i sit værksted, hvor der så kommer en lind strøm af kammerater og drikker (videre) med ham.

Han er overhovedet ikke i stand til at tage vare på hans søn. F.eks har jeg oplevet adskillige gange, at jeg lige er smuttet i bad, eller til købmand, og når jeg så vender tilbage, så sover han og vores søn er totalt overladt til sig selv (en gang fandt jeg ham sågar vandrende rundt ude i haven i ble, i frostvejr). Så det sidste år, har jeg simpelthen ikke turdet at lade ham være alene med vores dreng. Han har aldrig deltaget i "pasningen" af vores søn. Han har aldrig puttet, madet eller gjort andet med ham. Og den dag i dag, kan han f.eks stadig blive totalt overrasket over at sådan en bette gut, skal have noget at spise en gang imellem. Hvis ikke jeg siger noget, så får han ikke noget.

Derudover så er han rigtig modbydelig når han er beruset. Det er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, så ender det ud i et verbalt personangreb på mig, hvor jeg ender med at blive fortalt hvor elendig en mor jeg er, at jeg burde gå ud og hænge mig og bliver kaldt de værste ting (syg i hovedet, møg luder, taber osv), og han er ikke bleg for at gøre det lige foran vores søn. Jeg har på alle mulige og umulige forsøgt at få ham i tale om de enorme (alkohol) problemer der er i vores forhold. Og han lover ofte guld og grønne skov, for så blot at kører videre i fuldstændig samme spor allerede næste dag.

Nå, men nu vil jeg ikke mere. Det har kan vores søn simpelthen ikke være tjent med længere. Jeg er fuldstændig afklaret med at det er slut. Økonomi og bolig (huset er mit), er der helt styr på. Men, hvad fanden gør jeg med samvær? Jeg kan (og vil) ikke udlevere vores dreng, til en som slet ikke kan tage vare på ham og er beruset næsten hver dag. Han kan jo ikke en gang passe på ham, de 10 minutter som det tager mig at gå i bad.

Så kære kloge pige, er der noget jeg kan gøre og i så fald hvad og hvem kontakter jeg? Kan jeg f.eks forlange overvåget samvær? Eller er jeg helt gal på den, ved ikke at ville udlevere vores dreng?

Vil lige sige (inden nogen langer ud med riven), at jeg til hver en tid, vil gå gennem ild og vand, for at min søn skal bevare et forhold til sin (ædru) far. At hvis blot far er ædru, vil han have fuldstændig fri adgang til hans søn, alt det han overhovedet ønsker. Men er han påvirket = No way in hell.

PS: Jeg skal nok afsløre senere hvem jeg er, men vil lige have at familie og venner hører om vores brud fra os først. Derfor anonymiteten.

Stærk beslutning.

Tag kontakt til statsforvaltningen, der er nogle rigtig fine systemer i den slags situationer. De kan sørge for at din søn ser sin far under ordnede forhold, og rådgive dig. Du kan være præget af, hvordan du har levet og måske kommer der en reaktion, så vær opmærksom og tøv ikke med at bede om hjælp. 

Inger skriver:

Dit indlæg rørte mig meget, og hvor er det bare nogle super overvejelser du gør omkring din drengs tarv... 

Enig i at du skal væk fra ham, når han ikke kan tage vare på sin søn, og også enig i at de skal have et forhold, men vel og mærke i ædru tilstand..

Sender dig mange og positive tanker 

Du er en sej quinde 

Tusind tak skal du have .

Anonym skriver:

Jeg vil skilles. Jeg kan simpelthen ikke mere.

Jeg har været sammen med min mand i mange år og vi har en søn på omkring de 3 år. Min mand har altid været glad for alkohol, men de seneste år er det bare eskaleret til en niveau jeg ikke kan acceptere. Jeg er overbevist om at han er alkoholiker (han benægter selvfølgelig hårdnakket).

Faktisk er det stille og roligt blevet værre og værre, siden vores søn blev født. Og nu er vi ude i at han kommer halv eller hel fuld hjem hver dag. Han spiser aftensmad og enten går han omkuld på sofaen og falder i koma lignende søvn, eller også går han i sit værksted, hvor der så kommer en lind strøm af kammerater og drikker (videre) med ham.

Han er overhovedet ikke i stand til at tage vare på hans søn. F.eks har jeg oplevet adskillige gange, at jeg lige er smuttet i bad, eller til købmand, og når jeg så vender tilbage, så sover han og vores søn er totalt overladt til sig selv (en gang fandt jeg ham sågar vandrende rundt ude i haven i ble, i frostvejr). Så det sidste år, har jeg simpelthen ikke turdet at lade ham være alene med vores dreng. Han har aldrig deltaget i "pasningen" af vores søn. Han har aldrig puttet, madet eller gjort andet med ham. Og den dag i dag, kan han f.eks stadig blive totalt overrasket over at sådan en bette gut, skal have noget at spise en gang imellem. Hvis ikke jeg siger noget, så får han ikke noget.

Derudover så er han rigtig modbydelig når han er beruset. Det er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, så ender det ud i et verbalt personangreb på mig, hvor jeg ender med at blive fortalt hvor elendig en mor jeg er, at jeg burde gå ud og hænge mig og bliver kaldt de værste ting (syg i hovedet, møg luder, taber osv), og han er ikke bleg for at gøre det lige foran vores søn. Jeg har på alle mulige og umulige forsøgt at få ham i tale om de enorme (alkohol) problemer der er i vores forhold. Og han lover ofte guld og grønne skov, for så blot at kører videre i fuldstændig samme spor allerede næste dag.

Nå, men nu vil jeg ikke mere. Det har kan vores søn simpelthen ikke være tjent med længere. Jeg er fuldstændig afklaret med at det er slut. Økonomi og bolig (huset er mit), er der helt styr på. Men, hvad fanden gør jeg med samvær? Jeg kan (og vil) ikke udlevere vores dreng, til en som slet ikke kan tage vare på ham og er beruset næsten hver dag. Han kan jo ikke en gang passe på ham, de 10 minutter som det tager mig at gå i bad.

Så kære kloge pige, er der noget jeg kan gøre og i så fald hvad og hvem kontakter jeg? Kan jeg f.eks forlange overvåget samvær? Eller er jeg helt gal på den, ved ikke at ville udlevere vores dreng?

Vil lige sige (inden nogen langer ud med riven), at jeg til hver en tid, vil gå gennem ild og vand, for at min søn skal bevare et forhold til sin (ædru) far. At hvis blot far er ædru, vil han have fuldstændig fri adgang til hans søn, alt det han overhovedet ønsker. Men er han påvirket = No way in hell.

PS: Jeg skal nok afsløre senere hvem jeg er, men vil lige have at familie og venner hører om vores brud fra os først. Derfor anonymiteten.

Kære stakkels dig.

Jeg synes, du gør det helt rigtige ved at gå din vej. Både for dig selv og dit barn. Det er stærkt set af dig, at det er den eneste løsning, der er tilbage. Når folk først er i alkoholens greb på den måde du beskriver, kan man ikke gøre andet end at holde sig væk. De skal selv finde ud af at bryde ud af det. Du kan ikke gøre mere.

Jeg vil ikke lyve og sige, det bliver nemt at forhindre ham i at få samvær. Men hvis du - for dit barns skyld - gør det så let for din mand som muligt at acceptere du går fra ham, kan det være han vil gå med til samvær sammen med dig. Jeg tør ikke udtale mig alt for meget om den slags, men jeg håber virkelig, du finder en løsning, du kan leve med .

Igen: Godt gået! Det er virkelig flot af dig at "turde" tage den konsekvens, og jeg er sikker på, du nok skal klare dig resten af vejen også så.

Hvis du gerne vil tale med ligesindede ved jeg, der findes Facebook grupper netop med kvinder, der har børn med besværlige mænd. Du må gerne skrive en privat besked til mig herinde, så kan jeg sende et par kontakter til dig.

Knus BSB.

Mor i Aarhus skriver:

Stærk beslutning.

Tag kontakt til statsforvaltningen, der er nogle rigtig fine systemer i den slags situationer. De kan sørge for at din søn ser sin far under ordnede forhold, og rådgive dig. Du kan være præget af, hvordan du har levet og måske kommer der en reaktion, så vær opmærksom og tøv ikke med at bede om hjælp. 

 

Åh, hvor lyder det godt, det med statsforvaltningen. Håber vi ad den vej, kan finde en løsning.

Tusind tak for dit råd om at passe på mig selv. Du har helt ret og jeg kan også godt mærke at jeg er påvirket af de sidste års måde at leve på. Mine grænser er jo blevet rykket/overskredet igen og igen, og jeg har svært ved at bedømme hvad der er acceptabel og uacceptabel opførsel. Det er som om at mit indre kompas trænger til en seriøs kalibrering og det vil jeg bestemt søge hjælp til.

Har for en del år siden, haft stor glæde ef en psykolog og ham vil jeg tage kontakt til, så snart at der er styr på alle disse ting, som jo skal ske i forbindelse med en skilsmisse.

BSB skriver:

Kære stakkels dig.

Jeg synes, du gør det helt rigtige ved at gå din vej. Både for dig selv og dit barn. Det er stærkt set af dig, at det er den eneste løsning, der er tilbage. Når folk først er i alkoholens greb på den måde du beskriver, kan man ikke gøre andet end at holde sig væk. De skal selv finde ud af at bryde ud af det. Du kan ikke gøre mere.

Jeg vil ikke lyve og sige, det bliver nemt at forhindre ham i at få samvær. Men hvis du - for dit barns skyld - gør det så let for din mand som muligt at acceptere du går fra ham, kan det være han vil gå med til samvær sammen med dig. Jeg tør ikke udtale mig alt for meget om den slags, men jeg håber virkelig, du finder en løsning, du kan leve med .

Igen: Godt gået! Det er virkelig flot af dig at "turde" tage den konsekvens, og jeg er sikker på, du nok skal klare dig resten af vejen også så.

Hvis du gerne vil tale med ligesindede ved jeg, der findes Facebook grupper netop med kvinder, der har børn med besværlige mænd. Du må gerne skrive en privat besked til mig herinde, så kan jeg sende et par kontakter til dig.

Knus BSB.

Nej, erkendelsen er jo det første skridt en alkoholiker skal tage, og det er kun dem selv der kan tage det.

Et eller andet sted, så tror jeg faktisk ikke at han vil blive voldsomt vred eller stødt over at jeg går. Jeg tror (ved det selvfølgelig ikke) at han vil være lettet over denne Fru Politibetjent nu trækker sig lidt og lader ham få fred til at køre sit eget show.

Men man skal jo aldrig sige aldrig. Hans drukpersonlighed er jo virkelig modbydelig og hvis hans druk forsætter eller ligefrem eskalere yderligere, så kunne han nok også godt finde på at gå helt bananas og lave alle mulige krumspring, blot for at ramme mig.

Så jeg venter i spænding (ironi kan forekomme).

Med hensyn til det med at tage konsekvensen, så var det faktisk en klog gammel dame, der for alvor fik mine øjne op. Hun sagde ganske enkelt og simpelt : Hvis ikke du tager konsekvensen, er det din søn som får den. Inderst inde har jeg jo længe vidst, at det er sådan regnestykket ser ud, men hendes ord, fik ligesom tændt for en kontakt og fra det øjeblik var beslutningen taget.

Angående den Facebook gruppe, så tror jeg godt at det kunne være noget, men venter lige til at vi er igennem de her formelle ting omkring skilsmissen og flytning osv. 

At komme ud af et forhold til en misbruger er hårdt så kæmpe kram og især når I har barn sammen for ligegyldigt hvor langt du går så er din mand også som misbruger far til dit barn, og dit barn elsker ham trods misbruget. Ja får måske endda en større trang til at beskytte og elske fordi svagheden er tydelig (har selv været barn af misbruger og er glad for min mor gik så jeg havde et frirum).

Jeg ved ikke hvor "gode" statsforvaltningen er mht hurtigt at få etableret et samvær som gør du kan være tryg - ved slet ikke om de må uden der er lavet en undersøgelse, for så kunne jeg jo uden videre gå ind og beskylde min mand og få ham sat i en situation hvor han var skyldig blot fordi jeg sagde det. Har haft et par familier gennem hænderne hvor der blev lavet en undersøgelse via kommunen netop for at se hvordan og hvor meget samvær der skulle være - men det var en lang proces og kun en af gangene var samværet ændret i processens tid fordi der var konkrete situationer som var meldt som gjorde der skulle handles med det samme.

Selvsagt burde din mand kun have er samvær hvor man er sikker på han er ædru, men lige nu er det dit ord mod hans. Og jeg ved ikke hvad man gør i den situation. Håber statsforvaltningen kan være en god guide så din søn får den bedste løsning.