Jeg ville ikke selv vælge en ung psykolog, men jeg har ikke nogen rationel grund til det. Jeg tror, det er subjektive årsager fra person til person, der afgør deres præferencer. Ligesom nogle sværger til kvindelige læger og andre til mandlige - uden at de dermed har mistillid til læger af det køn, de ikke ønsker.
Min opfattelse af en psykolog, der vil kunne hjælpe mig, og som jeg vil lytte til, er en mand, der er nogle år ældre end mig. Det ligger dybt i mig, at jeg vil have lettest ved at tage en person, der er ældre end mig selv, alvorligt i forhold til rådgivning om at navigere i mit liv. Og jeg mener, det er klogest at kende og vælge ud fra sine ønsker - alternativt ville min (ubegrundede) skepsis blokere for en god kontakt, og en ung psykolog ville skulle bruge dyr og dyrebar tid på at overbevise mig om sine kompetencer. Det er ikke noget godt udgangspunkt, at jeg inderst inde er tvivlende.
Jeg har formidable erfaringer med to ældre, mandlige psykologer, og jeg har elendige erfaringer med en tredje af slagsen, så det er ikke fordi, jeg på nogen måde vil eller kan hævde, at ældre herrer pr. definition er bedst - sidstnævnte var virkelig en skovl. Jeg tror bare på, at det er vigtigt at følge sin intuition - det er jo ikke bare en cykelsmed eller en forsikringsagent, man skal i kortvarig kontakt med, men et menneske, man skal turde blotlægge sin sjæl for og føle sig tryg ved, og der fungerer det bedst for mig med "gamle mænd".
Så kan man selvfølgelig overveje, om der er psykologiske årsager til, at jeg har det sådan, og det er der jo stensikkert! - men jeg opfatter det ikke som problematisk for min tilværelse i øvrigt, at jeg befinder mig bedst med ældre mænd i netop den situation. Tværtimod vil jeg mene, at det for mig - som har en fortid med svigtende fædre og faderfigurer på stribe - har været helt essentielt at opleve en tryg og troværdig kontakt med ældre mænd, som ikke har svigtet mig. Den oplevelse havde en ung kvinde ikke kunnet give mig med.
