Så svært!!!!!

melila skriver:

Mht fødsel, jeg ville også være gal, men det er stadig din eks barn også, og vil han gerne deltage i den, er man nødt til at tilsidesætte sine egne behov, selvom det er pisse svært og lade ham være der.  Det er kun mit råd 

Jeg tror ikke, at det lige er tidspunktet at råde en gravid kvinde til at tilsidesætte sine behov og lade en mand, der er flyttet fra hende, være med til fødslen. Ja, det er (også) hans barn, men han valgte selv at gå på et ret kritisk tidspunkt. Det må han drage konsekvensen af. Han har ret til at se barnet efter det er født, men det er for meget at forlange at hun skal sætte ham først nu.

Lige nu er hun den mest sårbare, og hun har al mulig grund til kun at tænke på sig selv i den situation - uden skyldfølelse. Hvis hun skal have en god fødselsoplevelse må hun sætte sine egne behov over hans. Ellers er hun jo en dørmåtte.

Sujan skriver:

Åhh hvor jeg synes det er hårdt for tiden.
Har en datter på 2 år og er gravid i uge 24. Faren til begge valgte for 1,5 måned siden at flytte. Vi har været sammen i 9 år.
Jeg skal finde en lejlighed til mig og 2 børn. Knokler på jobbet og vores datter på 2 er virkelig påvirket af det hele og trives ikke særlig godt i øjeblikket.
Han bor hos sine forældre og henter vores datter hver dag, jeg henter hende så der og har hende om aftenen og afleverer om morgenen. Vi prøver at samarbejde godt omkring hende. Når hun er hos hendes far er hun glad og tilfreds. Sover med der samme og virker okay.
Når jeg så har hende er hun sur og ked, slår og sparker og jeg er flere timer om at putte hende.
I dagplejen er hun tydelig mærket af det hele og gør mig rigtig ked af det.
Han ser desuden også en anden som har påvirket vores forhold negativt de sidste år. Jeg bryder mig virkelig ikke om hende. De har ikke lavet noget mens vi var sammen, men ligesom været venner lidt i skjul. Jeg tror dog de ser en del til hinanden efter han er flyttet.
Så synes bare det hele er lorte hårdt og prøver virkelig at gøre det bedste jeg kan kan. Men ih hvor er det dog svært. Jeg ønsker virkelig ikke dette for vores børn og føler mig virkelig taber agtig at stå alene og gravid med et barn som er så påvirket af det hele.
Aner ikke rigtig hvad jeg skal stille op, hvordan jeg kommer videre og hvad der er bedst for vores børn..... Føler ikke det kan blive meget værre nu.

Så mange ting fylder. Skal han have vores datter mere når hun tydeligvis har det bedre ved ham? Skal han med til fødslen? Hvordan skal jeg dog klare begge børn alene. Hvad er bedst for os alle sammen.

Lang smøre. Tak fordi i læste med. Alle råd, historier m.m tages imod med kyshånd. Føler bare det hele sejler

Åh, dit indlæg rammer lige i mit hjerte Denne tråd kunne jeg have oprettet i december.. Har lige været HELE møllen igennem.. En dreng på 4, gravid og med en mand jeg opdagede havde kontakt til en anden kvinde - jeg ved om nogen hvad du går igennem lige nu og jeg sender dig derfor de største kram og varme tanker.. Skriv endelig privat hvis du har behov for at spørge om noget (vil helst ikke udlevere hele min historie offentligt) eller hvis du bare har brug for at lette dit hjerte og rase ud.. Fødte selv her i april (UDEN faren - kunne ikke drømme om at han skulle med til fødslen) og jeg er ved at være ude på den anden side, er rent faktisk begyndt at føle glæde og til tider ligefrem lykke - det kommer også til dig! Tænk på din datter, men glem heller ikke dig selv! Bare det at du gør dig de overvejelser som man kan læse, gør at du er den bedste mor for din datter.. Og TRO MIG - man får uanede kræfter når man pludselig står alene med to! Og følelsen af at JEG klarer det hele og har to fantastiske børn der trives gør at man kan kæmpe sig igennem de hårde perioder!

Nå, det blev en lang smøre - du er som sagt velkommen til at skrive  

Mack skriver:

Jeg tror ikke, at det lige er tidspunktet at råde en gravid kvinde til at tilsidesætte sine behov og lade en mand, der er flyttet fra hende, være med til fødslen. Ja, det er (også) hans barn, men han valgte selv at gå på et ret kritisk tidspunkt. Det må han drage konsekvensen af. Han har ret til at se barnet efter det er født, men det er for meget at forlange at hun skal sætte ham først nu.

Lige nu er hun den mest sårbare, og hun har al mulig grund til kun at tænke på sig selv i den situation - uden skyldfølelse. Hvis hun skal have en god fødselsoplevelse må hun sætte sine egne behov over hans. Ellers er hun jo en dørmåtte.

Mack skriver:

Jeg tror ikke, at det lige er tidspunktet at råde en gravid kvinde til at tilsidesætte sine behov og lade en mand, der er flyttet fra hende, være med til fødslen. Ja, det er (også) hans barn, men han valgte selv at gå på et ret kritisk tidspunkt. Det må han drage konsekvensen af. Han har ret til at se barnet efter det er født, men det er for meget at forlange at hun skal sætte ham først nu.

Lige nu er hun den mest sårbare, og hun har al mulig grund til kun at tænke på sig selv i den situation - uden skyldfølelse. Hvis hun skal have en god fødselsoplevelse må hun sætte sine egne behov over hans. Ellers er hun jo en dørmåtte.

Når det kommer til børn er man nødt til at sætte sine egne behov til side og fungere om barn/børn. De er uskyldige i alt det tummerum der forgår. Og det lyder det også til at hun at gør helt rigtigt. Netop at lade faren se sit barn hver dag. Så hvorfor skal den lille ufødte ikke have lov til at have det samme? At mor og far ikke skal være sammen mere, skal den lille ikke straffes af. I mine øjne er du godt nok egoistisk hvis du vælger at lukke ham ude, for at straffe ham og bruge børnene imod ham. (Hvilket ikke er det hun gør, men det du opfordre til!)

Sujan skriver:

Tak for din opbakning...
Det betyder meget.. Er så træt af at samarbejde og kommunikerer fornuftigt når man bare føler noget helt andet..

Er egentlig bare så træt af det hele. Føler nemlig også han har valgt fødslen fra...
At jeg så bliver total taber og føder alene så er det næsten bedre...

Det er helt sikkert bedst at følge sit eget instinkt og sine følelser i den situation. Vent med at være "voksen og fornuftig" til du føler, at du har overskud igen efter fødslen.

melila skriver:

Når det kommer til børn er man nødt til at sætte sine egne behov til side og fungere om barn/børn. De er uskyldige i alt det tummerum der forgår. Og det lyder det også til at hun at gør helt rigtigt. Netop at lade faren se sit barn hver dag. Så hvorfor skal den lille ufødte ikke have lov til at have det samme? At mor og far ikke skal være sammen mere, skal den lille ikke straffes af. I mine øjne er du godt nok egoistisk hvis du vælger at lukke ham ude, for at straffe ham og bruge børnene imod ham. (Hvilket ikke er det hun gør, men det du opfordre til!)

Jeg tror ikke barnet lider overlast ved faren ikke er med til fødslen. kan ikke se hvordan man kan forvente at en person der har såret og svigtet skal med til ens fødsel, virker for mig helt forkert at en fødende kvinde skulle tænke på andres følelser imens hun føder. efterfølgende siger hun jo ikke noget om at far ikke må se, men ved en fødsel er man bare så blotlagt både psykisk og fysisk, at jeg på ingen måde kan se at hun skulle tage andre med, ind dem hun selv kunne tænke sig som støtte.

Så hvorfor skal den lille ufødte ikke have lov til at have det samme? At mor og far ikke skal være sammen mere, skal den lille ikke straffes af. I mine øjne er du godt nok egoistisk hvis du vælger at lukke ham ude, for at straffe ham og bruge børnene imod ham. (Hvilket ikke er det hun gør, men det du opfordre til!)

Du mener at jeg er egoistisk. Jeg synes til gengæld du mangler empati i uhyggelig grad.

Da en nyfødt baby ikke er i stand til at opfatte meget i den første tid, synes jeg, at din pointe om at barnet berøves kontakt med faderen ved fødslen, er ulogisk. Hvad babyen derimod er i stand til at opfange, både før og efter fødslen, er en stresset mor, og det kan være meget farligt.

Stress - også her forstået ved blot at tænke på at moderen skylder at udsætte sig for nærvær med et menneske der har forladt hende - vil gøre graviditeten og fødslen vanskeligere; kroppen vil gå i forsvarsposition pga. de mange hormoner, adrenalin og kortison vil stige hvilket medfører højt blodtryk, ja, stress kan i væste fald resultere i en dødsfødsel.

Hun er så åbenlyst en god mor for deres første barn, som du selv medgiver. Hun sætter sin lille pige først så hun ikke mister nærværet med faderen, uanset hvor hårdt det må være for hende selv. Jeg stoler derfor på, at hun også er en god mor for barn nummer to og gør det der er bedst. Det er lige nu at beskytte sig og barnet mest muligt, så længe hun føler at det er nødvendigt. Måske burde du vise hende den samme tiltro?

melila skriver:

Når det kommer til børn er man nødt til at sætte sine egne behov til side og fungere om barn/børn. De er uskyldige i alt det tummerum der forgår. Og det lyder det også til at hun at gør helt rigtigt. Netop at lade faren se sit barn hver dag. Så hvorfor skal den lille ufødte ikke have lov til at have det samme? At mor og far ikke skal være sammen mere, skal den lille ikke straffes af. I mine øjne er du godt nok egoistisk hvis du vælger at lukke ham ude, for at straffe ham og bruge børnene imod ham. (Hvilket ikke er det hun gør, men det du opfordre til!)

Det er da ikke en straf for et ufødt, henholdsvis nyfødt, barn, at far ikke deltager til fødslen. 

Sujan skriver:

Åhh hvor jeg synes det er hårdt for tiden.
Har en datter på 2 år og er gravid i uge 24. Faren til begge valgte for 1,5 måned siden at flytte. Vi har været sammen i 9 år.
Jeg skal finde en lejlighed til mig og 2 børn. Knokler på jobbet og vores datter på 2 er virkelig påvirket af det hele og trives ikke særlig godt i øjeblikket.
Han bor hos sine forældre og henter vores datter hver dag, jeg henter hende så der og har hende om aftenen og afleverer om morgenen. Vi prøver at samarbejde godt omkring hende. Når hun er hos hendes far er hun glad og tilfreds. Sover med der samme og virker okay.
Når jeg så har hende er hun sur og ked, slår og sparker og jeg er flere timer om at putte hende.
I dagplejen er hun tydelig mærket af det hele og gør mig rigtig ked af det.
Han ser desuden også en anden som har påvirket vores forhold negativt de sidste år. Jeg bryder mig virkelig ikke om hende. De har ikke lavet noget mens vi var sammen, men ligesom været venner lidt i skjul. Jeg tror dog de ser en del til hinanden efter han er flyttet.
Så synes bare det hele er lorte hårdt og prøver virkelig at gøre det bedste jeg kan kan. Men ih hvor er det dog svært. Jeg ønsker virkelig ikke dette for vores børn og føler mig virkelig taber agtig at stå alene og gravid med et barn som er så påvirket af det hele.
Aner ikke rigtig hvad jeg skal stille op, hvordan jeg kommer videre og hvad der er bedst for vores børn..... Føler ikke det kan blive meget værre nu.

Så mange ting fylder. Skal han have vores datter mere når hun tydeligvis har det bedre ved ham? Skal han med til fødslen? Hvordan skal jeg dog klare begge børn alene. Hvad er bedst for os alle sammen.

Lang smøre. Tak fordi i læste med. Alle råd, historier m.m tages imod med kyshånd. Føler bare det hele sejler

Ville lige sende dig en masse  Håber snart det bliver bedre 

Mack skriver:

Du mener at jeg er egoistisk. Jeg synes til gengæld du mangler empati i uhyggelig grad.

Da en nyfødt baby ikke er i stand til at opfatte meget i den første tid, synes jeg, at din pointe om at barnet berøves kontakt med faderen ved fødslen, er ulogisk. Hvad babyen derimod er i stand til at opfange, både før og efter fødslen, er en stresset mor, og det kan være meget farligt.

Stress - også her forstået ved blot at tænke på at moderen skylder at udsætte sig for nærvær med et menneske der har forladt hende - vil gøre graviditeten og fødslen vanskeligere; kroppen vil gå i forsvarsposition pga. de mange hormoner, adrenalin og kortison vil stige hvilket medfører højt blodtryk, ja, stress kan i væste fald resultere i en dødsfødsel.

Hun er så åbenlyst en god mor for deres første barn, som du selv medgiver. Hun sætter sin lille pige først så hun ikke mister nærværet med faderen, uanset hvor hårdt det må være for hende selv. Jeg stoler derfor på, at hun også er en god mor for barn nummer to og gør det der er bedst. Det er lige nu at beskytte sig og barnet mest muligt, så længe hun føler at det er nødvendigt. Måske burde du vise hende den samme tiltro?