PernilleDidde skriver:
Hej Kvinder ! 
Hvordan var jeres mænds opfattelse af en fødsel før- og efter fødslen?
Herhjemme kan jeg fornemme en del modstand idet, at ham den langbenet ikke helt forstår hvilken gavn han er til under fødslen ? - Han skal selvfølgelig nok tage med mig, og jeg er overbevist om, at han ender med at føle, at det var den helt rigtige beslutning ! 
Men nu er jeg altså nysgerrig på, hvad jeres mænd tænkte inden han havde oplevet en virkelig fødslen, og hvad han tænkte efter fødslen - eller til jer der er gravide med jeres første barn, hvad tænker jeres mænd?
Al muligt godt herfra !! 
Min kæreste var mest nervøs for, om han kunne klare at se det hele uden at besvime (tøsedreng
) men når jeg spurgte om jeg skulle sørge for at have fx min mor som standby, hvis han skulle blive dårlig, så var svaret klart NEJ! Han skulle nok gennemføre, koste hvad det ville!
Og det gjorde han. Han var simpelthen sådan en stor hjælp for mig gennem hele forløbet. Jeg har ofte tendens til at blive ret hidsig især på min kæreste, så vi havde begge frygtet, at jeg bare ville råbe og skrige af ham, og at han ville føle sig overflødig og uønsket.
Men overraskende nok, råbte jeg slet ikke af ham. Og når han "blandede sig" og støttede op om mig, med små "du klarer det så godt"-kommentarer, var jeg meget glad for det, jeg følte ligesom at det var det der rent faktisk fik mig igennem smerten.
Jeg kunne ikke have klaret det så godt uden ham, så for mit vekommende var han bestemt ikke overflødig og irriterende at have med. Og han havde heller ikke følt sig uønsket eller overflødig. (Men dog magtesløs over at han ikke kunne gøre noget for at lette mine smerter)
Men det er jo meget forskelligt - man ved slet ikke hvordan man reagerer i situationen før man har prøvet det, og man kan altså meget nemt reagere meget anderledes end man normalt ville forestille sig. (Som tilfældet var for mig
)
