Ville du gå hos en nyuddannet psykolog?

Janne T. skriver:

Jeg kan sagtens følge dig, derfor synes jeg ikke nødvendigvis det er en god ting, når folk stryger lige igennem fra gym til uni, tager uddannelsen på normeret tid, og kun er midt i tyverne, når de kommer ud på den anden side. Jeg tror ikke (nu er det måske lidt fordømmende, og det beklager jeg) at man nødvendigvis har nået at opnå så meget livserfaring på den tid, og det synes jeg er nødvendigt, når man er i sådan en branche. Jeg kunne teoretisk set have været færdig med mit studie som 24-årig, havde jeg ikke taget 10. klasse, haft sabbatår og barsel x 2. Det synes jeg egentlig er vildt.

Men når det er sagt, så siger alder jo ikke nødvendigvis noget om livserfaring. Når jeg er færdig om 3 år, har jeg masser af livserfaring på grund af de valg jeg har truffet i livet, men det afspejler alderen jo ikke nødvendigvis

Jeg er fuldstændig enig

Men at gå til psykolog er noget meget følelsesmæssigt (går selv), og jeg ville bare ikke kunne åbne mig overfor en som er yngre end mig selv, det er ikke lige til at forklare, og det skal man nødvendigvis heller ikke, for det er jo meget individuelt.

Jeg har svaret nej. Jeg ville altid foretrække en ældre mere garvet psykolog. Jeg syntes det er flot du gør så meget for at få erfaring men i min verden bliver det aldrig det samme som virkelig praksis erfaring. Jeg ser lidt sådan på det at når man er færdig med en udd har man en bred basis viden man derfra skal bygge videre på og jeg har svært ved at forestille mig at skulle lukke op overfor en der var helt ny i faget

ESV skriver:

Jeg har svaret nej. Jeg ville altid foretrække en ældre mere garvet psykolog. Jeg syntes det er flot du gør så meget for at få erfaring men i min verden bliver det aldrig det samme som virkelig praksis erfaring. Jeg ser lidt sådan på det at når man er færdig med en udd har man en bred basis viden man derfra skal bygge videre på og jeg har svært ved at forestille mig at skulle lukke op overfor en der var helt ny i faget

Men mener du ikke det er virkelig praktisk erfaring at have haft faktiske klienter? Nu tænker jeg på den psykolog jeg går hos, som stadig er under uddannelse. Hun kører ganske almindelig terapi under løbende supervision, og har dermed adskillige "patienter" i behandling på præcis samme vis som en almindelig psykolog. Når hun er færdiguddannet har hun mange, mange, mange timers praktisk erfaring med psykologsamtaler under bæltet, som hun også har ført selvstændigt. Men hun er jo i princippet nyuddannet

Janne T. skriver:

Jeg går og har mange tanker omkring hvad jeg vil med mit studie, når jeg er færdig om 3 år (læser psykologi). Jeg kan se fordele og ulemper i de forskellige valgmuligheder. Min store drøm er at komme til at arbejde med familier - Det være sig både forældre og børn, enten sammen eller hver for sig. Familier der måske har det svært, mødre med fødselsdepression der har brug for hjælp, børn der har det svært, par der har brug for parterapi osv. osv.

Jeg tager løbende i min uddannelse forskelligt frivilligt arbejde for at få praktisk erfaring. Lige nu er jeg i en anonym rådgivning af børn og unge, og er ved at tage mit endnu et frivilligt arbejde som "familieven", hvor man kommer ud og er en støtte for familier, der har brug for en ekstra hånd, gode råd og støtte. Senere i min uddannelse vil jeg også tage andre typer frivilligt arbejde, når jeg er færdig med de igangværende sager, og jeg vil forsøge at fokusere dem på det jeg vil bruge uddannelsen til.

Dertil kommer, at der er en enkelt praktikperiode på studiet, og derudover tager jeg i løbet af uddannelsen diverse kurser for at få praktiske færdigheder indenfor mit felt.

Med alt ovenstående i tankerne, ville du så gå hos en psykolog, der var nyuddannet med de forudsætninger?

Jeg spørger, fordi min store drøm er at have min egen praksis, men at jeg selvfølgelig overvejer, om det er svært at få kunder som helt "frisk fra fad", og om det var bedre at arbejde under en arbejdsgiver de første år.

Jeg kan sige så meget, at jeg er 28 år, når jeg er færdiguddannet. Og nok 29 når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet, da vi nok vil have et barn mere umiddelbart efter jeg er færdiguddannet.

Altså, hvis jeg havde adgang til alle de oplysninger, som du skriver her (dit cv så at sige) og det problem/de problemer, jeg havde brug for hjælp til, var nogle som relaterede sig til de områder, som du har arbejdet med under studiet, ja så ville jeg. Og som de andre også siger, så betyder kemi bare alt!

Janne T. skriver:

Men mener du ikke det er virkelig praktisk erfaring at have haft faktiske klienter? Nu tænker jeg på den psykolog jeg går hos, som stadig er under uddannelse. Hun kører ganske almindelig terapi under løbende supervision, og har dermed adskillige "patienter" i behandling på præcis samme vis som en almindelig psykolog. Når hun er færdiguddannet har hun mange, mange, mange timers praktisk erfaring med psykologsamtaler under bæltet, som hun også har ført selvstændigt. Men hun er jo i princippet nyuddannet

Jamen du har helt ret og jo det er det for mit vedkomne vil jeg bare hellere til en der har 15 års erfaring end en der har 2 års erfaring. Og det er i virkeligheden total dobbelt moralsk for om 14 dage er jeg færdig som sygeplejerske og ønsker da intet andet end a få lov til at hjælpe de mennesker jeg er uddannet til men lige med en psykolog der ønsker jeg personligt en med mange års erfaring!

Janne T. skriver:

Jeg går og har mange tanker omkring hvad jeg vil med mit studie, når jeg er færdig om 3 år (læser psykologi). Jeg kan se fordele og ulemper i de forskellige valgmuligheder. Min store drøm er at komme til at arbejde med familier - Det være sig både forældre og børn, enten sammen eller hver for sig. Familier der måske har det svært, mødre med fødselsdepression der har brug for hjælp, børn der har det svært, par der har brug for parterapi osv. osv.

Jeg tager løbende i min uddannelse forskelligt frivilligt arbejde for at få praktisk erfaring. Lige nu er jeg i en anonym rådgivning af børn og unge, og er ved at tage mit endnu et frivilligt arbejde som "familieven", hvor man kommer ud og er en støtte for familier, der har brug for en ekstra hånd, gode råd og støtte. Senere i min uddannelse vil jeg også tage andre typer frivilligt arbejde, når jeg er færdig med de igangværende sager, og jeg vil forsøge at fokusere dem på det jeg vil bruge uddannelsen til.

Dertil kommer, at der er en enkelt praktikperiode på studiet, og derudover tager jeg i løbet af uddannelsen diverse kurser for at få praktiske færdigheder indenfor mit felt.

Med alt ovenstående i tankerne, ville du så gå hos en psykolog, der var nyuddannet med de forudsætninger?

Jeg spørger, fordi min store drøm er at have min egen praksis, men at jeg selvfølgelig overvejer, om det er svært at få kunder som helt "frisk fra fad", og om det var bedre at arbejde under en arbejdsgiver de første år.

Jeg kan sige så meget, at jeg er 28 år, når jeg er færdiguddannet. Og nok 29 når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet, da vi nok vil have et barn mere umiddelbart efter jeg er færdiguddannet.

jeg har svaret nej.. Ikke fordi jeg ikke tror på at en der er nyuddannet er dygtig og ville kunne hjælpe mig, men jeg har det bare bedst med mennesker som har en rygsæk med sig. Dog uden at være for gammel i gårde

 

Men jeg må da sige at med de kurser samt frivilligt arbejde du har er jeg overbevist om du sagtens kan få succes. Og jeg ville da overveje det

Jeg har svaret ja.

forudsat at kemien, troværdigheden og evnen til at give mig de værktøjer jeg måtte ønske mig er til stede.

du kan som nyuddannet være lige så dygtig som en garvet imo. Jeg har oplevet en psykolog der faktisk var et fjols i mine øjne - der blev kørt på "hvordan har du det med det?" Konstant mens jeg skreg på værktøjer... Til sidst måtte jeg afbryde samarbejdet og valgte at klare mig selv - kæft en klovn altså

så - hvis du formår rent faktisk at lytte til patienten og forstå hvad patienten har brug for frem for at køre hårdt på teorien alene - så jo :-) 

fo82 skriver:

Jeg har svaret ja.

forudsat at kemien, troværdigheden og evnen til at give mig de værktøjer jeg måtte ønske mig er til stede.

du kan som nyuddannet være lige så dygtig som en garvet imo. Jeg har oplevet en psykolog der faktisk var et fjols i mine øjne - der blev kørt på "hvordan har du det med det?" Konstant mens jeg skreg på værktøjer... Til sidst måtte jeg afbryde samarbejdet og valgte at klare mig selv - kæft en klovn altså

så - hvis du formår rent faktisk at lytte til patienten og forstå hvad patienten har brug for frem for at køre hårdt på teorien alene - så jo :-) 

Det kan jeg godt følge. Jeg gik en gang hos én, som bare overhovedet ikke formåede at tune sig ind på mig og hvem jeg var, og jeg gik der ellers længe, da jeg dengang (starten af gymnasiet) troede at det nok bare var mig der var noget galt med. Men det var sådan noget med at han ville have jeg skulle sidde og meditere imens han sad og gloede på mig, og jeg er bare IKKE den meditative type, og andre mærkelige øvelser, med at han sad ved siden af mig med et stort stykke gennemsigtigt plastik mellem os, og så skulle vi tale om det hjalp ift. mit behov for afstand til folk, at der var en fysisk genstand mellem os. Ej, han var fandme for mærkelig

Men der findes nok skæve typer inden for alle fag. Synes bare det er lidt trist, når sådan en mand slet ikke kan aflæse ens signaler - Sådan håber jeg bestemt ikke jeg bliver

morpåthurø skriver:

jeg har svaret nej.. Ikke fordi jeg ikke tror på at en der er nyuddannet er dygtig og ville kunne hjælpe mig, men jeg har det bare bedst med mennesker som har en rygsæk med sig. Dog uden at være for gammel i gårde

 

Men jeg må da sige at med de kurser samt frivilligt arbejde du har er jeg overbevist om du sagtens kan få succes. Og jeg ville da overveje det

Af ren nysgerrighed, for jeg forstår godt man kan have den holdning, men hvorfor tænker du, at man ikke har nok med i rygsækken, fordi man er relativt ung og ny i faget?

Jeg har svaret nej. Jeg mener godt, at man kan have en rigtig fin teoretisk viden efter et studie, og med en masse forskelligt studierelevant arbejde, kan man også have en vis praktisk erfaring. 

For mig, er det alderen, der taler imod dig. Ikke, at du ikke kan have livserfaring og have oplevet medgang og modgang i en alder af 28, men da jeg mistede min mand sidste år, var det et must for mig at min psykolog havde års erfaring - og ikke "bare" studierelevant arbejde og/eller et par års terapeutisk erfaring - med bl.a. sorgarbejde - og at hun havde en alder, så jeg med stor sandsynlighed kunne antage, at hun havde en ballast til at forstå og sætte sig ind i alle de problematikker, der dukker op, når man mister sin mand og far til sine børn. Den tiltro har jeg ikke til en på 28, fresh out of college, desværre. Jeg ville være skeptisk, og dermed ville det være mislykket fra start.

Men der er da heldigvis flere, der ikke ser det som et problem, så det burde jo langt fra være umuligt at forfølge din drøm.