Er jeg smålig?

Anonym skriver:

Sagen er den at vi er de første til at få barn i søskende flokkene. Det resulterer selfølgelig i at vi har haft alle udgifter til første barn, og derfor har der været ting at arve for min bror der har fået 2.barn i flokken. Det er jeg helt okay med. Vil hellere end gerne låne tøj, autostol, lift osv ud når vi ikke bruger det alligevel. 

Problemet er så at vi flere gange har måtte skifte indretning hjemme hos os  og derfor har haft møbler vi skulle af med. Disse møbler har jeg VIDST at min bror godt kunne bruge, og derfor  har jeg altid tilbudt ham først, før jeg ville sætte til salg på dba. Der er selvfølgelig blevet taget imod med åbne arme, men mit problem ligger lidt i at vi aldrig får noget betaling for de ting.  Kræver IKKE betaling for låneting som babyudstyr, men når de får et stort klædeskab fx, synes jeg faktisk det er lidt grimt ikke at tilbyde bare LIDT for det. Jeg fortalte trods alt at det ville ryge på dba hvis de ikke ville have det, så at de fik buddet var både for at hjælpe dem, men også for at hjælpe os af med det lidt hurtigere end hvis vi skulle vente på en køber. Ergo, min mening var jo at få lidt penge for det!

Ved ikke. Måske er det mig der skal melde mere klart ud. Synes bare det er lidt underligt at spørge "vil i have et skab, det koster 400". Samtidig synes jeg også bare vi har gjort rigtig mange ting meget nemme for dem, og det bliver bare taget lidt sådan "mange tak! Hej Hej". Ville bare selv tænke at var meget at tage imod igen og igen, uden at give bare LIDT den anden vej. Men er det bare mig der er smålig eller hvad? Har det virkelig ambivalent med det.

Når du ikke har været klarere i spyttet, så ligger bolden altså på din side. 

Du bliver simpelthen nødt til at gøre det konkret og sige - vi har dette møbel, er I interesseret i at købe det - regner med prisen er - og ellers så sætter vi det til salg på dba. 

Så er der ingen tvivl. 

Smålig vil jeg ikke kalde det. Du har jo bare haft en forventning om at de måske selv ville komme ind på om det skulle koste noget og de har så haft en forventning om at hvis du ville have penge for det havde du sagt det. 

jeg ville nok selv have spurgt om de der gav ikke vil have et eller andet for det, kan jo også være en aften med babysitting osv.

Men jeg ville skægt nok ikke selv forvente at nogen tilbød mig noget med mindre jeg havde gjort klart at det var salg og ikke foræring. Kom de med en lille ting ville jeg bare blive positivt overrasket.... 

Om det er at være smålig at tænke som dig, næhhh men bare anderledes end mig 

Jeg ville aldrig selv tilbyde at betale noget jeg blir tilbudt af familien. Det ville simpelthen ikke falde mig ind. Men er i i pengenød så kan du vel fortælle at du gerne vil have noget for det

Janne T. skriver:

Jeg synes du er smålig, når du ikke direkte har bedt om betaling. Hvis nogen sagde til mig, som det fx er sket for nylig "Vil du have den gamle grill vi har stående?" så antager jeg, at jeg får den gratis, fordi de spørger om jeg vil have den. Så må du sige "Vil i købe det her klædeskab?" så han forstår, at der er en forventning om betaling bag. Så jeg synes nok lidt, at det er ris til egen røv, at du ikke får betaling for tingene  

enig....