At leve med et rodehovede.

lineog4 skriver:

Vores syn på hvad rod er kan jo også være forskelligt.

Jeg kan leve med en del rod, mens andre i skal have meget orden for at fungere. Jeg kan fx godt når jeg har ungerne alene om morgenen prioritere hyggen frem for at få ryddet alt af bordet, det kunne min mand aldrig. Og vi synes begge den anden er irriterende på det punkt. 

Men det jeg ville sige, er at man jo ikke kan bede en om at rydde noget op som de ikke ser som rod. Kan være din mand ikke vil lister,  men jeg tror det er utopi ikke at få det konkret for tror ikke han ser det rod som du gør og derfor jo så ikke kan forstå du siger han ikke rydder op. 

 

Ingen tvivl om at det er individuelt.

Jeg er den der er mest hjemme og derfor er det jo så også mig der hænger på det uvasket spise bord, det snavsede køkkenbord, brugt emballage, snavsede service som bliver efterladt hvor end det nu er brugt osv jeg forventer som skrevet ikke den store hovederengøring blot at man rydder op efter sig selv.
Jeg vil heller bruge min tid med min søn, men døgnet har jo kun X antal timer og hvis jeg skal gå og ordne både mit, hans og vores barn, så er der bare ikke meget tid at give af.

lille-fisen skriver:

Udfra de svar jeg kan læse du har skrevet så tænker jeg  at du også må huske at du ikke kan trække læsset alene - uanset hvor meget du gerne vil at jeres forhold skal  fungere. Han vil ikke snakke om det eller følge aftaler eller lave en simpel arbejdsplan - hvad vil han egentlig? For mig lyder det ikke som om han prøver på at finde en løsning. Men mere at du bryder dit hoved for på en eller anden måde at kunne løse det og derudover lister lidt rundt og accepterer hans luner. 

Hvis min kæreste smed vores barn og jeg på porten fordi han blev bedt om at deltage i det daglige arbejde i en rimelig grad.. Så skulle han godt nok tigge længe inden han kom indenfor min dør igen. Det handler altså også om at have respekt for hinanden. 

Det er helt korrekt beskrevet

Der er jo også bare en masse gode sider ved ham, så føler ikke bare jeg kan sige det var det, plus jeg jo også har fejl og mangler.

Det har også været en hård periode som har mærket mig meget og jeg er blevet mere forsigtig

Anonym skriver:

Du har på mange måder ret i det du skriver og så alligevel ikke helt. For jeg ved han vil gøre rigtig meget for os, det er bare som om at når det kommer til lige netop de "kedelige" ting, så forsvinder hans energi

Der er ingen undskyldning for hans manglende hjælp eller deltagelse, men jeg er desværre rigtig dårlig til at være hård.

Tror ingen af os trives pt, da der ofte er en letter anspændt stemning og jeg føler jeg går og brænder inde, indtil jeg ikke kan mere og så buser jeg ud med det hele

Hvis han ikke gider de kedelige ting, så gider han desværre i min optik heller ikke rigtig kæmpe for at du har det godt. Han vil ikke lave arbejdsplan, han vil ikke snakke om en løsning, han synes du er urimelig fordi du gerne vil have hjælp til det praktiske.

Må jeg spørge om du går hjemme og han arbejder mange timer om ugen? Ikke fordi det ændre på at han skal hjælpe til, men måske mængden af hjælp kunne justeres.

Og han har ikke problemer i forhold til stress, depression eller lignende?

Anonym skriver:

Godmorgen

Jeg har så meget brug for nogle råd.
Jeg har en skøn pg dejlig kæreste, som jeg elsker meget højt.
Men desværre er vi ofte ved at køre sur i hinanden, fordi vi diskuterer omkring oprydning. Min kæreste er meget afslappet omkring det. I de første år sagde han at det var fordi vi var ved at bygge og han kunne ikke overskue det fordi intet længere havde en fast plads. Nu har vi et færdigt hjem og ALT har sin faste plads. Men han efterlade stadig sit snavset tøj alle mulige steder, stiller ikke de ting på plads han bruger, i en måned havde han sit rene vasketøj liggende og fylde flere forskellige steder i soveværelset. Vi har kat og den må være i soveværelset om dagen, dog skal der være sengetæppe på så der ikke kommer en masse hård i sengetøjet og det er en KAMP, han smider det bare tilfældigt over sengen så det ligner noget der er løgn osv osv.
Han vasker ikke sit tøj, i stedet låner han mine sokker, eller i panik beder mig om at gøre det.

Hvis jeg beder ham om lige at hænge vasket tøjet op, så lover ham men gør det ikke.

Når vi skal til at lave mad sætter han sig i sofaen og forventer jeg gør det. Bedre jeg om hjælp snerre han af mig og påstår jeg altid er efter ham.

Han gider aldrig tage opvaske og det er altid en kamp og så tager han kun den halve og efterlader det vådt på et viskestykke.

Jeg hopper og springer for ham. Så brækkede han sig over at der var uorden i køkkenetskabet og den nye pande blev ridset, så omrokkerede jeg så dervar bedre plads til den.
Han har eget firma og alt bliver væk til regnskabet og det var fordi han ikke havde et sted til det. Så vi købte et skrivebord.
Nu have vi så et skrivebord der flyder med papire, vasketøj, slik og altmuligt andet og han smider stadig sine papirer væk

Jeg kunne blive ved og ved. Jeg gør ALT og han føler sig så uretfærdigt behandlet og jeg er grædigfærdig. Jeg kan ikke klare ALT jeg står tidligt op med vores barn altid jeg går sent i seng og de aftner hvor jeg går tidligst i seng kan jeg så bruge min morgen på at rydde op efter ham. Tallerkner på sofabordet, papirer han har brugt til at tørre næse med, tæppet på gulvet, rykke tingene på plads igen da han flytter lænestolen Så den står midt på gulvet (til hans fødder).

Ville virkelig ønske han bare gjorde nogen af de ting selv. Jeg har en psykisk diagnose og jeg har brug for ro i mine omgivelser og jeg kan blive modløs og ked når jeg fx skal starte min dag med at skulle vaske et bjerg af op vaks fordi han stadig ikke har vasket op som han har lovet. Og jeg må ikke gentage mig for han skal nok gøre det når HAN gider

Er jeg bare en forfærdelig kæreste?

Undskyld det er lidt rodet jeg har ret svært ved at formulere mig på skrift.

Jeg syntes du skulle tage og vise ham den besked du har skrevet der eller ihvertfald fortælle ham hvor meget det går dig på, og hvor hårdt det rent faktisk er for dig at han er et (kæmpe) rode hovede. Jeg tror ikke han forstår omfanget af problemet men bare ser det som brok fra din side. Jeg ved fra mit eget forhold hvor vigtigt det er at fortælle tingene på en ordenlig måde og sige hvad det betyder, så det ikke bare kommer ud som brok :-) Det er mit bedste råd :-) Men du skal ihvertfald slet ikke føle dig som en dårlig kæreste. Jeg syntes tvært om at du strækker dig mere end du egentlig også selv har lyst til, lyder det som om 

tarkoflen skriver:

Hvis han ikke gider de kedelige ting, så gider han desværre i min optik heller ikke rigtig kæmpe for at du har det godt. Han vil ikke lave arbejdsplan, han vil ikke snakke om en løsning, han synes du er urimelig fordi du gerne vil have hjælp til det praktiske.

Må jeg spørge om du går hjemme og han arbejder mange timer om ugen? Ikke fordi det ændre på at han skal hjælpe til, men måske mængden af hjælp kunne justeres.

Og han har ikke problemer i forhold til stress, depression eller lignende?

Jeg går hjemme. Jeg har en førstidspension og har nogle fysiske skavanker og så har jeg været depressiv for 7 år tilbage og har været medicin fri i 6år ved at tage div forholdsregler og han ved at rod osv tricker det.

Og så passer jeg vores barn på 4 år og er med til at drive en privat legestue, min kæreste er studerende og har firma ved siden af. Primært har han nogen andre der laver selv arbejdet.

Han fik hvad jeg mener var en mild dep da vi fik vores søn, men ikke noget han ville modtage hjælp til.

melila skriver:

Jeg syntes du skulle tage og vise ham den besked du har skrevet der eller ihvertfald fortælle ham hvor meget det går dig på, og hvor hårdt det rent faktisk er for dig at han er et (kæmpe) rode hovede. Jeg tror ikke han forstår omfanget af problemet men bare ser det som brok fra din side. Jeg ved fra mit eget forhold hvor vigtigt det er at fortælle tingene på en ordenlig måde og sige hvad det betyder, så det ikke bare kommer ud som brok :-) Det er mit bedste råd :-) Men du skal ihvertfald slet ikke føle dig som en dårlig kæreste. Jeg syntes tvært om at du strækker dig mere end du egentlig også selv har lyst til, lyder det som om 

Han ved godt det tager hårdt på mig og jeg har prøvet at forklare ham at det køre mig psykisk ned at stå med det hele men alligevel hjælper det meget lidt.

Men ja, jeg er nok slem til at brokke mig

Tak for gode råd

Anonym skriver:

Jeg går hjemme. Jeg har en førstidspension og har nogle fysiske skavanker og så har jeg været depressiv for 7 år tilbage og har været medicin fri i 6år ved at tage div forholdsregler og han ved at rod osv tricker det.

Og så passer jeg vores barn på 4 år og er med til at drive en privat legestue, min kæreste er studerende og har firma ved siden af. Primært har han nogen andre der laver selv arbejdet.

Han fik hvad jeg mener var en mild dep da vi fik vores søn, men ikke noget han ville modtage hjælp til.

Jamen hvis du passer jeres søn og driver en legestue, og der ud over har nogle fysiske og måske skavanker der skal tages hensyn til, så skal du jo ikke tage læsset. Jeg tænkte mere på hvis l havde valgt at du var hjemmegående.

Kan den depression være blevet værre fordi han ikke har fået hjælp?

Jeg håber at l kan finde en løsning der kan hjælpe dig så du får noget overskud og ikke føler at alt hænger på dig.

tarkoflen skriver:

Jamen hvis du passer jeres søn og driver en legestue, og der ud over har nogle fysiske og måske skavanker der skal tages hensyn til, så skal du jo ikke tage læsset. Jeg tænkte mere på hvis l havde valgt at du var hjemmegående.

Kan den depression være blevet værre fordi han ikke har fået hjælp?

Jeg håber at l kan finde en løsning der kan hjælpe dig så du får noget overskud og ikke føler at alt hænger på dig.

Jeg er enig, men tror i bund og grund ikke han ser min dag som værende særlig krævende, men det er den.

Jeg er i tvivl. For på nogle punkter kunne jeg godt tro det. Men han var meget anderledes den gang. Han kunne ikke knytte sig til vores barn og slet ikke forlige sig med rollen som far og deltog faktisk slet ikke.

Det kan han heldigvis nu. Men i den periode var jeg jo 100% tvunget til at gøre tingene selv, da han ikke var der hverken fysisk eller psykisk.
Og han endte jo så med at skride fra det hele.
Nu er han der, så meget som han nu formår. Tror ikke det ligger helt naturligt til ham, men han gør sit bedste og ønsker at tilbringe tid med os begge og vægter tiden med os højt, hvor det før ikke blev prioriteret ret højt.

I hverdagen kan han godt have travlt og derfor prøver jeg at være meget large. Og står faktisk for alt husligt, dog ville jeg værdsætte, som før skrevet at han ryddede op efter sig selv.
Men nu har han haft ferie siden start juni og kun jobbet lidt i ny og næ og så synes jeg jo godt han kunne deltage noget mere. Da han har tiden og i og med han er her hele tiden bliver der også bare brugt mere service osv.

Anonym skriver:

Jeg er enig, men tror i bund og grund ikke han ser min dag som værende særlig krævende, men det er den.

Jeg er i tvivl. For på nogle punkter kunne jeg godt tro det. Men han var meget anderledes den gang. Han kunne ikke knytte sig til vores barn og slet ikke forlige sig med rollen som far og deltog faktisk slet ikke.

Det kan han heldigvis nu. Men i den periode var jeg jo 100% tvunget til at gøre tingene selv, da han ikke var der hverken fysisk eller psykisk.
Og han endte jo så med at skride fra det hele.
Nu er han der, så meget som han nu formår. Tror ikke det ligger helt naturligt til ham, men han gør sit bedste og ønsker at tilbringe tid med os begge og vægter tiden med os højt, hvor det før ikke blev prioriteret ret højt.

I hverdagen kan han godt have travlt og derfor prøver jeg at være meget large. Og står faktisk for alt husligt, dog ville jeg værdsætte, som før skrevet at han ryddede op efter sig selv.
Men nu har han haft ferie siden start juni og kun jobbet lidt i ny og næ og så synes jeg jo godt han kunne deltage noget mere. Da han har tiden og i og med han er her hele tiden bliver der også bare brugt mere service osv.

Har han prøvet en dag i dine sko mens han har haft ferie? Måske han så ville værdsætte hvad du gør hver dag.

En fødselsdepression kan jo godt ændre sig til en decideret depression. Hvis han aldrig har fået bearbejdet det og det lød på dig som om han ikke kan overskue økonomien i sit firma, det kan også være der problemet er, men hvis han ikke vil åbne op kan du jo ikke hjælpe ham.

Hvis dit eneste krav er at han skal rydde op efter sig så må han altså komme ind i kampen og det kan kun gå for langsomt ellers slider du dig selv op, og det er han vel heller ikke interesseret i?!

tarkoflen skriver:

Har han prøvet en dag i dine sko mens han har haft ferie? Måske han så ville værdsætte hvad du gør hver dag.

En fødselsdepression kan jo godt ændre sig til en decideret depression. Hvis han aldrig har fået bearbejdet det og det lød på dig som om han ikke kan overskue økonomien i sit firma, det kan også være der problemet er, men hvis han ikke vil åbne op kan du jo ikke hjælpe ham.

Hvis dit eneste krav er at han skal rydde op efter sig så må han altså komme ind i kampen og det kan kun gå for langsomt ellers slider du dig selv op, og det er han vel heller ikke interesseret i?!

Jeg fornemmer at økonomien stresser ham lidt, men om den er skyld i det, tror jeg desværre ikke da han de sidste 6 1/2 år har været sådan her, bare med alle mulige undskyldninger som årsag til hvorfor han ikke gør det.

Men på den anden side er der mange ting han ikke virker til at kunne overskue

Er der nogen måde jeg kan pejle mig lidt mere ind påtog det er dep eller stress, så linnedet måske alliere mig med hans mor i forsøget på at få ham til at modtage noget hjælp.

Du har givet mig lidt at tænke over. Vil jo ikke kræve mere af ham end jeg kan give, men jeg kan bare mærke at jeg føler mig slidt, træt og taget forgivet.

Det er bare oprydning efter sig selv jeg meget gerne ville have han gjorde. Da jeg fortrækker at bruge dagen på min søn og ikke på at rydde op hele tiden.

At efterlade ham alene med det hele 1 dag hjælper intet for han laver ikke noget og næste dag står jeg så med endnu mere arbejde.