Hjælp har brug for råd

Hey de damer

jeg har virkelig brug for råd. Jeg er førstegangs gravid i uge 29+2 idag 

sagen er min svigerinde er også gravid hun er så 6 uger længere hende end mig. De venter sig dreng nr 3 

vi valgt ikk at vide kønnet. Når men min svorger har altid sagt at han ikk vil ha flere børn end de to de har nu men min svigerinde har åbenbart fået ham til en tredje. 

Det jeg bliver forvirret og lidt ked over er at når vi sammen med dem så lyder han meget glæder når han fortæller om hvordan babyen sparker og hvordan den ligger og strækker sig i maven og se maven ændre form osv og fortæller noget nyt hele tiden og hver gang vi ser dem . Til modsætning af min mand som i alt den tid jeg har været gravid har han KUN nævnt vores lille baby 2 gange. Og begge gange har han sagt samme korte satsning. Jeg har også mærket den lille lidt.

og begge gange så han neutral ud altså hverken sur men sandelig da heller ikk glad ud i ansigtet. 

Så forstår slet ikk når det dem der skal være forældre for 3 gange og det jo ikk noget nyt i og alligvelet er det dem der har alt det nye at fortælle selvom det da os der brudte ha alt det nye at fortælle når det os der skal være forældre for første gang.

Og ikk nok med det jeg prøver at lyde intresset og spørger meget min svigerinde om hendes graviditet men hun spørger aldrig rigtig mig. Og selvom det mig der førstegangs gravid så går snakken næsten altid om hendes graviditet. 

Hvad mener i damer???

For mig lyder det til at der er hormoner med her

kan huske at da jeg var gravid var resten af verden som en slags tåge der bare var der...

Jeg spurgte ikke ind til andres liv, jeg kan absolut intet huske af det jeg endelig fik fortalt, og jeg følte ikke jeg kunne rumme andres glæde/sorg/dagligdag oven i det der skete i mit liv...

Måske din svigerinde har det på samme måde...

der er trods alt 2 andre børn og en mand der også tager både hendes opmærksomhed og hendes overskud...

 

undrer mig lidt at det skal være din mand der fortæller om den lille....

Min kæreste havde også svært ved at snakke om det hele da jeg var gravid... det var for stort for ham at rumme og forklare for andre.. selv de mest simple ting...

det var mig der fortalte og snakkede og viste billeder osv osv fordi han ikke kunne finde ordene...

 

har du prøvet at snakke med din mand om der er noget der trykker ham angående graviditeten?

Snakket med ham om alt det der sker med dig, din krop, og fremtiden med barnet?

kan være han føler sig overset fordi man som førstegangsfødende mor virkelig får al opmærksomheden fra alle vinkler... farmand er bare vedhæng til alting...

 

Når det er svigerindens mand der fortæller en masse kan det være fordi det er ham der har overskuddet til det, og fordi han måske denne gang også bliver anerkendt lidt i forbindelse med diverse scanninger osv ved at de har været igennem det før...

 

ved udmærket godt det er hamrende svært at tænke udover sin egen boble når man er gravid (been there myself) men pust dybt ud en gang og overvej det jeg skriver

Anonym skriver:

Hey de damer

jeg har virkelig brug for råd. Jeg er førstegangs gravid i uge 29+2 idag 

sagen er min svigerinde er også gravid hun er så 6 uger længere hende end mig. De venter sig dreng nr 3 

vi valgt ikk at vide kønnet. Når men min svorger har altid sagt at han ikk vil ha flere børn end de to de har nu men min svigerinde har åbenbart fået ham til en tredje. 

Det jeg bliver forvirret og lidt ked over er at når vi sammen med dem så lyder han meget glæder når han fortæller om hvordan babyen sparker og hvordan den ligger og strækker sig i maven og se maven ændre form osv og fortæller noget nyt hele tiden og hver gang vi ser dem . Til modsætning af min mand som i alt den tid jeg har været gravid har han KUN nævnt vores lille baby 2 gange. Og begge gange har han sagt samme korte satsning. Jeg har også mærket den lille lidt.

og begge gange så han neutral ud altså hverken sur men sandelig da heller ikk glad ud i ansigtet. 

Så forstår slet ikk når det dem der skal være forældre for 3 gange og det jo ikk noget nyt i og alligvelet er det dem der har alt det nye at fortælle selvom det da os der brudte ha alt det nye at fortælle når det os der skal være forældre for første gang.

Og ikk nok med det jeg prøver at lyde intresset og spørger meget min svigerinde om hendes graviditet men hun spørger aldrig rigtig mig. Og selvom det mig der førstegangs gravid så går snakken næsten altid om hendes graviditet. 

Hvad mener i damer???

Jeg er ked af det, men de lyder som meget selvcentrerede mennesker.

Mht din mand, lyder han meget typisk af en mand at være. Det er første gang, og han kan nok ikke helt forholde sig til det. Man siger at kvinder bliver mødre, når de står med den positive test, og mænd når de står med barnet i armene.

Wampires skriver:

For mig lyder det til at der er hormoner med her

kan huske at da jeg var gravid var resten af verden som en slags tåge der bare var der...

Jeg spurgte ikke ind til andres liv, jeg kan absolut intet huske af det jeg endelig fik fortalt, og jeg følte ikke jeg kunne rumme andres glæde/sorg/dagligdag oven i det der skete i mit liv...

Måske din svigerinde har det på samme måde...

der er trods alt 2 andre børn og en mand der også tager både hendes opmærksomhed og hendes overskud...

 

undrer mig lidt at det skal være din mand der fortæller om den lille....

Min kæreste havde også svært ved at snakke om det hele da jeg var gravid... det var for stort for ham at rumme og forklare for andre.. selv de mest simple ting...

det var mig der fortalte og snakkede og viste billeder osv osv fordi han ikke kunne finde ordene...

 

har du prøvet at snakke med din mand om der er noget der trykker ham angående graviditeten?

Snakket med ham om alt det der sker med dig, din krop, og fremtiden med barnet?

kan være han føler sig overset fordi man som førstegangsfødende mor virkelig får al opmærksomheden fra alle vinkler... farmand er bare vedhæng til alting...

 

Når det er svigerindens mand der fortæller en masse kan det være fordi det er ham der har overskuddet til det, og fordi han måske denne gang også bliver anerkendt lidt i forbindelse med diverse scanninger osv ved at de har været igennem det før...

 

ved udmærket godt det er hamrende svært at tænke udover sin egen boble når man er gravid (been there myself) men pust dybt ud en gang og overvej det jeg skriver

Du kan tro jeg har tænkt på det mange gange om mine hormoner leger med mig. Og har oplevet hvor det ene øjeblik er jeg mega glad og den næste sidder jeg og græder. Og kan godt være noget af det skyldes homornerne 

men kan ikk lad være med at tænke at jeg er da også gravid og alligvelet prøver jeg at være sød og spørg indtil hende men intet tilbage få jeg. Og hun snakker da og viser det tøj hun har købt og lidt om babyen i maven men det mest hendes mand der fortæller mens han lyder overlykkelig i forhold til min mand. Og generelt føler jeg de er selvoptaget. 

Anonym skriver:

Hey de damer

jeg har virkelig brug for råd. Jeg er førstegangs gravid i uge 29+2 idag 

sagen er min svigerinde er også gravid hun er så 6 uger længere hende end mig. De venter sig dreng nr 3 

vi valgt ikk at vide kønnet. Når men min svorger har altid sagt at han ikk vil ha flere børn end de to de har nu men min svigerinde har åbenbart fået ham til en tredje. 

Det jeg bliver forvirret og lidt ked over er at når vi sammen med dem så lyder han meget glæder når han fortæller om hvordan babyen sparker og hvordan den ligger og strækker sig i maven og se maven ændre form osv og fortæller noget nyt hele tiden og hver gang vi ser dem . Til modsætning af min mand som i alt den tid jeg har været gravid har han KUN nævnt vores lille baby 2 gange. Og begge gange har han sagt samme korte satsning. Jeg har også mærket den lille lidt.

og begge gange så han neutral ud altså hverken sur men sandelig da heller ikk glad ud i ansigtet. 

Så forstår slet ikk når det dem der skal være forældre for 3 gange og det jo ikk noget nyt i og alligvelet er det dem der har alt det nye at fortælle selvom det da os der brudte ha alt det nye at fortælle når det os der skal være forældre for første gang.

Og ikk nok med det jeg prøver at lyde intresset og spørger meget min svigerinde om hendes graviditet men hun spørger aldrig rigtig mig. Og selvom det mig der førstegangs gravid så går snakken næsten altid om hendes graviditet. 

Hvad mener i damer???

Hvis i skal have flere børn vil din mand blive lige sådan..

Første gang man er gravid er det meget svært for manden at følge med.. Han aner ikke hvad han glæder sig til. han mærker ikke at du er gravid, mærker ikke sparkene eller det voksende liv i din krop. Dine hormoner der sætter dit moderinstinkt igang, den oplevelse har mænd ikke før de står med barnet i armene..

Min kæreste var heller ikke meget på da vi ventede den 1. han kunne praktisk taget ikke rigtig forholde sig til det. hvilket jo er helt forståeligt..

Nu hvpr vi venter nr 2 at han meget mere interesseret, er med i beslutningerne.. er lige så utålmodig som jeg er.. osv..


Og når nu du fyldes af følelsen af uretfærdighed, som mange gravide får af alle mulige årsager, så prøv at sæt dig med begge føder godt i jorden, slap af, luk øjnene og træk vejret dybt og mærk hvor følelsen kommer fra..

Freyjasmor skriver:

Jeg er ked af det, men de lyder som meget selvcentrerede mennesker.

Mht din mand, lyder han meget typisk af en mand at være. Det er første gang, og han kan nok ikke helt forholde sig til det. Man siger at kvinder bliver mødre, når de står med den positive test, og mænd når de står med barnet i armene.

Jeg har selv tænkt om det mine hormoner der spiller ind. Men kan ikk lad være med at tænke hold kæft hvor de elsker KUN at snakke om dem selv og deres Børn og kommende barn i stedet for også at spørger ind til os lidt. Og hvor jeg tit føler hvor meget de anstrenger sig på at være dem man høre på og høre om hele tiden. 

Jeg er pisse træt af det. 

ano14316 skriver:

Hvis i skal have flere børn vil din mand blive lige sådan..

Første gang man er gravid er det meget svært for manden at følge med.. Han aner ikke hvad han glæder sig til. han mærker ikke at du er gravid, mærker ikke sparkene eller det voksende liv i din krop. Dine hormoner der sætter dit moderinstinkt igang, den oplevelse har mænd ikke før de står med barnet i armene..

Min kæreste var heller ikke meget på da vi ventede den 1. han kunne praktisk taget ikke rigtig forholde sig til det. hvilket jo er helt forståeligt..

Nu hvpr vi venter nr 2 at han meget mere interesseret, er med i beslutningerne.. er lige så utålmodig som jeg er.. osv..


Og når nu du fyldes af følelsen af uretfærdighed, som mange gravide får af alle mulige årsager, så prøv at sæt dig med begge føder godt i jorden, slap af, luk øjnene og træk vejret dybt og mærk hvor følelsen kommer fra..

Hmm okay. Det kan godt være der er noget om snakken. Jeg blev bare så ked og det første jeg tænkte er om han er overhovedet glad for at blive far

Anonym skriver:

Hmm okay. Det kan godt være der er noget om snakken. Jeg blev bare så ked og det første jeg tænkte er om han er overhovedet glad for at blive far

Han anet virkelig ikke hvad han venter..

Så i realiteten er det ikke sikkert at han går og glæder sig lige nu..
Måske synes han det hele er lidt uoverskueligt og er nervøs for hvordan det skal gå..
Men han skal nok blive lykkelig får alligevel..

Freyjasmor skriver:

Jeg er ked af det, men de lyder som meget selvcentrerede mennesker.

Mht din mand, lyder han meget typisk af en mand at være. Det er første gang, og han kan nok ikke helt forholde sig til det. Man siger at kvinder bliver mødre, når de står med den positive test, og mænd når de står med barnet i armene.

Jeg har temin D. 30 juli og sidst vi sås snakket vi om det at går over tid. Og hvis jeg går over tid kan jeg også risikere at føde D. 12 aug og det tilfældigvis den dag hendes yngste søn har fødselsdag. Jamen forhelvede da også jeg er første gangs gravid og det eneste kommentar jeg høre fra hende er ikk en gang rart det hun sagde er. Ja så har jeg bare med at klemme ballerne sammen den dag 

jeg havde sådan lyst til at ruske i hende hun kan fanme ikk være det bekendt 

første gang jeg var gravid... havde min mand ikke det vilde interesse i det... ikke at han var ligeglad... men det var ikke noget han tænkte vildt over... han kunne jo ik mærke den lille, eller sætte sig ind i hvordan graviditeten var... hvor vi kvinder jo læser her inde og i bøger om hvad der sker inde i maven hvornår, var han sådan lidt... "nå"

han forklare selv at han ikke rigtig havde en relation til det der nu var inde i maven... selvom han da glædede sig, så var den der jo bare... lydder måske lidt hårdt... men jeg kan godt sætte mig ind i hvordan det må være... for vi mærker den lille hver dag... og de får et heldigt spark i ny og næ... vi kan mærke og føle den lille hver dag... hvor far er sat lidt på sidelinjen...

jeg læste uge for uge for min mand... hvergang vi gik i "0" fx 18+0 læste jeg om den nye uge for ham... så han var lidt mere med...

her anden gang, er han meget mere med, og spørg til hvor meget den lille har bevæget sig i dag, osv. han siger er det ik snart den kan høre? eller hvornår er det nu den kan sådan og sådan...

jeg tror at det er fordi han har prøvet det hele før og ved hvad der kommer ud af det... i alt fald følelsesmæssigt... og fordi han og vi også prøver at forberede vores datter på hvad der sker... 

første gang som kommende far aner de jo ik hvad de skal forholde sig til, hvad de er gået ind til og hvilke følelser der kommer i spil når de først er blevet far... det ved de med nr. 2 og især med nummer 3